Bønnen er en udvej!


Ved den højeste glæde som i den dybeste sorg må man have nogen af dele med. Det forøger glæden, og det mildner sorgen at kunne tale med en, som forstår og er interesseret.
Når afstand eller død skiller venner, er det, at man ikke har anledning til at dele sine tanker med dem, ofte det tungeste. Glæderne falmer i ensomheden, og sorgerne og vanskelighederne vokser os over hovedet.
Hvor er det godt at vide, at der er en ven, som død og afstand aldrig kan tage fra os. En ven, som altid er den samme, som altid forstår og altid er interesseret. På forskellig måde lader han os i sit ord forstå, at han længes efter at tale ud med os. Kom med dine fejltagelser, med din synd og din dårlige samvittighed, og lad ham gøre hjertet let og frit for syndeskyld. (Es 1,18) - Kom med byrder, med træthed og sorg og modtag tryghedens hvile fra det alt sammen. (Matt 11,28) Kom i glædens skønne stund, som han vil dele med dig; og vid, at alle de glæder, vi kan dele med Gud, vil øges derved og aldrig mistes. (Præd 11,9).
Bøn er at oplade hjertet for Gud som for en ven. - Hos ham bliver vi aldrig misforstået. Han misbruger ikke vor fortrolighed. Han elsker os trods vore fejl. Han vil aldrig skuffe os.
En af Judas konger viste i en kritisk situation den ægte, barnlig tillid til, at Gud altid er rede til at lytte og hjælpe på sin egen måde, og han blev ikke skuffet. Den mægtige assyrerkonge havde gennem et brev forsøgt at tage modet fra kong Ezekias og undergrave hans tillid til Gud, men da Ezekias havde læst brevet, gik han ganske enkelt op i templet og bredte det ud. Derpå foldede han sine hænder, lagde sagen frem for Gud og bad ham ordne det på sin egen måde. (2Kong 19,10-19.) Det gjorde Gud, og det vil han altid gøre. Vi har under alle forhold det samme privilegium som Ezekias. Spørgsmålet er, om vi forstår dets værdi og udnytter det.

Fra historien kommer den berømte udtalelse af Maria Stuart, der i kampen mod den skotske reformator John Knox udbrød: "Jeg frygter mere for John Knox' bønner end for en hær på ti tusind mand." Hun havde det rette syn på bønnens magt og værdi. Ezekias var truet af en hær på flere hundrede tusind mand, men virkningen af hans bøn var stærkere end den.
Kan Gud da ikke hjælpe os uden vor bøn? Så han ikke hærene rundt om Jerusalem, før Ezekias bad? Var han ikke klar over situationen i Skotland, om ikke Knox havde fortalt ham om den? Vi er vel næppe i tvivl om, at Gud ikke behøver vor bøn som et oplysningsmiddel om de faktiske forhold. Det er i det hele taget ikke Gud, der trænger til vor bøn, men det er os selv. Bønnen forårsager ikke en forandring hos Gud, men hos os. Den bringer ikke Gud ned på vort stade, men den løfter os op i det rette forhold til ham, så han kan hjælpe os. Derfor må vi bede og bede ofte.
Hvad kan vi så bede om, og kan vi bede om hvad som helst? En har sagt: Alt, hvad du har "ret" til at ønske, det har du også lov til at bede om. Jesus selv siger: Joh 15,7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Intet er for stort og intet for småt til, at han ikke skulle tage sig af det. Men bøn er ikke en erstatning for vor egen indsat.
Da Jesus opvakte den døde Lazarus, bad han de tilstedeværende om at fjerne den tunge sten foran graven. Det ville have set imponerende ud, om usynlige hænder havde fået stenen til at dreje sig, og Jesus kunne have ladet det ske. Men han ønskede at lære sin samtid og os, at når vi selv kan gøre arbejdet, vil Gud ikke besvare vor bøn med et under.
Hvis jeg for eksempel lever usundt og derved ødelægger mit helbred, er det ulogisk at bede Gud helbrede mig. Hvis jeg beder Gud frelse mine børn, men selv forsømmer at lede dem til Frelseren, er mit liv og min bøn ikke i harmoni, og i sådanne og lignende tilfælde får jeg nok ikke "hvad som helst" af Gud. Det vil slet ikke harmonere med Guds visdom, retfærdighed og kærlighed.
Betingelsen - for der er en betingelse for Guds bønhørelse - er, at vi bliver i Kristus, og Kristi ord bliver i os. Da beder vi i overensstemmelse med Guds vilje, Joh 9,31 "Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på.." Jak 4,3 "eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster." Og det er kun rimeligt, og vi må ikke glemme at sige Gud tak for det også.
Guds betingelse for bønhørelse er derfor et udtryk for hans kærlighed til os, idet han på ingen måde vil give os noget, som kan føre os i ulykke.
Hvis vi har en ven, vi har tillid til, vil vi spørge ham til råds. Når vi er usikre. Jesus er vor sande ven og vil råde os ved sit ord. Hos ham vil vi få vejledning til at bede ret og vælge ret. Hans kærlighed vil få os til at sige i bønnen som i vort liv: Jeg vil gå, hvor du ønsker, jeg skal gå. Jeg vil gøre, hvad du vil, jeg skal gøre. Jeg vil blive det, du ønsker, jeg skal være, og dersom vi kommer til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, og som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råd og lade lyset skinne ind i vore hjerter.
Bønnen er en udvej til at gøre vort liv rigt og trygt. Den vil øge vore glæder, mildne vore sorger og gøre vanskelighederne overkommelige.
Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere. En kærlig Gud og Frelser venter på at få lov til at give det bedste svar på vor bøn. Måske siger han ja og måske nej, måske vent lidt, men altid det bedste svar, fordi han ved alt og vil vort bedste.
Gud! Giv os villighed til at komme ofte til dig og åbne vore hjerter som for vor bedste ven.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com