Den dag Gud aldrig glemmer!

Denne hjemmeside er en fortsættelse af den dag Gud aldrig glemmer-1

Jeg er godt klar over, at skabelsesberetningen i Første Mosebog er blevet affærdiget af mange med et vantro smil. Oplyste mennesker, får vi at vide, har for længe siden fundet ud af, at de første beretninger i Første Mosebog er bygget på myter og legender. Men senere dele af Bibelen skulle man nok kunne stole på.

På hvilket punkt ophører Bibelen da med at være myter og bliver autentisk historie? Det mærkelige er, at så snart skriften og historien mødes, så snart Skriften og arkæologien løber sammen, finder vi overalt en slående overensstemmelse. Kunne det ikke tænkes, at også Skriftens første beretninger kunne blive stadfæstet af videnskabelige opdagelser? Alle beviser er måske endnu ikke fremkommet!

Og vidste du, at Det nye Testamente indeholder mange udtalelser om skabelsen? Er de også myter? Må selv evangelierne kasseres? Hvem af jer er villige til at henføre beretningen om Golgata til spekulationernes og teoriernes område? Hvem vil hævde, at det, som skete der, var en tilfældighed? Hvem vil betro sin fremtid, ikke til en naglemærket hånd, men til en uendelig, langsomt henskridende proces af stadige forandringer?

Utænkeligt, siger du.

Men menneskets eneste beretning om korset findes i den samme bog, som fortæller om skabelsen. At forkaste Skaberen som den, der skaber verdener med sit mægtige ord, er at forkaste ham, der døde hin dag på en ensom høj. Hvis der ikke er nogen skaber, er der ingen frelser. Så enkelt er det!

Hvordan kan jeg komme med en så kategorisk påstand? Fordi de er en og samme person. Det kan lyde overraskende, men hvis du følger omhyggeligt med, vil du finde, at Skaberen af denne verden ikke er nogen anden end ham, som gav Sit liv for den.

Johannes-evangeliets første kapitel beskriver Herren Jesus Kristus i hans forud tilværelse fra evighed af: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham.« Joh. 1,1 og 3 samt 10.

Disse ord henviser uden tvivl til Herren Jesus Kristus, din og min frelser - henviser til ham som Skaber og Opretholder af alle ting. Hebræerbrevets forfatter omtaler Gud som den, der »nu ved dagenes ende (har) talt til os ved sin Søn, ... ved hvem han også har skabt verden.« Hebr. 1,1-2. Og i Ef. 3,8-9 omtales Kristus direkte som »Gud, alle tings skaber«.

Her er ingen grund til forvirring. Den hellige Skrifts budskab er klart og konsekvent. Denne verden har en skaber. Den skaber er Jesus Kristus.

Kan du se, at det, vi har lært, har en forbløffende betydning? Han, der døde på Golgata, er den samme, som slyngede kloderne ud i deres baner i rummet den dag, stjernerne sang. Den Kristus, som led på Golgata, er identisk med skaberen i Første Mosebog. At forkaste den ene er at forkaste den anden.

Ja, Skriftens budskab er klart og konsekvent. Kristus er Skaberen. Og dette budskab rækker helt frem til Åbenbaringsbogen, denne fascinerende bog om de sidste ting. Bogen, som har særlig betydning for mennesker, der lever I dag. Denne bemærkelsesværdige profetiske bog taler om en genoplivelse af skabelsestroen i de sidste dage af denne verdens historie. Og den kalder det et evigt evangelium. Lyt:

»Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden. ... Og han råbte med høj røst: 'Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.'« Åb. 14,6-7.

»Tilbed ham, som har skabt.« Hvem var det, der skabte himmelen og jorden? Vi har fundet i Skriften, at Herren Jesus Kristus er Skaberen. Og Herren Jesus Kristus er selve midtpunktet i det evige evangelium.

Han siger til hvert menneske: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side.« Joh. 20, 27.

Vi har rørt ved sårene i hans hænder. Vi har tilbedt ham som frelser. Men nu, i atomets tidsalder, beder han os stikke vor hånd i hans Almagts side og kende ham som Skaber. Her, på tærskelen til hans komme, i en tid, hvor skabelsen både bliver angrebet og retfærdiggjort som aldrig før, kaldes vi til at kende ham, som skabte verden.

Hvordan kan vi anerkende ham som vor Skaber? Hvordan kan vi tilbede ham, som skabte himmelen og jorden? Kunne det have noget at gøre med en dag, som Gud beder os huske?

Jeg tror, at du kan se, at det har det. Jeg tror, du vil indse, at vi aldrig kan glemme Skaberen, så længe vi mindes denne særlige dag. Det er derfor ikke overraskende, at Gud har anbragt denne dag i selve hjertet af sin evige lov. Han har anbragt den i hjertet af den brudte lov, der gjorde Golgata-offeret nødvendigt. Han satte denne dag midt i den moralske rettesnor, som denne generation synes at ville glemme.

Og prisen for at glemme - den betaler vi i vore gader!

Prisen for at glemme
Det vanvittige crescendo er ikke opdigt. Det er ingen indstudering. Det er meget, meget virkeligt. Det giver genlyd over hele landet, frem og tilbage - somme tider dæmpet i undergrunden, somme tider åbent i gaderne.

Lyden af oprør er kommet for at blive. Det genlyder i vore skoler og læreanstalter, understreget med dynamit. Det gennemtrænger vore mørke n æt ters stilhed og oplyser dem med ild. Oprørets sange skingrer i vore parker, på trapperne til vore regeringsbygninger og omkring vore skattede nationale mindesmærker.

Somme tider er ordene høflige. Men for det meste er de vrede. De er altid frustrerede. Og meningen er umiskendelig. En desillusioneret generation har besluttet, at vore dage er talte. Den har besluttet, at det etablerede må forsvinde. Og den mener det alvorligt.

Hvad er det, vi er vidner til? Vi er vidner til en generation, som betaler prisen for at glemme. Og nogen har lært den at glemme. Den generation, som gik forud, har uforvarende ført an.

Jeg ved, at den nye generation finder begrundelse for disse gadernes åbne konfrontationer i det hykleri, den forbinder med systemet. De unge henviser til hykleriet i vor forfinede kultur og i vore hjem, som så mange af dem har oplevet det.
Og vi kan kun sympatisere med deres frustrationer.

Men her er alligevel noget mere håndgribeligt end hykleri med i spillet - noget, som jeg oprigtig tror ligger til grund for det oprør mod autoriteterne, der ulmer og brænder i hjertet på denne generation. Somme tider kommer det til udbrud i gaderne. Somme tider holder det sig roligt og høfligt og afdæmpet og velformuleret. Men det er der - en udfordring til de traditionelle normer, en ligegyldighed over for moralske værdier, vi har betragtet som hellige, som bringer mangen en fader og moder til at udbryde i fortvivlelse: »Er dette, hvad jeg lærte ham?«

Og svaret kunne i forfærdende mange tilfælde være: »Ja, det er!« For, hvor forstyrrende og chokerende tanken måtte forekomme, det kunne tænkes, at den lovløshedens syndflod, der fejer hen over vort land, til en vis grad kan føres hen til et og andet, vi har lært den opvoksende slægt. For at gå tættere til sagen, hentyder jeg til visse farlige tendenser i den religiøse undervisning, som vi har bibragt de unge - tendenser, der som smittekim er vokset op til det oprør, vi ser i gaderne i dag. Vi er ikke alle skyldige. Men nogle af os bærer utvivlsomt noget af skylden. Lad mig forklare:

Det var nemlig en gang, hvor vi betragtede Bibelen som troens eneste rettesnor, en inspireret, sikker, ufejlbarlig åbenbaring fra Gud til mennesket. Men nu er Den hellige Skrift gennem årtier blevet revet i stykker lidt efter lidt, der er sat spørgsmålstegn ved visse afsnit, andre afsnit er kasseret. Noget er kaldt inspireret, noget andet myte, dette bogstaveligt og hint symbolsk - indtil der er meget lidt tilbage. Og det er på en eller anden måde blevet regnet for fint at tvivle.

Det var en gang, da vi troede, at mennesket var skabt i Guds billede - og skyldte sin Skaber ikke at udviske dette billede. I dag betragtes denne verdens og menneskets skabelse som resultat af en tilfældig udvikling gennem lange tidsperioder. Skaberen er glemt.

Der var en gang, hvor vi troede, at Adam og Eva faldt og gav oprørets arv videre til os. Derfor havde vi behov for en frelser. I dag far vi at vide, at vi er udviklet fra urhavet og stadig er på vej op - ikke ned. Og hvorfor skulle mennesket behøve en frelser, hvis mennesket aldrig er faldet?

Der var en gang, hvor tordenen fra Sinaj gav genlyd i vore ører og vi lyttede. De ti bud var noget, man ikke tog let på. I dag omtales de knapt nok. Det er overladt til enkelte missionærer og gamle koner at tale om De ti bud. Det var måske på sin plads at henvise til den tidligere norske statsminister Einar Gerhardsen, der en gang under anden verdenskrig blev spurgt, hvad han anså for kirkens vigtigste opgave efter krigen, hvortil han svarede: »Jeg anser det for kirkens vigtigste opgave at lære vort folk at holde De ti bud.«

Jeg spørger: Hvis vi som forældre frasiger os vort ansvar over for den opvoksende generation, er det da så underligt, at vi ser tingene udvikle sig, som de gør? Vi har nu I en menneskealder til stadighed undergravet samfundets grundvold med vore nye, moderne tanker om moral, med det frisind, vi bryster os af. Og nu ser vi for vore skrækslagne øjne, at murene er begyndt at slå revner.

Hvordan kunne det være anderledes? Vi betaler kun prisen for at glemme. Hvis skabelsesberetningen glemmes og regnes for myter og legender, hvordan kan vi da blive forvirrede over truslerne om en kommende dom i den samme bog? Hvis beretningen om menneskets tragiske fald er glemt, hvor er da behovet for en frelser? Hvis Sinaj glemmes, er autoriteten uden rygrad.

Vi betaler prisen for at glemme. Jeg understreger: Nogle af os er uden skyld, men nogle af os er skyldige. Og alle behøver vi en dybere forståelse.

Følg med mig tilbage til den allerførste begyndelse. Der, I slægtens første skønne morgen vandrede et menneske ved navn Adam sammen med sin Skaber, de talte sammen - indtil det skete. Mennesket gjorde oprør mod autoriteten. Og denne klode ryster stadig under følgerne.

Edens grønne plæner blev ikke nedtrampet af marcherende fødder. Der var ingen protester, ingen plakater, ingen skingrende oprørssange. Adam og hans hustru Eva var de eneste medvirkende i dette tragiske drama fra det virkelige liv. Det gik alt sammen meget stille for sig. Kun det høflige, floromvundne spørgsmål fra en talende slange i et træ, om hvorvidt Guds krav var helt rimelige. Og Eva lod tanken slå rod i sit sind - og rakte ud efter den forbudne frugt.

Var Gud urimelig? Nej. Træet og dets frugt var anbragt uden for rækkevidde af en eneste grund - for at give mennesket anledning til at vise troskab og loyalitet over for sin Gud. Og Eva svigtede. Og Adam fulgte.

Sådan en ubetydelig handling! Kun at spise af et træ, som ikke var beregnet for dem. Men i denne ene ubetydelige handling var den oprørets sæd, som er spiret og vokset til de skingrende protester, vi hører i vore gader. Til bomberne, krigstruslerne, hadet der splitter os. Det er alt sammen sider af samme sag. Oprøret er det samme, enten det kommer til udbrud i gaderne eller ulmer stille i hjertet.

Næppe var handlingen gjort, næppe var valget truffet, før Adam begyndte at forstå betydningen af ordene: »Syndens løn er død.« Og en af hans første handlinger, efter at oprøret havde fået indpas, blev at tage uskyldige dyrs liv for at skjule den nøgenhed, de først nu var blevet klar over. Adam begyndte at forstå.

Jeg forestiller mig, at Gud satte sig ved siden af Adam og fortalte ham om døden, og om livet. Han kunne ikke fortælle ham om vore gader, fordi Adam ikke ville have forstået det.

Men Gud forklarede tålmodigt Adam, at han nu var undergivet dødens herredømme, men at en dag ville Guds Søn selv træde i hans, Adams, sted. Men indtil da skulle Adam og hans efterkommere fra tid til anden fremstille et lam - et uskyldigt lam - og tage dets liv. Alt dette skulle hjælpe ham at forstå, hvordan Guds uskyldige Søn måtte dø for at tilfredsstille den lovs krav, som han - Adam - havde overtrådt.

For nogle år siden besteg jeg Sinaj bjerg. Knudret, majestætisk, hæver bjerget sig over den vældige slette. Vindomsuste klippeblokke, som en gang følte Moses' fodtrin og så Guds ansigt.

Stående deroppe på bjergets forrevne, vindomsuste tinde skuede jeg, ligesom Moses for femogtredive hundrede år siden, ud over den umådelige slette. Udbredt foran mig lå skuepladsen for Guds passionsspil i ørkenen, hvor der hver dag blev opført et drama i miniature over Guds plan for at frelse mennesker. Dernede på sletten stod det tabernakel, som Gud havde befalet folket at indrette. Der havde alteret været - brændofferet - lammet.

Hvorfor alle disse lam? Hvorfor al denne slagtning? H vor for denne forprøve på Golgata, før det virkelig skulle ske? Fordi mennesket måtte forstå prisen for at glemme.

Deroppe på Sinaj mindedes jeg, hvorledes Moses havde arbejdet sig op ad det rygende, tordnende bjergs stejle skråninger for at møde sin Gud. J eg mindedes, hvordan Gud havde lagt i Moses' arme de ord, som var skrevet i sten med Guds egen finger, om de ti evige principper for ret og retfærdighed, Guds standard for menneskene. Det var denne lov, som vor generation så ligegyldigt skubber til side. Og det var denne lov, som, hvis dens autoritet var blevet respekteret, ville være et mægtigt bolværk til at holde den flodbølge af forbrydelser og vold og lovløshed tilbage, som nu truer med at oversvømme os.

Misforstå mig ikke! Misforstå ikke Sinaj! Hvor hellig Guds lov end er, hvor retfærdig, hvor fuldkommen den end er, den kan ikke frelse. Kristus alene kunne - og ville - frelse på Golgata.

Men Golgatas tid var endnu ikke kommet. Og en kærlig Gud ville ikke give sin lov uden også at demonstrere sin vilje til at tilgive. Derfor var lammet nødvendigt. Hver gang en angrende synder hævede kniven for at tage et uskyldigt lams liv, anskueliggjorde han betydningen af Golgata. Og han gjorde det ved foden af Sinaj.
Kan du nu se, hvordan tingene passer sammen? På Sinaj var loven. Men nede i dalen var korset.

Vi kommer ned gennem århundrederne til en høj lige uden for Jerusalem. Golgata, hovedskalstedet. Jerusalems galgebakke.

Men lad os først betragte aftenen forud. Jerusalem var i oprør. Scenen udspillede sig omkring Antonia-borgen. Nærmere bestemt i borggården. Romerske soldater havde ridset deres spillefelter i brolægningens flade sten - de er genfundet i løbet af de seneste årtier.

Jeg stod ærbødigt på disse sten og følte mig så uværdig til den forret, der var min. For jeg stod på den samme brolægning, hvor Kristus havde stået, under den porthvælving, som en gang gav genlyd af Pilatus' ord: »Se, hvilket menneske!«

Jeg prøvede at genopleve disse timer. Det var her, den levende Guds Søn bar en simpel forbryders skam. Det var noget langt dybere end et simpelt justitsmord. Det var den sorteste forbrydelse, som mennesker nogen sinde har begået.

Men det varmere end menneskelig lidelse, mere end små lige menneskers hånlige tilråb, som gjorde denne sidste aften før korsfæstelsen til, hvad den var. Den knusende byrde af verdens synder - dine synder og mine synder - hvilede på disse skuldre.

Derude i haven, under oliventræerne i den kolde, fugtige nat, havde han bedt: »Fader, om det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi, dog ikke som jeg vil, men som du vil.« Det forfærdelige øjeblik var kommet. Hele Himmelen så i forundring mørkets magter rette desperate stormløb imod ham. Ville han opgive kampen? En fortabt slægts evige skæbne stod på spil. »Syndens løn er død.« Gud havde selv kundgjort det. Måtte hele menneskeheden gå fortabt?

Nej! Guds Søn trådte ud af denne have og tillod onde mennesker at nagle ham til et kors. Han dyppede sin pen i rødt blæk og skrev »Tilgivet« hen over dine og mine synder.

Golgata er en demonstration af tilgivelse, som en Bernhard Shaw med sin begrænsede åndelige indsigt ikke kunne forstå. "Tilgivelse,« sagde han, »er krysterens tilflugt. Vi må betale, hvad vi skylder.« Men han kunne ikke se, og tusinder med ham, at Gud netop ikke tog synden let, da han valgte at tilgive den. Han bar den selv!

Svaghed? Nej! Den stærkeste handling, som mennesket nogen sinde har været vidne til, var, da Gud betalte prisen for Sin brudte lov. Vi må da sige: Bort med den sentimentalitet, som vil afskaffe Guds lov. Ret og retfærdighed i ethvert samfund ville falde sammen uden lov og orden. Enhver kristen, som tankeløst vil nagle De ti bud til korset - sagt efter moden overvejelse, sagt i al venlighed - gør nar af Jesu død.

Synes du, det er en stærk anklage? Ja, den er stærk. Men glem det aldrig. Jesus havde ikke behøvet at dø, hvis loven kunne være sat ud af kraft. I dette ubestridelige faktum ligger lovens retfærdiggørelse - og korsets styrke. Jeg siger igen: Hvis denne lov kunne have været sat til side, hvis budene kunne have været sat ud af kraft, da ville Golgata-offeret være unødvendigt, kun et meningsløst drama.

Tilbage til vore gader. Begynder du nu at se, hvad jeg mener, nar Jeg hævder, at det er andet og mere end blot hykleri, der leder den nye generation på afveje? Kunne det tænkes, at vi har misforstået det, der skete på Golgata, og at denne misforståelse, uanset hvor velment, er selve problemets kerne?

Lovens overholdelse er nemlig den naturlige modgift mod lovens overtrædelse. Men her er problemet. Visse af Guds lovs påbud er nemlig ikke tiltalende for det moderne menneske. Dette gælder særlig, som vi skal se i det følgende, en dag, som Gud har bedt os huske. Derfor har nogle, i et forsøg på at komme uden om denne ene forpligtelse, været villige til at undergrave hele lovens autoritet ved at hævde, at Guds lover blevet afskaffet, ophævet, sat til side, naglet til korset, forandret eller overflødiggjort på Golgata. Undermineret Guds evige lovs autoritet - og givet Golgata skylden!

Uskyldige og velmenende? Oprigtige? Måske. Det var aldrig deres hensigt, at det skulle rå dette udfald. Men det har det fået.

Og hvad kunne vi forvente? Kan vi fortælle en mand, at en lover afskaffet, og så blive overrasket, hvis han overtræder den? Kan vi betvivle autoriteten af den grundlov, Gud gav for denne klode, og alligevel forvente, at vore sønner og døtre skal respektere den? Kan vi fortælle en teenager, at denne generation ikke er ansvarlig over for Guds lov, og derpå bebrejde ham, når han drager ud i gaderne og råber: »Brænd det hele ned«?

Tænk det igennem! Er vi i færd med at så oprørets sæd, medens vi påberåber os Golgatas kors? For så at græde, når afgrøden kommer op? Det kunne tænkes.

Det er vanskeligt at forstå, hvordan nogen kan slutte, at Jesu død på nogen måde kunne afskaffe eller tilsidesætte eller svække den lov, som han ærede højere end sit eget liv. Nej, langt fra at fritage os for loven, stadfæster hans død lovens autoritet for al fremtid. Lovens autoritet er den mægtigste årsag til, at Jesus måtte dø.

Hvorfor er Golgata blevet så misforstået? Hvorfor bruges nåden til at såre Jesu hjerte, han, der frit tilbyder os den samme nåde?

Tilgivelse - frikendelse - omvendelse - nåde. Afskaffer disse begreber selve den lov, som gjorde dem nødvendige? Gud tilgiver mig min overtrædelse af loven, men betyder det, at den lov, jeg har overtrådt, hermed er afskaffet? Hvis jeg har fået tilgivelse, har jeg så lov til at stjæle din tegnebog? Hvis jeg er frikendt, har jeg da frihed til at lyve, stjæle, slå ihjel? Hvis jeg er blevet omvendt, vil jeg da prøve at undergrave Guds evige lovs autoritet? Nej. Frikendelsen gør blot min taknemmelighedsgæld så meget dybere. Og hvis omvendelsen er ægte, er den kilden til kærlighedens lydighed.

Det er sandt, at vi ikke er »under lov, men under nåde.« Det læser vi i Rom. 6,14. Men det er den sidste del af en sætning, som begynder med disse ord: »Thi synden skal ikke få herredømme over jer.« Og har du lagt mærke til det følgende vers? »Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, langtfra!« Nåden er åbenbart ikke en tilladelse til at synde, men en kraft til at holde op med at synde. »Synden skal ikke få herredømme over jer.« Hvilket løfte for et menneske, som er lænket af syndige vaner!

Men hvor ofte er Kristi hjerte ikke blevet såret på grund af vor misforståelse. Det var John Wesley, der sagde: »At tale om hans blod og samtidig tage hans krone fra ham, at tage let på den mindste del af hans lov under påskud af at ville fremme hans evangelium, det er intet mindre end at forråde ham med et kys.« Hvad er det, vi er vidner til i gaderne? Prisen for at glemme.

Hvad er det, vi bevidner, idet Adam tager det første uskyldige lams liv? Prisen for at glemme.
Hvad er det, vi bevidner neden for Sinaj bjerg? Prisen for at glemme.

Hvad er det, vibevidner, idet Jesus, Guds Lam, ud ånder på et kors, som burde have været dit - og mit? Prisen, den ufattelige pris for at glemme.
Gud hjælpe os til at huske!


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com