Er du omvendt?

 

Men mange vækkelser i moderne tid har været helt forskelligt fra de åbenbarelser af guddommelig nåde, som i tidligere tider fulgte Guds tjeneres arbejde. Ganske vist er der udbredt interesse, og mange påstår, at de har omvendt sig, og menighederne vokser; men resultaterne er alligevel ikke af en sådan art, at de berettiger en til at tro, at der er foregået en tilsvarende vækst i åndelig henseende. Det lys, som flammer op for en tid, slukkes snart igen og efterlader et tættere mørke end før. Populære vækkelser er ofte baseret på en appel til fantasien, en ophidselse af følelserne og tilfredsstillelse af lysten til det, der er nyt og overraskende. De der omvendes på denne måde, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandheder og føler ingen interesse for profetiernes og apostlenes vidnesbyrd. Hvis en gudstjeneste ikke er sensationel, bryder de sig ikke om den. Et budskab, som appellerer til den kølige fornuft, vækker ingen interesse. Guds ords klare advarsler, som tager direkte sigte på menneskenes evige interesser, gives der ikke agt på.

For enhver, som virkelig er blevet omvendt er forholdet til Gud og alt, hvad der hører evigheden til, det vigtigste i livet. Men hvor i vor tids populære kirker finder vi gudhengivenhedens ånd? Medlemmerne giver ikke afkald på deres hovmod og deres kærlighed til verden. Deres omvendelse har ikke gjort dem mere villige end før til at være selvfornægtende, tage korset op og følge den sagtmodige og ydmyge Jesus. Religionen er blevet til spot for vantro og skeptikere, fordi mange, der kalder sig troende, er uvidende om troens principper. Mange menigheder mangler ganske gudsfrygtighedens kraft. Skovture, menighedsbasarer, fine huse og pynt og stads har forjaget tankerne om Gud. Jord og ejendele og verdslige sysler optager tankerne, og der er ingen tid til at beskæftige sig med de evige interesser.

Du kan godt være medlem af menigheden, du kan også godt være en anset person blandt de verdslig kloge, men du har ingen forbindelse med den Kristus som døde på Golgata, så længe du lever livet let. Apostlen Paulus siger om denne gruppe af mennesker. "forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarer end Guds venner, de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra." 2Tim 3,4-5. Bliv ikke vildledt af dem, følg ikke deres eksempel.

Som det er nu, er der mange der har en forkert opfattelse af troen og gudshengivenheden i menigheden, men Herren har stadig oprigtige børn blandt dem, og inden hans dom kommer over jorden vil der både blandt ordets forkyndere og lægfolket være mange, som med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at berede et folk for Herrens genkomst. Sjælefjenden søger at forhindre, at dette sker, og endnu før en sådan bevægelse opstår, vil han forsøge at forhindre den ved selv at skabe en efterligning. I de menigheder, han får i sin bedragerisk magt, vil han få det til at se ud, som om Guds særlige velsignelse udgydes, og der vil komme noget der ligner en stor åndelig interesse. Mange vil fryde sig over, at Gud arbejder mirakuløst for dem, skønt det er en anden ånd, som leder værket. I en religiøs forklædning vil Satan forsøge at få en støre indflydelse på den kristne verden. Han håber at vildlede mange, ved at få dem til at tro at Gud stadig er med menigheden.

I mange af de vækkelser, som har gjort sig gældende i de sidste halvtreds år, har den indflydelse, som vil påvirke fremtidens mere udbredte bevægelser, i større eller mindre grad været mærkbar, De viser sig ved en følelsesmæssige ophidselse og en sammenblanding af sandhed og løgn, som er velegnet til at lede på vildspor. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Når mennesker ikke vil agte på Bibelens vidnesbyrd, men vender sig bort fra de klare, hjerteransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og forsagelse af verden, kan vi være sikre på, at Gud ikke skænker sin velsignelse. Og efter den regel, som Kristus selv har opstillet: "Af deres frugter skal I kende dem" er det tydeligt, at disse bevægelser ikke er Guds værk.

Den Bibelske lære om omvendelse som Jesus talte med Nikodemus om er næsten blevet glemt. "Jesus svarede og sagde til ham. Sandelig, sandelig siger jeg dig, ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny" John 3,3. Hjertet skal genfødes af guddommelig nåde, mennesket skal have et nyt liv ovenfra, ellers er det kun en overfladisk bekendelse der ikke er noget værd.

Paulus taler om sin egen erfaring, da han omtalte de vigtige sandheder der sker ved en omvendelse. Han sagde: Engang levede jeg uden lov Han følte ingen fordømmelse men da budet kom, da han i sit sind blev klar over, eller forstod Guds lov blev synden åbenbar og han døde. (Rom 7,9-10). Da han så sig selv som en synder, fordømt af loven, døde han. Bemærk at det var Paulus der døde, ikke loven. Han siger endvidere "Hvad skal vi da sige er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven, thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt Du må ikke begære." Rom 7,7. og jeg døde, og det viste sig, at budet, som var til liv, blev mig til død," Rom 7,10. Den lov der lovede liv til dem der holdt den, forkyndte nu døden over dem der overtrådte den. Altså er loven vel hellig, og budet helligt, retfærdigt og godt. Rom 7,12.

Hvor er der stor forskel på de ord, som Paulus udtalte, og de ord der kommer fra mange prædikanter. Mennesker lærer at det ikke er nødvendig at adlyde Guds bud for af blive frelst, blot de tror på Jesus, så er de i sikkerhed, men uden loven, har mennesket ikke nogen fornemmelse af synd, og derfor ikke nogen brug for omvendelse. De kan ikke se den fortabte situation de er i, de har ingen behov for Jesu frelsende blod, det blod der er menneskets eneste håb for frelse.

Guds lov er med ved enhver ægte omvendelse. Der kan ikke komme en Sand omvendelse uden den rette forståelse af synd. Skriften siger "Synd er lovbrud." 1Joh 3,4. "Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd." Rom 3,20. For at kunne erkende sin synd må synderen prøve sin karakter efter Guds målestok for retfærdighed. Den er et spejl, som gengiver en retfærdig karakters fuldkommenhed og sætter ham i stand til at se sine egne karakterbrist. Loven åbenbarer menneskets synder, men den giver intet lægemiddel. Den lover den lydige liv, men tilføjer, at lovovertræderens lod er døden. Kun Kristi evangelium kan befri mennesket fra syndens fordømmelse eller besmittelse. Det må føle anger over for Gud, hvis lov er blevet overtrådt, og det må tro på Kristus, dets sonoffer.

Uden en virkelig omvendelse, sker der ikke en ændring af sindet, hos mange af dem der kalder sig omvendte er der ikke sket en sådan ændring, dette er årsagen til at mange af dem der har tilsluttet sig menigheden, ikke også er et med Kristus.

"Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det," Rom 8,7. Når hjertet genfødes og kommer i harmoni med Guds lov, kommer det også i harmoni med Gud. Når denne mægtige forvandling har fundet sted hos synderen, er han gået fra død til liv, fra synd til hellighed, fra lovovertrædelse og oprør til lydighed og troskab. Det gamle liv i fjendskab med Gud er forbi, og det nye liv i forsoning, i tro og i kærlighed er begyndt. Så vil lovens krav opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. (Rom 8,4) Forkerte teorier om helliggørelse, som udspringer fra tilsidesættelse eller forkastelse af den guddommelige lov, indtager en fremskudt plads i nutidens religiøse bevægelser. Disse falske teorier har farlige følger, og den kendsgerning, at de hyldes af mange, gør det dobbelt påkrævet, at alle får en klar opfattelse af, hvad skriften lærer os på dette punkt.

Sand helliggørelse er en bibelsk læresætning. I sit brev til tessalonikerne skriver Paulus: "Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres." Og han beder: "Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt!" 1Tess. 4,3; 5,23. Bibelen lærer os tydeligt, hvad helliggørelse er, og hvorledes den opnås.

Frelseren bad for sine disciple: "Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed." Joh 17,17-19. Og Paulus siger, at de troende skal "helliges ved Helligånden". Rom 15,16. Hvori består Helligåndens værk? Jesus sagde til sine disciple: "Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden." Joh 16,13. Og Salmisten siger: "Din lov er sandhed." Ved Guds ord og Ånd åbenbares retfærdighedens store principper i Guds lov for menneskene. Og da Guds lov er "hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt" en genpart af den guddommelige fuldkommenhed, vil den karakter, som dannes ved lydighed mod denne lov, også blive hellig. Kristus er et fuldendt eksempel på en sådan karakter. Han siger: "Jeg har holdt min Faders bud."

Apostlen Johannes siger: "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede." 1Joh 2,6. "Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud, og hans bud er ikke byrdefulde," 1Joh 5,3. "De der elsker Gud vil også holde hans bud.

Det virkelig omvendte hjerte er i overensstemmelse med de guddommelige forskrifter for de er hellige og gode. Lad ingen vildlede sig selv ved at tro at Gud vil acceptere og velsigne dem der stadig med vilje overtræder hans krav. Tilstedeværelsen af en kendt synd, hæmmer åndens røst og adskiller sjælen fra Gud. Jesus kan ikke bo i det hjerte der tilsidesætter de guddommelige forskrifter. Gud vil kun ære dem der ærer ham. "Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud." "Enhver, der bliver i ham, synder ikke, enhver der synder, har hverken set ham eller kendt ham." 1Joh 3,4. og 6. Selv om Johannes i sit brev taler om kærlighed, tøver han ikke med at åbenbare den sande karakter af dem der påstår at de kan blive helliggjort, medens de stadig overtræder Guds lov. "Den, der siger. Jeg kender ham, og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke," 1Joh 2,4.

Mange tror at helliggørelse sker på et øjeblik. Blot tro, siger de og velsignelserne er dine, der er ingen yderlige krav af modtageren. Den kristne vil blive fristet til at synde, men han kæmper imod disse fristelser. Her behøver vi Kristi hjælp. Så forenes den menneskelige svaghed med den guddommelige styrke, og vi kan i tro sige: "Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!" 1Kor 15,57.

Skriften viser tydeligt, at helliggørelsen foregår gradvist. Når synderen omvender sig og får fred med Gud ved det sonende blod, er kristenlivet blot lige begyndt. Nu skal han søge fremad mod "fuldkommenhed" og nå frem til "det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde". Apostlen Paulus siger:

Derfor, mine elskede. Ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven, Fil 2,12. og med hensyn til sig selv erklærede han, "jeg jager frem mod målet, den sejerspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus. Fil 3,14. Og Peter viser os de trin, der fører til bibelsk helliggørelse: "Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Når I gør det, vil I aldrig snuble." 2Pet 1,5-10.

Dette er et dagligt arbejde der må fortsætte hele livet! Den falske helliggørelse kommer til udtryk i selvretfærdighed, en indstilling der er langt fra den Bibelske religion, hvor ydmyghed er en af åndens frugter. Profeten Daniel var et eksempel på sand helligelse. I hele sit lange liv var han opfyldt af at gøre Mesterens arbejde. Han var en mand, himlen satte pris på, og han blev derfor æret på en måde som kun få dødelige er blevet det. Hans rene karakter og store trofasthed, var sammen med hans ydmyghed noget som himlen satte stor pris på. I stedet for at påstå at han var ren og hellig, sammenlignede denne profet sig selv med det syndige Israel, da han på befolkningens vegne bad. "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnt over, thi ikke i tillid til vore retfærdighedshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk hånd førte dit folk ud af Ægypten og vandt dig et navn, som er det samme den dag i dag, Vi syndede og var gudløse. Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg, thi ved vore synder og vore fædres på min Guds hellige bjerg. Dan 9,18. 15,16. og 20. Da Guds søn, som svar på Daniels bøn, senere åbenbarede sig for ham udbrød han. "Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan 10,8.

Selve påberåbelsen af syndfrihed er et tydeligt tegn på, at den, der hævder at være syndfri, langtfra er hellig. Den pågældende kan ikke have nogen sand opfattelse af Guds uendelige renhed og hellighed eller af, hvor langt et menneske skal nå for at være i harmoni med Guds karakter. Kun fordi den person, der fremsætter påstanden, ikke har nogen sand opfattelse af Jesu renhed og ophøjede elskelighed, ej heller af syndens hæslighed og ondskab, betragter han sig selv som hellig. Jo større afstand der er mellem ham selv og Kristus, og jo mere utilstrækkelig hans opfattelse af den guddommelige karakter er, jo retfærdigere tager han sig ud i sine egne øjne.

Den helliggørelse, som skriften taler om, omfatter hele menneskets ånd, sjæl og legeme. Paulus bad således for tessalonikerne: "Måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1Tess. 5,23. Og han skriver til andre troende: "Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer." Rom 12,1. På det gamle Israels tid blev ethvert offer til Gud omhyggeligt undersøgt. Hvis der blev fundet mangler ved det dyr, som skulle ofres, blev det kasseret, for Gud havde befalet, at offerdyrene skulle være lydefri. Derfor formanes de kristne til at bringe deres legemer, som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer. For at kunne gøre dette må alle deres evner og kræfter bevares i den bedst mulige tilstand.

Peter siger: "Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen" 1Pet 2,11. Enhver syndig tilfredsstillelse bidrager til at sløve åndsevnerne og svække den intellektuelle og åndelige opfattelsesevne, således at Guds ord og Ånd kun formår at gøre et overfladisk indtryk på hjertet. Paulus skriver til korinterne: "Lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt." 2Kor 7,1. Og til Åndens frugt "kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed medregner han afholdenhed". Gal 5,22-23.

Til trods for disse inspirerede formaninger findes der mange bekendende kristne, som svækker deres evner og kræfter ved at stræbe efter vinding eller følge moden. Mange nedværdiger det menneskelegeme, der blev skabt i Guds billede, ved at frådse, drikke vin eller tage del i forbudte fornøjelser. Og i stedet for at bebrejde disse mennesker opmuntrer kirken dem ofte til at fortsætte ved at appellere til deres appetit, deres hang til penge eller deres forlystelsessyge for derved at fylde sit skatkammer, som kærligheden til Kristus ikke magter at holde fyldt, fordi den er for svag. Hvis Jesus trådte ind i vor tids kirker og så de fester og de vanhellige ting, som finder sted der i religionens navn, ville han så ikke uddrive disse mennesker, som vanhelliger helligdommen, ligesom han uddrev vekselererne af templet?

Apostelen Jakob erklærer, at visdommen ovenfra er "først og fremmest ren". Hvis han havde mødt dem, som tager Jesu dyrebare navn på læber, der er besmittet af tobak, og hvis ånde og legeme er gennemtrængt af dens hæslige lugt, og som forurener himmelens luft og tvinger deres medmennesker til at indånde giften hvis apostlen var kommet i berøring med en vane, der er i så stor modsætning til evangeliets renhed ville han så ikke have fordømt den som værende "jordisk og sjælelig" og stammende fra "de onde ånder"? Slaver af tobak, som selv erklærer, at de er fuldkommen helliggjorte, taler om deres håb om at komme i Himmelen; men Guds ord siger klart og tydeligt, at "intet urent skal nogen sinde komme ind i den". Åb 21,27.

"Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!" 1Kor 6,19-20. Det menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, lader sig ikke gøre til slave af en skadelig vane, en sådan persons evner og kræfter tilhører Kristus, som har købt ham med sit blod. Alt, hvad han er og ejer, tilhører Herren. Hvorledes kunne han være skyldfri, hvis han bortødslede den kapital, som er betroet ham? Folk, som hævder, at de er kristne, bruger hvert år enorme summer på unyttige og skadelige nydelsesmidler, mens sjæle hungrer efter livets ord. Gud bestjæles for tiende og offergaver, medes de på den ødelæggende lysts alter forbruger mere, end de giver for at hjælpe de fattige og støtte evangeliets forkyndelse. Hvis alle de, der påstår, at de er Kristi efterfølgere; var virkelig helliggjorte, ville de ikke bruge deres penge til unyttige og endda skadelige nydelsesmidler, men bringe dem til Herrens skatkammer, og så ville de kristne være et eksempel på afholdenhed, selvfornægtelse og offervilje. Så ville de være verdens lys.

Verden er nydelsessyg. "Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods" har taget magten over de fleste. Men Kristi tilhængere har et højere kald. "Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent." Så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige." 2Kor 6,17-18.

Det er både en forret og en pligt for alle de kristne at have en nær kontakt med kristus, og at have rige erfaringer i de ting der høre Gud til, da vil livet være frugtbar i gode gerninger. Når vi læser om dem der helt overgav sig til Gud, mener vi ofte at et sådant liv ligger ud over det som vi kan opnå, men dette er ikke tilfældet for Kristus sagde: "Derved er min Fader blevet helliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, thi skilt fra mig kan I slet intet gøre." Joh 15,8. og 45. Profeterne og apostlene fik ikke en fuldkommen karakter ved et mirakel, men ved at bruge de muligheder som Gud gav dem, og alle der vil gøre de samme anstrengelser, som de gjorde vil opnå det samme resultat.

I sit brev til korinterne sender Paulus en hilsen til Guds menighed i korinth, til dem, der er hellige i Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn. I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares," 1Kor 1,2.5. og 7. I sit brev til kolosenserne omtaler Paulus de rige velsignelser, som Guds børn får. Han siger: "Derfor har vi heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde." Kol 1,9-11.

Ved at tilsidesætte Guds lov, har kirken tabt evangeliets velsignelser af syne. Der er i dag et stort behov for den bibelske omvendelse og helligelse, der medføre en ændring af sind og karakter. Mennesker der bliver medlem af menigheden uden en virkelig forståelse af synd, uden omvendelse, uden et virkeligt kendskab til Guds lov, er årsagen til kirkens svaghed og efterligninger af verden.