Jeg husker godt hvorledes jeg blev prøvet, angående tiendebetaling, for nogle år siden da jeg kæmpede hårdt for at tjene til et skolestipendium for at kunne gå på missionsskolen. Jeg havde ikke noget hjem og jeg havde ikke nogen form for finansiel hjælp noget steds fra. Jeg drog deraf den slutning at Herren, som forstod mine omstændigheder, ikke ville tage det så nøje hvis jeg ikke betalte tiende.

Tiden gik og jeg blev mere og mere besværet over det, og den tredje sommer da jeg gik ud i kolportørgerningen, besluttede jeg at hvad enten jeg fik mit skolestipendium eller ikke, så ville jeg betale Gud tiende af alt hvad jeg tjente på salget af bøger. Den sommer solgte jeg mere end dobbelt så megen litteratur som jeg havde solgt i de to foregående somre, og jeg var i stand til at få et fuldt og helt skolestipendium.

Da jeg kom til skolen efter at have betalt tiende og havde fået opgjort min bogkonto på forlaget, så havde jeg ikke så mange penge tilbage, at jeg kunne give noget i menighedskollekten. Men da jeg forlod kolportagen og var færdig til at rejse til skolen, var der en venlig søster, der absolut ikke kendte noget til mine forhold, som stak noget i hinanden på mig og sagde: "Herren har sagt til mig, at jeg skulle give dig dette; men du skal ikke åbne den før efter sabbatten." Da jeg åbnede konvolutten, fandt jeg en tikroneseddel. Senere sagde den venlige søster: "Du skal ikke takke mig, men takke Herren, for han fortalte mig, at jeg skulle give dig den."

Siden den gang, har jeg aldrig undladt at give Gud hvad der tilkommer ham. Han har gennem hele mit liv velsignet mig på alle måder. Jeg har mange gange prøvet Gud og altid fundet at Gud åbner Himmelens sluser og udgyder velsignelse over os, når vi er trofaste.