Gud kaldte Abraham ud fra Ur i Kaldæa, et hedensk center i det sydlige Mesopotamien, det nuværende Irak. Guds pagt med Abraham lovede ham et land, en efterslægt og Guds særlige velbehag. »Så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!« 1 Mos. 12,2-3. De kristne opfatter denne sidste sætning som en profeti om den kommende Messias; han skulle fødes ind i menneskeslægten og ville ved at ofre sig selv på Golgata blive en velsignelse for alle folkeslag. Fra beretningerne om Isak, Jakob og hans sønner husker vi, at Jakobs sønner blev stamfædre til Israels tolv stammer. En af sønnerne ved navn Josef, kom til Ægypten, og under den store hungersnød slog hele familien sig ned i Gosen i Ægypten.

I mange år levede israelitterne i Ægypten, hvor de blev slaver. Den tid kom, da Ægyptens konge befalede, at alle hebraiske drengebørn skulle dræbes ved fødslen. "Således gik der lang tid hen, og imidlertid døde Ægyptens kongen. Men israelitterne stønnede og klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede op til Gud." 2 Mos. 2,23-25. Gud lod Moses, befrieren, fremstå, og dagen kom, da "Herren frelste ... Israel af ægypternes hånd. ... Da så Israel den stordåd, Herren havde udført mod ægypterne; og folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses." 2 Mos.14,30-31.

Hvornår udgangen af Ægypten fandt sted, har givet anledning til nogen debat. Det enkleste udgangspunkt er ordene fra Det gamle Testamente: "I det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten, i ziv måned, det er den anden måned, i det fjerde år Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge Herren templet." 1 Kong. 6,1. "I dette vers falder det 480. år efter udgangen af Ægypten sammen med Salomos fjerde regeringsår. Denne oplysning er af stor betydning, for på denne kan man bygge den hebraiske kronologi ved at regne fra Salomo tilbage til Moses og endnu længere. På nøjagtigheden af dette årstal f. Kr., tidsfæstet som Salomos fjerde regeringsår, afhænger nøjagtigheden af alle andre årstal, som er bygget herpå, f.eks. udgangen af Ægypten." Salomos fjerde regeringsår var "967/66 f. Kr., dvs. efter jødisk tidsregning begyndende efteråret 967 og afsluttet i efteråret 966. Tempelbyggeriet må således være påbegyndt i ziv måned (omtrent vor maj), foråret 966 f. Kr." liv måned i det første år, da israelitterne drog ud af Ægypten, var således 479 tidligere end 966, altså 1445 f. Kr." Med mægtig hånd førte Gud israelitterne ud fra trældommen i Ægypten.

Nu begyndte ørkenvandringen, og dette var andet og mere end en betydningsløs afbrydelse i Guds gamle folks historie. Gennem disse 40 år blev både grundlæggende og betydningsfulde forordninger og ritualer til. Og det var Gud, der ledede dem i sin evige kærlighed.

Lovgivningen til Moses og til Israels folk kan kaldes den mest betydningsfulde begivenhed i historien før Golgata. "Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgør han ingen lovbud." Sl. 147,19-20. Gennem Israel gav Gud sin lov til hele verden, til alle mennesker. Gud gav ikke sine bud for at hindre Israel i noget, som ville være til gavn og glæde for dem. Det oprindelige hebraiske ord for "lov" betyder egentlig "at undervise". Ligesom når en far lærer sin søn at gå, indebærer det tillige, at han fortæller ham, hvordan han skal undgå farer, og at han hjælper ham til at forstå sig selv i forholdet til andre. Kan vi forestille os Israels folk forsamlet ved Sinaj, medens Gud taler til dem? Kan vi forestille os, at Gud gjorde det, fordi han elskede sit folk Israel? Som profeten Hoseas udtrykker det: "Jeg fik Israel kær i hans ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn." Hos. 11,1 Israelitterne havde levet i trældom igennem mange år og de var uden tvivl blevet påvirket af deres omgivelser og havde på mange måder glemt, hvad der var Guds vilje. Nu er de på vej gennem ørkenen for at slå sig ned i Det lovede Land. Gud gav dem i sin store kærlighed vejledning for, hvordan de skulle leve deres liv. I sin barmhjertighed befrier han dem fra deres trældom i Ægypten og giver dem. De ti Bud i stedet som vejledning til den fuldkomne frihed, ved så at sige at gøre dem til trælle under Den levende Gud.

Abraham havde kendt Guds bud, for Gud sagde til hans søn Isak, at "Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love." 1 Mos. 26,5. Guds lov, hans kærlige vejledning, havde været kendt, men her ved Sinaj kom Den store Gud selv ned og åbenbarede i torden og lynild sine retningslinjer for sit folk. Hvordan reagerede folket? Forfatteren af Anden Mosebog skrev: "Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg, forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: 'Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!' Men Moses svarede folket: 'Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.' Da holdt folket sig i frastand, medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var." 2 Mos. 20,18-21. Denne begivenhed har givetvis gjort et uudsletteligt indtryk på Israel. Den fik indflydelse på alle aspekter af deres liv, for i ørkenen gav Gud dem ikke blot De ti Bud, men mange andre praktiske anvisninger, således at de fik en detaljeret vejledning med hensyn til, hvad de skulle spise, hvordan de skulle klæde sig, hvordan de skulle ordne deres mellemværender, og hvordan de skulle forholde sig i hverdagen. Guds bud blev givet som et enkelt grundlag for livet i hverdagen. Gud selv, som deres pålidelige leder, udstak den bedste og sikreste kurs for dem. Moses modtog De ti Bud skrevet på to stentavler, og disse to tavler blev opbevaret i arken under alle folkets vandringer. Ved siden af arken i det allerhelligste i helligdommen blev der anbragt en bog, som indeholdt alle de love, Gud havde givet til sit folk, inklusive De ti Bud.

Den Gud, Israel tilbad, var den mægtige Gud, der havde ført dem sikkert ud fra Ægypten, ud fra trældomslandet. Han havde sat dem i stand til at gå gennem Det røde Hav. "Han trued Det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem dybet som gennem en ørk; han fried dem af deres avindsmænds hånd og udløste dem fra fjendens hånd." Sl. 106,9-10. Derfor siger Gud i det allerførste af De ti Bud: "Du må ikke have andre guder end mig." 2 Mos. 20,3. Da han er den eneste sande Gud, har han alene ret til tilbedelse. Han skal gå forud for alle andre. Hvis Israels folk gjorde sig afhængige af andre end Gud, ville det medføre den største risiko. De skulle elske og stole på ham alene. Det var meningen, at det skulle være en hjertets forbindelse. "Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte." 5 Mos. 6,5-6. I det første bud gav Gud sig til kende som sit folks store Befrier og Lovgiver.

Det andet bud fokuserer på det forkastelige ved afguderi og materialisme. "Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!" 2 Mos. 20,4-6. At dette bud ikke forbyder billedhugger- og malerkunst i religionen, synes indlysende, fordi kunstnere af mange slags fremstillede skønne ting i forbindelse med indretningen af helligdommen og templet på Guds befaling. Men de skulle ikke bøje sig for disse ting eller tilbede dem. I Esajas' Bog har følgende passage henvisning til dette: "Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans lige? Et billed - det støber en mester, en guldsmed lægger guld derpå, og sølvkæder støber en anden. Den, som vil rejse en afgud, vælger sig træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig mester til at rejse et billed, som står." Es. 40,18-20. Gud kan ikke repræsenteres på denne jord i en form, som er uforanderlig. Hvorfor ikke? Fordi verden forandrer sig og skikke og moder skifter. Hvordan åbenbarer Gud sig da? Gud har valgt at åbenbare sig gennem sit ord.

Denne åbenbaring gennem Ordet kan forstås på den måde, at han gennem profeterne fordum gav sine budskaber til Israel. Om Kristus siger evangelisten Johannes: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys." "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,1-4 og 14. Dette er at forstå som den fuldstændige og fuldkomne åbenbaring. Det er umuligt for mennesket at stedfæste Gud i symboler. Han har givet sig til kende i Kristus.

Når israelitterne tilbad afguder, lod Gud straf komme over dem, og deres handlinger ville berøre deres efterkommere på grund af følgerne af deres udskejelser. På samme måde ville lydighed, sand kærlighed til Gud, bringe lykke og gøre det lettere for kommende generationer. I begge tilfælde må efterkommerne selv træffe deres beslutning, men forældrenes eksempel vil altid være af betydning. "Men i tusind led viser (jeg) miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!" Det tredje bud: "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!" Mos. 20,7 Der på Sinaj fortalte Gud sit folk, at de ikke skulle misbruge hans navn. De skulle tjene ham i ånd og sandhed og undgå enhver skødesløs, irrelevant eller unødvendig brug af hans hellige navn. Og det er en kendsgerning, at ingen nogen sinde har været mere omhyggelige med at agte og ære Guds navn, end jøderne, som end ikke i dag vil udtale det. I jødisk tænkning taler det tredje bud "imod mened eller falsk edsaflæggelse". Guds navn krænkes ikke, når et vidne i retten højtideligt tager Gud til vidne på, at han taler sandhed, hvis han taler sandhed.

David, konge og forfatter, skrev engang: "Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte." Sl. 15,1-2.

Det fjerde bud: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2 Mos. 20,8-11.

Da Moses og israelitterne var gået gennem Det røde Hav, sang de: "Hvo er som du blandt guder, Herre, hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger!" 2 Mos. 15,11. Israelitterne fortsatte deres vandring og kom til Sins ørken mellem Elim og Sinaj. Her udførte Gud det mirakel at give folket manna. De fik, hvad de havde brug for fra dag til dag seks dage om ugen, men på den sjette dag fik de den dobbelte mængde, så de også havde mad til sabbatten. Og det bemærkelsesværdige er, at mannaen på de andre dage ikke kunne holde sig til næste dag, men fra den sjette dag til sabbatten, fik Gud mannaen til at holde sig. I dette interessante kapitel i Anden Mosebog fortælles, at da nogle af dem gik ud for at samle manna den syvende dag, sagde Herren til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine bud og love? Betænk dog, at Herren har givet eder sabbatten!" 2 Mos. 16,28-29. Gud havde givet dem sabbatten. Når vi læser sabbatsbudet, ser vi, at Gud bruger ordene kom i hu, hvilket betyder, at de har kendt Guds lov før Sinaj, som vi netop har læst. Men i sin kærlighed til folket gav Gud dem nu De ti Bud skriftligt, for at de på den måde kunne mindes Guds vilje og kærlige omsorg.

Sabbattens betydning for jøderne er velkendt for alle, som kender den mindste smule til Israels historie. Ned gennem århundrederne var helligholdelse af sabbatten ikke blot en skik for jøderne, men den var så at sige deres identitet. Det var en trosprøve for dem. Det var endog et tegn mellem Gud og Israels børn, som det fremgår af disse ord fra Anden Mosebog: "Israelitterne skal holde sabbatten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. Thi i seks dage gjorde Herren Himmelen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og vederkvægede sig." I Femte Mosebog, hvor De ti Bud ligeledes er gengivet, siges om sabbatten: "om i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor Herren din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!" Det interessante er, at vi her får det fulde billede af, hvorfor Israel helligholdt sabbatten. De gjorde det for at ære Gud som Skaber og Genløser. Hver sabbatshvile var en påmindelse til jøderne om, at Gud havde sat dem i frihed.

Efter at have anført versene i Anden Mosebog 20,8-11, siger ærkebiskop Stuart Blanch i sin velkendte bog om De ti Bud disse bemærkelsesværdige ord, som er nyttige for os alle: "Af alle budene er dette måske det, vi har allermest brug for at høre i vor travle rastløse tilværelse. 'Rastløs' fordi det er dette ord, der bedst beskriver den slags tilværelse, vi har skabt for os selv i det tyvende århundrede rastløs i sindet, rastløs på legemet, rastløs i ånden, bange for at være stille. Dette kan forekomme en mærkelig vurdering for de af os, der er blevet opdraget til at tænke på budene som noget negativt og som næsten glemmer, at de første fem bud, selvom de er formuleret negativt, er positive i indholdet. Dette er et af dem. Det er en befaling om at hvile, og i Guds øjne er vi lovovertrædere, hvis vi overtræder dette bud, i lige så høj grad som hvis vi overtræder budene om ikke at ihjelslå, stjæle, bedrive hor eller begære andre menneskers ejendom."

*** Det femte bud: "Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig!" 2 Mos, 20,12. Ærefrygt i denne betydning bringer glæde og skaber den rette ånd. Forældrene står i deres børns øjne som Guds repræsentanter, og det er logisk, at de må ære deres forældre. Budet kan også fortolkes derhen, at det lærer ærefrygt og lydighed mod vore overordnede.

*** Det sjette bud: "Du må ikke slå ihjel." 2 Mos. 20,13. "Enhver retmæssig forståelse af vort forhold til vor næste indebærer, at vi må respektere og ære hans liv. ... Jesus udvidede dette bud til også at omfatte vrede og foragt."

*** Det syvende bud: »Du må ikke bedrive hor." 2 Mos. 20,14. "Dette forbud gælder ikke alene utugt, men skørlevned og urenhed af enhver art, i handling, ord og tanke. ... Ægteskabet gør mand og hustru til 'et kød'. At være utro mod denne hellige forbindelse eller at lede andre til at gøre dette er at lade hånt om det, der er helligt, og det er samtidig ensbetydende med at begå en forbrydelse."

*** Det ottende bud: "Du må ikke stjæle." 2 Mos. 20,15. Dette bud forbyder enhver handling, hvorved vi, direkte eller indirekte, på uærlig vis tilvender os andres gods eller ejendele. Hvad man end tilbageholder fra en anden, som retmæssigt tilhører ham, eller hvad man tilvender sig til eget brug af andres ejendom - dette er tyveri.

*** Det niende bud: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste." " Mos. 20,16 Dette Dekalogens forbud overtrædes hyppigt ved, at man taler ondt om en anden, hvorved hans karakter tilsmudses, hans motiver forvrænges og hans omdømme nedvurderes. Dette bud kan også overtrædes af dem, der forbliver tavse, når de hører et uskyldigt menneske uretmæssigt bagtalt. Det kan overtrædes ved et skuldertræk eller ved at hæve øjenbrynene. Hvem der end på nogen som helst måde piller ved den nøjagtige sandhed, for at vinde personlig fordel eller med en hvilken som helst anden hensigt, gør sig skyldig i at 'sige falsk vidnesbyrd'.

*** Det tiende bud: "Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!" 2 Mos. 20,17. "Det tiende bud går i virkeligheden helt ned til rødderne af de andre ni. Det repræsenterer et klart fremskridt sammenlignet med enhver anden moralkodeks fra den tid. De fleste forskrifter gik ikke længere end til handlingen, og nogle få medregnede talen, men ingen gav sig af med at styre tankerne. ... Det fastslår det princip, at selv vore hjerters tanker er undergivet Guds lov, at vi er ansvarlige for dem såvel som for vore handlinger."

Disse evige bud blev givet ikke alene til jødefolket, men til alle mennesker. På den dag og ned gennem hele Israels historie var det Guds hensigt, at det skulle være en lykke for dem at leve i overensstemmelse med hans vilje. "Gid de alle dage må have et sådant hjerte, at de frygter mig og holder alle mine bud, for at de må gå dem og deres børn vel evindelig." "Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte." 5 Mos. 5,29 og 6,5-6. Den 119. Salme er fyldt med udtryk for, hvordan salmisten glæder sig over Guds lov: "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.« »Jeg glæder mig over dine vidnesbyrds vej, som var det al verdens rigdom." "Før mig ad dine buds sti, thi jeg har lyst til dem." Sl. 119,11 og 14 samt 35. På Sinaj gav Gud gennem sin tjener Moses Israel disse ti bud. Han gav dem også mønsteret for tabernaklet og befalinger om tjenesten i dette, detaljerede anvisninger for præsteskabet og offersystemet. Ja, i sin kærlighed og barmhjertighed gav han dem også sundhedslove og mange andre praktiske retningslinjer, som kunne være dem til gavn i det daglige liv.

Efter at budene var givet på Sinaj, skete der noget stort og højtideligt. Begivenheden er gengivet som følger: "Tidligt næste morgen rejste han (Moses) ved foden af bjerget et alter og tolv stenstøtter svarende til Israels tolv stammer. Derefter sendte han de unge mænd blandt israelitterne hen for at bringe brændofre og slagte unge tyre som takofre til Herren. Og Moses tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: 'Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham!' Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: 'Se, dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord." 2 Mos. 24,4-8. Hvor stort og betydningsfuldt var ikke dette! Her overgiver Israels folk sig til Gud. "Der blev folket sat til side og indviet til Gud. Der blev bragt Herren et offer. Noget af offerblodet blev stænket på alteret. Dette tilkendegav, at folket havde helliget sig - på legeme, sjæl og ånd - til Gud. Noget af blodet blev stænket på folket. Dette tilkendegav, at Gud i sin nåde gennem Kristi udgydte blod antog sig dem som sin dyrebare ejendom. Således indgik israelitterne en højtidelig pagt med Gud."

Under Moses' ledelse levede israelitterne fyrre år i ørkenen på deres vej til Det lovede Land. Det var den trofaste Josua, der fik det privilegium at føre folket ind i landet, »der flød med mælk og honning«.

I Hebræerbrevet påpeges, at ligesom "hebræerne kom til kort i at drage ind i Det lovede Land og hvile fra deres vandring på grund af deres vantro, således vil også de, der i dag forbliver i vantro, komme til kort i at indgå til Guds lovede hvile." Efter erobringen af landet fulgte dommernes tid - en periode, om hvilken Skriften siger: "I de dage var der ingen konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt." Dom 17,6. Dommernes tid er dog kun en del af den periode, der dækkes af Dommernes Bog og betegnes som mørk og dyster. Det er også en tid, hvor vi ser Guds trofasthed, en tid hvor vi ser Guds overstrømmende nåde i årvågenhed, omsorg og genoprettelse. Forud for Det forenede Kongerige var Samuel den åndelige leder, der kaldte folket til omvendelse og vækkelse. Denne profet oprettede også skoler for unge mænd, de såkaldte profetskoler.

Israel forlangte en konge, og de fik en konge. Den første konge var Saul, der regerede fra 1050-1010 f. Kr. Efter ham kom den konge, der aldrig skulle glemmes, nemlig David (1010-970). "Han kan meget vel have været den stærkeste regent i sin samtid. I hans regeringstid var de minoiske, hittitiske, gammel babyloniske og ægyptiske magter alle uden betydning eller fuldstændig ødelagt." David var Israels største konge, og Jerusalem blev kendt som Davids by. Vi må ikke glemme, at Kristus blev født i Davids slægt. "På hin dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank i grus, og bygger den som i gamle dage." Am. 9,11.

David var en mand, der, som en forfatter udtrykker det, "stod på lerfødder, og han brød mange af Guds bud. ... Skønt David syndede, brød han sammen i anger, når han blev konfronteret med sine vejes vildfarelse." Fra hans bøn om tilgivelse læser vi: "Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed, tv æt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd!" "Skab mig, o Gud, et rent hjerte, given ny, en stadig ånd i mit indre." "Glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd!" Sl. 51,3-4 og 12 samt 14. Davids søn Salomo regerede fra 970-930 f. Kr. Han var den store bygmester, og i det 480. år efter udgangen af Ægypten "begyndte han at bygge Herrens tempel." 1 Kong. 6,1. I 120 år udgjorde Israel, hvad der sædvanligvis betegnes som "det forenede kongerige, fordi disse mænd regerede over hele Israel. Det efterfulgtes af det delte riges periode, hvor der var to riger, Israel og Juda."

I de følgende ca. 200 år var folket delt i nordriget Israel, »hvor de ti stammer levede og havde tyve regenter (931-723 f. Kr.), og sydriget Juda, ligeledes med tyve regenter (931-586 f. Kr.). For at have en generel oversigt over regenterne i det delte rige gengives følgende skema efter dr. E. R. Thiele, der gennem en årrække var professor ved Andrews University, Michigan. Hans kronologi regnes for et af de fineste studier, der nogen sinde er foretaget over dette emne.

Rehabeam 930-913
Abija 913-910
Asa 910-869
Josafat, med-regent 872-869
Josafat, enehersker 872-848
Joram, med-regent 853-841
Ahazja 841
Atalja 841-835
Joas 835-796
Amazja 796-767
Azarja, delvis samtidig med
Amazja 792-767
Azariah, enehersker 792-740
Jotam, med-regent 750-740
Jotam, officiel regering 750-735
Jotam, total regeringstid 750-732
Akaz, delvis samtidig med Jotam 735-732
Ahaz, officiel regering 732-715
Ezekias 715-686
Manasse, med-regent 697-686
Manasse, total regeringstid 697-642
Amon 642-640
Josias 640-609
Joahaz 609
Jojakim 609-598
Jojakin 598-597
Zedekias 597-586

Israel
Jeroboam I 930-909
Nadab 909-908
Ba'asja 908-886
Ela 886-885
Zimri 885
Tibni 885-880
Omri 885-874
Akab 874-853
Ahazja 853-852
Joram 852-841
Jehu 841-814
Joahaz 814-798
Joas 798-782
Jeroboam II, med-regent 793-782
Jeroboam II, total regeringstid 793-753
Zekarja 753
Sjallum 752
Menahem 752-742
Peka 752-732
Pekaja 742-740
Hosea 732-723

Nordriget mødte sit endeligt ved en invasion af assyrerne. Guds profeter (Obadias, Joel, Jonas, Amos, Hoseas, Mika, Esajas, Nahum og Zefanias) havde advaret Israels konger og folk gennem 200 år, men Israel fortsatte i afguderi og andre synder. Da de ikke ville høre, lod Gud hovedstaden Samaria falde i as syrernes hænder. De ti stammer blev bortført som fanger af assyrerne.

Sydriget Juda tog ikke ved lære af Nordrigets historie. På trods af advarsler og opmuntrende begivenheder, som f.eks. Josias' reformation (622 f. Kr.), brugte Gud Nebukadnezar til at belejre Jerusalem. Davids by kunne ikke gøre andet end at overgive sig, og kongen og de fornemste af indbyggerne blev bortført i fangenskab. Atten måneder efter, i 586, ødelagde den babyloniske konge både Jerusalem og templet. Judas indbyggere kom nu til at tilbringe 70 år i Babylon. Habakkuk, Ezekiel, Jeremias og Daniel profeterede i den periode. I fangenskabet havde jøderne mulighed for at bevare deres nationale og religiøse identitet.

"Hinsides stormen var løftet. ... Han (Gud) ville frelse en rest og oprejse en Messias. Juda havde svigtet. Gud ville ikke svigte. Ud af fortvivlelsens aske kaldte Ezekiel og Jeremias håbet til live på ny. Landet var ødelagt; kongerne var stødt fra tronen, men Guds profeter var der stadig. Hans nådepagt og frelsesløfte var ikke tilbagekaldt. Men for de fleste af folket så det ud, som om Gud havde svigtet og at alt var tabt. Davids trone var omstyrtet, og templet var ikke mere. Dette var fødselsveer for en større åbenbaring af Guds indgriben og dens betydning i historien. Et historisk rige var forbi, men et større rige tonede frem i horisonten. Kongerne var ikke Guds værdige tjenere, men Jahve ville oprejse sig en tjener, Messias." Gud lovede en strålende fremtid. Det eneste spørgsmål, der stod tilbage, var: "Ville Guds udvalgte forene sig i en levende tro på ham?"

Vi burde studere de bibelske profetier omhyggeligt. Det er opmuntrende at lytte til Amos' ord: "Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne." Am. 3,7. Mange begivenheder i denne verdens historie var forudsagt af profeterne. Gud havde åbenbaret fremtiden for dem. Men der er stadig bibelske profetier, som endnu ikke er opfyldt. Der er stadig løfter fra Gud, som kan blive vore, hvis vi blot vil tage dem til os.

Jesus lovede, at han ville sende Helligånden. Han er her nu. Med hvilken hensigt? for at vejlede os til hele sandheden, for at vise os, hvad der skal ske i fremtiden. Helligånden er her nu, for at vejlede alle, som søger og længes efter den, til hele sandheden. Jesus erklærede selv, at "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig." Joh. 14,6. Og Jesus sagde om Helligånden: "Det, der kommer, skal han forkynde jer." Joh. 16,13. Hvordan kan vi forstå profetierne? Apostlen Peter giver os dette råd: "Dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt." 2 Pet. 1,20 Vi er advaret! Riv ikke profetien, Guds ord, ud af sin sammenhæng. Lad Skrift forklare Skrift, lad profeti forklare profeti. Lad Guds ord, profetierne, være en del af det samlede billede. Ellers vil vi fare vild.

Resultatet vil blive en masse misforståelser. Konklusionerne vil blive fejlagtige. Og det er muligt at blive ført ad et fuldstændig forkert spor.

Når vi studerer profetierne, må det ske med den største omhu. Sommetider forudsiges to fremtidige begivenheder umiddelbart efter hinanden, men der kan gå lang tid, endog flere hundrede år, mellem de to profetiers opfyldelse. Profeten selv var muligvis ikke klar over den store afstand i tid, der kunne gå. Lad os tage et eksempel fra Esajas' Bog 9,6-8, hvor der siges: "Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile: og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-fader, fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløsfreden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed gør det. Et ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned." I disse få vers skriver profeten tilsyneladende om Kristi første komme: "Et barn er født os!" Og han fortsætter med at beskrive Kristus som frelser og kommende Konge, der skal herske over Himmel og Jord. "Stort bliver herredømmet, endeløsfreden over Davids trone." David var et forbillede på Kristus, og det er gennem Kristus, at Davids trone vil blive grundfæstet for evigt. Så går profeten over til at beskrive problemerne i den umiddelbare situation. Idet vi betragter denne profeti, ser vi, hvor omhyggelige vi må være, hvis vi ikke skal misforstå profetien. Det gjorde jøderne ofte, og derfor var det intet under, at så mange af dem ikke tog imod Kristus, da han kom. De tænkte, at hvis Jesus var Messias, ville han være konge over folket, Davids umiddelbare efterfølger, og skride til handling, overvinde romerne og føre jødefolket til hidtil uset storhed og ære.

Vi husker, at englene havde "forkyndt Frelserens fødsel som et glædesbudskab til alle mennesker. Gud søgte at rette på den snæversynede, jødiske opfattelse af Messias' gerning. Gud ville, at mennesker ikke blot skulle betragte ham som Israels befrier, men som verdens Frelser. Men der skulle gå mange år, før selv Jesu moder kunne forstå hans opgave."

De meget kendte ord af profeten Esajas: "Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel" Es. 7,14. har været diskuteret mange gange. Der er ingen tvivl om, at forudsigelsen her havde en øjeblikkelig betydning inden for de historiske omstændigheders ramme. Mattæus' henvisning til denne forudsigelse gør det ligeledes sikkert, at denne forudsigelse også peger fremad til Messias. Matt 1,22-23.

Mange af Det gamle Testamentes profetier har en dobbelt betydning, nemlig den umiddelbare fremtid og den mere fjerne fremtid. Dette må vi hele tiden huske, når vi studerer profetierne. Når vi ser ind i profetierne om Israel, Guds udvalgte folk, må vi have dette klart i tanke, for ikke at drage fejlagtige konklusioner. Guds ord skal undersøges som en helhed. Hver profeti er en del af Guds fuldstændige plan og hensigt i sin barmhjertige handlemåde med folkeslagene og med os.

Inden vi forlader dette vigtige spørgsmål, vil vi blot se på det, der kaldes betingede profetier. Guds plan om at frelse menneskene vil lykkes, selvom enkeltpersoner, grupper eller folkeslag svigter. Planen selv vil aldrig forandres, for Gud forandrer sig ikke. "Men måden, hvorpå planen føres ud i livet, kan forandres, fordi mennesket kan forandre sig. Den vankelmodige menneskelige vilje er den svage, ustabile faktor i den betingede profeti." Både profeterne og Jesus selv gør det klart og tydeligt, og historien som sådan har vist, at Gud kan forkaste personer eller endog hele folkeslag "til fordel for andre, hvis de først kaldede vedblivende nægtede at samarbejde med ham". Nogle få vers fra Skriften hjælper os til at forstå dette mere fuldstændigt. Lad os gå til profeten Jeremias, der gennem Herren modtog dette budskab: "Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre. Og snart lover jeg et folk og et rige at opbygge og plante det; men gør det så, hvad der er ondt i mine øjne, idet det ikke hører min røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det." Gud tvinger ikke menneskets vilje, men han beder om menneskets samarbejde. Vi kan da konkludere, at "Guds løfter er givet på betingelse af menneskets samarbejde og lydighed." "Guds løfter og Guds trusler er på samme måde betingede."

Gud ville med glæde have opfyldt Det gamle Testamentes profetier vedrørende Israels fremtid. De vil afgjort have været en historisk realitet, hvis folket, nationen, havde været lydig imod Gud. Han havde planlagt en vidunderlig fremtid for folket efter fangenskabet. Men folket svigtede.

Det er sandt, at det bogstavelige Israel svigtede i det at gøre sin ophøjede bestemmelse til virkelighed, men alligevel bragte det sit bidrag til at berede verden for Messias' første komme. Vi må aldrig glemme, at Jesus var jøde, og at den kristne kirkes pionerer alle var jøder. Den kristne menighed, som bleven realitet, voksede ud af jødedommen, og medlemmerne var "levningen", dvs. kristne jøder og omvendte hedninger. Bygget på Kristus var den kristne menighed Guds Israel, hvem evangeliets forkyndelse og vidnesbyrdet til hele verden var betroet. Paulus sagde til Efeserne: "Kom i hu, at I på den tid var uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod. Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter til et og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet." Ef. 2,12-14 Også i dag burde der være en voksende forståelse blandt kristne og jøder for en forening i Kristus. Lyt til apostlen, idet han fortæller om sin kærlighed til sit folk, jøderne: "Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem at de må blive frelst." Rom 10,1.

Denne fil fortsætter >>>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk