Zakarias's syn om Josua og engelen gælder med særlig styrke Guds folks erfaring under det afsluttende værk på den store forsoningsdag. Den sidste menighed vil blive stedt i stor prøvelse og nød. De, der holder Guds bud og Jesu tro, vil komme til at mærke dragens og dens hærskarers vrede. Satan regner verdens beboere som sine undersåtter, og han har vundet herredømme over de frafaldne menigheder; men her er en lille flok, der modsætter sig hans overhøjhed. Kunne han udslette dem af jorden, ville hans sejr være fuldstændig. Ligesom han påvirkede de hedenske nationer til at ødelægge Israel, vil han i nær fremtid opflamme jordens onde magter til at ødelægge Guds folk. Der vil blive krævet af alle, at de skal vise lydighed mod menneskelige påbud og overtræde den guddommelige lov. De, der viser troskab mod Gud og mod pligten, vil blive truet, forkætret og gjort fredløse. De vil blive forrådt endog "af forældre og brødre og slægtninge og venner." Luk 21-16.   

Fristeren står ved siden af for at anklage dem, ligesom han var til stede og stod Josua imod. Han peger på deres snavsede klæder, deres mangelfulde karakter. Han fremholder deres svaghed og dårskab, deres syndige utaknemmelighed og deres ulighed med Kristus, hvorved de har vanæret deres genløser. Han søger at skræmme sjælen med den tanke, at deres sag er håbløs, at besmittelsens plet hos dem aldrig kan aftvættes. Han håber at kunne ødelægge deres tro i en sådan grad, at de vil give efter for hans fristelser, opgive deres troskab mod Gud og modtage dyrets mærke.   

Satan trænger ind på Gud med sine anklager imod dem, idet han erklærer, at de ved deres synder har forspildt den guddommelige beskyttelse, og gør fordring på retten til at ødelægge dem som overtrædere. Han erklærer, at de lige så fuldt som han har gjort sig fortjent til udelukkelse fra Guds nåde. "Er disse," siger han, "det folk, som skal indtage min plads i Himmelen og de engles, der sluttede sig til mig? De bekender sig til at lyde Guds lov; men har de holdt dens forskrifter? Har de ikke elsket sig selv mere end Gud? Har de ikke sat deres egne interesser højere end hans tjeneste? Har de ikke elsket de ting, som hører denne verden til? Se på de synder, som har præget deres liv! Se på deres egenkærlighed, deres ondskab, deres had mod hinanden!"   

Guds folk har i mange henseender været meget fejlende. Satan har nøje kendskab til de synder, han har fristet dem til at begå, og disse fremstiller han i det mest overdrevne lys og siger: "Vil Gud bandlyse mig og mine engle fra sit åsyn og dog belønne dem, der har gjort sig skyldige i de samme synder? Dette kan du, o Herre, ikke gøre med retvished. Din trone vil ikke stå i retfærdighed og dom. Retfærdigheden kræver, at der afsiges dom over dem."  

Men selv om Kristi efterfølgere har syndet, har de dog ikke givet sig det onde i vold. De har afstået fra deres synder og søgt Herren i ydmyghed og bodfærdighed, og den guddommelige talsmand taler deres sag. Han, som er blevet mest forurettet ved deres utaknemmelighed, og som kender deres synder og også deres anger, siger: "Herren true dig, Satan!" Jeg gav mit liv for disse sjæle. De er tegnet i mine hænder."   

Satans angreb er kraftige, hans forførelser frygtelige; men Herrens øjne er over hans folk. Deres trængsel er stor, ildovnens flammer synes at være ved at skulle fortære dem; men Jesus vil føre dem ud som guld, der er lutret i ilden. Deres jordiskhed må fjernes, for at Kristi billede må kunne genspejles til fuldkommenhed; vantroen må overvindes; tro, håb og kærlighed må udvikles.   

Guds folk sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. Med tårer advarer de de gudløse imod den fare, de udsætter sig for ved at træde den guddommelige lov under fødder, og med usigelig sorg ydmyger de sig for Herren på grund af deres egne overtrædelser. De gudløse håner deres sorg og spotter deres højtidelige formaninger og foragter, hvad de kalder deres svaghed. Men Guds folks ængstelse og ydmygelse er umiskendelige tegn på, at de er i færd med at genvinde den karakterens styrke og adel, der er gået tabt som følge af synd. Når de så klart indser syndens overvættes syndighed, skyldes det, at de kommer Kristus nærmere, og at deres blik er fæstet ved hans fuldkomne renhed. Deres anger og selvfornedrelse er uendelig meget mere antagelig i Guds øjne end den selvgode, overlegne ånd hos den, som ikke ser nogen grund til at beklage sig, men som håner Kristi ydmyghed, og som gør krav på at være fuldkomne, medens de overtræder Guds hellige lov. Sagtmodighed og ydmyghed af hjertet er betingelserne for styrke og sejr. Herlighedens krone venter dem, der bøjer sig ved korsets fod. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.   

De trofaste, bedende er ligesom indelukkede hos Gud. De ved ikke selv, hvor sikkert de er beskyttet. Under Satans tilskyndelse søger denne verdens herskere at ødelægge dem; men kunne deres øjne åbnes, således som Elisas tjener fik sine øjne opladt i Dotan, ville de se Guds engle lejre sig omkring dem og ved deres glans og herlighed lægge bånd på mørkets hærskarer.   

Da Johannes så menighedens sidste store kamp med jordiske magter, blev det ham også tilstedt at beskue de trofastes endelige sejr og befrielse. Han så menigheden komme i en dødelig kamp med dyret og dets billede, og tilbedelsen af dette dyr påbudt under dødsstraf. Men bag stridens røg og tummel så han på Sions bjerg en skare, som stod sammen med Lammet, og som i stedet for at have dyrets mærke havde Faderens "navn skrevet på deres pander". Og videre så han "dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder", og de sang Moses's sang og Lammets sang. Åb 14,1; og 15,2.   

Disse lærdomme er givet til gavn for os. Vi behøver at bygge vor tro på Gud; for vi står lige foran en tid, som vil prøve menneskenes sjæle. På Oliebjerget omtalte Kristus de frygtelige straffedomme, der skulle gå forud for hans komme: "I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter." "Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse." Matt 24,6-7. Medens disse profetier fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems ødelæggelse, har de dog en mere direkte anvendelse på de sidste dage.   

Vi står på tærskelen til store og højtidelige begivenheder. Profetien opfyldes hurtigt. Herren står for døren. En tidsperiode af overvældende interesse for alle, som lever, vil snart åbne sig for os. Fortidens stridsspørgsmål vil genoplives; nye stridsspørgsmål vil opstå. De scener, der vil blive udspillet her på jorden, har endnu ingen drømt om. Satan er i virksomhed ved menneskelige redskaber De, der gør anstrengelser for at ændre grundloven og for vedtagelsen af en lov til fremtvingelse af søndagens helligholdelse, har kun ringe forståelse af, hvad følgen vil blive. En krise er umiddelbart forestående.   

Men Guds tjenere skal ikke stole på sig selv i denne krisestund. I de syner, som blev givet Esajas, Ezekiel og Johannes, ser vi, hvor nøje Himmelen står i forbindelse med de begivenheder, der finder sted på jorden, og hvor stor Guds omsorg er for dem, der lyder ham. Verden er ikke uden en hersker. Programmet for de kommende begivenheder er i Herrens hånd. Himmelens Majestæt har nationernes skæbne såvel som sin menigheds anliggender under sin egen ledelse.   

Vi tillader os at nære alt for megen bekymring, uro og forlegenhed i Herrens værk. Det er ikke overladt til dødelige mennesker at bære ansvarets byrde. Vi trænger til at forlade os på Gud, tro på ham og gå fremad. De himmelske sendebuds utrættelige årvågenhed og deres uophørlige beskæftigelse i tjenesten i forbindelse med de jordiske væsener viser os, hvorledes Guds hånd leder det ene hjul inden i et andet hjul. Den guddommelige Instruktør siger til enhver deltager i hans værk, som han sagde til Kyros fordum: "leg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig." Es45,5.