Livet efter døden i Guds rige!

Ingen var bekymret, da Patricia og Andre Ranville ikke som planlagt dukkede op nytårsdags aften. Sportstrænede og veludstyrede som de var, skulle det unge par tilbringe to dage og en nat med at stå på ski og campere på Mt Blanc og byde 1981 velkommen højt oppe i Alperne nær Anterne passet. De havde mad med til fire dage.

2. januar gik, så den 3. og den 4. kom og gik, uden at nogen havde set noget til det unge par. Patricias forældre, der nu var blevet opskræmt, rapporterede dem som savnede, og der begyndte en eftersøgning på jorden og med helikopter.

Den 11. januar blev eftersøgningen afblæst på grund af vedvarende dårligt vejr. Snestorme og laviner ledsaget af 25 graders frost gjorde chancerne for, at nogen kunne have overlevet så længe i et telt på disse forræderiske skråninger, meget små.

Men skønt Andre og Patricia nu var svage og svimle, var de stadig i live. Deres telt og sovepose var intakte, og ved at rationere deres svindende mad forråd og gassen til deres lille kogeapparat havde de bitte små forsyninger tilbage. De havde slået teltet op i nærheden af en højspændingsmast på den rute, de havde udstukket ved hjælp af deres kortbog.

Tågen, som var det første problem på nytårsdag, bevirkede, at det kun gik langsomt fremad for dem og at det blev nødvendigt at tilbringe endnu en nat på bjerget. Men den virkelige årsag til deres prøvelser var ikke vejret.

Den 2. januar havde været frisk og klar. Men skønt de omhyggeligt og gentagne gange havde studeret kortbogen og brugt højdemåler og kompas, kunne de ikke komme til andet resultat, end at deres rute endte ved en næsten lodret klippespalte. I to dage prøvede de at finde den rette vej, men hver dag, idet sneen begyndte at falde tæt, måtte de arbejde sig tilbage til højspændingsmasten og slå teltet op i håb om at være uden for lavinernes rækkevidde. Hvad Andre og Patricia ikke vidste, var, at ordlyden i deres rejsehåndbog var misvisende. Skønt de begge var uddannede lærere, satte det dem ikke i stand til at fortolke misvisende anvisninger rigtigt.

Når snestormen blev særlig voldsom, kunne de ikke andet end vente i deres telt og håbe på redning. De skulle få lov at vente længe. Temperaturen sank og lavinernes torden til alle sider var ved at tage modet fra dem.

Den 8. januar fløj to helikoptere hen over dem, men skønt det nødstedte par hver gang vinkede som vanvittige, blev de ikke observeret. Vejret blev igen værre, og de indså, at eftersøgningen snart ville blive opgivet.

Den 15. januar var alt håb om redning svundet. Roligt så de døden i møde, skreven sidste hilsen til deres forældre, medens de endnu havde kræfter tilbage. Pludselig var det ufattelige, der var overgået dem, og at de måtte acceptere det, ved at overvælde Patricia. For at bekæmpe hysteriet, søgte hun på en måde udløsning for alle de svundne dages angst i udbruddet: »Jeg vil ikke dø!« Næste morgen insisterede hun på, at de skulle tage af sted, uanset vejret. Hvad havde de at miste?

Endnu tre dage fulgte, hvor de langsomt og pinefuldt sled sig af sted på deres ski og møjsommeligt satte teltet op og slog lejr. Så kom der endnu en dag, hvor det var umuligt at komme ud, og hvor de var nødt til at blive i teltet, tæt trykket ind til hinanden i deres sovepose. Besvimelsen nær, faldende og slæbende skiene med sig som i en døs fortsatte de, indtil de til sidst fik landsbyen Le Mont og redningen i syne den 22. januar. Deres avancerede udstyr og deres åndsnærværelse, men mest af alt deres beslutning om at ville leve, havde reddet deres liv.

Patricias skrig: »Jeg vil ikke dø!« - har været hele menneskehedens skrig ned gennem tiderne. Med få undtagelser, uanset tid eller omstændigheder, er det meget få der har ønsket at lukke op, når døden bankede på.

»Tiden flyver!«

»Livet er kort!«

»Livet må være mere end dette. Dette liv er ikke nok!«

Menneskenes optagethed af at leve længere, ja, leve for evigt, går lige så langt tilbage som historien. Menneskenes søgen efter »livets eliksir«, den magiske drik, som gengiver og bevarer livet, eller i det mindste udsætter døden, har sat fantasien i bevægelse og opslugt menneskers energi til enhver tid, i alle kulturer, lande og trosbekendelser.

Middelalderens alkymister troede, at de til sidst ville opdage et stof, der ikke alene kunne forvandle metaller af lavere værdi til guld, men også vise sig at være hemmeligheden til et langt liv og, måske, udødelighed. Man regnede med, at guldet på grund af sin holdbarhed havde evne til at forlænge livet. I Kina mente man en gang, at man kunne forlænge sit liv ved at spise bladguld. Æg, som man mente indeholdt livets ånd, havde ofte en fremtrædende plads i bestræbelserne på at frembringe den flygtige udødelighedens eliksir. Alkymister, farmaceuter og heksedoktorer har alle ned gennem tiderne gjort fordring på at kunne fremstille livsforlængende præparater på grundlag af en mængde forskellige stoffer.

Ginsengroden, som har været benyttet i Østen gennem ca. 4000 år, er nu også blevet populær i Vesten. Kinesiske kejsere spiste roden i håb om at leve længere. Ginseng har efter sigende helbredt en hel række skavanker fra artritis til hukommelsestab, fra kræft til banale forkølelser. I dag indtages den mere som et styrkende, oplivende middel, en sygdomsforebygger eller et »naturligt« tonikum, for at styrke energien og åndsevnerne.

I Seoul i Korea kan man den dag i dag på de vidstrakte, århundredgamle områder omkring Ch'angdok paladset se den rigt udsmykkede Pollomun port, udhugget af en enkel granitblok og indviet tillykke og langt liv for kongen. »Pollomun« betyder »Porten til Evig Ungdom«. En række koreanske konger hvilede ud i nærheden af den berømte Piwon eller Hemmelige Have, 20 hektarer med uovertruffen naturlig og arkitektonisk skønhed. Når det spejlbillede, der stirrede kongen i møde fra en lotusdam, viste grå stænk i hans sorte hår, mon han da skyndte sig hen til Pullomun porten for at dvæle længselsfuldt, i håb om at afværge tidens tand? Måske ikke. Men et er sikkert. Hvis han gjorde det, ville han blive skuffet.

De enorme summer, der bruges på hårfarvningsmidler, ansigtsløftninger og kosmetiske operationer, cremer og andre midler til at camouflere ældningsprocessen, viser menneskets stadige optagethed af at forblive ungt.

Imidlertid har den moderne lægevidenskab udrettet andet og mere end blot at forsyne os med midler til camouflage. Gennemsnitslevealderen i industrilandene er steget med gennemsnitligt over tyve år i løbet af dette århundrede. De to hovedfaktorer har været den lavere børnedødelighed takket være bedre fødselshygiejne og barnepleje og udviklingen af antibiotika, anti-sera og vacciner, der alle næsten har udryddet plager som kopper, skarlagensfeber og børnelammelse. Visse autoriteter forudsiger optimistisk, at de fleste alvorlige sygdomme vil blive elimineret ved slutningen af dette århundrede, og at der til sidst vil fremstå en slægt fri for sygdomme.

Men hvad med døden selv? Vil videnskaben ved hjælp af omhyggelig forskning i laboratorierne nogen sinde kunne finde frem til et middel til at forebygge døden? Måske ved tabletbehandling over en periode, eller ved en simpel injektion? Kan du forestille dig overskrifterne i aviserne?

DØDEN BESEJRET!    LIVSELIKSIR OPDAGET!    DU VIL ALDRIG DØ!

Hvordan ville du føle det? Ville du slutte dig til de ellevilde skarer, der strømmede til for at blive behandlet? Når ophidselsen var stilnet af og støvet havde lagt sig, hvad ville du så virkelig tænke om denne reagensglasudødelighed?

Hvis du var ung og glædede dig over livet, ville du måske på kort sigt undre dig over, at nogen i det hele taget ville sætte spørgsmålstegn ved en så åbenbar velsignelse for menneskeheden. Men hvis du var firs år gammel, blind og forkrøblet, og boede på et plejehjem, hvordan ville du da reagere? Hvad om du var lammet i arme og ben og befandt dig i en jernlunge? Eller var flygtning uden familie? Ville udsigterne til at kunne leve evigt stadig være tillokkende? Ville du bryde dig om at dele udødeligheden med hensynsløse diktatorer og forbrydere?

Regeringerne kunne ikke forventes at vise særlig begejstring over udsigten til en befolkning, som aldrig ville dø og derfor ville blive stadig større. Intet land ville have råd til udødelighed. Og idet procentdelen af gamle og invalide i befolkningen steg, hvem skulle så betale for deres pleje? Hvor skulle pengene komme fra til de stadig stigende sociale udgifter? Hvor skulle det stadig stigende antal mennesker bo, og hvor skulle de få mad fra? Ingen regering ville bryde sig om at være tvunget til at finde løsningen på disse problemer.

Selvom døden blev elimineret, ville det afgjort ikke eliminere vore problemer. Naturkatastrofer ville stadig forekomme, oversvømmelser og jordskælv ville stadig hærge og ødelægge. Frygtelige atomkrige ville efterlade lemlæstede og ødelagte legemer levende uden håb om befrielse. Udødeligheden ville under alle omstændigheder kun være delvis, fordi legemsvæv og knogler stadig ville være sårbare over for f.eks. ild.

Livet påjorden som vi kender det, forlænget i det uendelige, ville være kaos og elendighed. Menneskene ville længes efter at det skulle komme til en ende. Når du tænker vore uløste problemer igennem til deres logiske konklusion, ville du da bryde dig om at leve for evigt?

Men stadig ængstes vi for døden.
Men vent! Livet er ikke håbløst. Der er et alternativ.

«Stands, verden. Jeg vil af!« Dette kendte galgenhumoristiske udtryk afspejler følelserne hos mange i disse ildevarslende tider.
Men der er et seriøst alternativ.
Du kan virkelig leve evigt - lykkeligt.

»Skån mig for disse tomme valgløfter, disse veksler på evigheden,« vil du måske sige. »Man kan da ikke tage det her med at komme til Himmelen alvorligt? Ikke i denne computernes og rumforskningens tidsalder. Jeg bryder mig simpelt hen ikke om at høre denne søndagsskole-sødsuppe igen.«

Vent et øjeblik! Har du nogen sinde undersøgt, hvad Bibelen virkelig har at tilbyde? Det er ikke helt rimeligt over for dig selv, og slet ikke videnskabeligt, kun at bygge på spekulationer og hvad denne eller hin har sagt. Bibelen er blevet kaldt verdens mindst læste bestseller. Man tror, den er en god bog at have stående på hylden, men man mener at vide tilstrækkeligt om den uden selv at have læst den.

Jeg kan ikke bebrejde dig, fordi du ikke bryder dig om at høre om et eller andet lykkeland, hvor usynlige ånder svæver omkring på usynlige skyer og spiller fingerspil på usynlige strenge på usynlige harper og frembringer uhørlig musik. Selv mennesker, som bekender sig til at tro på en sådan fjern og uhåndgribelig Himmel, udsætter deres ankomst dertil lige så længe, som lægevidenskaben kan holde dem her på denne ufuldkomne, men tilsyneladende mere attraktive klode. Er dette da, hvad Bibelen tilbyder?

Fra umindelige tider har menneskene troet på en eller anden tilværelse efter denne. I fortidens civilisationer interesserede man sig meget for udødelighed, navnlig for konger og højtstående personer, hvad rigt udstyrede gravkamre bevidner indtil denne dag. Ægyptens pyramider indeholdt utrolige skatte, fødevarer og udstyr for at sikre den mumificerede monarks fornødenheder i den næste tilværelse.

Et af de mest forbløffende fund i de seneste år var udgravningen i Kina af de såkaldte begravede krigere, den legemsstore Terracottahær omfattende ryttere og deres heste, som bevogtede kejser Shi Huangdis gravsted fra før Kristi tid. Det var under denne kejsers regering, at Kina for førstegang blev forenet politisk og kulturelt og blev mægtigere end alle naborigerne. I denne periode blev Den store kinesiske Mur opbygget, en vældig 3000 kilometer lang. fæstningsvold, men kejserens magt, udmøntet gennem imponerende politiske, militære og tekniske landvindinger, kunne ikke give ham fred i sindet. En række attentatforsøg forstærkede hans frygt for døden og hans længsel efter at finde den udødelighedens eliksir, som hans daoistfilosofi havde stillet i udsigt. Naturligvis blev han, ligesom senere middelalderens alkymister, skuffet i sin søgen og søgte derfor at træffe de bedst tænkelige forberedelser for et liv efter dette.

Visse stammer i Afrika og andre steder gik så vidt, at de dræbte hustruer, slaver og dyr, som havde tilhørt den døde konge og begravede dem sammen med ham, for at de kunne fortsætte med at tjene ham for evigt i åndeverdenen. Af samme grund var det meget almindeligt at begrave lertøj og almindeligt anvendte redskaber af forskellig slags sammen med afdøde af den jævne befolkning.

De gamle grækere lagde en mønt i munden på de døde som betaling til færgemand Ckaron, for at han skulle ro dem over floden Styx til Underverdenen, hvor de håbede at blive regnet værdige til som åndeskabninger at leve lykkeligt på de solbeskinnede Elysiske enge.

Reinkarnationen, som er en af de ældste teorier om udødelighed, kaster stadig sin skygge over millioner i dag. Det er den grusomme kredsløb af gentagen lidelse, død og genfødelse, det grusomme Karma-hjul, hvorfor der ingen udvej findes. En mere moderne opfattelse vil hævde, at vi gør fremskridt, fra den ene til den anden, fra den ene planet til den anden, indtil vi "finder tilbage til Gud". Ufoer og de oversanselige væsener, som efter sigende navigerer dem, spiller en vis rolle i denne og andre teorier vedrørende vor fremtid.

Idet mange tænkende mennesker ikke har fundet nogen af disse anvisninger på udødelighed accepfable, har de enten totalt forkastet denne tanke, eller afskrevet den med den populære bemærkning: Man må skabe sin egen himmel (eller sit helvede) her på jorden.

Gud tilbyder faktisk et alternativ, som nok er værd at undersøge. Lidt forskning i dette kan muligvis overraske dig.

Bibelen begynder og slutter nemlig på samme måde med en ny verden. De første to kapitler, Første Mosebog 1 og 2 skildrer, hvorledes Skaberen Gud skabte en skøn omhyggelig planlagt verden af levende og livløse ting, kulminerende med menneskets skabelse. Skabninger med legemer, som kunne holde evigt uden sygdom og ældning, så længe de fulgte Skaberens anvisninger. Det tredje kapitel i Første Mosebog viser, hvordan ulykke, smerte og død

kom ind i Paradiset og ødelagde dets fuldkommenhed. Resultaterne var ikke særlig gode, hvad de følgende sider i Bibelen viser, og som vi kender det alt for godt fra egen erfaring.

Men læg mærke til dette: de sidste tre kapitler i Bibelen lover, at denne tragiske rækkefølge, hvori begivenhederne udviklede sig, vil blive brudt. Det tredjesidste kapitel, Åb. 20, kapitel forudsiger, at smerte og død, ja alt, hvad der ødelægger vor verden og vor lykke, vil få ende. I kapitel 21 og 22 slutter beretningen på samme måde, som den begyndte, med en ny verden. Ikke sådan at der skabes en helt ny klode, men kloden bliver genoprettet, fornyet, gengivet den oprindelige skønhed og givet tilbage til et fornyet folk med legemer, der igen er i stand til at vare evigt. Første Mosebog 2 beskriver menneskets første hjem som en have med frugttræer, og en flod, der løber gennem haven. Åb. 22 slutter ringen og fører os tilbage til en verden, hvor fuldkomne mennesker spiser livgivende frugter fra et træ midt i en have gennemstrømmet af en flod, og hvor de har direkte adgang til Skaberen.

Hvordan kan dette gå til, vil du sikkert spørge? Denne verden er alt for forurenet, til at den nogen sinde kan blive et paradis igen. Selvatmosfæren og vandet er håbløst forurenet, for ikke at tale om jorderosion og ørkener, de skove og det dyreliv, vi har ødelagt, for at skaffe plads til vore byer af stål og beton. Vi har svinet til og vansiret, og vi har drevet rovdrift på mange af jordens uerstattelige ressourcer. Og så er der jo mennesket selv, så sårbart over for alle slags natur katastrofer og de katastrofer, han selv han skabt. Den største trussel er, at mennesket selv ved atomkrigens vanvid overgår alle sine tidligere ødelæggelseshandlinger. Hvordan kan det nogen sinde blive, som om det aldrig var sket?

Vi har ganske vist gjort enkelte fremskridt i bekæmpelse af forureningen, renset nogle floder og reduceret luftforureningen over nogle byer. Vi er i færd med at trænge ørkenerne tilbage. Vi er i færd med at eliminere sygdomme. Vi prøver at nå til en eller anden aftale om kontrol med atomvåben. Men for hvert skridt vi tager fremad på et område, synes vi at glide et skridt tilbage på et andet område. Nye sygdomme dukker op. Grådighed og forbrydelser tiltager.

Frygt - for sult, ulykker, voldtægt, tortur - hænger over hovedet på jordens beboere. Det og så paddehatteskyen!

Hvad ville du føle, hvis du fik tilbudt et stykke jord på en ø i Stillehavet, hvor den lette brise suser i palmerne, og solen skinner varmt fra en klar, blå himmel? Ville du være interesseret? Hvis nu byggegrunden. intet kostede, og du kunne bygge og bo så længe du ville? Du skulle ikke betale skat. Nu er jeg sikker på, at du er virkelig interesseret. Lad mig tage dig med til en af disse paradisiske øer.

Idet vort fly lander i en moderne lufthavn ser vi de forjættede palmetræer og bølgerne, der skyller ind mod den solbeskinnede kyst. Blomstrende buske og træer giver den lille by farve og atmosfære. Vi kører gennem byen og svinger til venstre. Vi kan næsten ikke tro vore egne øjne! Praktisk talt hele øen minder om en massiv kirkegård med en million gravsten pegende mod himmelen, nogle gamle og grå og forvitrede, nogle nye og hvide og skinnende.

Men lad os se nærmere. Det er ikke gravsten. Det er koralformationer, omkring hvilke vældige mekaniske gribbe kløer har fjernet den jord, som næsten er ren fosfat. Læs efter læs, ton efter ton er blevet fjernet, behandlet og afskibet og har i det mindste for en tid gjort de fleste af øens beboere ufatteligt rige. Vi befinder os nemlig på Nauru, fosfatøen, hvor mennesker har solgt selve grunden under deres fødder i så lang tid, at næsten alt, hvad de har tilbage, er et vældigt, nøgent månelandskab, en udstrakt flade af koralsøjler, nogle otte-ni meter lange. Som anklagende fingre peger de op mod himmelen.

Dernede, hvor bølgerne skyller ind mod kysten, ligger øldåser og andet affald tilfældigt spredt. Rustne bilvrag, vaskemaskiner og køleskabe samles i baghaverne. Grise og hunde 1 flokke strejfer om på øen.

Nuvel, hvor kunne du tænke dig at bygge hus?

Guds tilbud om en ny jord er helt anderledes. Han har ingen planer om at overgive os en udplyndret, tilsvinet jord, som vi selv kan få lov at gøre ren. Han vil selv gøre arbejdet. Og kunne der tænkes en bedre måde at blive fri for sygdom og fordærvelse på, end at brænde det hele til aske og begynde på ny? Det er, hvad en af Bibelens skribenter, apostlen Peter, forudsiger. I et brev til nogle af sine venner (2 Pet.. 3,10-13) beskrev han den tid, hvor selv den forurenede atmosfære, som Bibelen kalder »himlene« vil blive fornyet. »Da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. ... Men efter hans forjættelse venter vi 'nye himle og en ny jord.'« I de foregående vers (v. 3-7) advarede han om, at nogle ville latterliggøre den tanke, at verden skulle brænde op, i sikker forvisning om, at alt ville blive ved at være, som det altid har været.

Han minder om, at Gud i begyndelsen skabte jorden og ved en vis anledning har renset den ved vand. Således vil Gud til sidst gribe ind igen og rense jorden, men på asken af det gamle vil han skabe en ny verden, »hvor retfærdighed bor«. Dette nye paradis skal bestå for altid. Det onde er udryddet en gang for alle. Retfærdigheden bor i dette nye paradis, for de, som lever der, elsker Gud, der befriede dem, så højt, at de ønsker at efterleve hans anvisninger for al fremtid. Dette er, hvad der ligger i udtrykket »efter hans forjættelse«. V. 13.

Jamen, lovede Jesus. ikke at tage sit folk bort fra denne jord til Guds bolig, til Himmelen? Er det ikke, hvad der fremgår af Joh. 14,1-3: »Jeres hjerte forfærdes ikke! ... I min Faders hus er der mange boliger. ... Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer ... Jeg (kommer) igen og tager Jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.« Hvordan kan jorden da blive menneskets paradis for evigt?

Johannes, der overbragte os Jesu løfte om at hente sit folk bort fra denne verden, er den samme, som beskrev Den nye Jord i de sidste kapitler af Åbenbaringsbogen.

Forklaringen på denne tilsyneladende modsigelse finder vi I Åb. 21,2-3. Jesus lovede ganske rigtigt at hente sine efterfølgere hjem til Faderhuset, men han sagde ikke, at dette skulle være en bestandig tingenes orden. Jorden er menneskets naturlige domæne, og Jesus har sagt, at de sagtmodige skal arvejorden. Matt. 5,5. Åb. 21 beskriver det fantastiske syn, når Guds bolig, som han har delt med sit folk stiger ned til en ny og ren jord, så de sammen kan fryde sig over denne arv - for evigt.
Det er Guds alternativ.

Men det er blot begyndelsen på historien.
Men du har måske altid forestillet dig Bibelens udødelighed som noget svævende og uvirkeligt, en usynlig verden beboet af usynlige ånder, og det er ikke noget for dig. Det er det heller ikke for mig. Og heldigvis er det heller ikke, hvad Bibelen lærer .

Som vi mærkede os fra de sidste to kapitler af Åbenbarings bogen, skildrer Bibelen en fremtidig, meget virkelig verden. Der findes en have, hvor en flod løber igennem, og der fortælles om mindst et træ med frugt. Der er også en by med gader. Hvad skulle ulegemlige ånder bruge gader til, og hvad skulle de gøre ved frugten?

Denne artikel fortsætter >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com