| |
Der er ikke givet mennesker nogen forrettighed af større
betydning end bønnen. De, som er kommet ind i samfund med Gud, har
opdaget, at den er en kilde til åndeligt liv og modstands- kraft.
Det er i bønnen, at menneskesjælen finder sit faste holdepunkt
og tryghed. Hvis man ikke forstår at udnytte bønnens muligheder,
vil det bevirke, at det åndelige liv sygner hen. Bønnens hjælp
og velsignelse kan modtages, uden at man forstår alle dens hemmeligheder.
Mange har svigtet i bønnen på grund af de forstandsmæssige
problemer, der opstår i bønnens verden. De har ment, at alle
spørgsmål, der har med bøn at gøre, burde besvares,
før man kan begynde at bede. Sådanne mennesker når sjældent
til en virkelig erfaring om bøn. Bøn er mere en hjertets
oplevelse end en tankens oplevelse. Det ville være uklogt af os at
afslå at tage imod elektricite- tens velsignelser, blot fordi vi
ikke har nogen klar forståelse af de videnskabelige principper, der
ligger til grund for dens udnyttelse. Det er akkurat lige så uforstandigt
af os, hvis vi nægter at tage imod bønnens velsignelse, fordi
visse mysterier, der har med den at gøre, forbliver ubesvarede.
Hjertets forståelse kan være langt mere overbevisende end forstandens
bevisgrun- de.
Det bør siges, at bønnen ikke lader sig
definere. Den er lige så udefinerlig som selve livet. Men denne kendsgerning
burde imidlertid ikke afskrække os, fordi de højeste realiteter
altid er hævet over den menneskelige tankes evne til at bedømme.
Mennesker har unødvendigt hindret deres åndelige udsyn på
grund af en forkert opfattelse af tankens muligheder.
Selv om bønnen ikke kan defineres, så kan
den belyses ved billeder. Mange eksempler forøger og klargør
bønnens betydning. De lukker op for strømme af lys, som viser
dens skønhed klart og skarpt. At bede er at åbne hjertets
dør for virkningen af Guds tilskyndelser. Bønnen lader Ånden
få mulighed for at trænge ind. Åb 3,20 "Se, jeg står
ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner
døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham
og han med mig." At bede er at lade sig selv blive fundet af Gud. Når
man er villig til at lade sig finde af Gud, bliver de lave, kødelige
overtalelser mindre tillokkende. Gud er altid villig til at give sine børn
det bedste. Han behøver ikke først at overtales. Bønnen
er at gribe fat om Guds villighed til at hjælpe dem, der er villige
til at tage mod hjælpen.
Vor egen hjælpeløshed er i virkeligheden
den bedste bøn, vi kan opsende til Gud. Et lille barn appellerer
stærkest til sin moders hjælp ved, at denne i en nødvendighed.
Hjælpeløsheden er i sig selv en bøn. Erkendelsen af,
at det er os umuligt at hjælpe os selv, er det flodleje, hvorigen-
nem Gud kan sende velsignelsens strømme. Abraham Lincoln sagde:
"Jeg er mange gange blevet ned på mine knæ ved den overvældende
forvisning om, at jeg ikke havde andre steder at søge hen. Min egen
klogskab såvel som alle mine rådgiveres forekom mig utilstrækkelig
for netop denne dag." Menneskelig svaghed, der udelukkende støtter
sig til guddommelig kraft, er den mest virkningsfulde bøn.
Åndeligt klarsyn og følsomhed er en umulighed
uden bøn. Bønnen er det samme for en kristens liv, som synsnerven
er for øjet. Vor åndelige synsevne sløves, fordi vort
bønneliv er goldt. En kristen uden bøn er som et menneskeskelet
uden kød og blod og muskler. Bønnen er for os som en åndelig
kikkert, hvorigennem vi kan se ind i de åndelige virkeligheders dyb.
Det er kun gennem bønnen, at vi kan gå ind under Guds vilje
og plan med os.
En mystiker fra det sekstende århundrede har sagt:
"Bøn er ikke at bede om det, vi ønsker af Gud, men om det,
Gud ønsker af os." Alt for ofte beder vi på en måde,
der kunne bibringe mennesker den tro, at Gud var forpligtet til at adlyde
os. Den ægte bøn burde spørge om, hvad Gud ønsker
af os. I højeste forstand begærer bønnen at finde Guds
vilje og vejledning til de menneskelige erfaringer. Vor fatteevne er ringe
og begrænset. Tennyson har sagt: "Bøn er som at åbne
en sluse mellem det store verdenshav og vore små kanaler, når
havet samler sig og strømmer ind ved flodtid."
Bønnen er det sikre tilflugtssted for en urolig
og ængstet sjæl. Det er dette tilflugtssted, som skildres så
klart af salmisten: Sl 62,6-9 Kun hos Gud finder min sjæl ro, for
mit håb kommer fra ham. Kun han er min klippe og min frelse, min
borg, så jeg ikke vakler. Hos Gud er min hjælp og min ære,
min sikre tilflugtsklippe er hos Gud. Stol altid på ham, du folk,
udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt.
Ofte lyder dette spørgsmål: "Skal jeg kæmpe
i bønnen for at få, hvad jeg trænger til?" Mange har
den opfattelse, at bønnen er en kamp med Gud for at gøre
ham rede til at give os det, som vi trænger så hårdt
til. Dette er i sandhed en parodi på Guds væsen. Bønnen
er ikke en kamp for at gøre Gud villig. Phillips Brooks har ret,
når han siger: "Bønnen skal ikke overvinde Guds modvillighed,
men gribe fat om Guds villighed." Guds villighed fremgår tydeligt
af Jesu ord: Luk 11,10-13 "For enhver, som beder, får; og den, der
søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. Hvilken
far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder
ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg?
Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor
meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden
til dem, der beder ham!"
Alt for mange har i deres bøn til Gud sprængt
sig ved fysisk anstrengelse og indre tvang. Månen kan ikke genspejles
på et uroligt hav, og heller ikke kan Gud genspejle sin fred i et
anspændt sind eller legeme. For at være modtagelig kræves
der afslappelse og tillid. "han lader mig ligge i grønne enge, han
leder mig til det stille vand." Sl 46,11 "Stands, og forstå, at jeg
er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!"
Fil 4,6 "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres
ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak."
En velkendt kristen forfatter har skrevet: "Ak, hvor mange
mister ikke de rigeste velsignelser, som Gud har tiltænkt dem i form
af sundhed og åndelige evner! Der er mange sjæle, som kæmper
for at få særlige velsignelser og vinde særlige sejre
for at kunne udrette store ting. Derfor føler de altid, at de må
føre en kvalfuld strid under bøn og tårer. Al lidelsen,
alle tårerne og al kampen kan ikke bringe dem den velsignelse, de
higer efter. Deres eget jeg må helt overgives. De må udrette
det arbejde, der ligger for, og tilegne sig den overflødighed af
nåde fra Gud, som er lovet til alle dem, der beder i tro."
Jakob gjorde sig den fejlagtige forestilling, at Guds
velsignelse kunne erhverves ved et menneskes kamp. Gud så, at det
var nødvendigt at udygtigere Jakob, før han kunne lære,
at det ikke var et menneskes bestræbelser, men et menneskes overgivelse,
der medførte Gud velsignelse. Ved at overgive sig vandt Jakob det,
som det var umuligt for ham at vinde ved kamp og strid. Jakob blev ikke
velsignet, fordi han kæmpede. Han blev velsignet, da han opgav kampen
og helt og fuldt underkastede sig Guds vilje. Menneskers kamp bunder i
manglende vilje til helt at overgive sig til Guds nåde. Kampen føres
altid med os selv og aldrig med Gud, der længe har været villig
til at give os, hvad vi trænger til.
Ofte siger kristne, der har bedt i mange år, at
de ikke fik noget håndgribeligt bevis af ydre art, som kunne have
forvisset dem om Guds godkendelse. Disse mennesker har bedt længe
og inderligt om et synligt tegn. Tit gives der ikke noget tegn, og mennesket
fortvivler og bliver svagere i sit bønneliv. Ofte har den slags
kristne været stillet overfor at skulle tage afgørelser. De
siger: "Om Gud dog blot ville give et synligt svar for at vise, hvad man
skal gøre." De har bedt om tegn, men i reglen sker der ikke noget.
De siger: "Gideon fik beviser, hvorfor giver Gud så ikke mig et tegn,
som kunne gøre det muligt for mig at kende hans vilje?"
Jesus havde mange ting at sige med hensyn til dem, der
søgte ydre beviser. I reglen dadler han dem, der søger tegn.
Matt 16,4 "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke
få andet tegn end Jonastegnet." Og han forlod dem og gik sin vej."
Til Tomas, der søgte en synlig bekræftelse, Joh 20,29 Jesus
sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har
set og dog tror."
Gud vil, at overbevisningen skal komme indefra. Alt for
mange af os ønsker, at Gud skal udrette noget for os i stedet for
med os. Vi ønsker en ydrebesvarelse på bønnen i stedet
for en indre besvarelse. En bestandig tilkendegivelse af ydre førelse
ved hjælp af tegn ville svække den moralske karakter og ikke
styrke den. En god fader eller moder vil, at deres barn lærer selv
at træffe sine afgørelser indefra. Ydre færdselssignaler
ville hindre al moralsk og åndelig udvikling. Paulus siger: Fil 4,13
"Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft." Kristus ønsker
altså at gøre mennesker stærke ved sin nærhed,
så de lader sig lede af hjertets tilskyndelser i stedet for ved ydre
tvang. Visdommen skal modtages indefra og ikke udefra. Jak 1,5 "Men hvis
nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få
den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så
vil han få den."
Gideons bøn om tegn var ikke noget bevis på
tro, men på manglende tro. Gideon var selv klar over sin urigtige
fremgangsmåde, Dom 6,39-40 "Gideon sagde til Gud: Du må ikke
blive vred på mig, når jeg taler denne ene gang endnu. Lad
mig bare én gang til prøve med ulden. Lad ulden alene være
tør, mens der falder dug på jorden. Og sådan gjorde
Gud den nat. Kun ulden var tør, mens der var dug på jorden."
At tegnene blev givet, var snarere en indrømmelse til Gideons manglende
tro end et bevis på hans tro. Gud gør den slags indrømmelser
på grund af vor åndelige umodenhed, men det er hans ønske,
at vi skal udvikles i kraft til i vort indre at tage kloge afgørelser
ved hans iboende hjælp.
Den sande bøn er: "Gud gør mig," og ikke:
"Gud give mig." Alt for mange af os ønsker, at Gud skal besvare
bønnen ved ydre tegn og ikke i vort indre liv. Når Gud ikke
giver ydre tegn, betyder det, at han vil, at vi skal udvikles i modenhed
til at tage kloge bestemmelser ved et fornuftigt skøn over kendsgerningerne
snarere end ved hjælp af ydre tegn. Vore bønner er ofte egoistiske.
De drejer sig om vore egne ønsker og fornødenheder. En hovedårsag
til, at man ikke bliver bønhørt, gives af apostlen Jakob,
som siger: Jak 4,3 "eller I beder og får alligevel intet, fordi I
beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.
De bedste bønner er i reglen dem, hvor vort eget
jeg er fuldstændig glemt. Denne form for bøn kaldes forbøn.
Forbøn er en uselvisk bøn. Fadervor er et forbillede på
sådan bøn. Her findes ingen selvoptagethed. "Vor Fader," "vort
daglige brød", "vor skyls," "vore skyldnere," viser den rette vej
til uselvisk bøn.
Grundlaget for forbønnen hviler på vor indbyrdes
afhængighed. Rom 14,7 "For ingen af os lever for sig selv, og ingen
dør for sig selv;" Et gammelt latinsk ordsprog siger: "Et menneske
er slet ikke noget menneske." Intet menneske er i sig selv det hele, hans
venner er en del af ham. William Law har ret, når han siger: "Forbøn
er den bedste voldgiftsdommer ved alle uenigheder, den bedste hjælper
til at fremme sandt venskab, den bedste lægedom og det bedste middel
mod al ukærlighed og alle hidsige og hovmodige lidenskaber."
Det er sandt, at Gud ofte lader vor næste vel bero
på vor bøn. Hans velfærd er afhængigt af vort
arbejde og omtanke; hvorfor skulle det så synes mærkeligt,
at hans vel kunne være afhængigt af vor bøn? Forbøn
har sit udspring i ægte fromhed. Det er vanskeligt at bede for andre,
hvis ikke vi elsker.
Store bønnens mænd har været store
forbedere. Apostlen Paulus sagde: Rom 9,3 "Jeg ville ønske, at jeg
selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine
brødre og landsmænd." Moses bad således: 2Mos 32,32
"Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig
af den bog, du fører." John Knox tryglede: "Giv mig Skotland, ellers
dør jeg." Martin Luther sagde en gang: "Jeg har den følelse,
at nogen beder for mig." Jo større den pågældendes åndelige
vækst er, jo mere uselvisk vil hans bønner være. Jesus
sagde ved tanken om Peters kommende kamp: Luk 22,32 "men jeg bad for dig,
for at din tro ikke skal svigte. Og når du en gang vender om, så
styrk dine brødre." Hebr 7,25 "Derfor kan han også helt og
fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og
vil gå i forbøn for dem." Samuel regnede det for en synd ikke
at bede for andre. Han sagde til Kong Saul: 1Sam 12,23 "Jeg vil da heller
aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn
for jer. Jeg vil vise jer den gode og rette vej."
Bøn er vejen til at komme Gud nærmere. Hvis
I sætter vor lid til menneskelig organisation, vil vi nyde godt af
de fordele, denne kan give; sætter vi vor lid til intellektuel disciplin
og uddan- nelse, får vi, hvad det kan give os. Men sætter vi
vor lid til bøn i forening med organisation og uddannelse, får
vi alt, hvad Gud kan gøre for os.
En bøn jeg vil opsende,
O gud til dig:
Til mine dages ende
vejled du mig!
Jeg tør ej gå alene -
ej blot et fjed.
Hvor du vil gå, o Herre,
tag du mig med!
Tal fred til bange hjerte,
al nådes Gud,
at jeg i sorg og smerte
må holde ud!
Dit svage barn giv hvile
ved korsets fod,
dit åsyn til mig smile,
giv tro og mod!
Når skygger tunge samle
sig om mig tæt,
og jeg som blind må famle,
til jeg er træt,
så tag du mig ved hånden,
styr mine fjed,
husval mig og ved Ånden,
så har jeg fred.
(Erik Arnesen) |
|