Hvad sker der når et menneske dør?
Hvad er døden?

Hun døde uventet, da vi begge var forholdsvis unge. Da jeg var meget nært knyttet til min mor, havde jeg gruet for den dag, hun skulle dø. Men jeg havde lært om det håb, den kristne har over for døden, og da dette frygtede telegram kom, medens jeg på andet år var på college, og kaldte mig til mors begravelse, var jeg rolig og havde fred i mit sind. Jeg vidste, at jeg skulle se hende igen, at døden ikke er afslutningen, og at kære afdøde, Som længe har været skilt fra hinanden, vil mødes igen på opstandelsens store morgen, for aldrig mere at skilles.

Følg mig omhyggeligt gennem de følgende sider. Ved hjælp af Guds ord - den eneste kilde til kundskab om, hvad der ligger på den anden side af dødens port - vil vi finde ud af nøjagtig hvornår og hvordan døden kom ind i verden, hvad døden er, og hvad den ikke er - og hvad det kristne håb virkelig betyder. Vi vil også se, hvad der sker efter døden, og finde ud af, hvad Helvede er. Vi vil også få klarlagt, hvorvidt vi virkelig kan tale med Vore kære afdøde her og nu, og vi vil lære at møde fremtiden med håb og fortrøstning, uden at frygte døden!
Er du parat? Lad os begynde!
Følg med mig tilbage i tiden, til dengang verden var ung.
Langt bedre, langt rigere, langt mere farverig, langt skønnere end noget Som helst, du overhovedet kan forestille dig. Ingen kirkegårde og ingen begravelser - ingen synd og ingen død.

Lad os forestille os, at vi har fundet en udsigtspost i et højt egetræ ved indgangen til Edens have, derfra kan vi se skønheden ved Guds hænders gerning. De statelige træer, de glade dyr og fugle, de skønne blomster, der dufter bedre end den dyreste parfume. Og der er to smukke mennesker, fuldkomne i enhver henseende, og med bløde, venlige stemmer. Adam fortæller Eva, hvad Gud har fortalt ham om den verden, han har skabt, og hans planer for det ny skabte mennesker. Adam fortæller Eva, at alle de velsmagende frugter i haven, frugter, der får tænderne til at løbe i vand, må de spise af når som helst, undtagen frugten fra træet til kundskab om godt og ondt. "Bevis, at I har tillid til mig,« har Gud sagt, "og lad være med at spise af det træ.« Gud ville ikke, at hans mennesker skulle kende noget til det onde, derfor sagde han: "Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!« 1 Mos. 2,17. Han ville, at hans børn kun skulle kende til fred og lykke, den lykke, der kommer af at kende Vor skaber og Gud og sætte vor lid til ham.

Eva er nysgerrig efter at vide mere om dette smukke træ. En dag finder hun sig selv alene, lige i nærheden af dets formfuldendte grene, der er tunge af frugt. Guds fjende, Satan, der er blevet kastet ud af Himmelen efter sit oprør mod Gud (Ab. 12,7-9), taler til Eva gennem slangen.
Slangen er en af de smukkeste skabninger i hele Guds skaberværk. "Eva,« hvisker Satan, "hvorfor smager du ikke på denne dejlige frugt?« "Nej,« svarede hun. "Vi kan spise af alle de andre frugter, men ikke denne ene. Hvis vi gør det, vil vi dø.« "Nej, I vil ikke,« lyder det løgnagtige svar.
"I vil kun få det godt. I vil faktisk blive ligesom Gud.« Hun spiser og mærker ingen forskel. Hvad er "døden« i det hele taget? Hun finder Adam og overtaler ham til også at spise. Og sådan gik det til, siger Bibelen: "Ligesom synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.« Rom. 5,12.

Her er svaret på vort spørgsmål: Hvor kom døden fra?
Bibelen siger, at døden kom gennem synd, Som er lovbrud, brud på Guds lov. 1 Joh. 3,4. Men hvordan?
Bibelen siger: "Eders brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders synder skjuler hans åsyn for jer.« Es. 59,2. Synden adskiller fra Gud, livets kilde. Når vi er afskåret fra livets kilde, dør vi, ligesom lyset går ud, når den elektriske pære er adskilt fra strømforsyningen. Således bevirker synden, forårsaget af Satan, at alle, Som er født på planeten Jorden, er undergivet døden.

Men hvad ligger da forude for dig og mig? Bare døden?
En mørk fremtid? Evig nat?
Nej. Her kommer den gode nyhed! Paulus udtrykker det på denne måde i Rom. 5,19. "Thi ligesom de mange kom til at stå Som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå Som retfærdige ved den enes lydighed.« Denne ene er Jesus! Jesus genforener os med Gud Fader, gør skaden god igen, udbedrer bruddet! Jesus sejrede, hvor Adam led nederlag. "Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.« 1 Kor. 15,22. I sandhed en god nyhed! Døden, hvad den end måtte indebære, behøver ikke at være afslutningen. Der er håb for fremtiden; et håb tilvejebragt, da Jesus døde for Vore synder på Golgatas kors.

Inden vi går videre til at undersøge nøjagtig, hvad Gud siger, at døden er, er der endnu et spørgsmål, vi bør have klarlagt. Vi husker, at Gud sagde til Eva: "Hvis I spiser af træet til kundskab om godt og ondt, vil I dø.« Jamen, hun døde jo ikke, vel? Det gjorde Adam heller ikke! I det mindste ikke øjeblikkeligt.
Men i det øjeblik begyndte dødens proces. Dødsdommen var udtalt. Selv om det tog over 900 år at nedbryde Adam og Evas fysik - frisk Som den var fra Skaberens hånd - gjorde døden alligevel til sidst fordring på sit bytte.

Længe før Adam og Eva lukkede deres øjne i døden, havde de set visne og døde blade falde fra de høje og statelige træer. De havde været vidner til, at dyr og andre skabninger omkring dem døde. Mest tragisk af alt, de havde også set ind i deres næstældste søn Abels døde ansigt dræbt af sin ældre broder Kain. Alt sammen på grund af synden!

Hvad er døden?
Et gravsten på en kirkegård bærer følgende indskrift:
"Stands, min ven, idet du går forbi, Som du er nu, var jeg en gang.
Som jeg er nu, bliver du en gang bered dig til at følge mig!« Et eller andet vittigt hoved havde tilføjet disse linjer:
"Med at følge dig, jeg er ej tilfreds, før jeg ved, hvad vej du gik.« Det er et godt spørgsmål, ikke sandt? Hvilken vej går du, når du dør? Hvis du ikke er sikker på det, er du en blandt mange. Selv inden for kristne trossamfund er der mange divergerende opfattelser af, hvad der sker ved døden. Nogle holder på, at døden betyder at man kommer enten til "Himmelen« (hvis man hører til de "gode«) eller til "helvede« (hvis man hører til de "onde«). Andre erklærer, at dette ikke er tilfældet, men at vi ved døden kommer til et pine- eller renselsessted, før vi fortsætter vor færd i "livet herefter«. Atter andre tror, at vi ved døden kommer til en åndeverden, hvorfra vi kan kommunikere med dem, vi har efterladt på Jorden. Nogle siger, at døden er afslutningen: evig nat uden morgenrøde. Og der er dem, der tror, at døden blot er en søvn, hvorfra den enkelte vil vågne ved en kommende opstandelsesdag.

Det er jo klart, at disse opfattelser ikke kan være rigtige alle sammen. De er jo alle sammen forskellige! Hvordan kan vi da finde den virkelige sandhed om, hvad der sker, når et menneske dør?
Det eneste tilfredsstillende svar kommer fra ham, der skabte os, og Som alene kender fremtidens hemmeligheder. Hvis du vil vide noget om et sted, hvor du aldrig har været, er det bedst at spørge en eller anden, som har været der. Du og jeg har aldrig smagt døden, har aldrig været nedsænket i graven, er aldrig kommet tilbage med svar på spørgsmålet: "Hvad sker, når et menneske dør?« Men Een er kommet tilbage!

Jesus Kristus, Guds Søn, ved, hvordan der er hinsides graven, for han har været der. Han ved, hvad der sker, når et menneske dør, for han har selv været død. Han kom tilbage for at besvare vore spørgsmål. Han siger: "Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.« Åb. 1,18. Han har uindskrænket magt over døden. I stedet for at måtte arbejde med ikke beviste teorier, taler han af erfaring. Han har besejret døden og kender dens hemmeligheder.

Vi kan også komme til at kende dødens hemmeligheder. Vor omsorgsfulde Gud vidste, at hans børn på Jorden ville ønske at vide, hvad der skete, når deres kære lukkede øjnene i døden. Derfor besvarede han deres spørgsmål i sit ord, Bibelen. Paulus skrev til de kristne i Tessalonika, Som sørgede over, at nogle blandt deres familier og venner var døde: "Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.« 1 Tess. 4,13.

Mennesker har mange opfattelser og teorier vedrørende døden. Der er ensomheden og håbløsheden på de sørgende hinduers ansigter, idet de brænder deres ligbål i Calcutta eller Bombay. Der er forvirringen hos de sørgende, der har lært at sige: "Der er ingen død.« Filosofien har prøvet at sammenblande de store verdensreligioners teorier. Der er den massivt voksende interesse for det okkulte over hele verden. Der er kirkernes divergerende trosopfattelser. Et kan vi være sikre på. Hvis vi ser bort fra Bibelen i vor søgen efter sandheden, når det gælder et eller andet vigtigt religiøst emne, da har vi overset den eneste informationskilde, der kan føre os til en tilfredsstillende og nøjagtig forståelse.

Hvad siger Bibelen da? Lad os læse fra Salmernes Bog.
Sl. 146,4 fortæller os, hvad der sker når et menneske dør:
"Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.« Dette vers fortæller os tre ting. Det menneske, der dør
1. holder op med at ånde,
2. hans legeme begynder at nedbrydes,
3. hans tanker ophører.

En anden meget tydelig tekst, skrevet af Salomo, er Præd. 12,7. »Støvet vender tilbage til jorden Som før og ånden til Gud, som gav den.« Dette kapitel begynder med en række gode råd til de unge, for derefter at gå over til at beskrive livet i dets forskellige stadier, indtil døden kommer, når støvet vender tilbage til Jorden og Anden til Gud.

Så er der altså noget, som går et eller andet sted hen ved døden! Lad os undersøge nøjagtig hvad og hvorhen! Hvad er da denne "ånd«, som vender tilbage til Gud? Vi må passe nøje på, at vi ikke giver dette ord "ånd« en betydning, Som Bibelen ikke giver det. Jak. 2,26 siger: "Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger.« Vi mærker os her, at legemet uden ånd er et dødt legeme. Det er med andre ord ånden, der holder legemet i live. Hvis din bibel er forsynet med fodnoter, vil du måske lægge mærke til et lille tegn ved dette vers, som henviser til en alternativ betydning af det oprindelige ord, som det er oversat fra. Dette græske ord er "pneuma«, hvilket betyder "luft« eller "vind«. Det engelske ord "pneumatic« og »pneumonia« er udledt heraf. Begge har noget at gøre med luft eller med at trække vejret. Den alternative betydning af »ånd« i Jak. 2,26 er »at trække vejret«. Derfor kunne dette vers også læses som følger: »Ligesom legemet er dødt uden åndedræt. ...« Anden er det åndedræt, der holder Vort legeme i live. Det samme gælder i Det gamle Testamente, hvor ordet for »ånd« er det hebraiske "ruach«, der ligeledes oversættes med »åndedræt« eller »vind«. Det bruges aldrig som betegnelse for en bevidst eksistens adskilt fra legemet.

Job 27,3 siger: »Så længe jeg drager ånde og har Guds ånde i næsen.« Dette er et eksempel på hebraisk poesi, hvor den anden linje gengiver tanken fra den første linje, "ånde« bruges som alternativ eller omskrivning for »drage ånde«. Her finder vi, at den ånd, et menneske modtager fra Gud, og Som går tilbage til Gud, når mennesket dør, er den, Gud indblæser i hans næsebor. Hvad var det da, Gud indblæste i mennesket ved skabelsen? 1 Mos. 2,7 fortæller os: »Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blevet levende væsen.« Da Gud skabte mennesket, blæste han »livsånde« livsgnisten i hans næsebor. Det er denne »ånd«, der vender tilbage til Gud, når et menneske dør.

I denne forbindelse er der noget andet, vi skal mærke os.
I Præd. 12,7 , Som vi læste tidligere, hedder det om ånden, at den vender tilbage til Gud Som gav den. Hvis du siger: »I dag vendte jeg hjem,« fortæller du derved samtidig, at du har været der før. Hvad det end måtte være, som Gud indblæste i menneskets næsebor, så er det noget, som tidligere var hos Gud, og Som Gud gav mennesket. Når mennesket dør, vender dette noget tilbage til Gud igen. Bemærk også, at det ikke siges, at nogle ånder drager op og andre drager ned. Det siges simpelt hen, at når et menneske dør, han være sig helgen eller synder, så vil denne ånd, denne livsånde, denne livsgnist, vende tilbage til Gud, hvorfra den først havde sit udspring.

Tilbage til Mos. 2,7. Dette vers fortæller os, hvordan mennesket blev skabt i begyndelsen: "Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blevet levende væsen.« Gud dannede mennesket af agerjordens muld. Det er interessant at lægge mærke til, at en kemisk analyse viser, at nøjagtig de samme kemiske bestanddele, som udgør menneskelegemet, findes i en almindelig jordprøve!
Analysen viser, at i et gennemsnitsmenneske på cirka 70 kilo findes der vand nok til at fylde to store vandspande; fedt nok til syv stykker sæbe, kul nok til adskillige blyanter; fosfor nok til 2200 tændstikhoveder; magnium nok til en dåse salt; jern nok til et middelstort søm; kalk nok til at hvidte et helt hønsehus; og svovl nok til at befri en hund for lopper! Og det hele kunne købes hos materialisten for under hundrede kroner!

Der har vi mennesket, fuldkommen i enhver henseende. Der er fuldkommen symmetri i hans legeme. I hans hoved er der en hjerne parat til at tænke, men han tænker ikke. I hans årer er der blod parat til at flyde, men det flyder ikke. I hans bryst er der et hjerte rede til at banke, men det banker ikke. Der er ben parat til at gå, men de går ikke.
Han er parat til at leve, parat til at elske - men han gør ingen af delene - endnu! Men se nu: »Gud Herren. ... blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blevet levende væsen.« Gud gav mennesket ben, hår, arme. Men han gav ikke mennesket en sjæl.
Mennesket er en sjæl. Det bleven sjæl Som resultatet af foreningen mellem agerjordens muld legemet og livsånden. Sjælen er hele mennesket; kombinationen af legeme, ånd, sind, karakter og personlighed, der udgør hele personen, det er »sjælen«. Undersøg en moderne bibeloversættelse, og du vil finde, at den oversætter ordet »sjæl« med »skabning«, »væsen« eller "person«.
Når kombinationen af agerjordens muld og livsånden gør mennesket til en bevidst personlighed, en levende sjæl, hvad sker der så med denne personlighed eller sjæl, når disse to faktorer eller materialer skilles ved døden?
Det er indlysende, at personen eller sjælen ophører at eksistere, indtil Livgiveren genforener de to faktorer eller bestanddele på opstandelsens dag.
Sæt nu, at du på den ene side har en bunke brædder og på den anden side en dynge søm. Vi fører brædderne og sømmene sammen efter et bestemt mønster og frembringer en kasse. Hvor kom kassen fra? Fra foreningen af brædder og søm. Sæt nu, at vi ikke længere vil have den kasse, derfor trækker vi sømmene ud og lægger dem tilbage på sømbunken og vi lægger brædderne tilbage på bræddebunken - hvad blev der af kassen? Den gik ingen steder hen. Den ophørte simpelt hen at eksistere som kasse.

Sådan var det, at Gud i begyndelsen dannede mennesket af to faktorer - agerjordens muld og livets ånde. Som følge af denne forening af de to faktorer blev mennesket en levende, elskende sjæl, eller et væsen. Når mennesket dør, adskilles de to faktorer eller materialer, og personen, sjælen, går ingen steder hen, den ophører simpelt hen at eksistere Som et bevidst tænkende væsen, indtil opstandelsens dag! Dette er ren og enkel bibelsk lære, og er det ikke fantastisk at se, hvor klart Bibelen gør rede for hele dette spørgsmål?
Hvordan er det at være død? Atter behandler Bibelen dette spørgsmål på en meget praktisk måde. I Johannes Evangeliet 11 finder vi beretningen om Jesus, der besøgte Maria og Marta fire dage efter at Lazarus var død. I vers 11 sagde Jesus til disciplene: "Lazarus, vor ven, er sovet ind men jeg drager hen for at vække ham af søvnen.« Disciplene forstod imidlertid ikke, hvad Jesus virkelig mente. De sagde, at hvis Lazarus var syg, ville det være bedre hvis Jesus gav ham lov til at sove. Vers 12,13. Men »så sagde da Jesus rent ud til dem: 'Lazarus er død!« Vers 14. Her sammenlignede Jesus døden med en dyb, fredfyldt, drømmeløs søvn.
Tænk det igennem. Er der noget mere vidunderligt end en drømmeløs, fredfyldt nattesøvn? Alle bekymringer, alt slid og al hjertesorg er glemt. Ingen smerter eller tårer.
Ingen fornemmelse af, at tiden går. Det er, hvad der sker, når den kristne dør. I det ene øjeblik lukker han sine øjne i dødens søvn, og han vil opfatte det som han i næste øjeblik vågner ved at høre Livgiverens kald på opstandelsens dag. Det vil forekomme ham, som om han kun sov en kort stund, skønt han måske har været død i mange år.

En person har ingen bevidsthed om sine omgivelser, når han sover. Sådan er det netop, når man sover dødens drømmeløse søvn, så ved man intet om, hvad der sker omkring en. Bibelen gør det meget tydeligt, at »de døde ved ingen ting.« Præd. 9,5. Det følgende vers (vers 6) fortæller videre, at deres følelser, såsom kærlighed, had og misundelse nu er borte. De har overhovedet ingen interesse i, hvad der foregår i verden. De ved intet om det!
Disse ord er meget tydelige: De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse.« Sl. 115,17. Hvis de døde var i Himmelen, ville de afgjort prise Gud. Men denne tekst erklærer, at de steg ned i det tavse. Den samme sandhed fremgår af Sl. 6,6. »I døden kommes du ikke i hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?« De døde husker ikke Gud og takker ham ikke for nogen af hans velsignelser de sover simpelt hen! Det er også vigtigt at bemærke, at da Jesus oprejste Lazarus (Joh. 11,43), råbte han til ham:
»Lazarus kom her ud. Han kaldte ikke Lazarus ned fra Himmelen eller op fra noget andet sted. Han kaldte ham simpelt hen ud fra graven. Tænk bare, hvor urimeligt det ville have været af Jesus at kalde Lazarus tilbage til livet i denne sorgens verden, hvis han allerede var begyndt at opleve Himmelens lykke og herlighed. Lazarus kunne ikke have været særlig glad for at vende tilbage til denne gamle verden efter i fire dage at have været i selskab med himmelske væsener!

Vi har nu set ud fra Bibelen, hvad døden er. Den er det modsatte af liv! Liv er foreningen af legeme og livsånde; døden er når disse to adskilles. I døden sover alle, retfærdige Som uretfærdige, indtil opstandelsens dag, uden at vide noget om, hvad der sker omkring dem, og uden fornemmelse af tidens gang. Døden betyder ikke, at man kommer til Himmelen - eller til Helvede - eller lever videre i en eller anden form for tilværelse. Døden betyder ikke, at man kommer noget som helst sted hen. Døden er simpelt hen ophør af liv indtil opstandelsens dag! Der er ikke grund til at frygte døden mere end det at lægge sig til at Sove!

»Men,« vil du spørge, »bliver vi så bare ved med at sove for altid? Kommer vi ikke til Himmelen eller til et eller andet sted - på et eller andet stadium? Hvordan vil det ske - og hvornår sker det?« Gode spørgsmål som vi nu må finde svarene på. Læs blot videre!

En glad lille pige legede med sin bold på fortovet ved en stærkt trafikeret gade. Bolden trillede ud på kørebanen, og uden at tænke sig om styrtede hun ud efter den. Der lød en hvinen af bremser, idet en bilist prøvede at undgå at ramme barnet. Det mislykkedes. Nogle minutter efter samlede forbipasserende det lille legeme op og bar det til en sønderknust mor.

Nogle dage senere udtalte præsten de mest trøsterige ord, han kunne finde. Efter at de andre havde forladt kirken, blev far og mor stående ved den lille kiste for at se deres lille pige en sidste gang.
Faderen havde ingen tro at klynge sig til i en situation som denne. For ham betød døden afslutningen. Idet han så ned på det lille livløse legeme, hulkede han: "Farvel, min lille skat- for altid.« Moderen var også sønderknust.
Det at hun havde mistet sin kære lille pige så pludseligt, rystede hende dybt, men hun havde en tro - tillid til en kommende Livgiver - der holdt hende oppe i denne krise.
Hun troede på en Frelser, som skulle komme igen. Hun så frem til en opstandelse. Også hun talte, og hendes stemme var fyldt med håb, idet hun sagde: "Farve, du lille. Vi ses, når det bliver morgen.« For den, som tror hvad Jesus siger, er døden ikke det sidste. Graven er ikke afslutningen, for Jesus siger: »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skalleve, om han end dør.« Joh. 11,25. Og: »Jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.« Åb. 1,18.

Men dette vil ikke sige, at det at miste en af sine kære ikke er en prøvelse, en sorg. Men ikke desto mindre vil det have evigheden foran os få os til at betragte vort korte liv her på en helt anden måde. Fra evighedens perspektiv vil vi forstå, hvorfor hjertesorg og prøvelser måtte blive en del af vor erfaring. Der vil vi blive i stand til at se vort liv udbredt i et stræk, som Gud kan se det. Vi vil erkende visdommen ved Guds ledelse, og vil ikke ønske, at vi var blevet ført på nogen anden måde.

I Salmernes Bog hedder det: »Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død.« Sl. 116,15. Denne udtalelse kan forekomme os mærkelig. Hvorfor er det kostbart i Herrens øjne, når et af hans børn dør? Det er fordi, når nogen dør i troen på Jesus, er han eller hun uden for Satans rækkevidde. Man sover og venter på opstandelsen. Satan kan ikke længere friste en eller sende en prøvelser, fristelser eller problemer. Sygdom, smerte, bekymring og ængstelse el forbi. Man »sover i Jesus«. Et sådant menneskes død er sandhed »kostbar i Herrens øjne«.
Apostlen Johannes fremkommer med en lignende udtalelse: "Salige er de døde, som dør i Herren. ...« Åb. 14,13. I den følgende scene så Johannes Jesus komme i himmelens skyer. »Jeg så, og se, en hvid sky, og på skyen sad der en, som lignede en menneskesøn, med en gyldne krans på sit hoved og en skarp segl i sin hånd.« Åb. 14,14 Lige før Jesus kommer igen, vil der komme store om v æltninger og prøvelser i verden. Daniel kaldte denne periode »en trængselstid, ... som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.« Dan. 12,1. Gud, de handler mildt med sit folk, Som han altid gør, vil i sin barmhjertighed skåne nogle af sine fra disse vanskeligheder og prøvelser ved at lade dem sove hen i Jesus, for at »de skal hvile efter deres møje«. Åb. 14,13.

Der vil altså komme en opstandelse. Hvornår kommer den? Hvordan sker det?
I det gamle Jerusalem, lige nord for Damaskus-porten, forbi den nuværende rutebilstation, lige ved »Gordons Golgata«, er der en stille have. På dette fredfyldte sted er der en grav, som de lærde mener har stor lighed med den grav, Jesus opstod fra. Pilgrimme, som går ind i den grav, finder den altid tom, ligesom disciplene fandt Jesu grav tom. Tom! Englens ord synes stadig at give genlyd atter og atter i denne grav og denne have: »Han er ikke her, men han er opstanden.« Luk. 24,6.

Det gamle Egyptens faraoner, Som ansås for at være guddommelige, var stadig i deres grave, indtil deres mumificerede levninger blev anbragt til skue i verdens museer. Dele af Buddas legeme opbevares som relikvier forskellige steder i Østen. Der ligger stadig nogen i Konfutses grav i Kina - og Muhammeds grav i Medina i Arabien er ikke en tom grav. Men Jesu Kristi grav er tom. "Han er ikke er, men han er opstanden.« På dette faktum, bekræftet af mange øjenvidner, opstandelsens kendsgerning, bygger apostlen Paulus sit stærkeste argument for at give mænd og kvinder håb for fremtiden. Han siger: »Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.« 1 Kor. 15,16-19.

Her siger Paulus, at dette liv ikke er det hele. Hvis hele livet kun bestod i at leve nogle få år på denne klode, for derefter at blive sænket i graven uden håb for fremtiden - var vi da ikke de ynkværdigste af alle? Jesus formanede sine efterfølgere til at se hinsides dette liv, hinsides graven, hinsides døden. For at bevise sine ord gav han afkald på sit liv og på den tredje dag opstod han fra de døde. Paulus siger at vore kæres opstandelse er lige så sikker som Kristi opstandelse. Dit og mit håb om opstandelse fra de døde afhænger fuldstændig af det uigendrivelige faktum, at Jesus besejrede døden.

Kun Jesus kan besejre døden. Uanset hvor dygtige menneskene bliver til at rejse i rummet, er døden stadig der sidste fjende. Selvom lægevidenskaben finder behandlingsmetoder, som kan udsætte Vor dødsdag, vil denne sidste fjende alligevel en dag indhente sit bytte. Kun Jesus der allerede har besejret døden ved sin opstandelses kraft kan sige: "Jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.«

Her er den gode nyhed. Her er håb for fremtiden. Her er noget at leve for! Paulus siger: »Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og di skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelig hed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig uforkrænkelighed og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: 'Døden er opslugt og sejrer vundet:« 1 Kor. 15,51-54.
Håbet om opstandelsen er en sikker grundvold for del kristne tro. Gennem hele Bibelen fremstilles det som det eneste håb for fremtiden. Jesus lovede: »Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig.« Joh. 14,3.
Den klare hensigt med Jesu genkomst er, at han vil tage sit folk til sig. Hvorfor skulle det være nødvendigt for Jesus at komme for at tage sit folk til sig, hvis de, som mange tror, allerede er hos ham, er kommet til Himmelen ved døden? Bibelen taler også tydeligt om en dom i forbindelse med Jesu genkomst, hvor alles sag vil blive afgjort. Hvorfor skulle det være nødvendigt med en dom, hvis de døde allerede var kommet enten til Himmelen eller til et straffested?

Vi har allerede tydeligt set, at døden blot er en søvn. En søvn, som vil blive afbrudt af en opstandelse, når Jesus kommer igen for at hente sit trofaste folk.
Fjerner dette ikke "brodden« fra døden? Intet under at Bibelen kan sige: »Død, hvor er din sejr, død, hvor er din brod?« 1 Kor. 15,55.
Lyt til denne dramatiske beskrivelse: »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skallyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,16-17.

Bemærk: »De døde i Kristus skal opstå.« Dine døde, mine døde, som er døde i troen på Jesus, skal opstå!
Den Gud, som skabte atomet, den Gud, Som skabte livet, vil tale på denne store opstandelsens dag. Når Jesus stiger ned gennem Himmelens portaler, træder frem på den flammende himmelhvælving, vil han råbe med vældig røst: "Stå op, alle I, som sover i jordens skød. Stå op til evigt liv!« Det var Jesus, der mødte et begravelsestog på vej ud fra den lille by Nain. En enke fulgte sin eneste søn til graven.
»Da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: 'Græd ikke!' Og han gik hen og rørte ved båren; og de, som bar den, standsede. Da sagde han:
'Unge mand, jeg siger dig: stå op!' Og den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans moder.« Luk. 7,13-15. Lad os prøve at forestille os, hvad mor og søn kan have talt sammen om den aften:
»Hvad skete der, mor?« »Jo, du var meget, meget syg. Jeg tilkaldte lægerne, men de kunne ikke hjælpe dig. Der kom flere af vore gode venner for at prøve, om de kunne hjælpe, men du mistede snart bevidstheden. Jeg kunne blot græde og bede. Og så døde du. Vore venlige naboer hjalp mig på alle mulige måder. Så begyndte begravelsestoget. Jeg var helt sønderknust! Jeg var alene i verden uden nogen at elske og uden nogen til at tage sig af mig! Da så vi disse unge mænd lige forude, og en af dem var Jesus. Han standsede optoget.
Han rørte ved kisten og sagde: 'Unge mand, jeg siger dig: stå op!'« »Ah mor, det hørte jeg!« Ja, det hørte han; og på samme måde vil alle »de døde ... høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skalleve.« Joh. 5,25. Den stemme, der oprejste Lazarus fra graven, skal lyde igen ud over hele verden, og Guds folk vil komme frem af deres grave, fra havets dyb, eller hvor de end måtte hvile. Familier vil blive genforenet; børn, som døden har revet bort, vil på ny blive lagt i deres mødres arme. Hvilken herlig genforeningsdag!

De af vore kære som er, døde forpinte og deformerede af sygdom og smerte, vil komme frem i en ny og vibrerende vitalitet, i en skønhed som aldrig før.
»Tænk et øjeblik på dette. Tænk på, hvad den dag vil betyde for de halte, for de blinde, for dem, der er svækket af sygdom, for sind, som er tynget af frygt. Gud siger: 'Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler: Es. 35,5-6.«
"Men tænk på, hvad det vil betyde for de stærke, for dem, der har deres lemmers fulde brug, for dem, som elsker livet og gerne vil leve.« Samme, s. 64. Tænk, hvad det vil betyde, at ens styrke bliver mangedoblet, ens kraft og ens evner forøget!
Dette er svaret på dødens frygt. Det ligger ikke i noget menneskeligt løfte, eller i nogen menneskelig landvinding, men i det sikre og pålidelige løfte om en opstandelse, fremsagt af Een, der selv har bevist, at det er muligt Dette er vort håb - vort eneste håb!

Nu vil en eller anden måske sige: Hvordan kan det gå til, at et legeme, som har været dødt og begravet i lang tid, kan opstå af graven? Hvad med dem, som er blevet brændt og deres aske spredt for vinden? De, der er sprængt i småstykker ved en bombeeksplosion? Heri er intet problem. Glem ikke den skaberkraft, der i begyndelsen skabte mennesket og indblæste livets ånde i hans næsebor. Når Gud kunne danne mennesket af agerjordens muld, skulle han så ikke kunne genskabe ham af den jord, hvori han hviler? Som Paulus sagde: "Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?« Apg 26,8. Åh, ja, Jesus besejrede døden og kan lade den sej gå videre til enhver, som er villig til at tage imod den!

Husker du den døende røver, som forstod, at Jesus var den længe ventede genløser? "Vent lidt,« vil en eller anden måske sige, "lovede Jesus ikke den røver, at han skulle være med ham i Paradis samme dag? Og modsiger dette I øf te ikke det, jeg indtil nu har læst i denne bog om døden og livet herefter?« Det er et spørgsmål, som vi må besvare. Lad os vær helt saglige: der er et tilfredsstillende svar! Det pågældende løfte finder vi i Luk. 23,42-43. »Og han sagde: 'Jesus kom mig i hu, når du kommer i dit riger Da svarede har ham: 'Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig Paradis:« Lad os tage fat på røverens spørgsmål. Spurgte han "Herre, kom mig i hu, når jeg dør«? Nej, det gjorde hal ikke. Hans bøn var: »Herre, kom mig i hu, når du kommer dit rige!« Røveren forstod åbenbart den sandhed, vi diskuterer i dag. Vi må have denne bøn i tanke, når vi undersøger det svar, Kristus gav. Nu vil jeg gerne, at du mærker dig det svar, Jesus gav den døende røver. Forskellig bibel oversættelser har gengivet omtalte bibeltekst på lidt for skellig måde. Uden at gå nærmere ind på dem vil vi hellere gengive de græske ord, sådan som Lukas har nedtegnede dem i sit evangelium:
Amen soi lego semeron met emou ese en to paradeiso.
Sandelig til dig siger jeg i dag med mig skal du være i Paradiset.

Du vil lægge mærke til, at her ikke er brugt nogen tegnsætning. Tegnsætningen var nemlig ikke opfundet, dengang Lukas nedskrev, hvad Jesus sagde. Tegnsætningen blev i virkeligheden først opfundet år 1490, af en lærd bogtrykker ved navn Manutius i Venedig. Tegnene må vi altså sætte, hvor de passer ind. Sætter vi kolon efter lego, får vi den betydning, at røveren kom til Paradiset samme dag. Det er altså gjort i den danske bibeloversættelse.
Sætter vi derimod kolon efter semeron, Som betyder i dag, bliver meningen en helt anden. Da står der: Sandelig til dig siger jeg i dag med mig skal du være i Paradis. Hvilken af disse betydninger udtrykker bedst, hvad Jesus mente?

Her må vort eneste svar være, at tegnsætningen skulle få denne tekst til at harmonere med, hvad Kristus sagde om det samme spørgsmål i andre sammenhænge. Versets sande betydning forstår vi let, når vi indser, at røveren ikke døde den dag. Joh. 19,31-33 beskriver, hvad der senere skete. Kroppene af dømte forbrydere måtte aldrig hænge på korset sabbatten over. Da soldaterne derfor kom for at tage dem ned om fredagen, lige før solnedgang, opdagede de, at Jesus »allerede var død«, hvad de to røvere ikke var.
De knuste knoglerne på røverne for at hindre dem i at undslippe, og efterlod dem liggende ved foden af deres kors.

Den jødiske historiker Flavius Josefus fortæller os, at en forbryder ofte kunne ligge ved foden af sit kors og vansmægte i op til tre uger, inden han døde. Hvis røveren ikke døde den dag, hvordan kunne han så have været med Jesus i Paradis?

Atter læser vi Joh. 20,17 om det betydningsfulde møde, Jesus havde med Maria, da hun genkendte sin Herre på den tredje dag efter hans død. Han sagde til Maria: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fad Ser du forbindelsen? Jesus kom ikke selv til Paradis dag, for det står skrevet, at han tre dage senere sagde: »er jo endnu ikke faret op til min Fader.«

Bibelen er meget tydelig. Jesus bruger ordene "i dag" for at understrege omstændighederne, hvorunder le blev givet Og det er let at se, hvad han mente med Mange mente, at Jesus var hjælpeløs den dag, og at h chancer for nogen sinde at få et rige var yderst ringe. Selv disciplene have forladt ham. Se så, hvilken tro denne røver viste! Idet Jesus hang der på korset, hjælpeløs, forfulgt af sine egne, troede røveren ikke desto mindre denne døende mand en gang ville være konge i et helt rige.

Derfor bad han: "Kom mig i hu, når du kommer i rige.« Og Jesus svarede ganske enkelt: »Sandelig siger dag - i dag, hvor det ser ud som om jeg aldrig vil komme til at eje noget rige, i dag, hvor jeg er forladt af mine disciple, i dag, hvor det ser ud som om jeg aldrig vil kunne frelse en eneste - jeg siger dig i dag, du skal være med mig i paradis.« Stillet over for disse vidunderlige ord om tilgivelse løftet om evigt liv, spørger jeg: »Vil du vente til din si stund for at sikre dig evigt liv?« »Se nu er det en nåd stund, se, nu er det frelsens dag!« Det er uendelig lang bedre at give dig fuldt og helt til Kristus her og nu. Han frelse alle, som oprigtigt kommer til ham i anger og omvendelse, men hvorfor udsætte det og måske give I asken af et udbrændt liv? Udsæt det ikke. Giv ham det bedste du har - han gav sit bedste for dig.

Ikke mere død!
Opstandelse! Hvilket løfte! Hvilket håb! Men, hvad sker der efter den herlige opstandelsesdag? Bibelen taler om Guds folk i "Himmelen«. Hvad er »Himmelen«? Er den et virkeligt sted? Vil den være værd at stræbe efter? Vil vi blive virkelige mennesker - eller vil vi blot blive "ånder«, som svæver omkring i en uvirkelig tågeverden af harper og skyer'?
I Joh. 14,2-3 erklærer Jesus meget tydeligt, at Himmelen er et virkeligt sted. "I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.« Jesus nævner konkret en virkelig plads, som han bereder for sit folk. Han mente netop, hvad han sagde. Guds folk vil blive et virkeligt folk, som foretager sig virkelige ting i en virkelig verden. Ligesom Maria genkendte Jesus, da hun så ham i haven på opstandelsens morgen (Joh. 20,16), sådan vil vi kunne genkende hinanden. Jesus var en virkelig person efter sin opstandelse. Til Tomas sagde han: "Se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side!« Joh. 20,27-28. Tomas kendte Jesus på grund af sårmærkerne. Disciplene genkendte Jesus på deres vandring til landsbyen Emmaus efter opstandelsen.

"Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham.« Luk. 24,30-31. Det var virkelig Jesus, og man kunne genkende ham efter opstandelsen. 1 Joh. 3,2 siger, at når vi kommer i hans rige, skal vi blive ham lige. Vi vil kunne genkende hinanden i vort evige hjem. Vi vil kunne genkende vore kære og venner, som vi skal være sammen med der. I sandhed, "da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.« Ikke alene vil vi være virkelige personer, men alt andet vil også være virkeligt Der bliver virkelige blomster. »Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen.« Es. 35,1-2. Der vil blive virkelige træer. »I stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter.« Es. 55,13. Der bliver virkelige dyr.

»Ulv og lam skal græsse sammen og løven æde strå som oksen.« Es. 65,25. Der vil blive virkelige huse og virkelige haver. »Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt.« Es. 65,21. Der bliver virkelige boliger. " min Faders hus er der mange boliger.« Joh. 14,2. En vidunderlig flod virkelig og krystalklar - »fra Guds og Lammets trone væld er den ud«. Åb. 22,1. Der bliver virkelige frugter, som virkelige mennesker kan spise- "På begge si der af floden vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange hver måned giver det sin frugt« Åb. 22,2.

Hele planeten Jorden vil blive genoprettet til den skøn hed, som den havde ved skabelsen, da Gud så, hvad har havde skabt, og erklærede det for "såre godt«. 1 Mos. 1,31. Det bedste af det hele bliver, at den sidste fjende - døden - aldrig vil ses og mærkes mere. Menneskene vil aldrig dø, enten de er gamle eller unge. Der bliver simpelt hen ingen død. Åb. 21,4 fortæller os: »Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet« Du kan være helt sikker - den tid vil komme! Skriv det i dit hjerte! Fortæl det for dine venner! Råb det fra tagene!
Der vil aldrig mere være sorg eller smerte eller død i denne herlige morgendagens verden, som er lovet de genløste.

Kan du forestille dig det?
Nej, du kan ikke!
Det kan ingen.
Bibelen siger: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« 1 Kor. 2,9.
Vor begrænsede forstand kan ikke fatte den fulde virkelighed om Guds folks hjem, men vi kan vide, at det vil blive det største, vi nogen sinde kan opleve. Gud vil sørge for, at Himmelen langt opvejer ethvert offer, vi måtte have bragt her på Jorden!

Frem for alle de andre realiteter - Jesus vil selv være hos sit folk. Han, som er livet, vil være der for at tilvejebringe liv - herligt liv, evigt liv, lykkeligt liv - for alle sine børn. "Guds og Lammets (Jesu) trone skal være i staden, ... og de skal se hans ansigt« Åb. 22,3-4. At se hans ansigt, der har tilvejebragt en så vidunderlig evighed og gjort det muligt for os at være der, vil blive det største af alt At se ham, der blev født som et lille barn i Betlehem; at se ham, der levede som menneske blandt mennesker; at se ham, der opstod af graven for at bevise sandheden i, hvad han selv gjorde fordring på, at være »opstandelsen og livet«; at se ham, som har vundet os en plads i herligheden at se ham, som kom tilbage til planeten Jorden med der ene hensigt at hente os hjem - at se ham; at være sammen med ham vil være glæde, lykke og fuldstændig tilfredsstillelse for al evighed!


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på www.bibel-skolen.com