Fint, du har den rette forståelse af dette emne!


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.dk


Så sagde mændene: "Vi kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget imod ham i hans religion." Nu skyndte rigsråderne og satrapperne sig til kongen og sagde til ham: "Kong Dareios leve evigt! Alle kongerigets rigsråder er blevet enige med fyrsterne, satrapperne, ministrene og statholderne om, at kongen bør træffe beslutning om, at der udstedes følgende dekret: Den, der i de næste tredive dage beder til andre end dig, konge, hvad enten det er til en gud eller til et menneske, skal kastes i løvekulen. Derfor, konge, udsted dekretet, og lad det udfærdige skriftligt, så det i henhold til medernes og persernes uigenkaldelige lov ikke kan ændres." Så lod kong Dareios dekretet udfærdige skriftligt. Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. Dan 6,6-11.

Ved Kristi sidste møde med sine disciple udtrykte han dette store ønske for dem, at de skulle elske hverandre, sådan som han havde elsket dem.
Atter og atter talte han om dette. "Dette byder jeg jer," gentog han flere gange, "at I skal elske hverandre."
Da han var blevet alene med dem i salen ovenpå, lød hans første påbud således: "En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre."
For disciplene var denne befaling ny; for de havde ikke elsket hverandre, ligesom Kristus havde elsket dem. Han så, at de måtte beherskes af nye tanker og tilskyndelser; at de måtte handle efter nye principper. Gennem hans liv og død skulle de komme til at få en anden opfattelse af, hvad kærlighed er. Befalingen om, at de skulle elske hverandre, fik en ny betydning i lyset af hans selvhengivelse. Hele nådens værk er en fortsat tjeneste i kærlighed, i selvfornægtende selvopofrelse. Hver time, som Kristus tilbragte her på jorden, strømmede Guds kærlighed fra ham i ubetvingelige strømme. Alle, som er besjælede af hans Ånd, vil elske, ligesom han gjorde det.

"Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed."
Når mennesker er knyttet til hinanden, ikke ved magt eller selviskhed, men ved kærlighed, så giver de udtryk for en inflydelse, som overgår enhver jordisk indflydelse.
Hvor enheden er til stede, er den et vidnesbyrd om, at Guds billede er ved at blive gendannet i menneskene, at der er blevet indpodet et nyt livsprincip. Den viser, at der i den guddommelige natur er kraft til at modstå det ondes overnaturlige kræfter, og at Guds nåde kan betvinge den selviskhed, der er naturlig for det menneskelige hjerte.

Når denne kærlighed åbenbarer sig i menigheden, vil den vække Satans harme. Det var ikke nogen let vej, Kristus anviste sine disciple!
"Når verden hader jer," sagde han, "så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig."

Husbonden vælger et stykke jord i ødemarken. Han sætter et gærde omkring det, rydder det og graver det og tilplanter det med udsøgte vinstokke og venter at få en rig høst. Han venter at dette stykke jord i modsætning til de uopdyrkede områder vil bringe ham anerkendelse ved at bære frugt og vise resultat af hans omhu og arbejde med at opdyrke det. Således havde Gud udvalgt et folk i verden for at lade det oplære og uddanne af Kristus. Profeten siger: "Thi Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning." I sin uendelige godhed havde Gud skænket dette folk store forrettigheder og velsignet det i rigtmål. Han ventede, at de ville ære ham ved at bære frugt. De skulle åbenbare hans riges principper De skulle fremvise Guds karakter midt i en falden og ond verden.

Som Herrens vingård skulle de bære frugt, der var helt anderledes end de hedenske nationers. Disse folk der dyrkede afguder havde helt hengivet sig til ondskab. Voldshandlinger og forbrydelser begærlighed, undertrykkelse og de mest fordærvede laster fik uhindret lov at finde sted. Forbrydelser nedværdigende handlinger og elendighed var det fordærvede træs frugter De frugter som Guds vinranke bar skulle stå i skarp modsætning til dem.
 

>>>>>