Fint, du har den rette forståelse
af dette emne!
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører
om på
www.bibel-skolen.dk
Så sagde mændene: "Vi
kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget
imod ham i hans religion." Nu skyndte rigsråderne og satrapperne
sig til kongen og sagde til ham: "Kong Dareios leve evigt! Alle kongerigets
rigsråder er blevet enige med fyrsterne, satrapperne, ministrene
og statholderne om, at kongen bør træffe beslutning om, at
der udstedes følgende dekret: Den, der i de næste tredive
dage beder til andre end dig, konge, hvad enten det er til en gud eller
til et menneske, skal kastes i løvekulen. Derfor, konge, udsted
dekretet, og lad det udfærdige skriftligt, så det i henhold
til medernes og persernes uigenkaldelige lov ikke kan ændres." Så
lod kong Dareios dekretet udfærdige skriftligt. Da Daniel fik at
vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset
havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om
dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan
havde han altid gjort. Dan 6,6-11.
Ved Kristi sidste møde
med sine disciple udtrykte han dette store ønske for dem, at de
skulle elske hverandre, sådan som han havde elsket dem.
Atter og atter talte
han om dette. "Dette byder jeg jer," gentog han flere gange, "at I skal
elske hverandre."
Da han var blevet
alene med dem i salen ovenpå, lød hans første påbud
således: "En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre."
For disciplene var
denne befaling ny; for de havde ikke elsket hverandre, ligesom Kristus
havde elsket dem. Han så, at de måtte beherskes af nye tanker
og tilskyndelser; at de måtte handle efter nye principper. Gennem
hans liv og død skulle de komme til at få en anden opfattelse
af, hvad kærlighed er. Befalingen om, at de skulle elske hverandre,
fik en ny betydning i lyset af hans selvhengivelse. Hele nådens værk
er en fortsat tjeneste i kærlighed, i selvfornægtende selvopofrelse.
Hver time, som Kristus tilbragte her på jorden, strømmede
Guds kærlighed fra ham i ubetvingelige strømme. Alle, som
er besjælede af hans Ånd, vil elske, ligesom han gjorde det.
"Derpå skal alle
kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed."
Når mennesker
er knyttet til hinanden, ikke ved magt eller selviskhed, men ved kærlighed,
så giver de udtryk for en inflydelse, som overgår enhver jordisk
indflydelse.
Hvor enheden er til
stede, er den et vidnesbyrd om, at Guds billede er ved at blive gendannet
i menneskene, at der er blevet indpodet et nyt livsprincip. Den viser,
at der i den guddommelige natur er kraft til at modstå det ondes
overnaturlige kræfter, og at Guds nåde kan betvinge den selviskhed,
der er naturlig for det menneskelige hjerte.
Når denne kærlighed
åbenbarer sig i menigheden, vil den vække Satans harme. Det
var ikke nogen let vej, Kristus anviste sine disciple!
"Når verden
hader jer," sagde han, "så skal I vide, at den har hadet mig før
jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I
ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden
jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: en tjener er ikke større
end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer;
har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.
Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de
ikke kender ham, som har sendt mig."
Husbonden vælger
et stykke jord i ødemarken. Han sætter et gærde omkring
det, rydder det og graver det og tilplanter det med udsøgte vinstokke
og venter at få en rig høst. Han venter at dette stykke jord
i modsætning til de uopdyrkede områder vil bringe ham anerkendelse
ved at bære frugt og vise resultat af hans omhu og arbejde med at
opdyrke det. Således havde Gud udvalgt et folk i verden for at lade
det oplære og uddanne af Kristus. Profeten siger: "Thi Hærskarers
Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning."
I sin uendelige godhed havde Gud skænket dette folk store forrettigheder
og velsignet det i rigtmål. Han ventede, at de ville ære ham
ved at bære frugt. De skulle åbenbare hans riges principper
De skulle fremvise Guds karakter midt i en falden og ond verden.
Som Herrens vingård
skulle de bære frugt, der var helt anderledes end de hedenske nationers.
Disse folk der dyrkede afguder havde helt hengivet sig til ondskab. Voldshandlinger
og forbrydelser begærlighed, undertrykkelse og de mest fordærvede
laster fik uhindret lov at finde sted. Forbrydelser nedværdigende
handlinger og elendighed var det fordærvede træs frugter De
frugter som Guds vinranke bar skulle stå i skarp modsætning
til dem.
>>>>>
|