Storebededag
eller bededag,
som denne, den fjerde fredag efter påskedag, også bliver
kaldt.
Den kristne kirke har siden oldtiden haft en
række
helligdage som var bestemt til bodsdage og fastedage. Det var onsdage
og
fredage samt en række dage fastlagt året igennem.
Både
de fastlagte og en række ekstraordinære bods- og bededage
har
varieret gennem tiden.
I Danmark blev der efter en forordning af 1686 af
rationaliseringsgrunde
i stedet for de mange dage indført en almindelig "faste-, bods-
og bededag", storebededag på fredagen i den fjerde uge efter
Påske.
Det var fra gammel tid af skik i den kristne
kirke at
holde takkefester for vundne sejre eller andre lykkelige begivenheder,
og bods- og bededage for at mildne Guds vrede, når han
hjemsøgte
en by eller et land.
Gregor den store indførte under den store
pest,
der rasede i begyndelsen af hans regeringstid, en bededag (den store
litanidag),
på hvilken bodstog drog igennem Roms gader.
Forud var de faste bededage i Danmark og Norge
skik at
holde særlige bededage, når nøden krævede det.
Der blev afholdt 3 sådanne bededage i 1552 og 1553, da pesten
rasede
på Sjælland og i skåne, ligeså 1555.
I 1580, da en komet havde vakt stor
forfærdelse,
blev der afholdt 3 bededage i træk, den 16, 17 og 18. Januar, og
i mange år vedblev man at holde 3 sådanne bodsdage efter
hinanden.
I tiden 1673-84 blev der 9 gange påbudt 3 årlige bededage.
De blev holdt i 3 på hinanden følgende uger, en dag i hver
uge. Ritual af 1685 påbød ikke nogen fast bededage, men
allerede
27. Marts 1686 blev 4. fredag efter påske bestemt til at
være
en sådan "almindelig faste-, bods- og bededag."
I 1770 stod Struense, Christian den syvendes
nidkære,
personlige rådgiver, bag det største indhug, der
nogensinde
er gjort i den danske festkalender. 11 af årets 22 helligdage
blev
afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), Kyndelmisse (2/2), Marie
bebudelsesdag
(25/3), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankthansdag (24/6),
Fruedag
(2/7), (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) samt tredje
juledag
(27/12). Disse dage, hedder det i forordningen af 20. oktober 1770,
bør
i stedet anvendes til, arbejde og nyttig gerning. Man kan så
spørge
hvorfor afskaffede Struensee ikke Store Bededag?
Situationen var den, at 1770 var det år,
hvor rygter
begyndte at cirkulere som en offentlig hemmelighed i hovedstaden, at
han
delte seng og sovegemak med dronningen, Caroline Mathilde - med den
sindssyge
konges vidende. Gode og brave københavnere var forargede over
dette.
Da Struensee begynder at rydde op i helligdagene,
sprang
han formentlig Store Bededag over, fordi det er den eneste dag, hvortil
der er knyttet en ren københavnertradition.
Københavnernes
eneste forårstradition, nemlig den årlige spadseretur
på
voldene storebededagsaften.
Taktisk tænkende, som Struense var, vidste
han
nemlig at det ville betyde et stort plus for ham, hvis han holdt
fingrene
fra denne helligdag og dermed - hvad der var det vigtigste - den
folkekære
tradition, der var knyttet til den.
Da københavnerne så forordningen i
efteråret
1770 og almanakken for 1771 har de formentlig dæmpet deres
forargelse
over Struense noget. Nok var denne unge tyske greve fremfusende, og nok
lå han i med den purunge dronning, men han viste dog respekt for
en god københavner- tradition. Helt så slet et menneske
kunne
han da ikke være!
Dengang lå hele kongens København
inde bag
Østervold, Nørrevold og Vestervold. Man kunne spadsere
på
alle voldene - dvs. hele volden - der udgjorde et langt,
sammenhængende,
grønt område. Når københavnerne gik op
på
volden, var det ikke blot for bedre, at kunne høre de
sprøde
toner fra klokkespillet, men også for at nyde de nyudsprungene,
forårsgrønne
linde- og kastanjetræer.
At spadsere på volden storebededagsaften
var en
udpræget borgerskik. Familier fra det bedre borgerskab nød
at blive set i deres fineste puds, og de nød at møde
venner
og bekendte, som de kunne konversere med.
I begyndelsen af 1800tallet havde et
jævnere publikum
imidlertid også fundet på gå tur på volden. Det
betød, at det selskab man kom i, undertiden var blandet i
så
foruroligende grad, at den mere dannede klasse, af denne grund
måtte
frasige sig på klokkeringningen, - for at undgå
pøbelen
- og deres spadseretur blev derfor henlægges til Christianshavns
vold, hvor klokkeringningen tog sig ligeså smukt ud.
Ved en kongelig forordning af 27 Marts 1686. Det
hedder
heri blandt andet: Overalt - både i købstæderne og
på
landet - skal der om aftenen før Bededagen, kl. 6 ringes med den
største klokke i hver kirke, hvorefter alle boder, kældre
og kroer, hvor der sælges varer eller drikke, straks skal lukkes
og ingen yderligere handel - hvad det end kan være - må
drives
den aften.
Og alle kongelige undersåtter skal
ædru og
rettidigt komme til kirken på Bededagen samt faste indtil
gudstjenesterne
- morgengudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang
- er forrettede og afholde sig fra alt arbejde, rejser - posten
undtaget
- samt leg, spil, hasard og anden verdslig forfængelighed.
Verden var fuld af krig og ondskab, fordi - sagde
kirken
- menneskene var syndefulde. Derfor var det ikke nok, at de fik en
opsang
af den lokale præst om søndagen. Mindst to gange om ugen
måtte
man lytte til en opbyggelig prædiken. Men folk blev sløve
og mange faldt i søvn i kirken. Derfor var det mere humant og
næstekærligt,
at man koncentrerede sig om en stor bededag. Og det var det, Christian
den femte og Hans Bager gjorde i 1686.
Alvoren i den store bede-og bodsdag blev
indvarslet allerede
aftenen før, hvor der skulle ringes med stormklokken, "den
største
klokke i kirken". Kun denne ene aften i året lød klangen
af
denne klokke solo ud over landet og by.
Sådan skulle det være ifølge
den kongelige
forordning, og den vides i det hele taget at være blevet
overholdt
meget strengt.
Selv om der er mange gode kristne tanker og
hensigter
ved, at afholde en bededag, så er det ikke noget der er
foreskrevet
i Biblen. En kristen, der virkelig , oprigtig ønsker at leve i
overensstemmelse
med Guds ord, har hver eneste dag behov for at bede. Det er rigtig, at
der kan være specielle situationer, hvor den kristne bør
bede
mere end på andre tider, men dette kan ikke fastlægges til
en bestemt bededag.
Jak 1,5 Men hvis nogen af jer står
tilbage i visdom,
skal han bede om at få den af Gud, som giver alle
rundhåndet
og uden bebrejdelser, og så vil han få den.
Jak 1,6 Men han skal bede i tro, uden at
tvivle; for den,
der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og
brydes
af vinden.
Jak 5,13 Lider nogen blandt jer ondt, skal han
bede; er
nogen glad, skal han synge lovsange;
Jak 5,14 er nogen blandt jer syg, skal han
tilkalde menighedens
ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over
ham.
Jak 5,15 Og troens bøn vil frelse den
syge, og
Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder,
vil
han få tilgivelse for dem.
Jak 5,16 Bekend derfor jeres synder for
hinanden, og bed
for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdiges
bøn
formår meget, stærk som den er.
Jak 5,17 Elias var et menneske under samme
kår som
vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det
regnede ikke i landet i tre år og seks måneder;
Jak 5,18 og han bad igen, og himlen gav regn,
og jorden
lod sin afgrøde vokse frem.
Se mere om dette emne og mange, mange andre meget
interessante kristne
emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|