Gud har i sin nåde sendt lys og advarsels budskaber!

 

"Hav bælte om lænd og lysene tændt. Og vær I ligesom mennesker, der venter på, at deres Herre vil bryde op fra gæstebuddet for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham. Salige er de tjenere, som herre finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til bords selv gå hen og varte dem op. Og enten han kommer i den anden nattevagt eller i den tredje - salige er de, når han finder det således. ... Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer." (Luk 12,35-38 og 40)

Vi bliver her advaret mod ikke at bedrage vore sjæle for de privilegier og rettigheder, som Herren har fremskaffet, for at vi kan blive rige i troen som arvinger ifølgeløftet. Vi skal våge som for tyve om natten. De første tegn på åndelig døsighed skal alvorligt overvindes. Den første tilbøjelighed til åndelig ladenhed bør fast modstås. "Vær ædru, vær vagtsomme!", tilskynder apostlen os til. Hvert et minut skal vi være trofast beskæftigede. "Den, der holder ud indtil enden, han skal frelses." Der siges, at vi skal arbejde på vor egen frelse og den kraft, vi skal gøre det med er gjort tydeligt klar: "For det er Gud, der virker i jer både at ville og at gøre til hans velbehag."

Mange mister meget ved at vokse mindre ivrigt, mindre brændende, mindre nidkært for Gud og til bedste for deres medmennesker. Lad alle våge og bede, idet de vogter deres nuværende og evige bedste ved at modstå tilfredshed med stødvise anstrengelser for at tjene Gud. Ved at overgive sig til ustadige indskydelser og give frit løb for lidenskabelige ord og vanhellige handlinger ødelægger de deres udsigter til det velsignede håb.

De, der vil være rede til at møde deres Herre, må holde deres lamper fyldt med nådens olie. Det var en forsømmelse af dette, der adskilte de dårlige jomfruer fra de kloge. De havde lamper, men ingen olie. Deres karakter kunne ikke bestå prøven. De kloge jomfruer havde ikke alene et fornuftbetonet kendskab til sandheden, men gennem den nåde, som Jesus Kristus gav dem, tog deres tro, tålmodighed og kærlighed stadigt til. Deres lamper blev fyldt op igen gennem deres levende forbindelse med Verdens Lys. Mens de dårlige jomfruer vågnede op for at finde deres lamper kun svagt blafrende, eller de gik ud i mørket, så gik de kloge jomfruer ind til festen med deres lamper brændende strålende klart og så blev portene lukket. Mens de højligt glædede sig over lyden fra brudgommens stemme, sluttede de sig til bryllupsprocessionen.

Gud har i sin nåde sendt lys og advarsels budskaber til verden om sin lov, som er blevet nedtrampet. Det er et folk, som ærer og frygter Gud, som agter på hans advarsler, angrer deres overtrædelser af Guds lov og som gennem tro på Kristi nåde, modtager tilgivelse for deres synder. Gud taler gennem sin profet og giver værdifulde løfter til de, der holder Herrens Sabbat: "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure, da kaldes du "murbrudsbøder", genskaber af farbare veje." Es 58,12.

Profeten henviser her til bruddet på Guds lov, på bruddet på Sabbatten i det fjerde bud. Denne forskrift er blevet tilintetgjort af syndens menneske; og den såkaldte kristne verden har accepteret den dag, som han har indsat i stedet for Herrens hellige Sabbat. Vil vi være blandt de, der genopretter bruddet på Guds bud?; eller vil vi være blandt de, der modtager dyrets mærke, som overholder menneskelige anordninger hellere end de guddommelige og på denne måde ernærer Pavemagtens barn?

Vi skriver ikke således, fordi vi tror du er uvidende om beviser for Sabbatten og de bindende krav fra hele Guds lov; men vi ønsker at genopfriske dit sind, så at du bliver stadfæstet i den nærværende sandhed.

De som har accepteret den upopulære sandhed har altid været tvunget til store afsavn. Forfølgelse har været svært for nogle. Vi har apostlenes liv som vore eksempler; men frem for alt har vi Kristi liv som vort store eksempel foran os. Den elskede discipel fortæller os, at han var forvist til Patmos "for Guds ords og Jesu vidnesbyrd skyld". Medens han var på denne isolerede ø, stod, til hans uudtalte glæde hans kære Herre og Mester foran ham, nøjagtigt den samme, som han havde vandret og talt med, da de var sammen i denne verden, ved hvis bryst han havde lært, hvis store hjerte fyldt med kærlighed havde banket mod hans hoved, hvis lidelser han havde været vidne til og hvis ansigt var blevet skæmmet mere end noget menneskes.

Sabbatten som er pålagt os i det fjerde bud blev indstiftet til minde om skabelsesværket, og således holde menneskers sind rettet mod den sande og levende Gud. Var Sabbatten altid blevet holdt, havde der aldrig været en afgudsdyrker, en ateist eller en utro. Den hellige overholdelse af Guds helligdag ville have ført menneskers sind til deres skaber. Tingene i naturen ville have bragt ham i deres erindring, og de ville være vidner om hans magt og hans kærlighed. Det fjerde buds sabbat er den levende Guds segl. Det peger mod Gud som skaberen, og er tegnet på hans retmæssige autoritet over de skabninger han har skabt.

Hvad er så dyrets mærke, hvis det ikke er den falske sabbat, som verden har accepteret i stedet for den sande?

Den profetiske erklæring at pavemagten vil sætte sig over alt, hvad der kaldes Gud eller hvad, der bliver tilbedt, er blevet fuldstændigt opfyldt ved ændringen af sabbatten fra den syvende dag til den første dag i ugen. Overalt hvor den pavelige sabbat bliver æret i stedet for Guds sabbat, har syndens menneske sat sig selv over skaberen af himmelen og jorden.

De, som hævder at Kristus ændrede sabbatten er i direkte modsætning til hans egne ord. I sin bjergprædiken sagde han: "Tro ikke jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i himmeriget; men den, der holder dem, han skal kaldes stor i himmeriget." (Matt 5,17-19)

Katolikkerne anerkender, at ændringen af sabbatten blev foretaget af deres kirke, og de citerer denne ændring som et bevis på denne kirkes øverste autoritet. De hævder at ved at holde den første dag i ugen som sabbat, at protestanterne anerkender dens magt til at lovgive om guddommelige ting. Den romerske kirke har ikke frafaldet sit krav på ufejlbarlighed, og når verden og den protestantiske kirke accepterer den falske sabbat, som den har skabt, legaliserer de dette krav. De kan citere apostlenes og kirkefædrenes autoritet som forsvar for denne ændring, men det falske i denne tankegang er let genkendelig. Papisterne er skarpe nok til at se, at protestanterne bedrager sig selv, og villigt lukker øjnene for sagens fakta. Som Søndags helligholdelsen vinder frem, glæder han sig og føler sig overbevist om, at det til slut vil bringe hele den protestantiske verden ind under det romerske banner.