Livet efter døden i Guds rige!

Denne artikel er en fortsættelse af   livet efter døden 1

To mænd strider sig langs en bjergsti hjem mod deres landsby. For hvert et skridt er deres fødder tunge som bly, det svarer til den tunge fortvivlelse i deres hjerter. For blot tre dage siden, ifølge jødisk tidsregning, var deres elskede leder blevet henrettet. Lige til det sidste havde de håbet, at Jesus ville stige ned af korset for øjnene af sine plageånder og den hylende skare. At han ville bruge sin overnaturlige kraft, overtage herredømmet som frihedshelt og konge over jøderne og føre dem til sejr over de romerske undertrykkere.

Den foregående dag havde de, lammet af sorg, tilbragt sammen med de øvrige af Jesu disciple. Atter og atter havde de gentaget deres klagende: »Hvorfor?« De var også bange for at blive genkendt som Jesu efterfølgere og lynchet af den samme tankeløse hob, der havde råbt på hans blod. Nu, denne eftermiddag, var de altså på vej hjem til Emmaus, stadig diskuterende de grusomme detaljer ved Jesu lidelse og død og forvirrede over rygterne om, at hans legeme skulle være fjernet fra graven.

Endnu en vandrer slutter sig til dem, men de er så optaget af deres triste samtale, og så overvældet af træthed og fortvivlelse, at de ikke genkender deres nye ledsager i det svindende dagslys. Jesus lader dem blive i den tro, at han er en fremmed, og overrasker dem ved at spørge om årsagen til al denne bedrøvelighed.

Og så løser de op for hele beretningen. Den fremmede lytter stille, lader dem få afløb for hele tragedien. Så irettesætter han dem mildt, fordi de har været så tåbelige at glemme alt, hvad profeterne har sagt, at Kristus skulle lide, før han skulle indgå til sin herlighed. Han påpeger, at alle profeterne fra og med Moses har sagt, at han, ligesom offerlammet, måtte dø. Hans død er ikke et nederlag, men en vidunderlig sejr for menneskeheden.

Som den fremmede taler og forklarer alle de kendte udtryk, som Skriften har brugt om ham selv, er det for de to mismodige disciple som om solen står op efter en mørk nat. Håbet blomstrer op på ny, og den lange vandring er næsten for hurtigt til ende, deres træthed til trods. De vil gerne høre mere, og den fremmede må da også have brug for et sted at overnatte, så de inviterer ham hjem.

Efter at have tændt et beskedent lys og sat et enkelt måltid på bordet, beder de to mænd gæsten om at holde bordbøn. Som han hæver sine sårede hænder for at takke og bryde brødet (bevægelsen er så kendt), ser de to mænd forbavset på hinanden. Med et udbrud af glæde og genkendelse vender de sig til Jesus, men han er forsvundet. Nu forstår de, hvorfor de var så betaget af den fremmedes ord. Han er ingen fremmed! Han er deres kæreste ven, og han lever igen! Det må de øjeblikkelig fortælle de andre.

Til trods for deres træthed og sult, den lange, besværlige og farlige vej tilbage, snubler og tumler de to tilbage til Jerusalems østlige port. De styrter hen ad de snævre, snoede gader og op ad en mængde trappetrin, og står endelig, åndeløse, uden for døren til den sal, hvor de øvrige disciple opholder sig.

Døren er aflåst forsvarligt. De to banker utålmodigt på, men der bliver først lukket op, efter at de har givet sig til kende. Snart har alle fået de gode nyheder at vide, og inden længe taler alle i munden på hinanden.
»Jesus lever igen!«
»Han har vist sig for Simon Peter.«

»Vi har også set ham!« Mændene fra Ernmaus plaprer ud med deres forunderlige beretning. Det er simpelt hen for godt til at være sandt. Kan det virkelig være muligt?

Pludselig gisper man rundt omkring, idet en kendt stemme siger: »Fred være med jer.« Jesus står foran dem og rækker sine hænder ud til velsignelse, men de viger tilbage i rædsel. Er han et spøgelse?

»Hvorfor er I bange for mig?« spørger Jesus. »Se, det er virkelig mig. Se mine hænder og fødder.« De stirrer betaget på mærkerne efter de nagler, der fæstede ham til korset.
De er lægt, men stadig synlige. Jesus vedbliver: »Rør bare ved mig. Jeg har kød og ben. Det har en ånd ikke.«

Stadig tøver de.
»Har I noget at spise?« Jesus er tålmodig med sine tvivlende disciple.

Omsider sker der noget. En eller anden kommer med et stykke stegt fisk efter aftensmåltidet. En anden kommer med et stykke honningkage. Disciplene ser til mellem tårer og smil, idet Jesus spiser af maden og til sidst overbeviser selv den mest tvivlende om, at han ikke er nogen ånd, men at deres elskede ven virkelig er kommet tilbage til dem.
(Beretningen findes i Lukas Evangeliets 24. Kapitel).

Ånder spiser ikke. Jesus brugte selv dette som et bevis på at han var en virkelig person.

Gud har lovet, at i evigheden vil mennesker have legemer ligesom Jesu opstandelseslegeme, til at tage og føle på, men alligevel på et langt højere plan end de gamle legemer, der så let kommer til skade og svækkes med alderen. »Han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme.« Fil. 3,21. Disse nye legemer vil have en styrke og en livskraft, som vi vanskeligt kan forestille os i dag. De ældes ikke. De vil aldrig blive udslidt, for »vi skal alle forvandles, ... thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.« 1 Kor. 15,51-53.

Virkelige mennesker, som lever evigt i en virkelig verden, er det spændende alternativ, Gud lover os.

Men, vil du måske sige, »for evigt« er meget, meget længe. Hvad skal menneskene dog finde på at foretage sig år efter år, århundrede efter århundrede, årtusinde efter årtusinde? Vil vi ikke til sidst komme til at kede os?

Hvordan ville du beskrive Paris eller London eller New York for en junglebeboer, der aldrig har været uden for sin stammes område? Hvordan ville du forklare Bachs musik - eller the Beatles - for en, som har været døv fra fødslen? Det kan have været det umulige i at forklare ukendte begreber, der har hindret Bibelens forfattere i mere detaljeret at beskrive aktiviteterne i evigheden. Men der er alligevel skrevet tilstrækkeligt til at vise, at menneskene ikke vil komme til at kede sig. Es. 65,21 siger f.eks.: »Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; ... mine udvalgte (skal) bruge, hvad de virker med hånd.«

Der vil altså være arbejde, som giver glæde og tilfredsstillelse. Meningsfyldt beskæftigelse vil erstatte det trælse rutinearbejde, der nedslider så mange arbejdere i dag. Aldrig mere vil nogen klage over ikke at have tid nok til dette eller hint Den store videnskabsmand og opfinder Thomas Edison hævdede, at mennesket kun når at beherske en ti tusindedel af et enkelt kundskabsområde i løbet af en normal levetid på halvfjerds år. Den evighed, som Gud tilbyder, vil give ham tid til at udrette mange ting, som tiden ikke tillod i dette liv.

Hvis Edisons vurdering er nogenlunde korrekt, vil den, der f.eks. interesserer sig for astronomi, kunne tilbringe omkring 700.000 år med at lære alt, hvad der indtil nu er opdaget om dette emne. Læg dertil al den tid, der er nødvendig for videre studium i astronomien, som Skaberen kender til den, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan mennesket kan fortsætte med at lære og aldrig mangle udfordringer og nye ting at beskæftige sig med. Naturen alene er et studieemne, som uendelige tidsaldre ikke vil kunne udtømme. Tænk, hvad fortidens store skikkelser vil kunne fortælle og lære os under de store sammenkomster i Guds rige. Luk. 13,28-29.

I april 1983 svævede de amerikanske astronauter Story Musgrave og Donald Peterson i rummet i deres oppustede hvide rumdragter, kun fæstet til rumfartøjet Challenger med en tynd »navlestreng« af metal. De skulle afprøve nyt værktøj beregnet for fremtidig brug uden for jordens atmosfære. De imødeså en tid, hvor jordboer vil arbejde regelmæssigt i det ydre rum. Når mennesket i dag kan arbejde og rejse i rummet, er det i grunden ikke særlig fantasifuldt at foreslå, at interplanetariske opdagelsesrejser kunne være en anden mulighed i det kommende liv. Og hvis det skulle være musik eller matematik, kunst eller arkitektur, der er din særlige interesse, kan du regne med at forske i dit interesseområde så længe du ønsker - for evigt, om du vil når dette dødelige er iført udødelighed.

Bort med forestillingen om usynlige ånder i en usynlig verden. Guds alternativer en virkelig verden med virkelige mennesker, med mange udfordringer og mange spændende ting at foretage sig. Men hans tilbud standser ikke her.

»Ingen indbygger siger: 'Jeg er syg!'« Es. 33,24. Har du nogen sinde været syg? Naturligvis har du det. Det er sandsynligt, at du netop nu lider af en eller flere af de omkring 2000 forskellige sygdomme, der plager menneskeheden. Hvis dette er tilfældet, har jeg en god nyhed til dig. Gud tilbyder dig en evighed uden sygdom. Ikke mere lungekræft, ikke flere hjertetilfælde. Ikke mere dissemineret sklerose eller artritis. End ikke en banal forkølelse vil kaste en skygge over din tilværelse.

Meget få mennesker kan hævde at have været helt fri for sygdom. Og meget få til sidst dø en »naturlig« død. De fleste rammes af sygdom eller ulykke.

Lægevidenskabens fremskridt i løbet af det sidste århundrede har været lige så revolutionerende som udviklingen fra transport med hest og vogn til rumskibe. Ægteparret Curies opdagelse af radium, opdagelsen af røntgenstråler, penicillin, poliovaccine, hjertetransplantationer - alt dette betød kæmpeskridt fremad i menneskehedens søgen efter sundhed og helbred. Plager som kopper, tuberkulose og malaria, der tidligere kunne udrydde hele befolkninger, er næsten forsvundet fra de fleste lande. Ny operationsteknik har nedsat risikoen ved alle former for operationer til et minimum. Organtransplantationer og effektive kunstige organer har givet nyt liv til mange.

Men vore hospitaler er stadig fyldte. Nye vira dukker op. Nye sygdomme erstatter de gamle - som f.eks. AIDS, ironisk benævnt »Guds vrede«, der har slået de homoseksuelle med rædsel.

En undersøgelse som for nylig blev foretaget af Sloan-Kettering instituttet, viste, at amerikanernes største frygt ikke gjaldt atomkrig eller økonomisk katastrofe ikke en gang døden selv: det var frygten for kræft Dette er utvivlsomt stadig tilfældet hos mange mennesker i dag. Statistikken viser, at omkring en ud af seks kan forvente at få kræft på et eller andet tidspunkt i livet, og at to ud af tre kræftpatienter vil dø af sygdommen. Er det så underligt, at kvaksalvere, charlataner og alskens »troshelbredere« florerer og hævder at være i stand til at helbrede både kræft og andre sygdomme, som mere konventionelle behandlingsmetoder har måttet give op over for?

De berømte healere fra Filippinerne, som tilsyneladende fjerner alle mulige uhyggelige svulster med de bare hænder uden at efterlade ar, har skabt en hastigt voksende turisme i deres land. Entertainere og sportsstjerner har garanteret for, at mænd som Placido virkelig har evner til at helbrede. Andre hævder, at »kristne healere« som Mary Rodgers fra England, og den følelsesbetonede kvindelige prædikant Kathryn Kuhlman fra USA har udført mirakuløse helbredelser. Mystikere, spiritualister og primitive troldmænd vinder stadig større tilslutning. Desperate mennesker vil rejse tusinder af kilometer og bruge alt, hvad de ejer eller kan låne, for en chance for at blive helbredt.

Mere end fire millioner pilgrimme besøger hvert år Lourdes. Mange kommer med krykker, i kørestole eller på bårer i håb om, at der vil ske et mirakel. Nogle har efterladt deres krykker på stedet, og mange hævder at være blevet helbredt ved et mirakel. Den katolske kirke har efter omhyggelige undersøgelser ved det medicinske institut i Lourdes dog kun attesteret 64 medicinsk uforklarlige helbredelser gennem mere end 120 år som mirakler eller hidrørende fra Guds særlige indgriben. Men det er tilstrækkeligt til at opretholde den medynkvækkende strøm af lidende mennesker til grotten.

Hvad der end måtte være kilden til den helbredende kraft bag de mange påståede mirakler, og hvad enten de forskellige praktiserende helbredere virker af ægte omsorg for de syge eller for at skaffe sig en let fortjeneste, står den kendsgerning fast, at tusinder aldrig opnår det mirakel, de længes efter.

Når så mange mennesker vender sig til disse uortodokse former for syg dorns behandling, skyldes det jo, at den konventionelle medicinske behandling er slået fejl i så mange tilfælde. Også de »naturlige«, eller overnaturlige former for sygdomsbehandling tiltrækker sig større og større interesse. Mange behandlingsformer, som indtil for nylig ikke blev taget alvorligt i moderne vestlige lægekredse, har nu fundet deres plads under den »alternative medicins« respektable paraply. Men alle menneskets landvindinger i dets søgen efter fuldkommen sundhed kan aldrig måle sig med Guds alternativ.

Hvilken dag vil det ikke blive, når der ikke længere er brug for krykker, når læger og sygeplejersker bliver arbejdsløse af mangel på patienter, og hvor ingen nogen sinde mere vil sige: »Jeg er syg!« Besøg et hvilket som helst hospital, og du begynder at fatte, hvad dette vil betyde. Spørg de ængstelige pårørende, som venter på nyheder fra operationsstuen eller intensivafdelingen. Tænk på de små børn, som lider, eller hvis du har nerver til det, så aflæg en visit på skadestuen, hvor de tilskadekomne bliver bragt ind. Alle vil være enige i, at en verden uden sygdom, en verden, hvor ingen mere skal lide (Åb. 21,4), simpelt hen må være vidunderlig.

Gary Coleman, sort barnestjerne i den populære amerikanske Tv-udsendelse »Diff'rent Strokes«, havde ikke meget at le ad indtil sin femten års fødselsdag. To dage forinden var en nyretransplantation, han havde betragtet som sin eneste chance for omsider at kunne leve en normal tilværelse, blevet aflyst på grund af en byld, der havde dannet sig omkring stingene fra en tidligere operation. Gary havde bevæget sig ind og ud af hospitalet siden sin første nyretransplantation som femårig, og konstant medicinsk behandling havde hæmmet hans vækst. Skønt Tv-publikum elskede ham, akkurat som han var (med alle sine 122 cm), og skønt han tjente en kolossal masse penge ved at spille uheldige Arnold, en dreng halvt så gammel som ham selv, var hans største drøm i livet at være som andre drenge. Hans skuffelse over at den betydningsfulde operation måtte udsættes, var forståeligt nok meget stærk. Få seere ville have troet, at » Arnolds« respektløse kommentar og komiske ansigtsudtryk dækkede over så megen smerte, både fysisk og psykisk.

Det internationale handicap år 1981 resulterede bl.a. i, at offentligheden blev gjort mere opmærksom ikke blot på de handicappedes tilstand, men også på deres evner og muligheder. Nyhedsmedierne berettede om mange tilfælde af hjertesorg og mod. Vi beundrede de usædvanlige præstationer hos mennesker, der havde overvundet alle slags hindringer i deres liv. Det vigtigste resultat af dette særlige år var måske ikke, at der blev sat fokus på de handicappedes usædvanlige præstationer, men demonstrationen af deres »normale« kvaliteter. De handicappede blev mere kendt som de ganske almindelige mennesker, de er. Flere arbejdsgivere følte sig tilskyndet til at ansætte handicappede. Ligegyldighedens og forskelsbehandlingens isbjerg smeltede en lille smule, mildnede smerten. Men ingen menneskelige bestræbelser kan nogen sinde afskaffe al lidelse og smerte.

Jeg husker en gang, jeg kørte gennem et forstadskvarter og havde standset ved et vejkryds for at dreje til venstre. En ung kvinde med en stor hund i snor var trådt ned fra fortovet på min højre side og var ved at gå over gaden, så jeg standsede for at lade hende passere foran vognen. Til min overraskelse blev hun ved at styre lige imod mig og stødte lige ind i døren til den side, hvor jeg sad. Idet jeg så ind i hendes ulykkelige ansigt, forstod jeg, at hun var blind. Af en eller anden grund havde hendes førerhund denne gang svigtet sin opgave, at føre hende uden om forhindringerne.

I den evighed, Bibelen tilbyder, vil de blindes øjne blive åbnet, de døves ører vil blive lukket op, den stummes tunge vil juble, og den halte vil springe som hjort. Es. 35,6. Hvilken vidunderlig fremtid at se hen til!
Det er øjeblikke som disse, der får mig til at længes til den dag, hvor Guds alternativ bliver virkelighed.

Men der er endnu mere at fortælle.
Da prinsesse Diana trodsede skik og brug ved at nægte at tage på en længere rejse til Australien uden lille William, vandt hun bifald fra mødre over hele verden. Hvorfor skulle hun skilles fra ham, når det ikke var nødvendigt? Mere betydningsfuldt - hvorfor skulle han skilles fra sine forældre? Mon noget sprog har et ord, der er sværere at udtale end ordet »farvel«?

Mit arbejde har ført mig til mere end tres lande i seks kontinenter. Jeg har boet i tolv af disse lande og fået mange venner. Jeg har sagt »good-bye« til familie og venner i Australien, New Zealand, Storbritannien og USA Jeg har sagt »auf Wiedersehen« i Tyskland, »farvel« i Danmark og »tot ziens« i Holland. Med sorg i sinde har jeg taget afsked med venner på Samoa-øerne og i Sverige, i Island og i Indien, i Ghana og Grækenland, og møder dem næppe mere i dette liv.

Bitrest er det at tage afsked ved graven. Døden river de ømmeste jordiske bånd over, uforudsigeligt og vilkårligt. Et gammelt advarselsskilt sluttede med den barske sætning: »Døden er så permanent. « I kontrast hertil står Bibelens alternativ: »Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere.« Åb. 21,4. »Da skal det ord opfyldes, som står skrevet: 'Døden er opslugt og sejren vundet.' Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?« I Kor. 15,54-55. Kunne der tænkes bedre udsigter for dødelige mennesker?

Den første begravelse, jeg var med til, har brændt sig uudsletteligt ind i min erindring. Tiden læger, men kan ikke fuldstændig fjerne mærkerne, og unge menneskers død synes altid så meningsløs, så ufattelig, sådan et spild af muligheder.

Lex var kun sytten. Vi havde været gode venner gennem flere år. Vi fulgtes ad til skole og i kirke. Vi elskede livet og havde strålende fremtidsplaner. Når man er sytten, er alting muligt - man regner ikke med døden. Det er bare noget, der sker for andre mennesker, noget man læser om i aviserne. Men denne gang var det Lex's navn, man kunne læse om. Kendt, men mærkelig uvirkeligt.

Det var en trafikulykke. Lex var blevet slået af cyklen af en skødesløs bilist, der var kommet over den optrukne linje på vejen. I flere dage svævede Lex mellem liv og død, men bukkede til sidst under for de svære kvæstelser, han havde pådraget sig i hovedet. Begravelsen fandt sted to dage senere.

For første gang så jeg døden i øjnene. Det var en ubeskrivelig følelse. Stumt stirrede jeg på de kendte træk, der nu var så stille og udtryksløse, og vendte mig hurtigt bort. Jeg var med til at bære kisten, som jeg havde lovet, den sidste tjeneste, jeg kunne gøre min ven, vor sidste tur sammen. Jeg gik som i en døs. Jeg har været til mange begravelser siden den dag, men erindringen om den smertelige afsked er så levende som nogen sinde. Bibelen lover en stor genforeningsdag, hvor kære afdøde vil blive genforenet med familie og venner, som har taget imod Guds frelses tilbud.

»Først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne ... Og så skal vi altid være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,16-17.

I den demilitariserede zone mellem Nord  og Sydkorea finder man »Broen, hvorfra ingen vender tilbage«. Det navn fik den, fordi folk ved slutningen af Korea-krigen kunne vælge at gå over broen mod nord eller mod syd, men når de først var gået over, kunne de ikke ombestemme sig. På den måde blev nogle familier genforenet, men det var uundgåeligt, at mange forblev og stadig er adskilt den dag i dag. Det var også vanskeligt i efterkrigstiden for familiemedlemmer, som alle var på den samme side af grænsen, at finde hinanden. For ikke længe siden tilmeldte mere end 25.000 familier sig til at medvirke i en landsdækkende maratonudsendelse i Tv beregnet på at genforene nogle af disse splittede familier. Programmet, der skulle markere 30 års dagen for Korea-krigens afslutning, var oprindelig berammet til at vare to timer, men det kom til at vare flere dage. Man blev vidne til spontane scener med spænding og dramatik, idet mennesker bærende skilte med navnene på deres savnede slægtninge og grædende af glæde blev forenet med disse foran kameraet, eller via TV kom til at tale med dem. Ængstelige familier ventede på Tv-stationerne, somme tider i flere dage i håb om at deres savnede slægtninge skulle dukke op. Omkring 700 familier blev genforenet.

Men vil vi kunne genkende vore savnede kære efter flere årtier? Det skete i London under anden verdenskrig, at en ung soldat rejste sig fra sin plads i et overfyldt tog for at tilbyde en kvinde at sidde ned. Hun takkede ham, og han haltede af sted med bemærkningen: »Ingen tak til mig. Tak min mor!«

Hans høflighed gjorde et sådant indtryk på hende, at da de begge steg af ved samme station, bad hun ham gå med hjem og få en kop te. Hun erfarede, at han stod i begreb med at vende hjem til Canada, men ikke til sin kone, som han var sikker på ikke ville kendes ved ham i hans nuværende sørgelige tilstand. Kvinden prøvede at overtale ham til at lade sin kone afgøre denne sag, men han syntes stadig ikke overbevist.

Flere år efter emigrerede kvinden med sin familie til Canada. Der gik atter nogle år, og en dag steg hun på en bus i Toronto belæsset med juleindkøb. I bussen var der en mand, som tilbød hende sin plads. Hun takkede ham, og til sin forbløffelse hørte hun ham sige: »Ingen tak til mig. Tak min mor!« idet han haltede af sted.

Da han steg af bussen, fulgte hun efter ham, og inden han kunne nå at smutte væk, havde hun givet sig til kende for ham. Det var ganske rigtigt den samme mand, som havde overladt hende sin plads i bussen i London for adskillige, år siden. Han var lykkelig for at møde hende igen, og for at kunne fortælle, at han havde fulgt hendes råd og var blevet lykkelig genforenet med sin kone.

Hvor langt større og mere bevægende vil ikke den genforeningsdag blive, som Bibelen lover os, »da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem ...« Joh. 5,28-29. Ligesom folk ovre i Korea kunne genkende deres slægtninge efter tredive år, selvom de havde forandret sig med årene, og en mand blev husket adskillige år efter på grund af en bestemt ord forbindelse, sådan vil vi kunne kende hinanden, også selvom vore dødelige legemer »har iført sig udødelighed«, og har fået »samme skikkelse som hans herlighedslegeme«. Jesu venner genkendte ham efter hans opstandelse. Maria kendte ham på hans stemme (Joh. 20,16), Tomas på mærkerne i hans hænder og side (v. 27-29), og Kleofas på hans håndbevægelse (Luk. 24,30-31). Der er ingen tvivl om, at vi vil kunne genkende hinanden.

Men der er et spørgsmål, som bekymrer mange mennesker. De, der ikke tager imod Guds tilbud, vil gå glip af denne genforeningsdag. Hvad nu, hvis det gjaldt min mand, eller min søster eller mit barn? Hvordan kan jeg være lykkelig, når jeg ikke kan være sammen med hele min familie?

Gud vil tage sig af dette problem lige så effektivt, som han har taget sig af alle de andre problemer. I Åb. 21,4 læser vi: »Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.« »Det forrige huskes ej mer, rinder ingen i hu.« I Guds evighed vil der ingen sorg og smerte være mere.

Mange vil finde det mærkeligt, at kanonkongen Houdini, der trodsede døden, hver gang han udførte sit fantastiske kunststykke, var besat af tanken om at kunne komme i forbindelse med sine kære efter døden. Han forgudede sin mor og var konstant bange for, at hendes død skulle drive ham til vanvid. Det gjorde den også næsten. Atter og atter besøgte han hendes grav kl. 12.15, det var tidspunktet for hendes død. Han lagde sig ned med ansigtet mod jorden og tryglede hende om at sige ham de ord, hun havde prøvet at sige, lige før hun døde. Han prøvede at kontakte hende gennem medier og sluttede pagt med sin kone og sine venner, at de skulle sætte sig i forbindelse med hinanden, efter at de var døde. Han bleven forbandelse for medier i mange lande. End ikke hans ven, Sir Arthur Conan Doyle, som selv var spiritist, og som troede at Houdinis kraft var overnaturlig, kunne overbevise ham om, at de åndebudskaber, han modtog, og som efter sigende var fra hans mor, var ægte. En automatskrift-seance afholdt af Lady Doyle blev ligeledes en stor skuffelse.

Houdini døde af bughindebetændelse efter at have fornyet pagten med sin kone, om at de skulle sætte sig i forbindelse med hinanden efter døden. Ingen havde åbenbart fortalt ham, at »de døde ved ingenting«. Præd. 9,5. Ingen havde fortalt ham om Guds alternativ. Ingen havde gjort ham opmærksom på den genforeningsdag, som Bibelen lover os, den dag, hvor ingen mere skal sige farvel for evigt.

Men selv med dette er det hele ikke fortalt.

denne artikel fortsætter   >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com