DØDEN OG DE DØDES TILSTAND.

1Mos 1,1 "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden." Hvis det ikke også indeholdt lys og håb mod dødens mørke og håbløshed. De fleste af os har mange ubesvarede spørgsmål om livets hensigt og mening. Spørgsmålene melder sig især, når vi oplever modgang og smerte og er vidne til død. Vi må af og til gennem erfaringer, som fylder os med en sådan sorg, at den overskygger alt andet, og mange af de ting, der sker, ser så meningsløse og tilfældige ud.
Men der findes svar på livets dunkle spørgsmål. Der findes svar, som stiller den urolige tanke og bringer tryghed til det frygtsomme sind. Jeg er glad for at kunne sige dig, at det, som Almagtens Herre har åbenbaret om livet og om det, som kommer efter dette liv, vil fylde dig med glæde og taknemmelighed. Når vi har læst Herrens ord sammen, tror jeg, vi skal erkende, at han, som har magt over liv og død, har gjort alle ting vel. Det, som er uforståeligt og smertefuldt, mildnes i lyset af hans ord.
Døden gør ikke forskel på folk. Dette blev anskueliggjort ved en ceremoni, som fandt sted i Wien, da den østrigske kejser Franz Joseph blev begravet. Hans jordiske levninger blev ført til den krypt, hvor også hans fædre var blevet stedt til hvile. Den højtidelige begravelsesprocession blev standset af en stemme, som stillede nogle spørgsmål, og svarene blev givet udefra. Både spørgsmålene og svarene fulgte et gammelt ritual. Stemmen indefra spurgte:

A: "Hvem er det, som kommer?"
Udenfor lød svaret fra en i begravelsesprocessionen:
B: "Kejseren af Østrig og den apostolske konge af Ungarn er her!"

A: "Ham kender jeg ikke. Hvem er det, som kommer?"
B: "Et syndigt menneske. Vor broder, Franz Joseph."

Da dette blev sagt - at kejseren var et syndigt menneske, en af vore brødre - blev kirkedøren åbnet, og den døde kejser blev lagt til hvile blandt sine fædre.
Når døden banker på, og vor tilmålte tid er gået, kommer det i sandhed til syne, at vi alle er lige. En anden kendsgerning, vi skal regne med, er, at ingen af os kan undgå at møde spørgsmålet om liv og død. I al den usikkerhed, som præger livet, er i alt fald det faktum urokkelig sikkert, at livet engang er forbi. Det gælder hver eneste en af os. Hver time, som går, bringer os stadig nærmere dette uundgåelige.
Fordi det er sådan, har millioner af mennesker grublet over mange spørgsmål i den forbindelse. Hvorfor er vi egentlig her? Er der liv efter døden? Hvad sker der, når dette liv er forbi? Hvilken fremtid venter mig og mine kære, når vore øjne lukkes i den sidste søvn? Betyder døden afslutningen på alt? Eller er døden en ny begyndelse?
Vi skal prøve at finde svarene, svarene ved at læse i Guds ord. Men vi når ikke det hele på en gang. Svarene vil blive givet i flere bibelstudier.
Lad os først tale om livets ophav, før vi taler om livets mål.
1Mos 1,1 "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden."
Sådan lyder den første sætning i Bibelen. Den, som tror disse ord, kan forme sin bekendelse, som den står i trosartiklen: "Jeg tror på Gud Fader, den almøgtige, himmelens og jordens skaber."
Bibelen erklæring og menneskets guddommelige oprindelse er fuldt ud tilfredsstillende, og han, som har skabt os, er også vor far. Og fordi han er vor far og elsker os, har han også en guddommelig plan for vor evige skabene.
Hvis vi tror, at Gud er vor skaber, og at han har planlagt en ny tilværelse efter denne, vil vi kunne leve her med lyse tanker og et lykkeligt håb. Vi kan vide, at der findes en guddommelig plan med vort liv, og at vi er på vej mod et bestemt mål. Da har vi noget at leve for og se fremad til.
Hvis vi ikke har denne tro, dette livssyn - hvad har vi så? Hvad har vor tids filosoffer at give i stedet? En af vor tids mest kendte filosoffer er den engelske Bertrand Russell. Lad os læse, hvad han siger om livets mål:
"Menneskets liv er en lang march gennem natten. Det er omgivet af usynlige fjender, torteret af træthed og smerte. Det er en march mod et mål, som kun få har håbet om at nå, og hvor ingen kan forvente at opholde sig i længere tid. Vore venner forsvinder for vort blik en efter en, medens de marcherer af sted, grebet efter ordre fra den almægtige død. ... Kort og magtesløst er menneskets liv. Langsomt, sikkert, ubønhørlig og mørkt falder dommen over mennesket og hele menneskeslægten."
I stærk kontrast til dette filosofiske sortsyn har vi Bibelen lyse budskab om en ny tilværelse, som skal komme. Guds ord viser os, at livet er noget langt mere end det korte tidsrum mellem fødsel og død. Hvis ikke det er sandt, bliver livet meningsløst og ofte direkte grusomt. Jeg tænker her på de mange, som lider af sygdom, plages af smerter og gennemgår hårde prøvelser. Hvis dette var alt, ville det for dem være håbløst uretfærdigt; men der kommer et nyt liv. Tilværelsen her er kun en forberedelse til det egentlige. Mod denne baggrund bliver alt anderledes. Med et sådant håb bliver livet i sandhed værd at leve.
Jeg stiller spørgsmålet igen: Hvad er livet uden dette livssyn? Uden den kristne tro?
Lad os læse, hvad den skarpsindige skotske filosof David Hume siger: "Jeg bliver bange og modløs, fordi min filosofi gør mig så hjælpeløs og forladt. Når jeg ser mig omkring, lægger jeg overalt mærke til uenighed, strid og opløsning. Når jeg vender blikket indad mod mig selv, finder jeg kun tvivl og uvidenhed. Hvor er jeg? Eller hvad er jeg? Hvem er årsag til, at jeg eksisterer? Til hvilken tilstand skal jeg vende tilbage? - Spørgsmålene forvirrer mig. Jeg begynder at forestille mig, at jeg er i den elendigste forfatning, omgivet af mørke på alle sider."
Spørgsmålene, som stilles her, har besværet menneskene til alle tider. Kun Skaberen kan give tilfredsstillende svar, og i hans ord til menneskene - i Bibelen - finder vi den forklaring, vi søger.
Jesus sagde: Joh 5,28-29 "I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom."
Døden er altså ikke afslutningen. De døde skal opstå fra gravene, nogle til dom, andre til belønning. Anderledes er det ikke muligt at forstå disse ord fra livets Herre.
En retfærdig Gud må belønne retfærdighed og straffe det onde. Derfor må der også blive en ny tilværelse.
Vi ved alle, at her i livet bliver godhed ikke altid belønnet og grusomhed ikke altid straffet. Ethvert menneske skal derfor engang stå til regnskab over for en retfærdig Gud. Den skæbne kan ingen undgå.
Når det, vi foretager os i dette liv, er med til at afgøre, om vi skal opnå en større og lysere fremtid i en ny verden, da bliver det lettere at se en guddommelig plan i det, som ellers ser meningsløst ud.
Bibelen taler klart om dette. Vi læser: Åb 20,12 "Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne."
Apostlen Paulus skriver: 2Kor 5,10 "For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt."
Dette betyder ikke, at situationen er håbløs for dem, som har syndet. Det betyder heller ikke, at vi kan frelse os selv ved egne gerninger. Men disse bibelord viser, at der kommer en opgørets dag for alt, som er gjort i dette liv.
For dem, som vil forberede sig til denne opgørets dag, findes der en vej til frelse. Vejen er Jesus Kristus. Ved sin forsoning på Golgatas kors betalte han syndeskylden og gjorde vor retfærdiggørelse mulig. Ved sit liv og ved sin opstandelse banede han vejen for vor opstandelse og det evige liv.
Hvor må han, som var villig til at give sit liv for vor skyld, have elsket os! Og hvor inderligt må han længes efter den dag, da alt det, som synden har ødelagt, skal genoprettes.
De dødes opstandelse finder sted, og det nye liv begynder, når Jesus kommer igen. Om dette læser vi: 1Thess 4,16 "For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først."
Kristi genkomst og de døde opstandelse er evangeliets klimaks. Intet ord, intet billede kan til fulde beskrive den glæde, der vil blive på opstandelsesdagen. Da skal menneskenes lyseste håb og inderligste længsler tilfredsstilles. Det er en begivenhed, hvis beskrivelse i Guds ord har givet håb til Guds børn gennem alle slægtled, og som lyser op i en tilværelse, som ellers ville være mørk og trøstesløs.
Da bomberne faldt over London i sidste verdenskrig, lavede de mægtige kratere i jorden. Efter nogle måneders forløb viste det sig, at der voksede skønne blomster i disse bombekratere. Botanikere undersøgte dem og fandt ikke mindre end 19 forskellige arter, som for længst var uddøde. De mente, at frøene havde ligget dybt nede i jorden i århundreder, og ved eksplosionerne var de kommet op til jordens overflade, hvor de var begyndt at spire til nyt liv.
I jorden ligger der utallige mennesker, som engang glædede sig over livet, men som i århundreder har sovet i jordens skød. De skal engang opstå. De, som valgte det gode, medens de levede her, skal få anledning til at glæde sig over et nyt liv, som aldrig skal få ende.
Nogle vil hævde, at opstandelsen er naturstridig og derfor umulig at tro på. Men er opstandelsen egentlig naturstridig? - Tænk på det mirakel, vi oplever hvert forår. I de lange vintermåneder har vi set de nøgne grene stå tilsyneladende livløse. Men når solen lokker nye knopper frem, ser vi liv i hver eneste lille kvist. Al deres skønhed åbenbares for øjnene af dem, som har evne og vilje til at se. Hver gang naturen vågner til nyt liv, har vi en fremstilling af opstandelsens undere. Jeg takker Gud for forårets mirakel. Det hjælper mig til at tro på og med længsel se frem til opstandelsens sol fyldte forårsmorgen.
Når vi står ængstelige over for døden, vor stærke fjende, hør, hvad Kristus siger til os:
Åb 1,17-18 "Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes."
Kristus har nøglerne til døden og dødsriget. Han vil også bruge dem. Lad os læse om det i Guds ord.
1Kor 15,51-53 "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed."
Dette dødelige skal blive iført udødelighed, læste vi. Alderdom, svækkelse og sygdom skal forsvinde. Vi er ikke skabt for at dø. Vi er skabt for at leve. Vi er ikke skabt til sorg og sygdom og til at gennemgå prøvelser. Nej og atter nej! Vi er skabt til at leve et liv i lykke. Derfor skal dagen komme, da dette dødelige skal iklædes udødelighed. Da dette forgængelige skal blive iført uforgængelighed. Der kommer en dag, da alle rynker bliver glattet ud, da evig ungdom, evig sundhed og varig lykke skal blive menneskenes lod.
Det må egentlig være sådan.

Tænk på, hvordan livet egentlig er. Mennesket fødes hjælpeløst til denne verden. I de fleste tilfælde når det ikke til fuld udvikling og modenhed før temmelig sent i livet, og når mennesket er kommet så langt, at det skulle kunne gøre brug af sin livserfaring og modenhed, så er livets aften pludselig kommet.
Meget få klarer at fuldføre de planer, de har lagt. Foran dem ligger mange uløste opgaver, som de er godt forberedt til at tage fat på, og så pludselig afsluttes deres livsløb. Andre må fortsætte, men også de opdager, at livsdagen ikke strækker til.
Der må være noget mere. Der må komme en ny dag. Og Bibelen siger, at den kommer.
De fleste mennesker drømmer også lyse drømme om et ideelt liv, ideelle forhold og et fuldkomment fællesskab. Der er i hvert eneste menneskehjerte en hemmelig længsel efter at opleve den fuldkomne glæde, den fuldkomne renhed, den fuldkomne fred.
Skal disse længsler ikke blive tilfredsstillet? Svaret må blive et tydeligt jo. De længsler, Gud har nedlagt i mennesket, skal blive tilfredsstillet.
I Bibelen læser vi disse ord: Rom 5,1-2 "Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed."
Det første, som siger her, er, at af tro er vi retfærdiggjorte og har fået fred med Gud. Men vi har også noget mere ved troen. I sidste sætning står der, at vi har håbet om Guds herlighed.

Lykkelige kristne, som har dette håb!
På væggen i et kristent hjem hang et smukt billede af Kristus. Under billedet stod skrevet det løfte, han gav disciplene ved afskeden: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
En dag kom en jødisk handelsmand og ringede på. Tilfældigvis var der kun en lille dreng hjemme, og han lukkede jøden ind. Straks han kom ind, lagde han mærke til billedet og blev stående og betragtede det. Han vendte sig mod drengen og spurgte: "Er det jeres Messias?"
"Ja," svarede drengen og forklarede meningen med billedet. Jøden stavede sig møjsommeligt gennem ordene: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Han tænkte over ordene og sagde til drengen: "Hvilken vidunderlig Messias, I har! Han er med jer hvert øjeblik, hver eneste dag - og hver nat!"
Ja Bibelens messias, Jesus Kristus, er med i livet Han er med i døden. Han slipper os aldrig.
Opstandelsens gensynsglæde skal fylde vore hjerter, når han vil føre os sammen med vore kære, som er gået bort. I et andet bibelstudium skal vi læse Bibelens trøsterige ord om tilstanden i de dødes rige.





Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com