Vor bibel er fuld af forjættelser for dem, der er i nød, i nød for sig selv eller i nød for andre.

"Kald på mig på nødens dag, og jeg vil udfri dig, og du skal ære mig" (Salme 50, 15).

" Vælt din vej på Herren og stol på ham, så griber han ind" (Salme 37, 5).

"Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer" (1. Pet. 5,7).

Og vor bibel er fuld af skildringer, der fortæller om mennesker, der var i nød for sig selv eller andre, og som i deres nød gik bønnens vej og blev hjulpet. Vi kan tænke på Jakob, der skulle møde sin broder Esau, der i sin vrede kom ham i møde med mange stridsmænd i følge. Og Jakob kæmpede sin "jakobskamp" med Gud ved Pnuel med de stærke ord: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Og Gud hørte Jakobs bøn, og mødet med Esau skildres så smukt i disse ord: "Men Esau løb ham i møde og omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd." Og så var det mangeårige fjendskab mellem de to brødre bragt ud af verden - gennem bøn.

I 2. Kg. 19,10 ff. fortælles det, hvordan kong Ezekias får et trusselsbrev fra kong Sankerib, hvori både Ezekias og Israels Gud hånes. Der henvises til alle de byer, der har måttet overgive sig. Kort sagt: Det lille rige vil da ikke være så tåbelig at gøre modstand mod den mægtige, fremrykkende fjende?

"Da Ezekias havde modtaget brevet af sendebudenes hånd og læst det, gik han op i Herrens hus og bredte det ud for Herrens åsyn. Derpå bad Ezekias for Herrens åsyn - - -." Samme nat gik en Herrens engel gennem Sankeribs lejr og ihjelslog l85.000 mand - og Sankerib måtte flygte hjem. til Ninive - og blev der myrdet af sine egne.

"Og han bredte det ud for Herrens åsyn", det er også vejen for os med alle modtagne "trusselsbreve".

Eller vi kan tænke på Davids mange sejre. Gud var med ham og hørte hans bønner. Eller vi husker profeten Elias' store opgør med baalsprofeterne på Karmels bjerg. Elias bad, og Gud svarede med ild, og han bad igen, og Gud gav regn efter 3 ½ års tørke.

Betagende er Herrens hjælp som svar på bøn skildret i 2. Kg. 6, hvor profeten Elisas tjener ser en hær omringe deres by og derfor udbryder: "Ak, min Herre, hvad skal vi dog gøre.?" Og Elisa svarer ham: "Frygt intet, thi de er flere, som er hos os, end de, som er hos dem," og Herren oplader derefter som svar på Elisas bøn tjenerens øjne, og han ser en beskærmende himmelsk hærskare på bjergene mellem dem selv og fjenderne.

I Det ny Testamente møder vi lignende forjættelser og bønhørelser. Syge og lidende bliver bragt til Jesus, og talløse bliver sendt raske bort. Ja, selv døde vakte han til live igen. Og hvor ofte fik ikke de nødstedte på en eller anden måde det ord: Bring det til mig! Og de bragte det til Jesus og blev hjulpet. Kan mon den, der er tynget af livets byrder, få skønnere indbydelser end den, vi finder i Matt. 11,28: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Eller læs beretningen om apostlen Peters befrielse, sådan som den er skildret i Apg. 12,1-17. Det er fortalt så levende, at man ser det hele for sig. På den ene side den fangne Peter, der ligger og sover mellem to soldater, bundet med to lænker, og uden for døren er der vagtmandskab, der bevogter fængslet. Menneskelig set er det umuligt at se nogen redning for ham. På den anden side ser vi en lille menighed, der er i inderlig bøn for ham. Og bønnen bliver hørt, en Herrens engel befrier Peter fra lænker og fangevogtere, og underet er så stort, at selv den bedende menighed ikke tør tro det i første omgang.

Der er desværre mange i vor slægt, der regner med, at undernes tid er forbi og hører en fjern fortid til. Lad det da blive sagt så stærkt, det kan siges: Nej, undernes tid er ikke forbi, Herren er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. Også i dag gælder det ord: "Intet er umuligt for Gud".

Den svenske præst Fr. Bjørk, tidligere missionær på Madagaskar, en bønnens mand fortalte os, en flok studenter, der besøgte ham i Sverige, om bønhørelser han havde haft.

Blandt andet nævnte han følgende: "Jeg havde en ven, en kunstner, og som kunstnere, og for resten som så mange andre, kunne han have det sådan, at han snart var højt oppe og snart langt nede. Når han var højt oppe, kom han til mig, og vi havde det rart; men når han var i bølgedalen, blev han gerne helt borte. - Jeg var hans gode ven, og jeg ved, at han gerne ville have det godt med Gud.

Da traf det sig, at han i længere tid blev helt borte, og jeg anede uråd. Jeg spurgte da på det sted, hvor han boede; men de fortalte, at han var rejst bort, og hans adresse kendte ingen. Jeg anede endnu mere uråd, og da jeg kom hjem i min stue, trængte det sig ind på mig med hidtil ukendt magt: "Bed for din ven!" Og jeg bad og gentog gang på gang disse ord: "Herre, lad Svend blive frelst!" En tid derefter fik jeg et brev fra Svend og deri stod, at han havde været så langt ude i tungsind, at han ville tage sit eget liv. Men, skrev han, netop da lød der en røst, din røst, med de ord: "Herre, lad Svend blive frelst!" Det greb mig, jeg kunne ikke udføre min hensigt, og nu er jeg så glad, så glad, thi denne oplevelse blev begyndelsen til min evige frelse." - Jeg spurgte ham senere om dag og time, og det viste sig, at det var netop "i den samme time".

Der boede i et af de sogne, hvor jeg i sin tid var præst, et ægtepar, hvis kæreste skat var deres dreng - ikke så underligt. Men en dag bliver drengen pludselig syg af lungebetændelse (det var før penicillinen), og en morgen møder faderen i præstegården. "Jeg kunne ikke være hjemme," sagde han, "jeg måtte her hen." Vi talte sammen i flere timer om drengen og hans sygdom og om åndelige ting. I samtalens løb sagde han blandt andet: "jeg har det sådan, at giver jeg Gud mit hjerte, så får vi lov at beholde vor dreng, og gør jeg det ikke, så tager Gud ham." "Har De bedt,« spurgte jeg. Nej, han havde ikke bedt, det var ikke noget, han brugte. "Da er jeg vis på," sagde jeg, "at De ikke får fred, før De får Deres knæ bøjet for Gud, det er noget af det første, der må til."

Først efter middag rejste han hjem, og jeg fik senere at vide, at hans hustru havde været meget urolig for ham, han viste sig nemlig først igen i hjemmet ved aftenstide. Han havde da gået ude i en plantage på hjemvejen i flere timer; han følte, at han måtte bede, inden han kom hjem, men han kunne ikke. "Til sidst kom jeg dog på knæ," sagde han, da han senere fortalte mig det, "og så lovede jeg Gud, at Jeg ville tro, hvis min dreng var rask, når jeg kom hjem." Da han kom hjem, kom hustruen lige fra den syge dreng, og da han spurgte om, hvordan drengen havde det, svarede hun: "Det er det samme." Faderen gik da selv ind til ham, og drengen rejste sig over ende i sengen, og feberen var borte, og drengen var rask. "Og da jeg så det," sagde faderen, "så troede jeg." Da drengen godt et halvt år senere igen fik lungebetændelse, og det en overgang så ud til, at han ikke kunne stå det igennem, sagde faderen en dag til mig: "Det bliver forfærdelig svært, om vi skal af med vor dreng, men vi tør ikke bede om andet, end at Guds vilje må ske."

- Omtrent på samme tid havde vi en lille dreng på knapt 2 år, der pludselig en dag begyndte at græde og vride sig i ture. Og jeg husker, hvordan han gik fra arm til arm, når turene kom over ham. Vi fik fat i vor læge, og denne rådede os til omgående at køre til sygehuset med ham. Det kunne tyde på tarmslyng. Vi kom af sted, og undersøgelserne viste, at han havde tarmslyng, endda dobbelt tarmslyng, og skulle omgående opereres. Vi forstod på forskellige ytringer fra lægernes side, at det ville være en meget farlig operation. Vi blev i Holstebro under operationen og natten derefter, og de var så flinke på sygehuset, at de overlod os at bo i en af de kvindelige funktionærers stuer.

Noget af det første, jeg så i stuen, var et indrammet ord: Intet er umuligt for Gud. Og jeg husker, at vi tog det ord som en hilsen fra Herren, og vi lagde gennem bøn vor dreng i Guds hånd og bad om, hvis det kunne forenes med Guds vilje, at få lov at beholde vor dreng. Og drengen kom sig, og jeg glemmer ikke de ord, overlægen sagde til os forældre et par dage senere: "Her er virkelig sket et under."

- I Egelund i Haderup sogn var der et sjældent bønnens menneske, den gamle Stine Sangild, og hun fortalte mig engang om en underlig bønhørelse, hun havde haft. Det skete en aften, da en af hendes sønner skulle gå gennem skoven ovre ved Sjørup med en masse penge, som han havde hentet på mejeriet til de forskellige leverandører på den stedlige mælkerute. Sønnen havde besøgt sin mor på hjemvejen, og en tid efter, at han var gået, kom der en underlig angst øver hende for sønnens skyld. Var han mon i fare? Hun bad for ham, og hun talte også med de andre i hjemmet om det; men de mente ikke, der var noget at være bange for. Men hun måtte ud, og gik frem og tilbage langs stuehuset, så mod himlen og bad for sin søn, at Gud ville hjælpe og beskærme ham. Omsider faldt der en underlig fred over hende, og hun gik ind. - Og så fik hun at vide, at netop, da hun bad for sin søn, var der en, der overfaldt ham bagfra og tog kvælertag for at kvæle ham. Det blev til et voldsomt slagsmål; men Sangild gik af med sejren. Den anden kom til at bære mærker deraf for livstid.

- Vi undres velover det under, profeten Elisa og hans tjener oplevede, da de i den kritiske situation så den himmelske hærskare, som fik lov at sætte vagt om dem (side 43); men det samme oplevede Kinamissionær Olga Christensen jo i det 20. århundrede.

Da kommunisterne i sin tid stormede frem også på vor missionsmark i Manchuriet, nærmede de sig den by, hvor Olga Christensen havde sit hjem. En hel del kinesiske kvinder søgte af den grund tilflugt hos hende, og Olga Christensen var noget beklemt ved tanken om, hvad der kunne ske, især når hun faktisk fik ansvaret for de mange. - Jeg har imidlertid selv hørt hende fortælle, hvordan hun gik til Gud i bøn for sit hjem og sine gæster, og hvordan Gud gav hende et ord fra Den hellige Skrift, som gav hende en sådan tro og hvile i sindet, at hun trods alt kunne sove i den følgende nat. Inden daggry havde kommunisterne imidlertid holdt deres indtog i byen, og da hun vågnede op næste morgen, var mange hjem brændt af, mange mennesker lå dræbte i gaderne, og mange kvinder var skændet; men hendes hjem var uskadt og fri. Op på dagen blev det åbenbaret, at kommunisterne også havde villet ødelægge hendes hjem; men en af soldaterne fortalte, at da de ville indtage hendes hjem, stod der hvide vagtposter på murene og foran indgangen, og ingen vovede at angribe hjemmet.

Frk. Olga Christensen udtrykte sig på den måde, da hun fortalte det: "Selv prøvede jeg også, om jeg kunne få øje på vagtposterne på murene og ved porten, men jeg så ingen. Nå, det var jo også de andre, der skulle se dem," føjede hun til.

I krigens mørke og onde år, 1940-1945, var der også mange, der i deres nød oplevede sandheden af Herrens forjættelse: "Som dine dage er, skal din styrke være." Biskop Berggrav, Norge, skrev i sin fangecelle disse ord: "I et natligt Fadervor Kristus skaber tro af sår".

- Og en af de forholdsvis unge mænd fra Års (hvor vi dengang var præstefolk), landinspektør Emil Balslev, som blev taget af tyskerne, ført til Ålborg og senere til Vestre fængsel i København, og som blev skudt i Ryvangen den 23. juni 1944, har i sine sidste breve til hustru og forældre fortalt om, hvordan Herren bar ham igennem det. Han skriver blandt andet til sin hustru: "Igennem mit fængselsophold er jeg kommet til en fast tro på Gud og hans visdom og nåde. Selvom vi i dag ikke kan se meningen og fatte det hele, beder Jeg dig holde dig til ordet: "Alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud." Dette ord står i Romerbrevet, kap. 8,28, og jeg beder om, at det må blive sat på min grav. Lev selv videre og modtag fremtiden af Guds hånd. Jeg går herfra uden had til noget menneske, den følelse har jeg intet øjeblik næret. Opdrag mine børn til gode, kristne mennesker, der kan gøre en indsats for en ny og bedre verden end den, jeg nu forlader." I bogen "De sidste timer" har flere af de medlemmer af "Års nedkastningsgruppe", som blev skudt samme dag som Balslev, også givet udtryk for, at det, der bar dem gennem de svære dage, var troen på Gud og hans nåde og håbet om gensynet med de kære derhjemme i Guds himmel.  Endnu en oplevelse fra de onde krigsår, et glimt fra jødeforfølgelserne i Danmark.

Israelsmissionær Scheradsky fortæller i Israelskredsen i Skjern om, hvor frygteligt jøderne var forfulgte fra 30. sept. (1. oktbr.) 1943, og øm, hvordan de var ca. 400 jøder, i alderen fra 4 dage til oldinge, syge og krøblinge, der var flygtet op i en skov i Nordsjælland for derfra at komme over til Sverige med skibslejlighed. Skibet lå ude på havet rede til at tage dem, de skulle nu blot i en lille båd og færges ud til skibet. Da pludselig dukker et tysk vagtskib op, vender projektørerne ind mod skoven og flygtningene, og det var så lyst, at alt sås ganske tydeligt.

" Vi flygtede øver hals og hoved ind i skoven. Min hustru og jeg fik ordre til at smide os fladt ned i en grøft og blive liggende der, til der kom nærmere ordrer. Der lå vi - det var i oktober måned - fra kl. 18,45 til kl. 4 om morgenen. Det var en frygtelig nat, anfægtelser stormede ind på mig, det var, som djævelen lå ved siden af mig, ja, jeg kunne mærke hans kolde ånde på min kind. Vi ved, der er en Gud til, men aldrig har jeg følt som den nat, at der også er en djævel til, og han hviskede til mig: "Du plejer i dine diskussioner med jøder at sige, at den eneste bøn, der dur, det er bøn i Jesu navn; du har bedt i Jesu navn nu, hvad hjælper det dig, kan du så lade være med at være så højrøstet næste gang, du taler med jøder om bøn i Jesu navn." Og alt imens fløj tyske flyvere lige hen over trætoppene og sendte det skarpe projektørlys ned over os. Var vi blevet opdaget, så havde det lige været en salve fra deres maskingeværer, og vi ville have været færdige.

Det var en frygtelig nat. Til sidst blev jeg helt apatisk. Men midt under anfægtelserne, da jeg ikke engang kunne bede, slår pludselig den tanke ned i mig: Er der ikke et eneste menneske i hele Danmark, der beder for dig? Jo, jo, råbte jeg pludseligt, og min kone blev ude af sig selv, hun troede, at jeg var blevet syg og sagde: "Er du blevet syg?"

"Nej, lille skat, det er jeg ikke. Jeg har aldrig været så rask som nu, fordi Gud har sendt mig et lys, og jeg føler hans nærværelse, selv i det dybeste mørke.« - Jeg glemmer det aldrig, fra den stund af var der fred i min sjæl, ja, selv ved tanken om at blive sendt i koncentrationslejr. Måske ville Gud så bruge mig der.

Kl. 4 blev vi kaldt op af grøften, og vi skulle nu tilbage til København til Bispebjerg. Der holdt en bil, og da vi alle 3 skulle ind i bilen, blev min søn hindret i at stige ind af frihedskæmperne. De sagde: "Ham må vi beholde her en halv time, så kommer han til Dem." Men vi ville ikke tage af sted uden ham, men de lovede afgjort, at han ville komme. Så tog vi da af sted, og på hospitalet blev min kone puttet i seng, hun var meget medtaget. Der gik time efter time, men han kom ikke, og det var svært for os. Vi troede, at vi aldrig skulle se vor dreng mere.

Så endelig kom den dag, da befrielsens time skulle slå, vi skulle sejles til Sverige i en lille båd, ca. 50 mennesker. Min kone sprang op i båden og jeg efter, og endnu inden vi lagde fra land, sagde jeg et par ord til de frihedskæmpere, der havde hjulpet os, og takkede dem, fordi de med fare for deres eget liv havde fået os så langt, at befrielsen var kommet, vi skulle aldrig glemme det, og skulle jeg ønske noget for dem, så ville jeg ønske, at befrielsens time snart måtte komme for Danmark, så vi kunne samles i et frit Danmark. Så lagde vi fra land og stævnede mod Sverige, og frihedskæmperne forsvandt, skjult af natten, til alle sider. Men - - der var en forræder imellem, han løb til nærmeste telefon, fik tyskerne alarmeret, her var en god fangst; og da vi havde sejlet i 12-15 minutter, kommer der et tysk skib bogstavelig talt flyvende på vandet, sætter kursen lige mod os og sætter stævnen ind i siden på vort skib - og så måtte vi følge ham på en sejlads på 18-20 timer ned mod den tyske kyst, til Sassnitz. Der gik mange tanker igennem os på vejen derned om koncentrationslejre, tortur osv. - Endelig nåede vi havnen og begyndte at sejle ind i den, det gik i siksak, der var fuldt af krigsskibe, torpedojagere, ubåde osv. - til sidst nåede vi ind til kajen, og tyskeren drejer om et hjørne med skibet, lægger til, og alt han ros, slægtninge, venner m. fl., stod på kajen og tog imod ham. Han kom i snak, og han bad dem ned i kahytten for at se alt, hvad han havde stjålet og taget med fra Danmark, flæsk og fedt osv., og alt imens må han have glemt os - og pludselig begynder vor kaptajn at bakke ganske langsomt, mere og mere, og til sidst er han virkelig ude af havnen, uden at nogen lægger ham noget i vejen, og så vender han skuden rundt og næsen mod Trelleborg, og så gik det for fuld kraft ad Sverige til, og vi nåede virkelig Sverige - et Guds under - blev vel modtaget, fik lov til at prædike for jøderne i lejrene og traf vor kære dreng deroppe.

Ja, det var et Guds under alt sammen; men hør nu. Vi siger, at enhver virkning har sin årsag, og nu skal De høre, det fik jeg også at se her.

Det sidste møde før jøderazziaen i 1943 holdt jeg i Århus og var efter mødet henne til en, kop kaffe hos en jordemoder og hendes mand.  Det første sted, jeg holdt made efter kapitulationen, var også i Århus. Jeg var i kirke om formiddagen og går da efter gudstjenesten hen for at hilse på jordemoderen og hendes mand. Da hun ser mig i døren, slår hun hænderne sammen og siger: "Næh, er det Scheradsky, så vil Anna-Lise da blive glad." "Anna-Lise, Anna-Lise?" spurgte Jeg.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad det skulle betyde. Men fruen sagde da: "Følg nu med indenfor, så skal jeg fortælle Dem hvorfor.

"Den 1. oktober 1943 sad min mand og jeg ved spisebordet for at spise til aften, men vi kunne næsten ikke fa en bid mad ned, fordi vi tænkte på jødeforfølgelsen, der nu foregik i vort land, og særligt tænkte vi på Dem, kære Scheradsky, uvilkårlig udbrød jeg: "Så ser vi aldrig Scheradsky mere." Anna Lise, som stod i dagligstuen, legede med sin dukke, og hørte, at jeg sagde: "Så ser vi aldrig Scheradsky mere." Et øjeblik efter kom hun til os og sagde: "Mor, hvorfor ser vi ikke Scheradsky mere, han er da så rar?" Jo, sagde jeg, "hvis Hitler får fat i ham, vil han slå ham ihjel." Så gik hun ind igen med den besked og legede nogle minutter. Men lidt efter kom hun tilbage. "Mor." "Ja, hvad vil du nu?" "J eg vil bare spørge dig, er Hitler stærkere end Jesus?" "Nej, det er han ikke." "Men så kan vi da bede Jesus gemme Scheradsky, så Hitler ikke finder ham og gør ham noget ondt." "Ja, det kan vi," sagde jeg.

Da den lille pige skulle til at bede sin aftenbøn, bad hun, som hun plejede; men efter aftenbønnen plejede hun altid at slå sine arme om mor og sige "godnat", det gjorde hun ikke den aften, i stedet for sad hun stille som i tanker et stykke tid, og så pludselig begyndte hun at bede: Kære Jesus, vil du ikke godt gemme Scheradsky, så Hitler ikke skal finde ham! - Og den bøn bad hun hver aften lige til dagen efter kapitulationen." - "Da jeg hørte det," sagde Scheradsky, "så jeg for mig alt det, jeg var blevet bevaret for i de onde år. Så forstod jeg, hvorfor den tyske flyver ikke kunne se os den nat, vi lå i grøften; så forstod jeg, hvorfor jeg ikke blev opdaget på Roskilde banegård; så forstod jeg, hvorfor den djævel, der stod vagt på Københavns banegård og visiterede alle undtagen mig, lod mig passere (de andre så med misundelige og undrende blikke på mig, hvorfor skulle jeg ikke visiteres - og var jeg blevet visiteret, havde jeg været færdig); og nu forstod jeg, hvorfor vi reddede os ud af havnen i Satssnitz - der var en, der bad i barnlig tro om, at Gud ville gemme Scheradsky for Hitler."

Bønnen om min sjæls frelse.
» Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer." Denne forjættelse, der gælder atter og atter i livets mange forhold, gælder da ikke mindst, når et menneske søger frelse for sin sjæl og virkelig ønsker at nå til en sand omvendelse og troens vished. Hvordan dette under skal ske, er der ingen, der kan give "opskrift" på.

Der er ikke tø, der oplever det ens, selvom resultatet er det samme. Enhver har sin egen omvendelse. En oplever det måske lidt efter lidt, indtil det en dag er blevet helt bevidst, at man er en benådet synder, et troende menneske. En anden oplever det som et "helt omkring" med den dybeste syndserkendelse og den lykkelige troens vished, ja, måske med et så klart før og efter, at man kan opgive dag og time. En ser meget af sit hjertes fordærv og urenhed, en anden føler mere sin tomhed og afmagt. Det kommer for så vidt ikke an på ad hvilken vej, man får troen i eje, men at man får den.

Selvfølgelig er der fra Guds side i de fleste tilfælde gået en lang forberedelse forud, og til sidst er det ved Guds ånds virken kommet dertil for den søgende, at nu kan han eller hun ikke længere holde det ud uden vished i den største af alle sager. Ofte finder den søgende vel, at Herren tøver alt for længe. Men sandheden er jo den, at Gud i sin ubegribelige kærlighed har ventet og ventet på den skønne stund, da han kan skænke en synder sin nåde og fred. Han har ventet på den stund, da hjertet var beredt til at tage mod nåden.

Mange af de mænd, der har betydet meget for det åndelige liv i Danmark, har fortalt os om, hvordan Gud gav dem troen.

Pastor Asschenfeldt-Hansen skriver om sin egen omvendelse i bogen "Nåde over Nåde": "Angive dag og time for min omvendelse kan jeg ikke. Den korn lidt efter lidt ved Faderens dragelse og Helligåndens kaldelse. En omvendelse skulle der til. For nogle kommer den brat, for andre strækker den sig over længere tid, ja, jeg synes, jeg kan se Herrens kaldende, beredende gerning med mig lige fra barndommen af. Men herude på Refsnæs, i stilheden derude på landet, brød det helt igennem for mig, rosen sprang ud, Jesus blev min glæde, min lykke." Pastor A. Busch, DMS' mangeårige formand, siger i bogen "En Sognepræst", at da han blev klar over, at hans liv skulle være et liv i samfund og tjeneste hos Gud og hans folk, da blev det hans bøn: "Herre, omvend mig, så bliver jeg omvendt." Biskop Johs. Gøtzsche, der var en mand med en kristendom, man havde respekt for og tillid til, og som også blev brugt til megen velsignelse i sine sogne og senere som biskop i sit stift, skriver i sin bog "Prædikener": "Men hvis jeg skulle svare på det spørgsmål, hvad der er det mærkeligste, jeg har oplevet, så ville jeg ikke tale om de kendte mænd og kvinder, som jeg har talt med, så ville jeg ikke fortælle om rejser i fremmede lande eller om mærkelige begivenheder og underfulde bønhørelser; men så ville jeg fortælle, hvad jeg har oplevet inde i København i min ungdom, oppe på et lille kammer på en tredje sal, medens jeg i den time var ganske ene, og så kunne jeg samle det, som Gud da sagde til mig igennem sit ord, sammen netop i disse ord: "Søn, vær frimodig, dine synder forlades dig." Og jeg siger til enhver, som læser dette, rig eller fattig, høj eller lav, ung eller gammel, syg eller rask: det mærkeligste, største og bedste, som et menneske kan opleve, er, om Gud ville komme til ham og sige: "Søn, vær frimodig, dine synder forlades dig."

For Grundtvig gik det jo sådan, at han kom ind i en meget stor syndenød. Han siger selv, at da fornam han, hvad det betyder at være under Guds vrede, at høre den almægtiges tordenrøst forkynde os døden, den evige død og helvedes pine.

Han blev grebet af en forfærdelig angst, der var ved at føre ham ind i sindssygens mørke. Han kom imidlertid hjem til sine forældre i Udby præstegård. Derhjemme var de to til at lide med ham og bede for ham, og da julen oprandt, kom den også med fred til hans blødende hjerte. Man forstår på denne baggrund ret hans salme: "Klynke og klage, nætter og dage."

Vilh. Bech havde allerede været kapellan i tre år hos sin fader og var et vakt menneske, da underet skete med ham. Hvordan det gik til, fortæller han selv: "Der indtraf nogle bedrøvelige familieforhold, med min medfødte gå-på-natur mente jeg, at jeg nok skulle klare den sag og vise, at jeg kunne sætte min vilje igennem. Men det slog så fuldstændigt fejl. En dag i sommeren 1859, da jeg gik i Uby præstegårdshave, afvekslende vred og forknyt, stod Herren pludselig for mig, og hans ord lød fast og alvorligt i min sjæl:

" Uden mig kan du slet intet gøre." Da svandt alt mit naturlige mod, al min vilje lå som knust: Kun af nåde! Det er summen af hele kristendommen i stort og småt. Af nåde kan du få, hvad du ikke kunne med din egen vilje.

Da først var jeg blevet rigtig lille og Herren rigtig stor." Hvor forskelligt det end gik til, at de foran omtalte mænd fandt fred, så måtte de alle, hver på sin måde, gennem omvendelsens snævre port, hvilket jo også stemmer med Guds ord.

Men det, der tillige går som den røde tråd gennem disse åndelige oplevelser, er en inderlig og udholdende bønnens kamp.

Der er mange mennesker, der, når det bliver alvor for dem, søger samtaler med troende mennesker, missionær, præst eller andre.

Dette er selvfølgelig meget naturligt, og ofte har de sikkert hentet gode råd og tilskyndelser, og dem selv ubevidst har de derigennem fået forbedere i deres åndelige kamp og søgen. Men lad det blive understreget stærkt - den egentlige kamp står som regel i lønkammeret. Vi må bede os igennem til troen, Helligåndens gave, ja, vi må bede meget om den Helligånd, og vi må have Guds ord frem og hen at høre ordet ved gudstjenester og møder. Personligt havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne tale med noget menneske om den sag, dertil var jeg alt for genert, men desto mere talte jeg med Gud derom i stadig mere og mere påtrængende bøn om fred. Og i Guds time skete underet.

Skal Gud give en søgende sjæl fred, så må der blive noget af dette i ens bøn, som der var i Jakobs: "Herre, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Jeg mindes, at domprovst Skovgaard-Petersen i en bibeltime engang fortalte, at han på en rejse i Sydtyskland kom forbi et kloster. Han ønskede gerne at se det og ringede på. Der blev dog ikke lukket op, og han gik derfor videre. Det slog imidlertid ned i ham, at han sikkert aldrig kom den vej mere. Han gik derfor tilbage og ringede meget stærkt på. Omsider kom en munk og lukkede op. Skovgaard-Petersen så nu klostret og fik da også spurgt om, hvorfor der ikke var blevet lukket op første gang, han ringede på, og munken svarede: "Der kommer så mange drenge forbi ad vejen her, og de synes, det er morsomt at løbe hen og ringe på; men de vil jo ikke ind alligevel. Men mærker vi, at der er en, som virkelig vil ind, så lukker vi op." Skovgaard-Petersen overførte det så i sit foredrag på vor bøn til Gud og understregede stærkt, at hvor der er en, som virkelig vil ind, bliver himmeldøren lukket op.

At dette er en virkelighed, har jeg set talrige eksempler på i de sogne, hvor jeg fik lov a'( være præst. Således mindes jeg hin lørdag aften, da det bankede på døren til mit kontor, og et ægtepar trådte ind. Det viste sig, at fruen, der havde søgt længe, havde fået fred med Gud aftenen før; men nu ville hun også have sin mand med, og han var vakt og var i nød. Vi talte sammen, og vi bad sammen, og jeg husker, at jeg nævnte ordene fra Jakobskampen for ham: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Lidt efter rejste han sig, og med tårer i øjnene og fasthed i stemmen sagde han, idet han rakte mig hånden:

"Nu går jeg hjem og gør ligesom Jakob." Og det blev til en Jakobskamp den nat, men Gud velsignede ham og gav ham fred. Søndag morgen, da jeg var på vej til kirken, mødte jeg de to uden for kirkedøren, og jeg behøvede ikke at spørge, jeg kunne se på ham, at det var sket ham som Jakob. Solen var gået op for ham.

Noget lignende oplevede vi en aften i en missionsuge. Blandt tilhørerne var der en ung frue, der havde gået med i en hel del år, men ikke var kommet til levende tro. Ved mødet blev det meget stærkt understreget, at det gælder om at komme med, mens nådetiden er, og taleren standsede især ved den verslinje: " men det gælder trænge, ja, trænge sig frem" (fra sangen: Ingen vinder frem til den evige ro). Disse ord slog ned i den unge frue, og hun sagde til sig selv: "Nu har jeg truet med det så længe, og det bliver ikke til noget; men jeg får ikke fred med Gud, før jeg trænger mig frem. Nu skal det være." Og det blev alvor, og hun fandt hvile i ordet: "Det er fuldbragt." Det var med stor glæde og tak, hun fortalte mig derom.

For endnu en gang at understrege, at frelsen kommer, når et menneske virkelig vil frelses, kan jeg nævne, hvad en af mine præstebrødre oplevede. Pastor P. havde en aften været ude at holde møde i et sogn i Salling, og da han efter mødet sad i bilen og var parat til at køre hjem, kommer der en ung mand løbende og lukker bildøren op og siger:

"Hvordan skal jeg dog blive frelst?" " Vil De frelses?" spurgte pastor P. Ja, det var da det eneste, han ville. "Ja, men det er også det eneste, Gud vil. Og når De kun ønsker at blive frelst, og Gud kun længes efter at frelse Dem, så skulle det da være underligt, om I to ikke kunne blive enige." "Så rejste jeg hjem," sagde pastor P. til mig, "men næste morgen, før jeg endnu var stået op, ringede det på telefonen, og da min kone spurgte, om hun ikke kunne tage mod besked, da jeg ikke var stået op, sagde vedkommende: "Jo, hils endelig præsten og sig, at i nat er Gud og jeg blevet enige."

- Ofte har et søgende menneske vel også i sin nød bedt Gud sende et Guds barn, så det kunne være med at hjælpe det til fred. Jeg mindes i hvert fald i denne forbindelse, hvordan jeg en mandag eftermiddag gik og arbejdede i min have, da Helligånden pludselig mindede mig om at besøge en meget syg og tillige søgende kone. Jeg undskyldte mig imidlertid med, at jeg havde været der "forleden ", og haven trængte meget til at blive gjort ren. Lidt efter var den samme røst der igen, og resultatet blev da til sidst, at jeg måtte ind og skifte tøj og af sted. Og jeg glemmer ikke det øjeblik, da jeg stod i døren til værelset, hvor den syge kone lå, og hun med glædestårer udbrød: " Tænk, nu har jeg ligget her og bedt Gud om, at der måtte komme en og tale med mig om min sjæls frelse, og så har han nu sendt Dem."

- Var det underligt, at jeg på en gang skammede mig og glædede mig, skammede mig over, at Gud havde haft sådan et mas med at få mig af sted, og glædede mig over, at der her var en sjæl, der trængte til at høre om frelsen i Jesus Kristus.

"Bed, og I skulle få, søger, og I skulle finde, banker på, og der skal lukkes op for jer."

- Det er en stor dag, for ikke at sige den største, i et menneskes liv, den dag, da Gud skænker en synder troens forvisning, frelse og fred. Men det, der da er nået, betyder ikke, at nu er al kamp forbi - tværtimod. N u følger helliggørelsen, kampen for at blive bevaret i nåden og for at blive til velsignelse, præget og ledet af Guds ånd. Man kan med rette sige, at helliggørelsen både har en negativ og positiv side. Den negative side er forsagelsen af djævelen og alle hans gerninger og bønnens kamp for at få sind og vilje til at sige nej til kødets fristelser. Den positive side er bønnen om at få mere og mere af Herrens ånd over ens hele færd, ens tanker, ord og gerninger, så man også gennem sit liv kan ære sit kristennavn og sin frelses Gud.

Jesus siger i Matt. 26,41: "Våger og beder, at I ikke skal falde i fristelse, ånden er vej redebon, men kødet er skrøbeligt." Der er vel næppe nogen formaning, vi trænger mere til. H vor ligger fristelsen nær for hver eneste af os. Djævelens snedige anløb er mange, og han kommer i mange skikkelser.

"Vær ædru, våg," siger Peter, "thi eders modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve, søgende hvem han kan opsluge, stå ham imod, faste i troen." (1. Pet. 5,8 f.) At djævelen går omkring som den brølende løve, der vil skræmme sit offer til at synde, havde Peter jo en sørgelig erfaring af, da han i angst for skaren bandede på, at han ikke kendte Jesus.

Men djævelen kommer også som en lysets engel, ja. måske i skikkelse af vor bedste ven, og for mange er det måske den værste fristelse. Der hører jo noget til at sige et klart nej, når ens bedste ven vil drage en med ud på syndens veje.

Ingen går fri for sjælefjendens efterstræbelser, allermindst da de troende. Vi kan ikke løbe fra vor gamle natur, den følger os desværre og stikker gang på gang hovedet frem. I så henseende var følgende oplevelse vist ret betegnende: Konfirmanderne var lige blevet fotograferede, og fotografen, som ikke havde været et troende menneske så forfærdelig længe, havde noget meget interessant at fortælle mig og gik ivrigt op i det. Men pludselig falder en af hans gamle eder ham i munden. Han stod stille et øjeblik og sagde så med tydelig anger i stemmen: "Hvor er der dog meget gammelt rust, der skal slides af."

Ja, djævelen søger på enhver måde at vække de gamle synder og begærligheder i os. Og fristeren må vi regne med alle vegne og til alle tider. Og selvom det kan lyde underligt, så kan det desværre opleves, hvad en troende mand sagde: "Ikke engang når jeg er gæst ved nadverbordet, kan jeg være i fred for djævelens anslag." Der er vel Guds børn, der kan lade den ytring falde: "Nej, den synd kunne jeg da aldrig fristes til mere." Men den, der siger sådan, kender ikke sig selv. Lad os alle lægge os det advarende ord på sinde: "Den, som mener at stå, se vel til, at han ikke falder." Apostlen Peter, den stærke og impulsive mand, kunne i sin selvsikkerhed udtale så stærke ord som disse: "Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det." Og da Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange," brød det ud af Peter: "Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." - Og få timer senere bandede han på, at han ikke kendte Jesus.

Lad os aldrig blive selvsikre over for nogen synd og lad os ikke mindst være på bønnens vagt over for vor skødesynd.

Fjenden er stærk og listig, og tilmed er vi inde i en tid, hvor alt flyder moralsk set, og hvor mange ønsker, at det skal flyde. Vi trænger derfor dobbelt til hjælp, og vi trænger til at få linjerne trukket op og høre, hvad Herren siger om synden. Det er nemlig Gud, der afgør, hvad der er synd og ikke Poul og Per eller folkeopinionen. Læs din bibel - læs de l0 bud - se, hvad Herren siger! Gud er ikke blot en kærlig Gud, men han er tillige en hellig Gud - ikke en rar, gammel bedstefar, som man kan få det med, som man ønsker. Tænk blot på. Adams og Evas skæbne - tænk på syndfloden, og tænk på jødefolkets historie fra Jesu korsfæstelse og til i dag. Det skulle ikke være vanskeligt at se, at Gud er en hellig Gud. - Og vil vi vide, hvordan Jesus ser på "de forældede" 10 bud fra den gamle pagt, så kan vi læse Matt. 5,20 ff, og vi vil se, at han skærpede budene og understregede ånden i dem.

Det store evangelium for skarerne i dag hedder frihed - frihed uden ansvar. Dette sidste vil man vel ikke være ved, men det er fakta. Og man kan ikke lade være at tænke: Ak, de stakkels mennesker, unge og ældre, der hører efter dette evangelium og lever derefter. De vil høste frygtelige følger og en frygtelig løn i denne og den kommende verden, om ikke de omvender sig. Om den løn, Satan giver dem, der hører efter ham, siges det for resten så stærkt og sandt: "Han skuffed' dem alle forvist, men grovest til sidst."

Derfor må vi gennem bønnens samliv med Gud ruste os til kampen mod vor modstander. I egen kraft kan vi ikke sejre, vi er de små over for den overlegne fjende, men vi kan bede, vi kan råbe til Herren om hjælp, og han vil stå os bi." - " Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem." (1. Kor. 10,13.) H vor alvorlig helliggørelseskampen er, og hvor stærk fristeren er, ser vi mange eksempler på i vor bibel så vel som i det daglige liv. Vi kan blot tænke på nogle af Bibelens skikkelser. "Demas forlod os, thi han fik kærlighed til den nærværende verden." "David, manden efter Guds hjerte, faldt så dybt som få." Og hvor dybt faldt ikke den stakkels Saul? Og hvad med Judas? Og Ananias og Safira? Jo, enhver står for fald, blot prisen kan findes.

I en af vore salmer er kampen skildret på den måde: "Begyndt er ikke endt, det må du vide, du har din Jesus kendt, bliv ved at stride, alt, hvad dit hjerte 'vil fra himlen vende, som mørkets gøglespil bekæmpes skal indtil al krig har ende." Ja, det er netop sagen, at alt hvad der vil vende vort hjerte fra himlen, skal bekæmpes som mørkets gøglespil. H vor det så end møder os. Også når det kommer i radio og fjernsyn eller i dårlige film og bøger. En dag for år tilbage besøgte jeg en af de mænd, der har været til så megen velsignelse for KFUM spejderne i Danmark. Han viste mig en mængde bøger.

"De har vel nok mange bøger," sagde jeg.

"Ja," svarede han, "og jeg har haft mange flere; men da jeg blevet troende menneske, var der en masse, der blev kasseret," og, føjede han til, "der er nogle endnu, der kunne fjernes uden skade." Ja, der må vælges. Lad os rigtig bede om hjælp til at sige nej til det, der er mærket af Satans ånd, og som appellerer til det dårligste i os. Lad os bede om hjælp i den standende strid, og vi skal opleve, at vi aldrig har så megen kraft til at sige nej, som når vi kommer fra lønkamret. Jo mere Helligånden får magt over os, jo lettere kan vi vende fristeren ryggen.

Og så - ja, selvom kampen var ærlig, så oplevede vi sikkert alle, at fjenden overrumplede os, og før vi vidste af det, lå vi i faldet. Vi havde vel regnet for meget med os selv og for lidt med Gud.

Men lad det blive sagt så indtrængende, det kan siges: I sådan en situation må vi ikke fortvivle eller give op, gør vi det, så er alt tabt. Nej, vi skal igen ind i vort lønkammer og have gjort op med Gud, og så på ny ud i kampen.

Hvor har jeg tit glædet mig over, at de mænd og kvinder, der er omtalt i vor bibel, ikke er skildret som rare og fejlfri engle, der altid valgte ret og levede ret. Nej, Guds ord skildrer tingene - og også de store mænd i Guds rige - lige som de er. Tænk blot på David og Peter.

Men samtidig får vi Guds grænseløse nåde at se, når det gælder en synder, der angrer sin synd og beder om nåde. "Jeg bekendte min synd," siger David, "- - og du forlod mig min syndeskyld." (Salme 32.)

Om Peter fortælles der, "- at han gik uden for og græd bitterligt," og i Mark. 16,7 får vi at vide, at der blev sendt en hilsen til disciplene: "Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter." Mon ikke denne særlige hilsen er gået Peter til hjerte? Den tanke, der er udtrykt i en åndelig sang ud fra dette ord, er vist ikke helt ved siden af: "Hils især dog Peter, som fornægted' mig, sig ham i hans smerte: Jesus elsker dig!"

Hvilken synd eller fristelse, der især er din eller min, om det er i tanke, ord eller gerning, det ved vi sikkert, og vil forhåbentlig også indrømme det. Men hvilken eller hvilke det end er, så er evangeliet i denne forbindelse dette, at Herren, når vi virkelig søger ham i bøn, vil hjælpe os i kampen med at forsage djævelen og alle hans gerninger.

Er det fristelsen til onde eller urene tanker, det drejer sig om, så kan Herren hjælpe. En af dem, der kæmpede en hård kamp med tankerne og vandt sejr ad bønnens vej, var Thora Esche. Hun fortæller selv derom i sin levnedsskildring.

Er det i ord eller gerning fristelsen ligger, eller er det sindet, der vil løbe af med en, så er også her bønnens vej vejen til sejr.

En af dem, der nåede langt i dette at få sejr over det gamle menneske og blive præget af Herren i sind og tanke, var gårdmissionær Klausen. De, der kendte ham, vidste, at han var en mand, der af natur havde et hidsigt og opfarende temperament. Men som troende menneske og gårdmissionær nåede han at blive et sjældent, helliggjort menneske, der kunne tage stød og puf og rådne æg med et stille og sagtmodigt sind.

Kaptajn Skeel, i hvis hjem jeg kom som student, fortalte mig, at han engang havde spurgt gårdmissionær Klausen om, hvordan han, der havde været så hidsig, sådan kunne styre sit sind og tåle det meget, han var ude for. Dertil svarede Klausen: "Jeg må flere gange om dagen ind at bøje mine knæ og råbe til Herren: Herre, nu er det galt igen. Det er det sind, det sind. Nu må du hjælpe mig!" "Og," føjede han til, "når en officer har fået en bestemt linje at forsvare, og der er linjen, hvor den er særlig svag, sætte dobbelt vagt der." Den positive side af helliggørelsen, det virkelig at blive helliggjort, at få lov til at ære sit kristennavn, hænger også nøje sammen med ens brug af lønkammeret - og af bibelbog og nadverbord.

Hvordan det nære samliv med Herren kan sætte sit præg på et menneske er skildret så smukt i 2. Mosebog. Moses har været hos Herren på Sinaj bjerg i 40 dage for at skrive pagtsordene, de ti bud, på stentavler, og så står der om ham i 2. Mos. 34,29: "Da Moses steg ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler i hånden, vidste han ikke, at hans ansigts hud var kommet til at stråle, ved at han (Herren) talte til ham."

Når jeg læser disse vers, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på, hvad den store bønnens mand, pastor Prip, engang fortalte om sin mor. "Jeg er fra et hjem, hvor der var mange børn," sagde han, "og hvor var der meget at lave for mor. Men når mor så fik et øjeblik, hvor hun kunne være ene, så hentede hun kraften inde i sit lønkammer. Og når mor kom ud derfra, var hendes ansigt så smukt."

Digteren Mads Nielsen har udtrykt det så kønt og rammende i sangen: "Der er nogle, der bestandig går, som de gik konge bud, de er vidnesbyrd iblandt os om så kongelig en Gud, deres smil er som et solskin, som et solskin og en fred, vejen, som vi selv skal vandre, bliver skønnere derved.

Deres liv har skjulte kilder, dybe væld, som ingen ser, de har hjemme i den stilhed, hvori kun det største sker. For en verden, som bestandigt kun vil tro, hvad den kan se, er de selve livets vidner om Guds gerning, som kan ske."

Det bør måske tilføjes, at denne sang er skrevet i anledning af en festdag for et ganske almindeligt Guds barn. Men altså en af dem, der havde nået noget af det, vi andre gerne ville nå.

Det var som regel også disse helliggjorte Guds børn, der ved liv og tale, og måske især ved deres liv, fik lov at drage andre ind i Guds rige.

Ved det nordiske præstemøde i Hillerød i 1927 sagde domprovst Maroni, Oslo, blandt andet, da talen var om et helligt liv og vidnesbyrd: "Det er ikke altid de mange ord, der gør det, men det hellige liv. Det var ikke prædikener, der blev det afgørende for mig, men det var hellige personligheder. J eg husker således så godt som intet af, hvad pastor Fr. Moe sagde, men jeg husker hans færd og hans ansigt, det bar glansen over sig, som om han kom lige fra bjerget og havde talt med Gud ligesom Moses." Og så føjede han til: "Men inde i sakristiet i den kirke, hvor den mand var præst, var der også tydelige mærker af hans knæ."

At det ofte er det helliggjorte liv, der giver vidnesbyrdet kraft, understreges blandt andet af følgende bemærkning hos prof. Hallesby: "De gamle haugianere lagde vægten på livet, på at vise deres kristendom først og fremmest i det daglige liv og i det daglige arbejde. Det var dette, der skaffede dem dyb respekt hos verden. Og frem for alt var det dette, der gav deres ord og forkyndelse den mærkelige myndighed over samvittighederne." Må dette ret kalde bønnen frem i vort hjerte om at få vilje og kraft til "at bære omvendelsens værdige frugter."

- Ja, der var troende mennesker, der fik lov til med deres liv at ære deres frelser, og dette kan vi ikke takke nok for. Men desværre kan det modsatte jo også være tilfældet.

En bestyrerinde på et missionshotel lod den bemærkning falde angående en af de unge piger på hotellet: "Når KFUK-mærket bliver fjernet, så er der ingen forskel på hende og de vantro piger."

En ung frue sagde om en af de troende mænd i sognet: "Når jeg ser ham sidde på kirkebænken neden for prædikestolen, så får jeg intet ud af prædikenen."

En pige i huset, som på flere måder blev dårligt behandlet af sin husbond og madmoder, lod den bemærkning falde: "Hvad betyder de store og fromme ord ved samtalemøderne og andre steder, når de er, som de er her hjemme."

Det er ydmygende, og det giver grund til megen selvprøvelse og frem for alt til megen bøn om ikke at være til forargelse.

- For at slutte dette afsnit med et eksempel, der peger opad, vil jeg minde om et hjem, hvor der havde været noget af det helt rigtige forhold mellem husbond og tjenestefolk. Jeg tænker på Ruts Bog, kap. 2,4: "Boas korn just gående fra Betlehem; han sagde da til høstfolkene: "Herren være med eder!" Og de svarede: "Herren velsigne dig!" Et velsignet forhold, præget af Guds ånd.

Ja, hele Ruts Bog ånder for resten af en kærlighed og et tjenersind, der kalder på det bedste i os mennesker.

BØN OM ANDRES FRELSE
N år det gælder bønnen om andres frelse, vil det vel være naturligt først og fremmest at tænke på forældres bøn om deres børns frelse. Dette er jo nok det største kapitel i forbønnens tjeneste. For enhver troende far og mor er børnenes vel dog det allervigtigste. Det er selvføgelig en stor glæde for far og mor, om barnet får en god stilling, en god ægtefælle, et pænt hjem osv. Lad os ikke glemme at takke for det, om de får det. Men det afgørende for vore børn er dog dette, at de må blive frelste, og vi engang samles med dem derhjemme i det himmelske faderhus.

Jeg forstår ikke, at der er forældre, der kan tænke på deres børns og børnebørns fremtid uden at leve i stadig bøn for dem. Vi kan vel prøve at gøre det godt for dem så langt, vi evner rent menneskeligt; men hvor er vi magtesløse, når det virkelig gælder deres jordiske og evige vel. Det ville se håbløst ud i denne vanskelige og syndige verden, om ikke man kunne lægge dem i Herrens gode hånd. Mangen en bedende far og mor har da også fået lov at se, hvordan Herren i vanskelige og afgørende stunder i børnenes liv banede vej for dem og lagde sagerne til rette eller standsede dem på syndens veje.

Lykkelig er de forældre, der får lov at se deres børn ganske naturligt og ligetil vælge at gå på den vej, som de har prøvet at vise dem.

Men for mange forældre skete det vel ikke så let. Nogle bad i mange år, før de oplevede den store glæde, og andre fik ikke lov at se det, mens de var i live. En eneste ting gælder det for os alle, nemlig at holde ud i forbønnen, indtil vi lukker vore øjne. Hvordan det end går, og hvor lidt vi end ser af forbønnens frugter, så må vi ikke give op.

Ofte er det spørgsmål kommet frem, når vi var samlet om Guds ord, og samtalen drejede sig om bøn: "Kan vi have vished for, at bøn for vore kære bliver hørt, når de selv trodser Gud og ikke vil høre om ham?

Kan det overhovedet nytte at bede for dem?
Gud tvinger da ikke nogen; trælle han aldrig har hyret, kun frivillige folk." Nej, Gud tvinger ikke et menneske, det skal selv komme, frivilligt, og bede om frelse.

Men - Gud har mange, mange måder, hvorpå han som svar på bøn kan føre et menneske, så det fra at knytte næverne mod alt det, der har med Gud og hans rige at gøre, kan vende sig mod himlen og række to bedende hænder mod Gud.

Jeg har set det så tit, og det er et under, hver gang det sker. Men Gud er jo også underets Gud. Derfor bed og giv ikke op!

Hvor er den kananæiske kvinde dog en dejlig illustration til det ord: Giv ikke op!

Mors kærlighed til barnet, der var i nød, fik hende til at holde ud, lige meget hvor håbløst det så ud, og hvor mange afslag hun end fik, og til sidst fik hun det dejlige ord: "Kvinde, din tro er stor, dig ske, som du vil." Og hendes datter blev rask.

Hvor mangen far og mor har ikke åndelig talt oplevet det samme, når de holdt ud i forbønnen for de kære.

Da jeg sidste år var på en rejse i Italien og også kom til Milano, kunne jeg ikke lade være at tænke på Augustin og hans bedende mor. Augustins mor, der boede i Afrika og var en troende mor, der over alt andet ønskede, at hendes søn måtte blive et omvendt, troende menneske, oplevede til sin sorg, at Augustin, der levede et udsvævende liv, ville til Italien. Hun kunne ikke tænke sig noget værre sted for sønnen. Men Augustin kom til Italien, til Milano, og hørte i tre år søndag efter søndag biskop Ambrosius' stærke og klare Kristusforkyndelse, og år 386 skete det store under i en af Milanos haver, at Augustin blevet omvendt, troende menneske. Mors bønner blev hørt. - Agustin blev jo senere en af kristendommens største kirkefædre.

Jeg kunne heller ikke lade være at tænke på Jacob Speners søn, der efter længe at have stampet imod til sidst på et sygeleje rejste sig over ende og udbrød: "Min fars bønner omringer mig som bjerge". - Nu kunne han ikke stå imod længere.

En af vore nu afdøde medarbejdere i Guds rige fortalte os engang, da talen var om de troendes børn og om det vanskelige for dem i at komme uden om fars og mors bønner: " Vi var 9 børn, og der var en tid, hvor det må have set meget mørkt og svært ud for mine forældre, vi gik nemlig alle 9 ud i verden. Men far og mor holdt ud i bøn, og i dag er vi frelste alle 9". Jo, Gud hører fars og mors bønner.

Hvor ofte har jeg ikke i de sogne, hvor jeg har været præst, hørt den udtalelse, når en eller anden fik fred med Gud: "J a, det er min mors bønner, eller det er min fars bønner, der har nået mig." Og så kunne de ikke blive færdige med at takke Gud for en troende far eller mor.

Aller smukkest, synes jeg, har jeg set denne tak udtrykt i det lille hæfte "Mit Barndomshjem", hvor blandt andre nu afdøde sekretær i kirkeministeriet, cand. jur. Louis Petersen, skriver følgende: " - - Det første i mit hjem var gudsfrygten. Den mødte os i vor aftenbøn og i bordbønnen om middagen. Den var i morgensangen, søndagsskolen og kirkegangen. Den var også i den illustrerede børnebibelhistorie, som blev anskaffet for vor skyld. Den lå bag ved fars og mors utrættelige og uegennyttige omsorg for os. Det var deres forbøn - som uden at vi anede det - skærmede os under legen og bad om forladelse for vore synder, indtil vi lærte selv at gøre det. Den banede vej for vor fremtid og gav far og mor kræfter til at bære alle byrder, også økonomiske, som fulgte med vor opdragelse.

Nu er der flyttet andre folk ind i præstegården, hvor vi boede. Og nogle af os børn har fået eget hjem. Eftermiddags- eller aftensolen skinner ind i et par stille stuer til far og mor. Nu tager børnenes bøn fat og vil så gerne bære de kære to, som for os er barndomshjemmet mere end naget andet.

Vi siger dem tak, fordi de lærte os, at gudsfrygt med nøjsomhed er en stor vinding." Prof. Hallesby udtrykte sig engang i en prædiken holdt i Skjern således: "Jeg går under en regn af velsignelser, der stammer fra mine fædres bønner." - Er vi mon ikke mange, der kunne sige det samme med tak til Gud? Og er det ikke det, vi forældre og bedsteforældre kunne ønske os, at vore børn og børnebørn må vandre under en regn af velsignelser, der stammer fra vore forbønner?

Selvfølgelig var der også hjem, hvor det ikke var forældrene, der nedbad velsignelsen over hjemmet, men hvor det var børnene, der bad forældre og søskende ind i Guds rige, eller hvor det var den ene ægtefælle, der gennem udholdende bøn bad den anden ægtefælle med på himmelvejen.

Lige meget hvordan. Bønnen var vejen dertil, og Guds var hele æren.

- Det er jo imidlertid ikke blot forældre, der skal bede for deres børn og eventuelt børn for deres forældre, eller slægtninge for slægtninge. Nej, alle troende mennesker skal være med i det store og skønne arbejde at bede mennesker ind i Guds rige. Det gælder venner, naboer, bysbørn osv. (I denne forunderlige opgave må vi alle være med, og der er nok at bede for.) Og tænk hvad det betyder af velsignelse her på jord og evigt derhjemme for hver eneste, der kommer med.

Er den tanke ikke nok til at drive os ind i forbønnens gerning?

Det ville måske være trosstyrkende at nævne enkelte eksempler på hvilke kræfter, der er i forbønnen, og hvilke frugter den kan bringe.

Den verdenskendte japaner, Kagawa, understregede meget stærkt bønnens magt ved søndagsskolekongressen i Toronto og sagde blandt andet: "Da en amerikansk" missionær begyndte at bede for mig, kom Guds ånd til mig, og underet skete, at jeg kunne tro, at jeg var et Guds barn." Ofte har jeg selv i præstegerningen på en eller anden måde fået bekræftelse på forbønnens magt. En dag talte jeg således med en ung pige om åndelige ting og sagde bl. a. til hende: "Jeg har kunnet mærke på Dem, at De har været vakt en tid." Hun stod tavs et øjeblik og sagde så: "De har bedt for mig!" "Ja," sagde jeg, "det har jeg, men hvordan ved De det?" "Jo, det har jeg kunnet mærke," sagde hun, "for jeg har i den sidste tid ikke kunnet få ro for Gud."

Ja, sådan kan forbønnen gøre det, at et menneske ikke kan få ro for Gud i sin ufrelste tilstand.

Er det for resten ikke en velsignet tanke, at man ved sin forbøn kan bede mennesker i uro åndelig talt og holde dem i denne uro, indtil de finder fred med Gud?

En af de oplevelser, der meget stærkt understregede det ord: "Det nytter at bede," fortalte rejsesekretær, frk. M. os ved et møde, hun holdt: "Før jeg blev omvendt, gjorde jeg alt for at samle de unge. Ja, jeg brød mit hoved både dag og nat med at finde på noget at underholde dem med, der skulle jo stadig noget nyt til; men hvor var det vanskeligt og anstrengende, jeg ville jo trække hele læsset selv.

Jeg var en stærk modstander af missionsfolkene i sognet, og når de havde møder eller missionsuge, så foranstaltede jeg store ungdomsmøder på samme tid og trak således ofte over hundrede unge til mig og holdt dem borte fra missionsmøderne.

De troende kom til mig og foreholdt mig det forkerte i sagen; men jeg svarede blot:

"Det vedrører ikke mig." -- Derefter kom præsten til mig og ville have mig til at se det forkerte i min handlemåde; men han fik det samme svar. Jeg var ubevægelig." Men så begyndte de troende at bede for mig, og så var jeg færdig. Snart efter stod jeg som et omvendt og lykkeligt menneske i deres kreds, og først da blev livet værd at leve." Og så føjede hun til: "Jo, det nytter at bede."

Ikke mindre stærkt blev det samme ord understreget ved gamle Meiers omvendelse.

Gamle Meier boede på plejehjemmet i Ars.

Han var tysker af fødsel, født i Flensborg.

Også han fandt Herren, et stort under. Selv sagde han, da han var blevet omvendt: "Jeg har været en udsvævende gast, jeg har tit været i livsfare (han havde rejst verden rundt som sømand), og så var alvoren der; men hver gang faren var ovre, var jeg den samme igen." - Ja, han skal efter hans egne ord have været en gudsforgående krop, der turede vildt, og fuld af spot var han over for det hellige og de hellige, ond mod bestyrerinden på plejehjemmet og de andre troende på hjemmet. Hans stående udtryk var dette: "Jeg regner ikke det hellige rak for en døjt." Når der var andagt på hjemmet, gik han ud, fortalte han mig, og han føjede til: "Jeg hadede præster, og den værste straf, der kunne overgå mig, var, når jeg skulle følge en dårligtgående mand på hjemmet i kirke."

Men Gud havde ikke opgivet Meier. Han blev syg, lå i lang tid til sengs, og Gud gjorde det store under også mod gamle Meier. Han bleven fattig synder; men fil" også omsider vished for sine synders forladelse; og en morgen kaldte han bestyrerinden ind til sig, fortalte hende det hele og bad hende om forladelse for alt det onde, han havde sagt og gjort.

En dag, jeg besøgte ham og havde sunget salmen: "Under dine vingers skygge," græd han som et barn og udbrød: "O, den nåde at jeg kom med; hvor længes jeg nu hjem, men," føjede han til, "min frelser ved, hvor meget jeg kan tåle af sygdom og smerte, og han må råde for timen, da han vil hente mig hjem."

For bestyrerinden blev det en herlig bekræftelse på dette, "at det nytter at bede." "Ofte har jeg tænkt," sagde hun en dag, "nej, det nytter da vist ikke at bede for Meier; men jeg kunne ikke lade være, og så I "om han alligevel til sidst."

Ja, lad os være tro i denne forbønnens såre vigtige gerning. Og lad os samtidig betænke, at forbønnen for et menneskes frelse er som de stadige dryp, der til sidst udhul er selv den hårdeste sten. I Guds time sker underet. Og han både vil og kan gøre det.

Hvis det virkelig ligger os på sinde at være med at bede mennesker ind i Guds rige og bede om Guds børns helliggørelse og bevarelse i troen, så bliver der mange forhold at bede for. Tænk blot på den såre vigtige opgave at bede for gudstjenester og moder.

Over indgangsdøren til den kirke som pastor Bjørk, Sverige, havde bygget oppe ved Bjårnum, og som vi danske studenter fik lov at holde andagter i under en ferie deroppe, stod der: "Hvem du end er, som kommer i denne kirke, kom i hu, at det er Guds hus, kom med alvor og stilhed, tænk på, hvad du gør!"

Når man forlod kirken, læste man over udgangsdøren: "Forlad ikke kirken uden bøn til Gud for dig selv, for dem, der dyrker Gud her, og for dem, der gør tjeneste her!"

Vi ville måske bruge andre ord, hvis vi skulle bestemme teksten. Men enten der står noget over kirkedøren eller ikke, så bør vi minde os selvom denne livsvigtige sag, når vi er i kirke: "Bed for dig selv, for dem, der dyrker Gud her, og for dem, der gør tjeneste her!"

Lad os ikke glemme at bede før gudstjenester eller møder, det betyder så usigelig meget, at jordbunden er beredt for ordets sæd. Og lad os bede efter gudstjenester og møder om, at Guds ånd må få lov at blive ved at arbejde på hjerterne gennem ordet. Thi han, sjælefjenden, er ude "for at tage ordet bort at deres hjerter."

Det samme, forberedelse under bøn, gælder også ved vore kristelige møder og sammenkomster. - En god ven fra et sønderjysk sogn understregede en gang for mig, hvad bøn kan betyde for vore samtalekredse. "Vi var ret mange ved vore samtalemøder ," sagde han, "men det var, som der ikke ret var nogen ånd og velsignelse over det, og kun nogle enkelte havde noget at sige. Sagen var nemlig den, at ingen læste over på teksten før tiden eller forberedte sig under bøn. - Men så blev vi enige om, at dette her kunne ikke blive ved at gå, og så lovede vi hinanden, at vi ville se på teksten og bede for mødet, når vi herefter skulle samles. Og da vi gik hjem efter det første møde, hvor mange havde haft noget at sige ud fra teksten, måtte vi sig til hinanden: "Hvor var det dog et dejligt mode, det var, som Guds ånd var over os og gjorde det levende for os."

Det gælder da også at gå bønnens vej, når man ønsker at besøge et sygt, et søgende eller et andet menneske og gerne ville bringe en åndelig velsignelse med. En god regel er det, "at man ikke taler til et menneske om Gud, før man har talt til Gud om det menneske."

Pastor E. Prip fortalte engang, hvordan Gud havde understreget den lektie før ham. "Jeg sad en dag derude i Syrien og talte med en mand om Guds riges ting," sagde han, "og det var ret og rigtigt alt det, jeg sagde, men det var så dødt og koldt, ingen ånd var der over det, det var, som det hele faldt til jorden. Da slog det pludselig ned i mig: "Ja, men du har jo glemt at bøje dine knæ og bede, før du gik herhen." Og så sendte jeg et sul" og en bøn op til Gud. Og da vi fortsatte samtalen, var det, som en hel anden ånd var over det, og det nåede ind til hjertet." Må vi i det hele taget blive mere og mere klare over, hvilke mægtige muligheder Gud stiller os overfor gennem virkelig brug af bønnen. Når talen er om bøn om andres frelse, kan jeg ikke lade være at berøre det store, ja, verdensomspændende spørgsmål, der hedder hedningemissionen.

Underligt er det jo at tænke på, at vesten har været kristnet i så mange århundreder, og så er der alligevel så utrolig store landområder og folkeslag i østen og syden, som ikke er kristnede, ja, som ikke engang har hørt budskabet. Der må have været alt for lidt missionssind i os. Og der må være bedt alt for lidt for den sag.

Herren har jo ellers givet os en så klar og forjættende missionsbefaling, som han kan: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i faderens og sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matt. 28,19-20).

Er denne befaling end dårligt efterkommet, så vil vi dog glæde os over, at der var nogle, der følte kaldet og gik ud med frelsesbudskabet til den store hedningeverden. Lad os så prøve herhjemme virkelig at stå bag dem, der gik ud, både med vor kærlighed, vor forbøn og vore penge.

Med disse linjer er det jo især tanken at understrege bønnens, forbønnens betydning.

Det vil så for det første sige, at vi må være med at bede missionærer ud til gerningen. I Matt. 9,36-38 læser vi: "Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har. Da siger han til sine disciple: "Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens herre øm at sende arbejdere ud til sin høst"."

Ja, vi kan virkelig bede arbejdere, missionærer, ud til den store høst. I denne forbindelse kommer jeg til at tænke på pastor Prips kaldelse til missionær i Østerlandsmissionen. I bogen "Et livsbillede" læser vi blandt andet: "Kaldet fra Gud til at drage ud som missionær kom til Einar Prip en sensommerdag i året 1891. Ja, egentlig kom det vel mange år før; kom en dag, da hans mor læste højt af et missionsblad før den da 4-5 årige dreng, hvis tårer strømmede ned ad kinderne, da han hørte om hedningernes nød. Hans mor spurgte ham så, om han kunne have lyst til, når han blev stør, at rejse ud til hedningerne og fortælle dem om Jesus. Drengens svar lød: "Ja, men - tror du, jeg kan?" - "Ja, hvis Gud vil, så kan du." - "Ja, så vil jeg gerne."

Einar Prip har selv fortalt om dette. Men han føjer til, at i de mange år derefter havde han forlængst glemt moderens spørgsmål og hans svar til hende. Hun glemte det ikke, men tav stille, i tro og håb og bøn, for at lade Gud selv kalde igen - i hans time. Og den kom da også. Kom en dag, da Marie Holst, "teltmissionen"s grundlægger, var gæst i Vor Frue præstegård i Svendborg, og nu fortalte om sit kald til at gå ud. - Dette besøg og dets virkning har Einar Prip selv skildret på følgende måde: "Det var ikke mange ord, jeg talte med hende, men den fylde af fred og glæde og hengivelse i Guds vilje, jeg så hos hende, talte tydeligt til mig om, at det var kristendom, og den havde jeg ikke grebet, eller måske bedre: den havde ikke grebet mig."

"Den sidste dag af hendes besøg, mens vi drak eftermiddagskaffen i dagligstuen, fik jeg min damaskustime, idet Gud tydeligt kaldte mig til at gå ud. Kaldet kom så overvældende, at jeg måtte løbe ud af stuen over i faders stue, hvor jeg oprevet kastede mig på hans sofa og med tårer råbte: "Kære Gud, jeg kan ikke. Hvordan skulle jeg kunne rejse fra mor og far, søskende og fædreland? Her i landet vil jeg tjene dig med alt, hvad jeg er og har, men det andet kan jeg ikke!" Men Gud sagde: "Gå ud, jeg vil gå med dig." Dermed var jeg kastet ind i en voldsom kamp, som jeg måtte kæmpe ud alene: ikke engang for mor kunne jeg omtale det. To dage efter var min sommerferie færdig, og jeg vendte tilbage til Ehlers kollegium, stadig kæmpende nat og dag. Seks dage og nætter varede kampen, der endte med, at jeg bøjede mig for Guds vilje og fyldtes med lys og fred og en glæde ovenfra, som jeg aldrig havde kendt magen til."

Så skrev Einar Prip hjem til sine forældre. Og hans mor svarede: "Det er mig, der skriver i aften. Fader kan ikke for glæde. Han går op og ned ad gulvet og synger og jubler og græder. Han synes, Gud har givet os dig en gang til. Han er så lykkelig, at han slet ikke synes, han kan rigtig skrive til dig. Og hvad mig selv angår, ja, så er det svar på bøn. Fra den første dag, du blev født og var blevet lagt i svøb og i mors arm, har jeg daglig bedt Gud om, at min dreng dog måtte blive Herrens redskab derude."

- I bogen "Fra hjorddreng til sjælehyrde" har jeg prøvet at skildre en lignende oplevelse, som blev vort hjem til del: "I 1946 fik vi den store glæde at måtte sende vor ældste datter, Inger, og hendes mand, Daniel Bitsch, ud til Indien som missionærer.

Lige siden min barndom husker jeg, at det var mig en glæde at være med ved udsalgene for DMS i Foulum præstegårdshave og at høre om arbejdet blandt hedningerne derude i fjerne lande. - Et ekstra opkog fik denne kærlighed dog især i 1929, da jeg som præst i Haderup lå til sengs i længere tid og blandt andet fik lejlighed til at læse amtsvejinspektør Winklers bog om Kinamissionen. Ja, det gik mig sådan, at jeg tænkte: "Bare du dog havde været noget yngre, så måske din plads kunne været blevet derude, Hvor de trængte så meget til budskabet om Jesus og frelsen i ham." Og jeg husker så tydeligt, at det blev til den bøn: "Herre, når du ikke kan sende mig, vil du så ikke sende en af mine børn ?" På den baggrund forstår enhver, at da vor datter Inger så gennem børnekredsen i Varde og gennem kinamissionær fru Johanne Jensen, Skjern, og ad andre veje hørte kaldet, og til sidst sammen med sin mand, pastor Daniel Bitsch, rejste ud til missionsmarken i Indien, så var det i hvert fald ikke for mig en smertens dag, men en glædens dag, trods det svære ved at sige farvel for de mange år. Jeg tror også, at min hustru og jeg var enige øm, at det var en nåde så stor at få lov at sende et af vore børn ud til hedningemarken. Det var da også det store lyspunkt ved afskeden, da missionsflyveren "Ansgar" hævede sig og forsvandt for vore øjne for at bære de unge ud til missionsarbejdet i Indien. - Og lad det blive f øjet til, at vi forældre oplevede her igen sandheden i dette, at i Guds rige kan det se ud til, at vi giver, men vi får i stedet. Det har vi også fået så rigeligt gennem de år, "vore børn " har fået lov at stå i gerningen. Må de så også have fået lov til at blive til velsignelse derude."

- Vi skal bede sendebud derud. Men vi skal også huske at bede for dem, der står derude i gerningen, at Gud må velsigne deres vidnesbyrd og deres færden, så de må nå tilhørernes hjerter og være med at vinde sjæle for Kristus. Vi må være med at bede dem gennem deres mange vanskeligheder. De kommer til folk med helt fremmede sprog, og de kommer til lande med et helt andet klima.

Det kræver tilpasning og giver mange vanskeligheder. De er ude for farer og sygdomme, som vi ikke kender, så de trænger dobbelt til, at vi beder Gud om at give dem kræfter, tro og frimodighed.

Prof. Hallesby skriver i sin bog "Fra bønnens verden": " En af mine venner blandt missionærerne var netop kommet hjem fra missionsmarken. Vi sad og talte sammen om mange ting, blandt andet også om hans helbred i de år, han nu havde været derude. Dette er jo et ømt punkt i de fleste missionærers liv. Malariafeberen svækker og knækker så mange allerede i de unge år. Og min ven havde været på en station, hvor feberen var særlig slem.

Da vi kom ind på dette emne, var han lidt hemmelighedsfuld. Men jeg kendte ham så godt, så jeg var ikke bange for at være nysgerrig og spurgte ham så, hvordan det var gået. Og så fortalte han følgende: "Da jeg skulle rejse ud til missionsmarken, gik jeg rundt til mine venner hjemme i sognet for at sige farvel og kom da også ind til en ældre, troende kone på et husmandssted. Da jeg sagde farvel, beholdt hun min hånd i sin og så mig roligt ind i øjnene og sagde stille: "Nu skal jeg bede for dig, så du ikke får feberen, men kan bruge alle dine kræfter til arbejdet derude." - "Og jeg har ikke kendt til at have feber nogen dag i alle disse år," føjede han til, med øjnene fulde af tårer - glædens tårer!

Se her har vi atter en, som havde lært at bruge bønnen som arbejdsredskab. Der er mange måder at arbejde for missionen på også for os, som ikke kommer ud på missions marken. Give Gud, at vi så det og gjorde det, da ville det blive lettere for missionærerne at arbejde derude."

- Og når intet missionærbarn, så vidt jeg ved, blev bidt af slanger eller sønderrevet eller ædt af vilde dyr, så kan jeg ikke se på det på anden måde, end at Guds skærmende hånd var over dem som svar på bøn. Jeg kan jo blot tænke på min datters og svigersøns sidste år i Cuddalore i Indien. Der var syv børn, og det mindste barn var omkring et år og det ældste fjorten. En tid før afrejsen derfra fik de besøg af to slangetæmmere. Disse bad om lov til at gå på jagt i haven og fangede i løbet af ganske kort tid fem (5) store slanger, deriblandt brilleslanger og nogle, der om muligt, var endnu giftigere. Havde slangetæmmerne fået lov at blive ved med jagten, havde de sikkert fanget en del flere. - Et under, synes jeg, det er, at ingen af børnene blev offer for slangebid.

Eller jeg kan tænke på en lille notits i et brev, som min datter sendte os derude fra for et par år siden efter en rejse til Øst Jeypore. Hun skriver: "Bissan cuttacl" er den  missionsstation i Øst Jeypore, der ligger smukkest, der er bjerge rundt om, og jeg nød det rigtigt  Men når der er bjerge og skove, er der også vilde dyr, og jeg ville så gerne have set en bjørn eller en tiger; men det lykkedes ikke, selvom jeg i to nætter var med Tousgaards på biltur til stationen. Tousgaards fortalte mig imidlertid, at lige før jul var deres søn Jesper ude at lege med sin hund, og mens han gik ind for at spise aftensmad, blev hunden ædt af en leopard lige netop der, hvor drengen havde leget med hunden."

Ja, stort er det, at se Guds beskærmende hånd udrakt over missionærerne og deres børn. Men allerstørst er det jo, når Guds hånd er udrakt til frelse. Lad os derfor glæde os over, at der er steder på vore missionsmarker, hvor Helligånden skaber røre, så menighederne vokser i tal, og de troende fornyes, det er jo det, der er målet for alt missionsarbejde.

Nu afdøde, forhv. missionær i Indien, pastor o. Jensen, skrev for et års tid siden i en artikel blandt andet: "Der er i hvert fald en missionsmark, hvor det er anderledes, det er Øst-Afrika. Hvorfor er det anderledes der? Spørger vi missionærerne der, svarer de: "Det skyldes vækkelsen, som Gud i sin nåde gav os som svar på bøn. Vækkelsen kan komme på forskellig måde. Hos os kom den, da hvide og sorte forenede sig i ihærdig bøn om en vækkelse. Konferencer, resolutioner, formaninger gør kun ringe nytte. Det er fra oven, den må komme." Hvad Gud gjorde for Øst-Afrika, da man bad om det, vil han gøre også for vore unge kirker andre steder. Missionærerne kan ingen bedre arvtagere få end de unge kirker. Men ilden fra det høje må fænge i deres hjerter. Med andre ord: Vi trænger også derude til en vækkelse. Lad os i alvorlig bøn bede om, at den må komme.