Storebededag eller bededag, som denne, den fjerde fredag efter påskedag, også bliver kaldt.


Den kristne kirke har siden oldtiden haft en række helligdage som var bestemt til bodsdage og fastedage. Det var onsdage og fredage samt en række dage fastlagt året igennem. Både de fastlagte og en række ekstraordinære bods- og bededage har varieret gennem tiden.
I Danmark blev der efter en forordning af 1686 af rationaliseringsgrunde i stedet for de mange dage indført en almindelig "faste-, bods- og bededag", storebededag på fredagen i den fjerde uge efter Påske.
Det var fra gammel tid af skik i den kristne kirke at holde takkefester for vundne sejre eller andre lykkelige begivenheder, og bods- og bededage for at mildne Guds vrede, når han hjemsøgte en by eller et land.
Gregor den store indførte under den store pest, der rasede i begyndelsen af hans regeringstid, en bededag (den store litanidag), på hvilken bodstog drog igennem Roms gader.
Forud var de faste bededage i Danmark og Norge skik at holde særlige bededage, når nøden krævede det. Der blev afholdt 3 sådanne bededage i 1552 og 1553, da pesten rasede på Sjælland og i skåne, ligeså 1555.
I 1580, da en komet havde vakt stor forfærdelse, blev der afholdt 3 bededage i træk, den 16, 17 og 18. Januar, og i mange år vedblev man at holde 3 sådanne bodsdage efter hinanden. I tiden 1673-84 blev der 9 gange påbudt 3 årlige bededage. De blev holdt i 3 på hinanden følgende uger, en dag i hver uge. Ritual af 1685 påbød ikke nogen fast bededage, men allerede 27. Marts 1686 blev 4. fredag efter påske bestemt til at være en sådan "almindelig faste-, bods- og bededag."
I 1770 stod Struense, Christian den syvendes nidkære, personlige rådgiver, bag det største indhug, der nogensinde er gjort i den danske festkalender. 11 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), Kyndelmisse (2/2), Marie bebudelsesdag (25/3), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankthansdag (24/6), Fruedag (2/7), (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) samt tredje juledag (27/12). Disse dage, hedder det i forordningen af 20. oktober 1770, bør i stedet anvendes til, arbejde og nyttig gerning. Man kan så spørge hvorfor afskaffede Struensee ikke Store Bededag?
Situationen var den, at 1770 var det år, hvor rygter begyndte at cirkulere som en offentlig hemmelighed i hovedstaden, at han delte seng og sovegemak med dronningen, Caroline Mathilde - med den sindssyge konges vidende. Gode og brave københavnere var forargede over dette.
Da Struensee begynder at rydde op i helligdagene, sprang han formentlig Store Bededag over, fordi det er den eneste dag, hvortil der er knyttet en ren københavnertradition. Københavnernes eneste forårstradition, nemlig den årlige spadseretur på voldene storebededagsaften.
Taktisk tænkende, som Struense var, vidste han nemlig at det ville betyde et stort plus for ham, hvis han holdt fingrene fra denne helligdag og dermed - hvad der var det vigtigste - den folkekære tradition, der var knyttet til den.
Da københavnerne så forordningen i efteråret 1770 og almanakken for 1771 har de formentlig dæmpet deres forargelse over Struense noget. Nok var denne unge tyske greve fremfusende, og nok lå han i med den purunge dronning, men han viste dog respekt for en god københavner- tradition. Helt så slet et menneske kunne han da ikke være!
Dengang lå hele kongens København inde bag Østervold, Nørrevold og Vestervold. Man kunne spadsere på alle voldene - dvs. hele volden - der udgjorde et langt, sammenhængende, grønt område. Når københavnerne gik op på volden, var det ikke blot for bedre, at kunne høre de sprøde toner fra klokkespillet, men også for at nyde de nyudsprungene, forårsgrønne linde- og kastanjetræer.
At spadsere på volden storebededagsaften var en udpræget borgerskik. Familier fra det bedre borgerskab nød at blive set i deres fineste puds, og de nød at møde venner og bekendte, som de kunne konversere med.
I begyndelsen af 1800tallet havde et jævnere publikum imidlertid også fundet på gå tur på volden. Det betød, at det selskab man kom i, undertiden var blandet i så foruroligende grad, at den mere dannede klasse, af denne grund måtte frasige sig på klokkeringningen, - for at undgå pøbelen - og deres spadseretur blev derfor henlægges til Christianshavns vold, hvor klokkeringningen tog sig ligeså smukt ud.
Ved en kongelig forordning af 27 Marts 1686. Det hedder heri blandt andet: Overalt - både i købstæderne og på landet - skal der om aftenen før Bededagen, kl. 6 ringes med den største klokke i hver kirke, hvorefter alle boder, kældre og kroer, hvor der sælges varer eller drikke, straks skal lukkes og ingen yderligere handel - hvad det end kan være - må drives den aften.
Og alle kongelige undersåtter skal ædru og rettidigt komme til kirken på Bededagen samt faste indtil gudstjenesterne - morgengudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang - er forrettede og afholde sig fra alt arbejde, rejser - posten undtaget - samt leg, spil, hasard og anden verdslig forfængelighed.
Verden var fuld af krig og ondskab, fordi - sagde kirken - menneskene var syndefulde. Derfor var det ikke nok, at de fik en opsang af den lokale præst om søndagen. Mindst to gange om ugen måtte man lytte til en opbyggelig prædiken. Men folk blev sløve og mange faldt i søvn i kirken. Derfor var det mere humant og næstekærligt, at man koncentrerede sig om en stor bededag. Og det var det, Christian den femte og Hans Bager gjorde i 1686.
Alvoren i den store bede-og bodsdag blev indvarslet allerede aftenen før, hvor der skulle ringes med stormklokken, "den største klokke i kirken". Kun denne ene aften i året lød klangen af denne klokke solo ud over landet og by.
Sådan skulle det være ifølge den kongelige forordning, og den vides i det hele taget at være blevet overholdt meget strengt.
Selv om der er mange gode kristne tanker og hensigter ved, at afholde en bededag, så er det ikke noget der er foreskrevet i Biblen. En kristen, der virkelig , oprigtig ønsker at leve i overensstemmelse med Guds ord, har hver eneste dag behov for at bede. Det er rigtig, at der kan være specielle situationer, hvor den kristne bør bede mere end på andre tider, men dette kan ikke fastlægges til en bestemt bededag.

Jak 1,5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.

Jak 1,6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden.

Jak 5,13 Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange;

Jak 5,14 er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.

Jak 5,15 Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem.

Jak 5,16 Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdiges bøn formår meget, stærk som den er.

Jak 5,17 Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder;

Jak 5,18 og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.dk