Det er saligere at give end at modtaget!
Under de sociale og økonomiske forhold, der råder i denne verden, er penge en både væsentlig og livsvigtig ting. Livets vand koster intet, men som en eller anden meget træffende har sagt, så koster det penge at købe den spand, det skal hentes i. Kullene i jorden og tømmeret i skoven er frit, men det koster penge at fremskaffe og tilberede disse materialer til noget brugeligt og attråværdigt. Luften og solskinnet koster intet, men der må gives penge ud, hvis man skal tøjle og styre de kræfter, som bor i disse energikilder.
I Bibelen åbenbares hemmeligheden ved en fremgangsrig og planmæssig ordning, hvorved Guds menighed kan få midler til at gennemføre sit arbejde. Atter og atter har den sået sin prøve; den har vist sig at være absolut brugelig i praksis - brugelig under enhver regerings finanspolitik og under enhver økonomisk nedgangsperiode eller samfundsmæssig og gangstid. Den er et bevis på det bedst egnedes fortsatte beståen - et mægtigt vidnesbyrd om, hvor klog og virkningsfuld den fremgangsmåde er, som Himmelen anviser til at skaffe evangeliet økonomisk støtte.
Denne Bibelens plan til støtte for menigheden er ikke blot økonomisk sund, men den er også i sandhed åndelig. Den ansporer til at komme Gud nær og opmuntrer til at tro hans ords forjættelser. Den er en stærk hjælp til at holde bønnens vej åben mellem mennesket og hans Gud. Den knytter den kristnes interesser tættere til Himmelen, fordi den bidrager til den betagende glæde, der er at samarbejde med Kristus og englene for at frelse dem, der er ved at gå til grunde i synden.
Bibelens fremgangsmåde eller plan består i tiendesystemet: at betale en tiendedel af sin indtægt! Denne fremgangsmåde er naturligvis af ældgammel oprindelse. Selv før ørkenvandringens tid var den kendt og blev praktiseret. Patriarkerne betragtede tiendeudelsen som en moralsk forpligtelse. Ved opfyldelsen af denne pligt erkendte de, at Gud var den, som ejede alle ting som Skaber og Forløser, at al rigdom kommer fra Gud; og at mennesket blot er husholder over Guds ejendom.
Den kristne planlæggelse af verdens evangelisation er efter Guds eget program. I gamle dage var præsterne og de, som gjorde tjeneste ved det hellige, Guds tjenere; således udvælger Gud også i den kristne tidsalder sine tjenere. Ligesom han i gamle dage sørgede for sine tjeneres underhold gennem sin egen indtægt af den hellige ejendom, således sørger han også i den kristne tid for sine tjeneres underhold, - de, som gør Åndens tjeneste. Han søger for dem gennem sin egen indtægt af de hellige midler. Apostlen Paulus siger "Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet."
Kristus anerkendte selv tiendeforordningens bindende forpligtelse. Og under hans præstedømme som Melkizedek, der er samtidig med den kristne tidsalder, formanes de kristne til at betale tiende og påskønne den rettighed at måtte betale den til Kristus.
Hebr 7,1-16 For denne Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste - det var ham, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og som Abraham gav tiende af det alt sammen - han er for det første, når hans navn oversættes, Retfærdighedskonge, dernæst er han Salems konge, det vil sige Fredskonge; han er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig. Se dog, hvor stor han er, han som patriarken Abraham gav det bedste af byttet som tiende. De af Levis sønner, der bliver præster, skal efter lovens bestemmelse tage tiende af folket, det vil sige af deres brødre, skønt også de nedstammer fra Abraham. Men han, som ikke er af deres slægt, har taget tiende af Abraham og velsignet ham, som havde Guds løfter. Men det kan ikke benægtes, at det er det ringere, som velsignes af det stærkere. Ellers er det dødelige mennesker, der tager tiende, men her er det en, om hvem det bevidnes, at han forbliver i live. Og så at sige har også Levi, som ellers er den, der tager tiende, selv givet tiende gennem Abraham; for skønt endnu ikke født var han i sin stamfader, da Melkisedek gik ham i møde. Hvis nu målet kunne nås gennem det levitiske præstedømme - og på grundlag af det fik folket sin lov - hvorfor måtte der så komme en anden, der er præst på Melkisedeks vis, og tales om en, der ikke er præst som Aron? Når der sker en forandring med præstedømmet, sker der nødvendigvis også en forandring af loven. For han, der her er tale om, tilhører en anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret. Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme. Det bliver endnu tydeligere, når der fremstår en anden slags præst, som ligner Melkisedek, og som ikke er blevet præst i medfør af en lov, der kræver en bestemt kødelig afstamning, men i medfør af et uophørligt livs kraft.

Når et menneske tilbagebetaler Gud hans tiende, må han ikke mene eller tro, at han giver Gud en del af det, han har betroet til menneskers omsorg - den del, som Gud har forbeholdt sig selv. Det rummer en erkendelse over for Gud af, at han er den rette ejer af den ejendom, han har sat os til husholdere over. For at bruge et billede: Den mand, der bor på en gård som forpagter, betyrer en ejendom, som tilhører en anden. Forpagteren betaler ejeren en fast godtgørelse, enten i penge eller noget tilsvarende. Denne betaling er ikke blot en venlig handling eller udtryk for påskønnelse af at måtte bo på denne betroede ejendom, men en afgjort håndgribelig anerkendelse i forpagterens forpligtelser og af ejerens besidderret. Afgiften er ikke på nogen måde en gave til ejeren, men en forud aftalt henlæggelse af indtægter eller indkomst, som tilhører ham.

Til menighedens skatkammer!
Hvert enkelt menneske må selv afgøre, hvad der er hans virkelige tiende. Men hvad den end er, så må den ikke uddeles i flæng af giveren til den slags velgørende eller religiøse formål, som måske har hans særlige, personlige interesse. Den skal bringes til "forrådskamrene", menighedens fælles kasse, og derfra uddeles af den valgte ledelse.
Tiendegivning er ikke blot en sag, der har akademisk interesse som diskussionsgrundlag - ikke et spørgsmål om moralfilosofi; det er snarere en forkyndelse af det bibelske syn på en nøgtern, brugelig ordning, som hører til Kristi menighed på jorden. 'Nogle finder, at tiendegivning virker som en mekanisk eller pengepræget form for gudsfrygt og et forsøg på at tinge med Gud om at få åndelig nåde og kraft. Men princippet for pekuniære forpligtelser er imidlertid nøjagtig det samme som for enhver anden hellig skik eller pligt. Ingen af vore gerninger kan helliggøre udøveren; intet af de ofre, vi kan bringe, kan opveje et forvandlet hjerte, som er overgivet til Gud. Skønt "tiende ikke automatisk virker til at fremkalde åndelig velsignelse," pålagde Gud dog sit gamle folk at give ærlig tiende, og han tilføjede sådanne rige løfter: 5Mos 14,23 "og på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, skal du for hans ansigt spise tienden af dit korn, din vin og din olie, samt det førstefødte af dine køer og får, for at du må lære at frygte Herren din Gud alle dage." 5Mos 14,29 "Så skal levitterne, der jo ikke har fået tildelt arvelod, sådan som du fik det, og de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører." 5Mos 26,19 "han vil ophøje dig over alle de folk, han har skabt, til lovsang, berømmelse og herlighed, og du skal være et helligt folk for Herren din Gud, sådan som han har lovet."

Dr. A. M. Fraser udtaler følgende om drivkraften hos den, der betaler tiende: "Hvis en mand betaler tiende af egennyttige grunde, og fordi han mener, det vil øge hans indkomst, - hvis han gør det med selvretfærdige tanker, for at han kan vinde ære hos mennesker, - hvis han kun gør det af lovlydighed, uvilligt og nødtvungent, fordi han mener, han skal, og fordi han frygter den forbandelse, der følger med ulydighed, - hvis han gør det af nysgerrighed, som en nybegynder, der har lyst til at lege med kemisk stoffer, - hvis han gør det af overtro som den, der vil udspejde det skjulte, - hvis han gør det ligegyldigt eller forretningsmæssigt som den, der gerne vil have det hurtigt overstået og være færdig med det, - så kan han ikke vente nogen særlig forbedring i sit åndelige liv eller i sin karakter."
Der behøves offergaver såvel som tiende i Guds husholdning til vedligeholdelse af alle grene af religiøse og velgørende foretagender. Som vi har nævnt det, er disse offergaver frivillige og ydes af de ni tiendedele, som tilhører den enkelte. Offergaverne kan han give til de religiøse og humanitære virksomheder, som han gerne vil støtte. Disse gaver bruges til sådanne formål som bygning, udstyr og vedligeholdelse af huse til gudsdyrkelse, institutionsbygninger og andre formål, hvortil den hellige tiende ikke må anvendes. Der bør skelnes omhyggeligt mellem tiende og offergaver.

Det er klart og tydeligt, at Gud har betroet mænd og kvinder en overflødighed af pengemidler til at fremme arbejdet for barmhjertighed og velgørenhed; men alligevel er der mangel på disponibel kapital. Det må derfor være lige så klart, at mange er utro og tilbageholder den del, som tilhører Gud, fra det hellige skatkammer. Som følge heraf sygner hans arbejde hen, og tusinder går til grunde i deres synder.
Derfor lyder Herrens indtrængende ord: "Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus." Dette er en befaling fra Gud, som burde adlydes. Ingen kan ved at læse denne alvorlige advarsel og belæring blive stillet overfor ansvaret og så gå bort som den samme som før. Forsømmelse af at bringe Gud tiende og en rimelig mængde offergaver gør mennesket til lovovertræder, - han anklages for tyveri!

Tiendesystemet påkalder enhver bekendende kristens troskab. Denne livsvigtige sag erkendes klart i udtalelser af J. Campbell White, missionær og lærer i udlandet. Han siger: "Gud ville aldrig have lagt så vældig vægt på at give tiende ved en bestemt lejlighed, hvis der ikke var noget uforanderligt og evigt rigtigt og rimeligt ved at gøre det under alle forhold. To af de strengeste lydighedsprøver i Det gamle Testamente var at holde sabbatten hellig og betale tiende. Det er tvivlsomt, om der findes noget mere betydningsfuldt, praktisk kendetegn på kærlighed og troskab i Det nye Testamentes anordninger."

"En fuldkommen personlighed kan umuligt opnås uden selvfornægtelse!"
Den egoistiske pengebegærlighed er roden til alt ondt. Pengene er den største slave ejer i verden. Begærlighed og gerrighed er vore alvorligste synder, mangel på mådehold vor største forbandelse. Men den, som forstår Himmelens usigeligt stor gave, da frelsesplanen blev lagt, vil ikke lade verdslige planer og interesser optage sin tid og sine tanker. Han ved, at der står højere interesser på spil. Han vil gøre sig alle anstrengelser for først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Han ved, at hvis han følger denne anvisning, så vil han også få "alt det andet", han har brug for. Alt for mange er tilbøjelige til først at søge "alt det andet" og derefter de åndelige velsignelser. Resultatet bliver et uklart billede af lige velsignelser. Resultatet bliver et uklart billede af frelsende nåde, forsømte tiender og forringede offergaver. 'Når et menneske erkender de stadigt gentagne beviser på guddommelig godhed, som omgiver ham dag efter dag, og når han opdager, hvor uendelig dyrt han er løskøbt fra synden, så vil han helt ud fatte, at "ved at beskue Golgatas kors vil den sande kristne opgive enhver tanke om at indskrænke sine offergaver til noget, som intet koster ham." Han vil inderligt ønske at udøve den himmel- ske pligt til at give. Han vil ikke give af sin rigdom, men i forhold til sin rigdom! Dette er at give en passende gave!

Dr. G. D. Watson gør i sin bog Soul Food opmærksom på den store åndelige værdi, som tilflyder den, der i den rette ånd praktiserer tiendeydelse. Han siger: "Der er en vidunderlig åndelig velsignelse ved at give Herren tiende. Det virker forunderligt ansporende på troen; det styrker lydigheden i alle andre retninger; det giver tanken lys over andre ting; det er et værn mod begærlighed og gerrighed; det gør godgørenhed til en stadig kærlighed i sjælen og ikke til en krampagtig handling; det får os til at påskønne vore nitiendedele langt mere; det gør Guds særlige forsyn mere virkeligt for os; der gør samvittigheden følsom og giver rigere adgang til Gud i bønnen."
Hvis dette passer, bliver den trofaste tiendeyder åndeligt rig!

Når vi overvejer dette emne om evangeliets pengeforhold i lyset af Guds evige formål: at frelse mennesker, er det klart, at han ikke er afhængig af en synlig jordisk kirke eller af noget enkelt menneske og dets penge for at udbrede kendskabet til evangeliets velsignelser. Han lader sig ikke begrænse af menneskehjerters gerrighed eller standse i sine hensigter, fordi mennesker nægter at give af deres ophobede guld eller værdipapirer. Det er ikke af denne grund, at Gud alvorligt beder dem om at tjene ham med gaver, der gives gerne og villigt. Langt snarere er det på grund af sin store kærlighed til mennesker, at han giver dem den uvurderlige forret at være hans hjælpere og at måtte samarbejde med ham.
Den, som går ind for denne arbejdsordning med Gud og trofast giver ham tiende, oplever en åndelig påvirkning, som styrker sjælen med fornyet kraft til at gøre det godt. Troen når videre i fuld afhængighed af Guds løfter om åndelig og timelig velsignelse. Himmelens ydermure sprænges, og alle sluser åbnes på vid gab, når Gud opfylder sit givne ord til sine trofaste børn, det, som siger: "Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Herskarers Herre, om jer da ikke åbner jer Himmelens sluser og udøser velsignelse over jer i overmål." At denne påmindelse og dette løfte ikke er begrænset til gamle dage og levitternes præsteskab, men også tilhører os i disse sidste tider, ses tydeligt af budskabet i det fjerde kapitel hos Malakias.

Kærlighed er grundlaget for tjeneste!
Kærlighed til Gud og tro på ham må være tilskyndelsen til al kristen tjeneste. Den vigtigste kilde til al godgørenhed er, at Kristus bor i hjertet. Men et endnu dybere princip er skjult i Guds frelsesplan for mennesker. Det er hans nådige ønske og hensigt at gøre enhver gudfrygtigt kristen til sin medarbejder i den store gerning at bringe evangeliet til hele verden.

Ethvert menneske, som tager mod Kristus og bliver meddelagtig i den guddommelige nåde, skriver dermed under på, at han tager mod opfordringen og påtager sig ansvaret ved at blive Guds medarbejder. Hvis vi har fællesskab med Gud, bliver vi i sandhed hans tjenere, selv om vi måske aldrig kommer til at holde en prædiken eller stå overfor en forsamling.
Vore evner og vor uddannelse gør os måske ikke egnede til nogen fremtrædende offentlig stilling. Men hvad enten man er embedsmand eller håndværker, købmand eller funktionær, skovarbejder eller bonde, som rydder land og går efter ploven, læge eller ordets forkynder, - hvis man er en sand kristen, bliver man i Himmelen betragtet som en af Guds medarbejdere.

At arbejde for Gud og sammen med Gud!
Vi bliver mindet om at elske Gud "af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke." Det, som hjertet, sindet eller hånden frembringer, hvad enten det er et gudfrygtigt liv, en alvorligt holdt prædiken eller en sum penge, der er ærligt tjent - hvis det alt sammen vies til det højeste formål: at fremme Jesu Kristi evangelium i alle verdens lande, så vil frembringeren, giveren, ved sit liv og arbejde bliver regnet som en arbejder for Gud og med Gud. Hvilken fryd og hvilken forret. Hvor er Gud dog god, at han lader os få del i det store værk: at frelse menneskesjæle til sit evige rige; bør vi ikke alle være mere trofaste mod den opgave, han har tildelt os til menneskers frelse?
Herren tager disse forskelligartede åndens og håndens gaver og gør dem til sin egne. Han benytter den lige så virkningsfuldt i sit arbejde, som om de stammede netop fra hans eget hjerte og hånd. Ved Helligåndens kraft bliver disse gaver veje til frelse for alle fortabte, som vi ikke personligt kan se eller nå.
Gud tager ikke mod penge som erstatning for overtrædelser. Alle den riges skatte er ikke nok til at dække over en enkelt synd. Vi kan ikke vinde Guds velbehag eller på nogen måde gøre os fortjent ved at betale penge til hans skatkammer. Mennesker frelses ikke ved deres gerninger eller retfærdige handlinger. "I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, men med Kristi dyrebare blod."
Forunderligt indtrængende taler vor himmelske Fader til dig og mig: "Mit barn, Himmelens sluser findes stadig. De er bestandig i gang. Skodderne glider lige så let nu som i gamle dage. Hængslerne er ikke rustet. Jeg ville langt hellere åbne sluseportene og lade vandet strømme end holde dem lukkede og spærrede. Jeg åbnede dem for Moses, og vandene skiltes. Jeg åbnede dem for Josva, og Jordan veg til side. Jeg åbnede dem for Gideon, og de fjendtlige hære flygtede. Jeg vil åbne dem for dig, hvis du blot giver mig lov. Himmelen er på denne side af sluserne det samme rige forrådskammer som altid. Kilderne og floderne er bristefærdige af gaver. Fejlen er ikke på min side. Den er på din. Jeg venter! Jeg er parat! Lad mig vise dig det nu!"
Gud tilbyder os det højeste til gengæld for vor kærlighed og troskab. Enhver bør under bøn granske sit regnskab med den Allerhøjeste og så spørge sig selv: "Falder velsignelsens regnstrømme over min familie og over min menighed? Er sluserne over os vidt åben, eller krænker min begærlighed den himmelske giver og viser den Helligånden tilbage?" Til dem, der lever i verdens mest skæbnesvangre og farefuldt tidsperiode, sender Gud dette budskab. Riget evangelium, der nu når ud til alle i verden, kalder på helhjertet tjeneste og gavmildhed. Vor egen vækst i nåden og del i den endelige sejr kræver, at vi ikke går glip af nogen af de himmelske gaver eller rettigheder. Lad os da tage imod den himmelske opfordring og bevise værdien i hans løfte; "Smag og se, at Herren er god, salig den mand, der lider på ham."

Matt 22,21 "Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com