Værkstedet var lukket!

Vi passerer det lille værksted onsdag, torsdag og fredag. Men lørdag finder vi det - lukket!

Vi er gået næsten to tusinde år tilbage i tiden. Stedet - den ydmyge lille by Nazaret. Det er midt på ugen, idet vi baner os vej gennem en smal, ujævn gade, forbi de små forretninger og værksteder, hvor folk er optaget af deres daglige håndværk.

Der er en rolig, afslappet atmosfære over det hele.
Og så går vi ind i et værksted, som er helt anderledes. Facaden er smukt hvidkalket, og der er fejet foran. Vi går ind og møder en venlig mand, som arbejder ved tømrerhåndværket.

Ved hans side står hans medhjælper, en yngre mand, måske enogtyve år gammel. Den unge mand er i færd med at høvle et stykke træ, hans arbejde er nøjagtigt og solidt. Han hviler et øjeblik og tørrer sveden af panden. Idet han vender sig, ser vi, at han har et ædelt udtryk, en kongelig holdning. Det er ingen anden end Himmelens Fyrste, Kong Jesus, som kom til denne verden og tog del i menneskenes daglige gerning, for at leve blandt mennesker og dø i deres sted.

Vi skynder os videre. Men vi kommer tilbage igen, for vi er fascineret af det lille værksted. Vi kommer tilbage torsdag. Vi kommer tilbage fredag. Vi kommer tilbage lørdag. Men om lørdagen er værkstedet lukket. Værktøjet er omhyggeligt lagt til side. Høvlspånerne er fejet op fra gulvet. Alt er stille.

Vi lægger mærke til, at folk er på vej til en bestemt bygning midt i landsbyen. Vi følger efter, og finder os en plads i det fyldte lokale. Vi venter et øjeblik. Og stor er vor forbavselse, da vi ser tømmermandens søn træde frem, bestige prædikestolen, åbne bogrullen og begynde at læse fra de gamle skrifter. Beretningen fortæller om en dag nogle år efter: »Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse.« Luk. 4,16.

Hvad er det, vi ser? En mand, som pligtskyldigt levede op til sin tids sædvane - en sædvane, som var accepteret af hans generation, men ikke af vor? Eller ser vi det guddommelige eksempel, hvis liv enhver kristen ønsker at efterleve?

Ser vi en ung jødisk tømrer, som vanemæssigt følger sin tids traditioner? Eller ser vi en Skaber, som hviler på den dag, han selv har sat til side for mennesket?

Ser vi en lovtræl, som er over omhyggelig med at efterleve enhver detalje i en religiøs lovkodeks? Eller ser vi en guddommelig lovgiver spontant og naturligt efterleve sin egen grundlovs principper?

Eller ser vi en frihedskæmper helliget til en upopulær sag? Eller ser vi den inkarnerede Gud i færd med at blive det store Offer for alle mennesker?

Hvad er sandheden om det, han gjorde den dag, hans værksted var lukket? Hvad er sandheden om sabbatten? Hvad er sandheden om den dag, Gud beder os huske?

Vi har læst, at Jesus ved begyndelsen af sin offentlige tjenestegerning helligholdt sabbatten. Vi har læst, at det var hans sædvane. Men hvad med de senere år? Forandrede han på dette? Ændrede forfølgelsen noget ved denne sædvane? Forblev hans eksempel tydeligt og konsekvent?

Det er rigtigt, at Jesus ikke sagde ret meget om sabbatten. Der var ingen grund til diskussion om den. Der var aldrig spørgsmål om, hvilken dag der var hviledag. Det eneste stridsspørgsmål drejede sig om måden, hvorpå han helligholdt den. Han var stadig optaget af at helbrede de syge gennem de hellige timer - og derved chokerede han sin tids religiøse ledere. De var med vilje uvidende om, at de netop stod over for ham, der havde skabt sabbatten. Han var i færd med at give dem et guddommeligt eksempel på, hvordan sabbatten skulle helligholdes.

Det er intet under, at han gjorde fordring på at være »herre over sabbatten«. Matt. 12,8. Det var nemlig ham, der havde skabt den. Det er intet under, at han gennem profeten Esajas omtaler den som »min helligdag«. Es. 58,13. Det er intet under, at apostlen Johannes omtalte den som »Herrens dag«. Åb. 1,10. Det gør hele forskellen, når vi ser ham som skaber.

Somme tider kan vi bedst opdage styrken i en mands overbevisning ved at iagttage hans efterfølgere. Lad os da gå ned til slutningen af Kristi offentlige gerning, til hin tragiske påskehøjtid, og iagttage hans medhjælpere den mørke fredag, idet solnedgangstimen, sabbattens begyndelse, nænnede sig. Hvad vil de nu gøre? De havde måske været omhyggelige med deres sabbatshelligholdelse i det forgangne. Men hvad vil de gøre nu - i verdens største krisetime?

Den dag var alle deres forhåbninger ubarmhjertigt blevet knust. De tænkte ligesom disciplene, der to dage senere var på vej til Emmaus: »Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel.« Luk. 24,21.

De havde håbet. Men nu var han død. Ingen ord kan beskrive dybden i deres fortvivlelse. Og jeg behøver næppe fortælle dig, at fortvivlede mennesker tit kan være ligegyldige med skikke og sædvaner. Hvis de nogen sinde kunne være fristet til at lade alle skranker falde, måtte det være nu.

De kunne også have tænkt, at man nu burde rationalisere. Uanset hvor omhyggelige de sædvanligvis havde været med helligholdelsen af sabbattens ydergrænser, kunne de nu let have tænkt, at det måtte være tilladeligt at sørge for deres Herres legeme. Han havde selv sagt, at man har lov at gøre godt på sabbatten. Matt. 12,12.

Jeg siger igen, hvis der var noget i Jesu eksempel, som kunne tilskynde dem tilligegyldighed med helligholdelse af sabbatten, noget der kunne få dem til at se gennem fingre med dens krav bare denne ene gang, så måtte vi afgjort finde det i hans nærmeste venners holdning netop nu. Men lyt:

»Han (Josef) gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Så tog han det ned og svøbte det i et liglagen, og han lagde ham i en klippegrav, hvor endnu aldrig nogen havde ligget. Det var beredelsesdag, og sabbatten stundede til. Og de kvinder, som var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter og så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt deri. Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig stille efter lovens bud. Men ved daggry på den første dag i ugen kom de til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.« Luk. 23,52 til 24,1.

Læg mærke til, at selv i den mørkeste krisetime afbrød disse første kristne deres kærlighedsgerning og holdt sig stille »efter lovens bud«. Hvis Jesus havde haft nogen forbehold vedrørende sabbattens betydning, må han have gjort sig skyldig i en forfærdelig forglemmelse, hvis han undlod at fortælle det til dem, som kendte ham bedst. Kan dette overraske os, nu da vi ved, at han er Skaberen, at han skabte sabbatten?

Her vil du måske sige: »Hvordan kan vi vide, hvilken dag, der var den syvende dag på Bibelens tid?«

Jeg stillede en gang dette spørgsmål i en forsamling. Og jeg må have standset et øjeblik, måske for at trække vejret. Jeg havde netop spurgt: »Hvordan kan vi nu vide, at den dag, vi kalder lørdag, var den syvende dag på Kristi tid?« Og netop som jeg gjorde et lille ophold, var der en eller anden midt i forsamlingen, der udbrød, så alle kunne høre det: »Det ville jeg gerne vide!«

Du bliver måske overrasket over at bemærke, at de vers, vi netop har læst, besvarer dette spørgsmål. Der var ingen tvivl på Jesu tid, hvilken dag der var ment i det fjerde bud. Lukas siger klart, at den faldt mellem den dag, Jesus blev korsfæstet og dagen for hans opstandelse.

Der er vel næppe nogen kendsgerning, der er bedre stadfæstet inden for den religiøse verden, end at Jesus blev korsfæstet på den dag, vi nu kalder fredag, og at han opstod på den dag, vi nu kalder søndag. Og lørdag er naturligvis dagen imellem de to. Så enkelt er det!

Jamen, er man ikke sprunget over nogle dage på et eller andet tidspunkt ? Enhver astronom vil kunne fortælle dig, at der ikke er sprunget over nogen tid mellem Kristi tid og vor, at ingen kalenderforandring har afbrudt ugedagenes rækkefølge. Lørdag er stadig den syvende dag. Der er ingen grund til forvirring.

Det moderne menneske, kristen eller ikke kristen, er fuldt ud klar over, at han har brug for at hvile en ud af ugens syv dage. Vi må have en afbrydelse i ugens larm og nervepres, i kampen for tilværelsen. Vi må enten holde en pause med bestemte mellemrum - eller bryde sammen. Enten det ene eller det andet. Fra et rent sundhedsmæssigt synspunkt er sabbatten en nødvendighed. Seks dage er vi engageret i erhvervslivet for at skalle os vort udkomme. Seks dage er alt, hvad vi kan holde til. Nogle videnskabsmænd har konkluderet, at afkoblingen hver syvende dag er en naturlig afbrydelse, som opfylder et behov, som er indbygget i organismen.

Ja. Gud skabte mennesket. Og derpå skabte han sabbatten - for mennesket. »Sabbatten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.« Mark. 2,27.

Er det for resten ikke mærkeligt, at nogle synes at mene, at en sådan velsignelse var forbeholdt jøderne - som om de alene blandt alle mennesker var berettiget til eller havde behov for sabbattens velsignelser. »Sabbatten er blevet til for menneskets skyld.«

Det er en interessant kendsgerning, at under den franske revolution prøvede magthaverne i Paris at afskaffe syvdagesugen og i stedet indføre en tidages cyklus. Men dette arrangement passede hverken for mennesker eller dyr. Det syntes, som om selv hestene i gaderne brød sammen under dette nye regime. Menneskene kunne heller ikke holde til det. Det gjorde sådan et indtryk på en forfatter, at han konkluderede, at Moses måtte være blevet inspireret af en eller anden overnaturlig åbenbaring til at indføre syvdagesugen. »Det ville faktisk,« skrev han, »være lige så let at tro, at Moses fandt på dette store princip med de seks arbejdsdage og den ene hviledag ved en tilfældighed, som at tro, at Iliaden var frembragt af et svin, som rodede i jorden med trynen.«

Det er helt tydeligt, at mennesket trænger til at hvile en dag ud af syv. Men behøver det at være en bestemt dag?

Lad os gå tilbage til vor verdens første morgengry for at få svar på, hvilken dag Kristus gjorde til hviledag:

»Således fuldendtes himmelen o gjorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og G ud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter sit værk, det, Gud havde skabt og udført.« 1 Mos. 2,1-3.

Gud har givet os en dag at mindes. Den skal minde os om den dag stjernerne sang, den dag verdens grundvold blev lagt, den dag mennesket fremstod som et mesterstykke fra sin Skabers hånd, den dag alt var fuldbragt - et fuldkomment skaberværk.

Seks dage gik med alt dette. Men den syvende dag hvilede Gud. Den syvende dag velsignede Gud. Den syvende dag satte Gud til side til helligt brug.

Sig mig: Kan nogen anden dag på tilfredsstillende måde stå som mindesmærke for den dag, Gud selv hvilede? Kan vi få en velsignelse af at helligholde en dag, Gud aldrig har velsignet? Kan vi helligholde en dag, som han ikke har helliget?

Gud er til stede på en særlig måde gennem sabbatten. Han beder os mødes med ham fredag aften ved solnedgang og tilbringe fireogtyve meningsfyldte timer sammen med ham.

Læs 2 Mos. 23,32 og Mark. 1,32. Fredag aften ved solnedgang. jamen, jeg har alt for travlt. Det passer mig bedre at møde ham på mandag. Sig mig: Vil jeg kunne finde ham der?

Misforstå mig ikke! Jeg vil på ingen måde antyde, at Gud ikke er at finde for sine børn til hver en tid. j eg siger blot, at vi ikke vil kunne opnå sabbattens velsignelse på en dag, som aldrig er gjort til sabbat.

Vi bevæger os ned gennem århundrederne til Sinaj. På to gamle, slidte tavler finder vi disse kendte ord:

»Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,8-11.

Atter forklarede Gud tingene meget detaljeret. »Den syvende dag skal være hviledag.« Hvorfor? »Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden og havet.«

Lagde du mærke til ligheden mellem ordene fra Første Mosebog og i det fjerde bud? Sabbatten og skabelsen er knyttet uadskilleligt sammen - den ene er et minde om den anden.

Har du nogen sinde hørt nogen sige, at sabbatten er et stridspunkt? ja, min ven, det er den. Fordi denne generation hellere ville tro på en tilfældig udvikling og kaos gennem milliarder af år, end på en seks dages skabelse ledet af en kærlig Gud. Herren har et tvistemål med dem, som tvivler på hans skabelse. Og det er derfor, sabbatten bliver så betydningsfuld.

Hvis du har læst Bibelen fra første til sidste side, har du måske lagt mærke til, at når Gud vil bevise, at han er Gud, henviser han til det faktum, at han er Skaberen. Hans skabermagt er hans ret til at være Gud. Ikke så underligt at sabbatten er betydningsfuld. Den minder os om Skaberen. Og det faktum, at han er Skaber, beviser, at han er den sande Gud.

Når vi står ved Sinaj, med blikket fæstet på disse stentavler, som er skrevet med Guds egen finger, kan vi da for alvor mene, det er tilstrækkeligt, blot vi helligholder en ud af syv dage?

Lad mig fortælle en personlig beretning. Da min fader sov hen, havde han været præst i næsten fyrre år. Inden han begyndte på prædikegerningen, havde han haft en forretning i byen Denver. Han var en oprigtig kristen, lægprædikant i Metodistkirken.

En dag nede på kajen havde en af arbejderne haft et lille uheld - måske slået sig over fingeren - og begyndte at bande. Min fader følte et vist ansvar og gik hen, lagde armen om manden og sagde: »Min ven, vi skulle måske passe lidt bedre på, hvad vi siger. Det har jo trods alt at gøre med et af Guds bud.« Manden svarede: »Ja, det er rigtigt. Tak fordi du siger det. Vi kristne bliver somme tider lidt tankeløse. Jeg er glad, fordi du har mindet mig om det.«

Min fader begav sig gennem passagen tilbage til sit kontor, idet han lykønskede sig med, at han havde hjulpet et andet menneske til at holde et af Guds bud. Men pludselig var der en stemme, som sagde til ham: »Jamen, Vandeman, du overtræder jo selv det fjerde!« Og det knuste hans hjerte.

Min fader var nemlig blevet gjort opmærksom på denne sandhed om sabbatten. I adskillige måneder havde han kæmpet en indre kamp og prøvet at komme til en afgørelse. Han vidste, hvad Guds ord sagde. Men der var medlemsskabet i kirken, hans venner, hans arbejde. Og nu havde han prøvet at hjælpe en anden til at holde Guds bud, medens han selv overtrådte et af dem.

Han skyndte sig tilbage til sit kontor, faldt på sine knæ og bekendte sin synd for Gud. Kort tid efter solgte han sin forretning og påbegyndte en uddannelse til prædikegerningen, og tjente Herren trofast gennem mange år.

Og nu kommer vi til Golgata. Vi ser disse oprigtige Jesu venner, selv i skyggen af verdens største krisetime holdt de sig stille efter lovens bud. Vi ser verdens Genløser hvile i graven gennem de hellige timer. Han, der en gang hvilede fra sit fuldendte skabelsesværk, hviler nu fra sit fuldendte genløsningsværk.

Kan en dag ud af syv gøre det? Idet vi står så nærved korset, og dets sande betydning mere og mere dæmrer i vort sind, hvordan kan vi i det hele taget spørge sådan? Vi får den følelse, at det at pille ved sabbatten ville være det samme som at pille ved skabelsen, ved Sinaj, ved selve Golgata. Hvordan kan vi se hans efterfølgere nægte at vanhellige de hellige timer endog med en kærlighedsgerning? Hvordan kan vi se ham døende på korset, fordi det var umuligt at gå på kompromis med Guds lov, selvom det skulle koste hans eget liv - hvordan kan vi udholde det blændende lys fra Golgata og sige, at denne sag ikke betyder så meget?

Gud tog en almindelig dag. Du kan tælle timerne i den. I den henseende var den ikke anderledes end nogen anden dag. Men han gjorde denne dag til sabbat. Han blæste liv i den.

Han fik den til at stå for alt, hvad der er dyrebart og livsvigtigt, et symbol på alt, hvad han ønsker, de kristne skalleve for og nægte at leve foruden.

Det er derfor, denne sag er så betydningsfuld. Den er vigtig, uanset hvad andre siger. Golgata er Guds eget vidnesbyrd til menneskene om, at disse livsvigtige ord - for de er en del af hans evige lov - har betydning for ham. Hvis de også betyder noget for dig, glæder du din Skabers hjerte.

Ven, jo dybere du trænger ned i dette emne, jo grundigere du undersøger det, des mere vil du blive overbevist om, at der er noget galt et eller andet sted, at vi bare har ladet stå til i nogle meget betydningsfulde spørgsmål, at vi bare har fulgt med mængden og aldrig tænkt på at stille spørgsmål.

Men Jesu eksempel er uforandret. Det lille tømrerværksted er lukket om lørdagen. Vi finder det aldrig anderledes. Jesu eksempel er det samme, selv i korsets skygge. En dag at mindes. Vil vi finde nogen som helst forandring efter den dag, han døde?

En hel nation stod pludselig stille. Det var ved tretiden om eftermiddagen, og det var den sorte fredag. En time tidligere havde de første bulletiner afbrudt de trivielle udsendelser om mer eller mindre ligegyldige emner. Siden dette øjeblik havde nyhedsoplæserne bevæget sig så forsigtigt gennem udsendelserne som en menig soldat gennem et minefelt - bange for hvad de ville finde. Og nu var det kommet, det brutale, kategoriske budskab, blottet for gisninger. Præsidenten var død!

Nyhedsoplæserne prøvede at beherske deres følelser. Folk græd åbenlyst i gaderne, idet budskabet gik fra mund til mund. Forretningsdrivende lod forretning være forretning og gik hjem. Børskurserne raslede ned, og så lukkede børsen. En hel nations øjne var fæstet på fjernsynsskærmen. Og i tre og en halv dag sås der ikke en reklameudsendelse.

Vi var chokerede. Vi var forvirrede. Den dødbringende kugle fra en snigmorders postordre-riffel havde truet landets sikkerhed.

Men så kom vi til os selv igen. Ganske vist var landets lov blevet eftertrykkeligt overtrådt. Den fredelige rutine, vi havde vænnet os til, var blevet rystet. Men vor grundlov, den grundlæggende norm for ret og retfærdighed forblev uændret. Loven var blevet skamløst krænket. Men den hovedanklagedes død havde ikke ændret den eller svækket den det mindste. De tre skud, som blev affyret fra et af de øverste vinduer i den pågældende bygning i Dallas styrkede blot vor beslutning om i fremtiden at sikre denne lov endnu bedre.

Jeg ved godt, at følgende sammenligning er meget ufuldkommen, men der var en gang en anden sort fredag. Og det var, som selve universets hjerte stod stille.

Nej. Mænd og kvinder sad ikke som klæbede til deres fjernsyn. Det var kun ganske få, som vidste eller interesserede sig for, hvad der skete den dag. Men Himmelen vidste det. Ufaldne verdener vidste det. Syndfri væsener så til i tavs fortvivlelse, da deres elskede leder døde for den fjendes hånd, som havde udfordret hans regering.

Hvad de så hin dag, overbeviste selv de vaklende blandt dem om syndens sande natur. Fjendens karakter blev endelig afsløret. Han var gået så langt i sit oprør, at han ikke veg tilbage for at tage Guds Søns liv.

Uanset hvor rystet, hvor chokeret, hvor truet Himmelen var blevet af fjendens dødsstød, hvilede den sikkert i det faktum, at dens regering ville bestå. Dens grundlovs retfærdighed var for evigt blevet stadfæstet ved Jesu død. Dens lov forblev urokket - på det nær, at troskab mod ham, som døde hin dag, nu ville gøre ulydighed utænkelig.

Ja, Guds Søn var død. Men han havde udrettet alt det, han var draget ud for at gøre. Han havde gjort frelse mulig for faldne mennesker. Men han havde gjort noget mere. Han havde retfærdiggjort og stadfæstet sin regering. Ved sin egen død havde han vist den guddommelige lovs uforanderlighed. Han havde sikret universet for al evighed. Aldrig mere kunne hans lov - eller hans kærlighed - blive udfordret.

Guds Søn var død. Men han ville opstå igen!

Umiddelbart efter John F. Kennedys død blev der rejst utallige mindesmærker over hele landet.

Det er kun naturligt at se efter et mindesmærke for Kristi død og ganske særlig for hans opstandelse. Vi tænker umiddelbart på Herrens nadver, hvorved vi forkynder »Herrens død indtil han kommer.« 1 Kor. 11,26.

Men hvis vi ser lidt længere, opdager vi et mindesmærke, som er knyttet direkte til opstandelsen.

»Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv.

Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.« Rom. 6,3-5.

Kunne noget mindesmærke være mere passende, mere meningsfyldt end dåben? Udvalgt af Gud selv er det fuldkomment i enhver detalje, uforligneligt i sin symbolik. Det er vanskeligt at se, hvorfor dødelige mennesker skulle prøve at forbedre dette mindesmærke.

Men det har mennesker alligevel prøvet. Hvis man spørger den kristne verden, hvorfor den helligholder søndag i stedet for Bibelens sabbat, ville en stor del svare, at man gør det til minde om opstandelsen.

Mindesmærker er naturligvis al ære værd. Der findes en mangfoldighed af mindesmærker for store mænd og kvinder. Og der bliver stadig flere.

De kristnes iver efter at mindes opstandelsen kunne forekomme prisværdig, selvom det betyder, at man føjer noget til det ene mindesmærke, som Gud direkte har udpeget. Gud bliver æret ved vor kærlighed, ved vor taknemmeligheds over det faktum, der hedder den tomme grav.

Men der er alligevel noget galt i denne sag. Det er dette: Søndagshelligholdelsen, hvor oprigtig den end måtte være, er, i det mindste indirekte, særdeles krænkende over for et af Guds ti bud. For de, som helligholder søndagen, helligholder ikke den dag, Gud har befalet os at helligholde. Kan vi forvente, at et mindesmærke, som er plettet af lovbrud, en loyalitet, som smager af utroskab, en offergave frembåret i ulydighed kan have Guds velbehag? Næppe!

Det var profeten Samuel, der sagde: »At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt.« 1 Sam. 15,22.

Her vil du måske sige: »j eg er fuldstændig forvirret. Jeg ved ikke præcis, hvor jeg har læst det, men jeg har altid regnet med, at der er nytestamentligt grundlag for søndagshelligholdelse. Kan det være noget, jeg har drømt?

Nej, du har ikke drømt. Som millioner før dig har du simpelt hen taget en påstand for givet. Men vil denne påstand stå for undersøgelsens skarpe lys? Det er spørgsmålet.

Vor forvirring skulle føre os til Den hellige Skrift. Sandheden er, at Det nye Testamente kun omtaler den første dag i ugen otte gange. Fem af disse skriftsteder henviser simpelt hen til opstandelsen på den første dag i ugen, hvilket ingen betvivler. Disse skriftsteder er Matt. 28,2; Mark. 16,2 og 9; Luk. 24,2; Joh. 20,1. Læg endvidere mærke til, at i Mark. 16,1, som står forud for en af disse henvisninger, siges, at sabbatten gik forud for den første dag i ugen. Man har somme tider ment, at Joh. 20,19 refererer til en sammenkomst i anledning af opstandelsen. Det er vanskeligt at se, hvordan dette kan være korrekt, eftersom disciplene var samlet bag lukkede døre af frygt for jøderne, og de vidste endnu ikke, at Jesus var opstået.

I Apg. 20,7 læser vi om Paulus, der holder en afskedsprædiken på den første dag i ugen, og at de ved samme lejlighed holder nadver. Men det at være samlet til nadvergudstjeneste gør ikke i sig selv en dag hellig. Evangelisterne prædikede ofte hver aften i ugens løb, og betragtede afgjort ikke hver dag som helligdag. Og med hensyn til nadveren, bør vi huske, at den oprindelig blev indstiftet af vor Herre selv en torsdag aften. Men er torsdag derfor en helligdag?

Vi kommer nu til den sidste henvisning til den første dag i ugen - I Kor. 16,2. Her opfordrer Paulus de kristne til, at de hver første dag i ugen skal lægge noget til side af deres indkomst som gave til de fattige, så det ligger parat, når han, Paulus, kommer til dem.

Har vi fundet noget som helst bibelsk grundlag for helligholdelse af søndag? Jeg tror, du vil give mig ret i, at det har vi ikke. Det nye Testamente siger faktisk intet om nogen forandring eller opfordring til forandring af hviledagen.

Og dette er betydningsfuldt. Lad os huske, at en sådan forandring ville have voldt stor uenighed blandt de første kristne. Tænk blot på al den omtale Paulus giver spørgsmålet om omskærelse og de kristnes forhold til denne. Hele Galaterbrevet handler stort set om dette problem. Og omskærelse var kun et påbud i den ceremonilov, som ophørte ved korset. Hvis sabbatten, som var et af Guds ti bud, nogen sinde var blevet betvivlet, eller hvis der havde været så meget som antydet en forandring af denne, da måtte vi forvente at finde mange kapitler, uden tvivl hele breve om denne sag. Og lad os huske, at Det nye Testamente blev skrevet fra nitten til treogtres år efter opstandelsen.

Lad mig sige dette så tydeligt som jeg kan: H vis der er sket en forandring, var den afgjort ikke med i Jesu plan eller Jesu tanker. For hør, hvad han siger om hensigten med sin tjenestegerning:

»Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen. Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.« Matt. 5,17-19.

Fuldkomme kan også oversættes »opfylde«.

Nu vil nogle måske hævde, at da Kristus opfyldte loven, afskaffede han den. Kan vi da forestille os at lægge ham disse ord i munden: »jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at afskaffe«? Naturligvis ikke.

Sig mig: Da Lee Harvey Oswald overtrådte loven, afskaffe de han den så? Men millioner af andre amerikanere har holdt loven, opfyldt dens krav, men har det afskaffet loven? Nej.

Loven består uanfægtet. Du kan ikke afskaffe færdselsloven ved at efterleve den.

Kristus havde åbenbart ingen planer om at ændre noget som helst ved loven. Tværtimod, han døde, fordi den ikke kunne ændres.

Og det var åbenbart Jesu hensigt at loven stadig skulle have gyldighed, at sabbatten skulle helligholdes længe efter hans død. For læg mærke til disse ord :
»Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat.« Matt. 24,20.

Ja, Jesus forventede, at de kristne ned til år 70, da Jerusalem blev ødelagt, stadig ville helligholde sabbatten. Vi kan blot konkludere, at hvis der i det hele taget er sket en forandring, har Jesus ikke haft noget med det at gøre.

Det nye Testamentes tavshed vedrørende søndagshelligholdelsen kan måske overraske en og anden. Den kan endog virke pinligt på nogle. Men den er absolut.

I stedet får vi at vide i Apg. 17,2, at det var Paulus' sædvane at helligholde sabbatten - længe efter korset. Og lad os gå helt frem til Åbenbaringsbogen. Lyt til Johannes' beskrivelse af Guds folk lige før Kristi genkomst:
»Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.« Åb. 14,12.

Her i disse sidste dage er der et folk, som holder fast ved Guds bud - åbenbart dem alle sammen, inklusive sabbatsbudet.
Men lad os gå et skridt videre. Sabbatten skal nemlig også helligholdes på Den nye jord. Lyt til dette:

»Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Herren, således skal eders afkom og navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn, siger Herren.« Es. 66,22-23.

Ja, sabbatten går som en gylden tråd fra Første Mosebog til Åbenbaringsbogen. Men Den hellige Skrift er mærkelig tavs angående søndagshelligholdelsen. Kunne det tænkes, at vi skal finde dens oprindelse uden for Den gode Bog? Og kunne det tænkes, at når vi finder den, opdager vi slet ingen guddommelig autoritet, men derimod beretningen om et tragisk frafald?

Ved et af skæbnens mærkelige luner sad millioner og så TV i det forvirrede øjeblik, da en nyhedsoplæser råbte fra Dallas: »Han er blevet skudt! Han er blevet skudt! Oswald er blevet skudt!« Snigmorderen levede ikke længe nok til at blive stillet for retten eller til at fortælle sin forkvaklede historie.

Men Golgatas snigmorder er stadig på fri fod, og han er desperat, fordi han snart må se sin dom i øjnene. »Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.« Åb. 12,12.

Hans harme er stor, fordi hans tid er kort. Og lad dig ikke bedrage. Bliv på din post. Han er i færd med at fortælle en forkvaklet beretning om, hvad der skete hin tragiske weekend. Det er hans mesterlige intrige. Og jeg gad vidst, om han ikke har fået den tanke i selve skyggen fra korset.

Satan hader nemlig korset. Det er symbolet på hans fiasko. Det er signalet til hans undergang. Det er hans dødsdom. Og han hader opstandelsen lige så brændende.

Han havde besluttet at møde Guds Søn i hans svageste time i Getsemane, for om muligt at få ham til at vige tilbage fra sin plan om at frelse menneskene. Han havde prøvet at knuse hans sjæl i Golgatas mørke. Han havde bestræbt sig på at holde Guds Søn som fange i Josefs grav. Men Gud var blind for det romerske segl, for den småsten foran graven, som menneskene syntes var stor. Guds Søn kom ud som sejrherre. Om så bjerge var dynget oven på hinanden, de kunne ikke have holdt ham i graven.

Satans fiasko var fuldstændig. Og den var endelig. Kampen var afgjort - men ikke afsluttet. For nu iværksatte han en krigsførelse, der skulle vare lige til tidens ende, kronen på hans bedrag.

Han hadede korset. Det ville vriste millioner ud af hans herredømme. Han kunne ikke udslette det. Han vovede ikke at bekæmpe det åbent. Men kunne han ikke på en eller anden måde gøre brug af det, male det med sine egne farver, rette sit vildledende projektørlys mod det og fremstille det for verden i en ramme, som ville tjene hans egne onde hensigter?

Hele konflikten havde jo drejet sig om Guds lov. Og Jesu død havde vist, at loven var uforanderlig. Men hvorfor ikke fortælle menneskene, at korset havde afskaffet Guds lov, befriet os fra dens forpligtelser? Hvorfor ikke tage det kors, som Gud havde brugt til at ophøje og stadfæste loven, og gøre det til et våben mod loven? Hvorfor ikke føre krig mod den korsfæstede Kristus under foregivende af loyalitet?

Utænkeligt, vil du sige! Fantastisk! Sådan noget kunne ikke ske!

Må jeg foreslå dig at blade tilbage og læse John Wesleys ord en gang til. Og træf så din afgørelse!

Hvad gjorde snigmordet på John E Kennedy ved De forenede Staters grundlov? Intet.

Hvad gjorde en præsidents død ved et hvilket som helst lands grundlov? Intet.

Hvad gjorde Jesu død ved Guds lov? Intet.

Hvad gjorde korset ved sabbatten? Intet.

Intet, lige med undtagelse af, at det enestående offer på Golgata, den pris hvorom intet kompromis var muligt, den grundlæggende loyalitet, dette offer tilskynder til dybt i menneskets bryst, gør ulydighed utænkelig efter den dag han døde!

Denne artikel fortsætter  >>> >>>


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com