Hvordan besvare Gud bøn?


Der er ikke givet mennesker nogen forrettighed af større betydning end bønnen.
De, som er kommet ind i samfund med Gud, har opdaget, at den er en kilde til åndeligt liv og modstandskraft.
Det er i bønnen, at menneskesjælen finder sit faste holdepunkt og tryghed.
Hvis man ikke forstår at udnytte bønnens muligheder, vil det bevirke, at det åndelige liv sygner hen.
Bønnens hjælp og velsignelse kan modtages, uden at man forstår alle dens hemmeligheder.
Mange har svigtet i bønnen på grund af de forstandsmæssige problemer, der opstår i bønnens verden. De har ment, at alle spørgsmål, der har med bøn at gøre, burde besvares, før man kan begynde at bede. Sådanne mennesker når sjældent til en virkelig erfaring om bøn.
Bøn er mere en hjertets oplevelse end en tankens oplevelse. Det ville være uklogt af os at afslå at tage imod elektricitetens velsignelser, blot fordi vi ikke har nogen klar forståelse af de videnskabelige principper, der ligger til grund for dens udnyttelse.

Det er akkurat lige så uforstandigt af os, hvis vi nægter at tage imod bønnens velsignelse, fordi visse mysterier, der har med den at gøre, forbliver ubesvarede. Hjertets forståelse kan være langt mere overbevisende end forstandens bevisgrunde.

Det bør siges, at bønnen ikke lader sig definere. Den er lige så udefinerlig som selve livet. Men denne kendsgerning burde imidlertid ikke afskrække os, fordi de højeste realiteter altid er hævet over den menneskelige tankes evne til at bedømme. Mennesker har unødvendigt hindret deres åndelige udsyn på grund af en forkert opfattelse af tankens muligheder.

Selv om bønnen ikke kan defineres, så kan den belyses ved billeder. Mange eksempler forøger og klargør bønnens betydning. De lukker op for strømme af lys, som viser dens skønhed klart og skarpt. At bede er at åbne hjertets dør for virkningen af Guds tilskyndelser. Bønnen lader Ånden få mulighed for at trænge ind.
Åb 3,20 "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig."

At bede er at lade sig selv blive fundet af Gud. Når man er villig til at lade sig finde af Gud, bliver de lave, kødelige overtalelser mindre tillokkende. Gud er altid villig til at give sine børn det bedste. Han behøver ikke først at overtales. Bønnen er at gribe fat om Guds villighed til at hjælpe dem, der er villige til at tage mod hjælpen.

Vor egen hjælpeløshed er i virkeligheden den bedste bøn, vi kan opsende til Gud.
Et lille barn appellerer stærkest til sin moder om  hjælp, når hjælpen er en nødvendighed.
Hjælpeløsheden er i sig selv en bøn.
Erkendelsen af, at det er os umuligt at hjælpe os selv, er det flodleje, hvorigennem Gud kan sende velsignelsens strømme.
Abraham Lincoln sagde: "Jeg er mange gange blevet ned på mine knæ med den overvældende forvisning om, at jeg ikke havde andre steder at søge hen. Min egen klogskab såvel som alle mine rådgiveres visdom forekom mig utilstrækkelig for netop denne dag."
Menneskelig svaghed, der udelukkende støtter sig til guddommelig kraft, er den mest virkningsfulde bøn.

Åndeligt klarsyn og følsomhed er en umulighed uden bøn. Bønnen er det samme for en kristens liv, som synsnerven er for øjet. Vor åndelige synsevne sløves, fordi vort bønneliv er indholdløst og tomt.
En kristen, uden bøn er som et menneskeskelet uden kød og blod og muskler. Bønnen er for os som en åndelig kikkert, hvorigennem vi kan se ind i de åndelige virkeligheders dyb.
Det er kun gennem bønnen, at vi kan gå ind under Guds vilje og plan med os.

En mystiker fra det sekstende århundrede har sagt: "Bøn er ikke at bede om det, vi ønsker af Gud, men om det, Gud ønsker af os."
Alt for ofte beder vi på en måde, der kunne bibringe mennesker den tro, at Gud er forpligtet til at adlyde os.
I den ægte bøn bør vi spørge om, hvad Gud ønsker af os.
Vor fatteevne er ringe og begrænset. Tennyson har sagt: "Bøn er som at åbne en sluse mellem det store verdenshav og vore små kanaler, når havet samler sig og strømmer ind ved højvande."

Bønnen er det sikre tilflugtssted for en urolig og ængstet sjæl. Det er dette tilflugtssted, som skildres så klart af salmisten:
Sl 62,6-9 Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler. Hos Gud er min hjælp og min ære, min sikre tilflugtsklippe er hos Gud. Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt.

Ofte lyder dette spørgsmål: "Skal jeg kæmpe i bønnen for at få, hvad jeg trænger til?"
Mange har den opfattelse, at bønnen er en kamp med Gud for at gøre ham rede til at give os det, som vi trænger så hårdt til. Dette er i sandhed en parodi på Guds væsen. Bønnen er ikke en kamp for at gøre Gud villig.
Phillips Brooks har ret, når han siger: "Bønnen skal ikke overvinde Guds modvillighed, men gribe fat om Guds villighed."
Guds villighed fremgår tydeligt af Jesu ord:
Luk 11,10-13 "For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!"

Alt for mange har i deres bøn til Gud sprængt sig ved fysisk anstrengelse og indre tvang. Månen kan ikke genspejles på et uroligt hav, og heller ikke kan Gud genspejle sin fred i et anspændt sind eller legeme.
For at være modtagelig kræves der afslappelse og tillid.
"han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand."

Sl 46,11 "Stands, og forstå, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!"

Fil 4,6 "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak."

En velkendt kristen forfatter har skrevet: "Ak, hvor mange mister ikke de rigeste velsignelser, som Gud har tiltænkt dem i form af sundhed og åndelige evner!
Der er mange sjæle, som kæmper for at få en særlige velsignelser og vinde særlige sejre for at kunne udrette store ting. Derfor føler de altid, at de må føre en kvalfuld strid under bøn og tårer. Al lidelsen, alle tårerne og al kampen kan ikke bringe dem den velsignelse, de higer efter. Deres eget jeg må helt overgives. De må udrette det arbejde, der ligger for, og tilegne sig den overflødighed af nåde fra Gud, som er lovet til alle dem, der beder i tro."

Jakob gjorde den fejlagtige forestilling, at Guds velsignelse kunne erhverves ved et menneskes kamp. Gud så, at det var nødvendigt at udygtigere Jakob, før han kunne lære, at det ikke var et menneskes bestræbelser, men et menneskes overgivelse, der medførte Gud velsignelse. Ved at overgive sig vandt Jakob det, som det var umuligt for ham at vinde ved kamp og strid. Jakob blev ikke velsignet, fordi han kæmpede. Han blev velsignet, da han opgav kampen og helt og fuldt underkastede sig Guds vilje.
Menneskers kamp bunder i manglende vilje til helt at overgive sig til Guds nåde. Kampen føres altid med os selv og aldrig med Gud, der længe har været villig til at give os, hvad vi trænger til.

Kristne, der har bedt i mange år, siger ofte, at de ikke fik noget håndgribeligt bevis, som har kunnet overbevise dem om Guds godkendelse. Disse mennesker har bedt længe og inderligt om et synligt tegn.
Ofte gives der ikke noget tegn, og mennesket fortvivler og bliver svagere i sit bønneliv.
Ofte har den slags kristne været stillet overfor at skulle tage afgørelser. De siger: "Om Gud dog blot ville give mig et synligt svar for at vise mig, hvad jeg skal gøre." De har bedt om tegn, men i reglen sker der ikke noget.
De siger: "Hvorfor giver Gud mig ikke et tegn, som gør det muligt for mig at kende hans vilje?"

Jesus havde mange ting at sige med hensyn til dem, der søgte ydre beviser. I reglen dadler han dem, der søger tegn.
Matt 16,4 "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet. Og han forlod dem og gik sin vej."

Til Tomas, der søgte en synlig bekræftelse, Joh 20,29
Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Gud vil, at overbevisningen skal komme indefra. Alt for mange af os ønsker, at Gud skal udrette noget for os i stedet for med os. Vi ønsker en ydrebesvarelse på bønnen i stedet for en indre besvarelse. En bestandig tilkendegivelse af ydre førelse ved hjælp af tegn ville svække den moralske karakter og ikke styrke den.

En god fader eller moder vil, at deres barn skal lærer selv, at træffe sine afgørelser indefra.
Paulus siger: Fil 4,13 "Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft."

Kristus ønsker altså, at gøre mennesker stærke ved sin nærhed, så de lader sig lede af hjertets tilskyndelser i stedet for ved ydre tvang. Visdommen skal modtages indefra og ikke udefra.
Jak 1,5 "Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den."

Gideons bøn om tegn var ikke noget bevis på tro, men på manglende tro.
Gideon var selv klar over sin urigtige fremgangsmåde, Dom 6,39-40
"Gideon sagde til Gud: Du må ikke blive vred på mig, når jeg taler denne ene gang endnu. Lad mig bare én gang til prøve med ulden. Lad ulden alene være tør, mens der falder dug på jorden. Og sådan gjorde Gud den nat. Kun ulden var tør, mens der var dug på jorden."

At tegnene blev givet, var snarere en indrømmelse til Gideons manglende tro end et bevis på hans tro. Gud gør den slags indrømmelser på grund af vor åndelige umodenhed, men det er hans ønske, at vi skal udvikles i kraft til i vort indre at tage kloge afgørelser ved hans iboende hjælp.

Den sande bøn er: "Gud gør mig," og ikke: "Gud give mig."
Alt for mange af os ønsker, at Gud skal besvare bønnen ved ydre tegn og ikke i vort indre liv.
Når Gud ikke giver ydre tegn, betyder det, at han vil, at vi skal udvikles i modenhed til at tage kloge bestemmelser ved et fornuftigt skøn over kendsgerningerne snarere end ved hjælp af ydre tegn.
Vore bønner er ofte egoistiske. De drejer sig om vore egne ønsker og fornødenheder.
En hovedårsag til, at man ikke bliver bønhørt, gives af apostlen Jakob, som siger: Jak 4,3 "eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.

De bedste bønner er i reglen dem, hvor vort eget jeg er fuldstændig glemt.
Denne form for bøn kaldes forbøn.
Forbøn er en uselvisk bøn.
Grundlaget for forbønnen hviler på vor indbyrdes afhængighed.
Rom 14,7 "For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;"

Et gammelt latinsk ordsprog siger: "Et menneske er slet ikke noget menneske."
Intet menneske er i sig selv det hele, hans venner er en del af ham.
William Law har ret, når han siger: "Forbøn er den bedste voldgiftsdommer ved alle uenigheder, den bedste hjælper til at fremme sandt venskab, den bedste lægedom og det bedste middel mod al ukærlighed og alle hidsige og hovmodige lidenskaber."

Det er sandt, at Gud ofte lader vor næste vel bero på vor bøn. Hans velfærd er afhængigt af vort arbejde og omtanke; hvorfor skulle det så synes mærkeligt, at hans vel kunne være afhængigt af vor bøn?
Forbøn har sit udspring i ægte fromhed.
Det er vanskeligt at bede for andre, hvis ikke vi elsker.

Store mænds bønner  har været forbønner.
Apostlen Paulus sagde:
Rom 9,3 "Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd."

Moses bad således: 2Mos 32,32 "Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører."

John Knox tryglede: "Giv mig Skotland, ellers dør jeg."
Martin Luther sagde en gang: "Jeg har den følelse, at nogen beder for mig."
Jo større den pågældendes åndelige vækst er, jo mere uselvisk vil hans bønner være.
Jesus sagde ved tanken om Peters kommende kamp:
Luk 22,32 "men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du en gang vender om, så styrk dine brødre."

Hebr 7,25 "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem."

Samuel regnede det for en synd ikke at bede for andre. Han sagde til Kong Saul: 1Sam 12,23 "Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer. Jeg vil vise jer den gode og rette vej."

Bøn er vejen til at komme Gud nærmere.
Hvis I sætter vor lid til menneskelig organisation, vil vi nyde godt af de fordele, denne kan give; sætter vi vor lid til intellektuel disciplin og uddannelse, får vi, hvad det kan give os.
Men sætter vi vor lid til bøn i forening med organisation og uddannelse, får vi alt, hvad Gud kan gøre for os.

En bøn jeg vil opsende,
O gud til dig:
Til mine dages ende
vejled du mig!
Jeg tør ej gå alene -
ej blot et fjed.
Hvor du vil gå, o Herre,
tag du mig med!

Tal fred til bange hjerte,
al nådes Gud,
at jeg i sorg og smerte
må holde ud!
Dit svage barn giv hvile
ved korsets fod,
dit åsyn til mig smile,
giv tro og mod!

Når skygger tunge samle
sig om mig tæt,
og jeg som blind må famle,
til jeg er træt,
så tag du mig ved hånden,
styr mine fjed,
husval mig og ved Ånden,
så har jeg fred.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på www.bibel-skolen.com