Bøn må indeholde en overgivelse til Gud. Naturligvis må vi først og fremmest tro på Gud og på, at han besvarer bøn. Der står i Hebr 11,6 at den, der kommer til Gud, må tro, at han er til, og det er nødvendigt.

Da disciplene så den livsvigtige betydning, bøn havde for Jesus, sagde de: "Herre! Lær os at bede."
Vi har også behov for at lære at bede. Hvis vi uden forbehold sætter vor fortrøstning til ham, så at enhver bøn er en indordning under hans vilje, lære vi at bede på den rette måde.
Vi kan nævne reglerne for bøn, vi kan logisk definere, hvad bøn er, vi kan forklare, at bøn er andagt, tilbedelse, tak og pris. Men overgivelse bliver dog det største. Det er muligt at bede til Gud og takke og prise ham uden virkelig at have overgivet sig til ham, uden at have den fuldkomne tillid til ham, som er livsvigtig for åndelig vækst.

Gud er ikke interesseret i regler for og beskrivelser af bøn. Han ønsker blot, at vi skal bede! Der er regler for bøn, men selv om vi bryder dem og kommer ind ad den forkerte dør, vil Gud ikke sende os ud og bede os om at komme ind på den rigtige måde. Han vil glæde sig over, at vi kom.

Jeg kommer til at tænke på en herre, som havde brugt megen tid for at få audiens hos en af verdens store mænd. Endelig sad han og talte med ham i hans have. Men med små mellemrum blev de afbrudt af den berømte mands lille søn, som kom kørende på sin cykle gennem haven og råbte: "Hallo, farmand!" For ham var alle ceremonielle handlinger og aftaler for at opnå audiens overflødige. Han var husets søn!

Det er ikke så meget regler, vi behøver at kende, som Frelseren!

Jeg forstår ikke, hvordan Gud kan høre bønner. Jeg forstår mig heller ikke på elektricitet, men jeg bruger den alligevel.
Vi taler ofte om bønnens kraft. Bøn er ikke en kraft i sig selv. Bøn er det middel, hvorigennem vi får Guds kraft, den kontakt, vi drejer på for at få forbindelse med Gud. Bøn formår intet. Men Gud, der besvarer bøn, formår alt.

Ingen bøn forbliver upåagtet - selv ikke hjertets lønligste. Gud stabler ikke vore bønner op på en pult som breve og venter en tid, før han tager tid til at besvare dem. Gud behøver ikke at trække en bøn ud af stabelen som et ubesvaret brev og sige: "Denne bøn blev opsendt for længe siden. Nu er der ingen grund til at besvare den, for den kritiske situation er overstået nu."

Gud er endnu aldrig kommet et sekund for sent. Engelen standsede Abrahams hånd i rette tid. Jesus syntes at være fire dage forsinket, da han besvarede Marias og Martas bøn, men det var ikke tilfældet. Han kom netop i rette tid til at udføre et stort mirakel med Lazarus.

Vær stille over for Herren, vent på han Sl 37,7. Det er svært! Vi har så travlt og er ikke udholdende i bøn. Vi bliver let mismodige, hvis vi ikke får svar efter at havde bedt blot et par gange.

Gud hører enhver oprigtig bøn. Men ofte siger han nej til vore selviske ønsker for at hjælpe os til at søge vort hjertes største behov. Han holder de ting tilbage, vi ønsker, for at give os noget, vi virkelig behøver. Han besvarer vore bønner, akkurat som vi ville ønske at få dem besvaret, hvis vi kunne se og forstå som han. Glem aldrig det!

Hvis vi blot kunne lære at stole på ham og tro, at han formår at lede os langt bedre, end vi selv forstår! Han har lovet at sørge for os! Han sørger for himmelens fugle, klæder græsset og liljerne på marken. Hvor langt større omsorg har han ikke for os?

Undertiden mangler vi et oprigtigt ønske om at få vore bønner besvaret. Vi beder så tilfældigt, som om vi bad om et kilo salt hos købmanden. Og derefter spekulerer vi på, hvorfor Gud ikke bønhører os. Hvorfor skulle Gud besvare vore bønner, når vort behov ikke er så vigtigt, at vi søger ham af hele vort hjerte?

Har vi nogen sinde bedt så alvorligt, som om vort liv stod på spil?

Hvis vi skulle gå i forbøn hos kongen for vort eget liv eller for en af vore kæres liv, ville vi både lægge alvor og oprigtighed for dagen i vor anmodning. Og vi ville ikke samtidig bede om en hel masse andre ting. Vi ville koncentrere os om den ene ting. Hvor ofte er vore bønner til Gud ikke overfladiske på grund af alle de mange ting, vi beder om!

Bøn behøver ikke altid at blive bedt under sjælekval og smerte. Oftest er bøn en rolig overgivelse. Hvis vore bønner indeholdt mere tillid og mindre bekymring, mere tro og mindre tvivl, hvor megen glæde ville de så ikke bringe os - og Gud.

Gud hører ikke bønnen på grund af dens fuldkomne form, eller fordi vi i enkeltheder kan gengive dagens synder. Gud hører os ikke på grund af vor fortjeneste, men på grund af vort behov. Den eneste fortjeneste, vi kan anføre, er Kristi fortjeneste.

Vi skal komme i Jesu navn, og når vi kommer i dette navn, lover Gud at høre os. "Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem."
Matt 18,20.

Giver Gud os her et tomt løfte om at gøre alt, hvad vi beder om, uanset om det er klogt eller ej? Bestemt nej

I Matt 18,19 har Gud givet et andet løfte angående bøn, som ikke alle har forstået: "Fremdeles siger jeg eder, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader."

Selvfølgelig vil Himmelens Gud ikke forpligte sig til uden undtagelse at gøre alt, hvad to personer kan finde på. Derved ville han gøre sig afhængig af menneskers luner. Men Gud er i sandhed rede til at høre bønner fra en eller to personer. Men hvad betyder det at "blive enige om"?
Det oprindelige græske ord betyder "at harmonere". Forestil dig et symfoniorkester, hvis musikere stemmer instrumenterne lige før en koncert. Instrumenterne skal ikke alene stemme sammen, men alle skal stemmes efter kammertonen. Således må vi være i harmoni med hinanden og med Gud, før vi kan forvente bønhørelse.

Husk, at når vi er i fuldkommen harmoni med Gud, vil vi altid bede, som Jesus bad: "Ske din vilje!"

Vi glemmer ofte, at alle Guds løfter er givet på betingelser.
Vi må søge Gud og hans rige først, så får vi alt andet i tilgift. Det kan vi læse om i Matt 6,33: "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

Læs i 1 Joh 3,22: "Og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt."

Hvorfor får vi de ting, vi beder om?
Fordi vi holder hans bud og gør de ting, der er ham velbehagelige. Det er ikke således, at vi kan gøre os fortjent til bønhørelse. Men vi kan ikke have nogen som helst ret til at forvente, at han vil opfylde vore ønsker, hvis vi ikke nærer noget ønske om at opfylde hans ønsker.

Måske kender vi ikke reglerne for bøn. Måske kommer vi til kort med hensyn til forståelsen af, hvad Gud forventer af os. Måske forstår vi ikke andet end vort eget behov. Men det er tilstrækkeligt. Vi kan komme, just som vi er. Vort behov er det bedste argument, vi kan komme med. Der er en bøn, som Gud altid hører, og det er den angergivne synders bøn.

Når vi beder om tilgivelse og om kraft til at modstå synden, behøver vi ikke at være i tvivl om, at Gud hører os. Gud vender sig aldrig bort fra en sådan bøn. Vi kan trygt gå ud fra, at vi får det svar, vi trænger til.

Hvilken forstående Gud! Han er interesseret i os og vor frelse. Men han er også interesseret i de små ting, som møder os på vor vej gennem livet. Intet, som er stort nok til at bekymre os, er for småt til at beskæftige ham. Hverken tårer eller uudtalte ønsker forbigår Frelserens opmærksomhed.

Det er naturligt, at vi med taknemmelighed ser tilbage på de store ting, Gud har gjort for os - de store udfrielser de kritiske situationer, der fik en lykkelig udgang, og nådens mirakler i vort hjerte. Men intet har gjort Frelseren mere dyrebar for mig end de mange gange, han har bevist sin kærlighed ved at interessere sig for de små ting i mit liv.

Det er ikke så svært at forstå, at Gud kan besvare fuldkomne menneskers bønner, hvis der fandtes sådanne. Men når vi igen og igen kommer til ham med tilsmudsede hjerter, som vi beder ham rense, indviklede tråde, som vi beder ham rede ud, forkludrede liv, som vi beder ham rette, og han gør alt dette for os uden at fordømme os, så må vi sige, at det er en kærlighed der er større og smukkere, end vi fatter.

Der er stunder, hvor vi er urimelige med hensyn til, det vi forventer, at Gud skal gøre med de vanskeligheder, vi selv har indviklet os i. Gud kan ikke forandre sin grundlæggende lov, som siger: "Thi hvad et menneske sår, det skal han også høste." Gal 6,7.

Tænk på Elias i styrkeprøven på Karmens bjerg.

Tænk på Peter på pinsefestens dag.

Tænk på kvinden, som rørte ved sømmen på Frelserens klædebon og blev helbredt.

Men de, der beder, oplever også timer i anspændthed.
Tænk på Moses, som bad for sit folk. Læs hans bøn i 2 Mos 32,32:
"Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører!"

Hvor mange af os er villige til at lade vort navn slette i Guds bog for andres skyld?
Moses var det!

Jesus bad, levede og døde for andre.

Jesu bøn var præget af den tilgivelsens ånd, som vi må tilegne os.
"Fader, tilgiv ham, thi de ved ikke, hvad de gør," sagde han.

Og martyren Stefanus genspejlede sin Herres karakter så meget, at han bad med næsten de samme ord: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Kærlighedens uselviske ånd burde beherske vort bønneliv.

Vi beder mange bønner for dem, vi elsker. Men ofte beder vi, som om vi forsøgte at overtale Gud til at interessere sig for dem. Når vi lærer at stole på Frelseren, bør vi vide, at vor kære såvel som vi selv allerede er sikrere end i hans varetægt. Han elsker dem højere, end vi elsker dem. Bøn må være en overgivelse af os selv og andre til hans fuldkomne kærlighed og omsorg.

En har kaldt bøn for sjælens åndedræt. Det er den kristnes virkelige liv. Den, som ikke har tid til at bede, har ikke tid til at leve. Bøn er den kanal, gennem hvilken et menneske holder sig i konstant forbindelse med det himmelske land, som er blevet dets hjemland. Det er en kanal, gennem hvilken liv og lys og kærlighed bliver formidlet ved ham, som er livets, lysets og kærlighedens kilde.

Psykologerne taler så meget om, at bøn er en følelsesmæssig afspænding at tale med en, vi elsker?
Den måde, bøn løfter vore byrder på, beviser, at vi taler til en højere magt og ikke ud i det tomme rum. Der er en, der lytter og besvarer vore bønner. Det er grunden til, at bøn har den helbredende kraft, som tilfældet er. Det er ikke bønnen i sig selv, som læger, men Gud, som vi beder til.

Bøn er langt, langt mere end en følelsesmæssig afspænding. Den er forbindelsen med den levende frelser!

Herre, hjælp os ind i bønnens rige erfaring. Lær os at bede, men mest at alt lær os at stole på dig og at overgive vort liv til dig.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på

 www.bibel-skolen.com