Konstantin!

 

Gud tillader, at det går de gudløse godt, og at de afslører deres had til ham, for at alle kan se, at han er retfærdig og nådig, når han tilintetgør dem, efter at de har fyldt deres syndebæger. Gengældelsens dag nærmer sig med stormskridt. Da vil alle de, der har overtrådt hans lov og undertrykt hans folk få deres retfærdige straf for de gerninger, de har gjort, og al grusomhed og uretfærdighed over for Guds folk vil blive straffet, som om det var forøvet over for Kristus.
Der er et andet og vigtigere spørgsmål, som burde optage kirken i dag. Apostlen Paulus siger, at "alle de, som leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus vil blive forfulgt". 2Tim 3,12. Hvad er da grunden til, at forfølgelsen for en stor del synes at være ophørt? Den eneste grund hertil er, at kirken har tilpasset sig verdens skikke og derfor ikke vækker modstand. Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i kirken. Lad blot den samme tro og kraft, som karakteriserede kirken i dens første tid, blive vakt til live igen, så vil forfølgelsen blusse op på ny og bålene vil atter blive tændt.

I sit andet brev til tessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store frafald, som ville føre til pavedømmets oprettelse. Han sagde, at før Herrens dag oprinder, "må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud". Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at "lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed". 2Tess. 2,3-4> og 7. Allerede på dette tidlige tidspunkt så han, at der havde sneget sig vildfarelser ind i menigheden, som ville bane vej for pavedømmets udvikling.
Til at begynde med foregik det i det skjulte, men efterhånden som den tog til i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden til at gå på akkord blev for en tid modarbejdet af de heftige forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet; men da forfølgelsen ophørte og kristendommen fandt vej op til kongernes hoffer og ind i de kongelige slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes beskedenhed og ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt og de erstattede Guds befalinger med menneskelige teorier og traditioner.

Konstantins såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og nu trådte verden ind i kirken iført en foregiven retfærdigheds kappe. Fra nu af bredte fordærvelsen sig hurtigt. Hedenskabet sejrede, da den så ud til at være besejret. Hedenskabets ånd beherskede kirken, dens lære, ceremonier og overtro blev gjort til en del af Kristi bekendende efterfølgeres tro og gudstjeneste.
Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det lovløshedens menneske, der omtales i profetien som den magt der sætter sig op imod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er et mesterværk fra den Ondes hånd et vidnesbyrd om hans bestræbelser for at anbringe sig selv på tronen for at styre jorden i overensstemmelse med sin vilje.

Satan forsøgte engang at slutte forlig med Kristus. Han opsøgte Guds Søn i ørkenen, viste ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbød at give ham det alt sammen, hvis han blot ville anerkende mørkets fyrstes overhøjhed. Kristus afviste den formastelige frister og tvang ham til at forsvinde; men Satan har større held med sig, når han benytter de samme fristelser over for mennesket, For at opnå verdslige fordele og verdslig ære lod kirken sig forlede til at skaffe sig jordens store mænds gunst og støtte, og da den derved havde forkastet Kristus, lod den sig påvirke til at vise Satans repræsentant biskoppen i Rom lydighed.
Det er en af de vigtigste læresætninger i den romerskkatolske kirke, at paven er det synlige overhoved for Kristi kirke på jorden, og at han er udrustet med den øverste myndighed over biskopper og præster i alle dele af verden. Men man går endnu videre: Man har givet paven selve Guddommens titler. Han er blevet kaldt "Gud Herren paven" og er blevet erklæret for ufejlbarlig. Han forlanger at blive hyldet af alle mennesker. Satan stiller det samme krav gennem romerkirken, som han stillede i ørkenen, og store skarer bringer ham deres hyldest.

Men de mennesker, som frygter og ærer Gud, besvarer hans himmelråbende forlangende på samme måde, som Kristus besvarede den listige fjendes krav: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Luk 4,8. Gud har aldrig så meget som antydet i sit ord, at han har udpeget et menneske til at være kirkens overhoved. Læren om pavens overhøjhed er i direkte strid med skriftens lære. Paven har ikke anden magt over Kristi kirke end den, han har tilranet sig.
Romerkirkens tilhængere har til stadighed beskyldt protestanterne for at de er kættere, og at de med vilje har udskilt sig fra den sande kirke; men disse anklager passer bedre på dem selv. Det er dem, der har svigtet Kristi banner og er afveget fra "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige". Jud. 3.

Satan var udmærket klar over at menneskene kunne afsløre hans bedrag og stå hans magt imod ved hjælp af den hellige skrift. Det var ved ordets hjælp, at selve verdens frelser havde imødegået hans angreb. Hver gang Kristus blev angrebet, løftede han den evige sandheds skjold og sagde: "DER STÅR SKREVET," Han afviste alle fjendens forslag med ordets visdom og kraft. Hvis det skulle lykkes Satan at beholde sin magt over menneskene og at hævde den pavelige magtraners myndighed, var det en bydende nødvendighed, at han forhindrede, at menneskene fik kendskab til skriften. Bibelen ville ophøje Gud og anbringe det skrøbelige menneske på dets rette plads. Derfor skulle dens hellige sandheder skjules og undertrykkes. Det var denne fremgangsmåde, romerkirken benyttede.

I århundreder var det forbudt at udbrede Bibelen. Folk måtte ikke læse den eller have den i deres hjem, og skruppelløse præster og gejstlige tolkede dens lære for at støtte deres egne krav. På denne måde blev paven anerkendt som Guds viceregent næsten overalt på jorden og udstyret med myndighed over kirke og stat.
Da den bog, som afslører vildfarelse, var blevet skaffet af vejen, gennemførte Satan sin vilje. Ifølge profetien skulle pavedømmet "sætte sig for at ændre tider og lov" (Dan 7,25), og det varede ikke længe, før det gjorde forsøg herpå. For at give de mennesker, som var blevet omvendt fra hedenskabet, en erstatning for billeddyrkelsen og dermed lette deres formelle overgang til kristendommen, gjorde man gradvis tilbedelsen af billeder og relikvier til en del af den kristne gudstjeneste. Dette afguderi blev til sidst anerkendt på et almindeligt kirkemøde. Rom fuldbyrdede sin helligbrøde ved at driste sig til at fjerne det andet bud fra Guds lov det bud, som forbyder billeddyrkelse og at dele det tiende bud for at bevare det oprindelige antal.

Tendensen til at gøre indrømmelser over for hedenskabet førte til endnu en krænkelse af Himmelens myndighed. Satan benyttede verdslige ledere inden for kirken som sine redskaber og pillede ved det fjerde bud. Han prøvede på at afskaffe den dag, som Gud havde velsignet og helliget (1Mos 2,2-3) og erstatte den med den festdag, som hedningerne fejrede som "solens ærværdige dag.
Til at begynde med gik man ikke åbenlyst til værks. I de første århundreder havde alle de kristne holdt den sande sabbat. De var nidkære for Guds ære og værnede omhyggeligt om Guds lovs hellighed, fordi de anså loven for at være uforanderlig. Satan arbejdede med megen list gennem sine redskaber for at nå sit mål.

For at henlede folkets opmærksomhed på søndagen gjorde man den til en festdag til minde om Kristi opstandelse. Der blev holdt gudstjeneste på denne dag. Man benyttede den dog også til hvile og adspredelse, og man helligholdt stadig sabbatten. Konstantin der stadig var en hedning udstedte et dekret, som gjorde søndagen til offentlig festdag i hele det romerske imperium.
Efter sin omvendelse fortsatte han trofast med at forsvare søndagen, og hans hedenske skikke blev fastholdt, som en del af hans nye tro. Men den ære der derved blev vist denne dag var ikke nok til at afholde de kristne fra stadig at regne den sande sabbat, som Herrens helligdag. Et andet skridt var nødvendig, den falske sabbat skulle ophøjes så den blev lige så hellig som den sande, og nogle få år efter Konstantins lov, gav den romerske biskop søndagen titlen, Herrens dag, og på denne måde blev befolkningen gradvis ledt til at antage søndagen. Men den sande sabbat blev stadig holdt.

Ærkeforføreren var ikke færdig med at gennemføre sine planer. Han havde besluttet at samle den kristne verden under sit banner og at udøve sin magt gennem sin viceregent, den stolte pave, der udgav sig for at være Kristi repræsentant. Han nåede sit mål ved hjælp af halvt omvendte hedninger, ærgerrige gejstlige og verdslige kirkemænd. Med visse mellemrum blev der afholdt store kirkemøder, som blev overværet af fremtrædende kirkemænd fra hele verden. Ved næsten hvert eneste kirkemøde blev sabbatten, som Gud havde indstiftet, skubbet lidt mere til side, mens søndagen blev ophøjet tilsvarende. Således gik det til, at denne hedenske festdag til sidst blev æret som en guddommeligt indstiftet helligdag, mens den bibelske sabbat blev betegnet som et levn fra jødedommen og dens tilhængere forbandet. Det var lykkedes den store forfører at ophøje sig selv over alt, hvad der hedder Gud og helligdom. (2> Tess. 2,4.) Han havde dristet sig til at ændre det eneste af den guddommelige lovs bud, som umiskendeligt henviser hele menneskeheden til den sande og levende Gud.

I det fjerde bud skildres Gud som himmelens og jordens skaber, og det er denne titel, der adskiller ham fra alle falske guder. Den syvende dag blev helliget og sat til side som hviledag for mennesket, for at den skulle være et minde om skaberværket. Den skulle for bestandig minde menneskene om, at den levende Gud er kilden til alt liv, og at de bør ære og tilbede ham. Satan bestræber sig på at få menneskene til at undlade at være tro imod Gud og adlyde hans lov. Det er af denne grund, at han særlig retter sine angreb imod det bud, som henviser til Gud som skaberen.
Protestanterne hævder, at søndagen er blevet gjort til hviledag, fordi den er Kristi opstandelsesdag; men dette kan ikke bevises ud fra skriften. Hverken Kristus eller hans apostle skænkede denne dag en sådan ære. Søndagens indførelse som en kristelig hviledag skal søges i "lovløshedens hemmelighed" (2Tess. 2,7), som allerede var i virksomhed på Paulus' tid.

Hvor og hvornår tog Herren dette barn af pavedømmet til sig? I det sjette århundrede havde pavedømmet befæstet sin magt. Kejserstaden blev dets hovedkvarter, og Roms biskop blev erklæret for at være overhoved for hele kirken. Hedenskabet havde veget pladsen for pavedømmet. Dragen havde givet dyret sin kraft og sin trone og stor magt. (Åb 13,2.) Nu begyndte den pavelige magtperiode på 1260 år, som var forudsagt i profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen. Dan 7,25; Åb 13,5-7. De kristne blev tvunget til at træffe valget imellem at gå på akkord med Guds klare anvisninger eller at gå ind for de pavelige ceremonier og den pavelige gudsdyrkelse. At vælge Guds side ville medføre, at mange ville omkomme i fængslerne, lide døden på pinebænken, på bålet eller falde for bøddelens økse.

Det er romerkirkens ånd, den ånd, der tillemper sig efter denne verdens, skikke og sætter menneskelige traditioner højere end Guds bud der gennemsyrer de protestantiske kirker og forleder dem til at arbejde på samme måde for søndagens ophøjelse, som pavedømmet har gjort før dem. Hvis læseren ønsker at forstå, hvilke hjælpemidler der skal anvendes i den nært forestående strid, behøver han kun at efterspore beretningerne om, hvilke midler Rom anvendte i samme hensigt i fordums tid. Hvis han ønsker at vide, hvordan de forenede katolikker og protestanter vil handle med dem, der forkaster deres dogmer, lad ham da se, hvilket sindelag Rom lagde for dagen over for sabbatten og dens forkæmpere.

Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser, som blev støttet af verdslig magt, var de trappetrin, ad hvilke den hedenske festdag nåede til sin hædersplads i den kristne verden. Den første offentlige forordning, der påbød overholdelse af søndagen, var den lov, som Konstantin udstedte.
Denne forordning krævede, at bymennesker skulle hvile på "solens ærværdige dag", men tillod landmænd at fortsætte deres landbrugsarbejde. Skønt det egentlig var en hedensk vedtægt, blev dette påtvunget af kejseren, efter at han havde bekendt sig til kristendommen.
Da det kongelige mandat viste sig at være utilstrækkeligt til at erstatte den guddommelige myndighed, hævdede Eusebios, en biskop, der søgte fyrsternes gunst, og som var Konstantins særlige ven, at Kristus havde omskiftet sabbatten med søndagen. Der blev ikke fremført et eneste vidnesbyrd fra skriften om denne nye lære. Den falske sabbat er menneskenes egen opfindelse, og den giver folk mod til at træde sabbatten i støvet. Enhver, der gik ivrigt efter verdens ære, antog den folkelige festdag.

Da pavemagten fik fast grund under fødderne, fortsattes arbejdet for søndagens ophøjelse. En tid lang arbejdede agerbrugerne, når de ikke var i kirke, og den syvende dag blev stadig betragtet som sabbat. Men forandringen udviklede sig støt. De, der havde gejstlige embeder, fik forbud mod at afsige dom i nogen borgerlig strid om søndagen. Kort tid efter fik alle, hvilken stilling de end indtog, befaling om at afholde sig fra almindeligt arbejde, under trussel om fængsel, hvis det gjaldt frie borgere, og prygl, hvis det drejede sig om slaver. Senere kom der en forordning om, at rige mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres gods, og endelig, at hvis de stadig viste sig hårdnakkede, skulle de gøres til slaver. De lavere klasser skulle dømmes til forvisning på livstid.
Man gjorde også brug af mirakler. Det berettedes foruden andre undere, at en jordbruger, der skulle til at pløje sin mark på en søndag, ville rense ploven med et jern, men jernet hang fast i hans hånd, og i to år måtte han slæbe det omkring med sig, til meget stor smerte og skam for sig selv!

Senere gav paven befaling til, at sognepræsten skulle formane overtrædere af søndagen og tilråde dem at gå i kirke og bede deres bønner, for at der ikke skulle ske dem selv eller deres naboer en eller anden stor ulykke. Et gejstligt råd fremførte dette argument, som siden da er blevet anvendt i stor stil, selv af protestanterne. Fordi mennesker var blevet ramt af lynet, mens de arbejdede om søndagen, måtte denne være sabbatten. "Det er tydeligt," sagde præsterne, "i hvor høj grad det har vakt Guds mishag at ringeagte denne dag." Der skete en henvendelse til præster og regeringsmedlemmer, konger og fyrster og alle troende mennesker om "af yderste evne at drage omsorg for, at denne dag atter må æres og for kristenhedens anseelses skyld må blive mere fromt overholdt i den kommende tid".  

Da kirkemødernes afgørelser viste sig utilstrækkelige, bønfaldt man de verdslige myndigheder om at udstede en forordning, som kunne vække rædsel i menneskers hjerte og tvinge dem til at afholde sig fra at arbejde om søndagen. I en synode, der blev afholdt i Rom, blev alle tidligere bestemmelser atter bekræftet med større kraft og højtidelighed. De blev også indlemmet i kirkelovene og indskærpet af de borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden.

Alligevel voldte skriftens manglende begrundelse for overholdelse af søndagen ikke ringe besvær. Folket var mistroisk med de lærtes ret til at tilsidesætte Jehovas direkte befaling: "Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud," og i stedet for helligholde solens dag. Til erstatning for bibelske beviser var det nødvendigt at finde på andre udveje. En nidkær forkæmper for søndagen, som ved slutningen af det tolvte århundrede besøgte England, mødte modstand fra trofaste vidner om sandheden, og hans anstrengelser var så frugtesløse, at han en tid rejste bort fra landet og tænkte frem og tilbage for at finde på et middel til at gennemføre sin lære. Da han vendte tilbage, var savnet afhjulpet, og han havde større held med sine senere bestræbelser. Han medbragte en rulle, som blev foregivet at stamme fra Gud selv, og som indeholdt det nødvendige påbud om at helligholde søndagen tillige med frygtelige trusler for at skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument er ligeså stort et bedrag som forklaringen om at det skulle være faldet ned fra Himmelen og fundet i Jerusalem på St. Simons alter på Golgata. I virkeligheden var det pavelige palads i Rom det sted, hvorfra det stammede. Gennem alle tider har svig og forfalskninger været anset for lovlige, af det pavelige præstevælde, for at øge deres rigdom og magt.

Denne rulle forbød alt arbejde fra den niende time, klokken tre lørdag eftermiddag, indtil solopgang om mandagen, og dens gyldighed blev hævdet at være bekræftet ved mange mirakler. Man fortalte at mennesker der arbejdede ud over den fastsatte tid, var blevet ramt af lammelser. En møller, som forsøgte at male sit korn, så at der i stedet for mel vældede en blodstrøm frem, og møllehjulet stod stille, trods den voldsomme strøm i vandet. En kvinde, som stillede dej ind i ovnen, opdagede, at den var rå, da den blev taget ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så, da han næste dag brækkede det over, at der flød blod fra det. Ved den slags meningsløse og overtroiske beretninger forsøgte søndagens forkæmpere at stadfæste dens hellighed.