Biblens troværdighed II.

"Der sad engang to fritænkere i en jernbanekupé og diskuterede Kristi vidunderlige liv. Den ene af dem sagde: "Jeg tror der kunne skrives en interessant roman om Kristus."
Den anden svarede: "Du har ret og du er den rette til at skrive den. Giv det rigtige billede af hans liv og karakter. Slå en streg over den herskende opfattelse af hans guddommelighed, og beskriv ham som den, han er - et menneske blandt mennesker."
Forslaget blev fulgt, og flere år senere udkom romanen. Den mand der fremkom med forslaget, var den verdensberømte fritænker, Robert Ingersoll; forfatteren var general Lew Wallace; og bogen var "Ben-Hur."

Under sit studium af kilderne - evangelierne - for at finde materiale at skrive romanen over, fandt general Wallace sig stillet over for det uforklarlige menneske, Jesus. Jo mere han studerede Kristi liv og karakter, desto stærkere blev han overbevist om, at han var mere end blot et menneske som alle andre.
Han var forbavset over, at denne unge mand fra en ubetydelig galilæisk landsby, så simpel, at endogså dens navn var en skændsel, denne mand, der hverken kendte den græske eller den hebraiske litteratur, en ung tømrer, der knapt havde været uden for sin egen egn, i sin første offentlige tale, bjergprædikenen, kunne fremkomme med den mest originale, den mest revolutionære henvendelse om praktisk moral verden nogen sinde har hørt.
Lew Wallace undredes som den øvrige verden. Tiden har ikke sløret disse ords lys, formindsket deres uforlignelige skønhed eller svækket deres kraft. Fortroligt kendskab til dem kan ikke ødelægge deres friskhed og vellugt. Hans ord stråler uforlignelige som altid, de lifligste, roligste, viseste, der nogen sinde er talt til menneskene.

Lew Wallace opdagede at Kristus er den, litteraturen føler som sit højeste ideal, filosofien som sin mægtigste personlighed, kritikken som sit største problem, teologien som sin fundamentale læresætning, religionen som sit vigtigste behov og ethvert menneske som sin mest personlige ven.
Han så at Kristus var det centrale i verdens historie. Til ham viser alt frem eller tilbage. Alle historiens stråler mødes i ham og udstråles fra ham. Til sidst var Lew Wallace, den vantro Ingersolls vantro ven, ikke mere i stand til at stå imod beviserne, men følte sig som høvedsmanden under korset, tvunget til at råbe: "Sandelig, denne var Guds Søn." Således blev Lew Wallace, mens han skrev "Ben-Hur" en bog, der var planlagt i den hensigt at vise Kristus som et almindeligt menneske, selv omvendt og tegnede ham som Guds Søn.
Hvad fandt general Lew Wallace ud af, medens han skrev bogen "Ben-Hur"?

1... At Jesus aldrig har levet.
2... At Jesus var et ganske almindeligt menneske.
3... At Jesus i sandhed er og var Guds søn.

Sir William Mitchell Ramsay var i 1881 en ung mand af ægte retskaffenhed, en uplettet karakter, med høj kultur og dannelse. Han nærede et oprigtigt ønske om at kende sandheden, men han var opdraget i en atmosfære af tvivl der tidligt bragte ham til den overbevisning, Bibelen var et bedrag.

Han havde brugt flere år til at forberede sig til i spidsen for en ekspedition at foretage undersøgelser i Lilleasien og Palæstina, Bibelens hjemstavn, hvor man ville "grave beviser op" om, at Bogen var et produkt af munkes ærgerrighed, ikke den bog fra himlen, den hævdede at være. Han anså Paulus's rejser for at være det svageste punkt i det nye Testamente. De var aldrig blevet grundigt undersøgt af én på stedet. Så han bekendtgjorde, at han ville tage Apostlenes Gerninger som fører, prøve at gøre de samme rejser som Paulus, efter samme rute som den Paulus fulgte, og således bevise at apostlen aldrig kunne have foretaget dem som beskrevet.
Hvad mente Sir William M. Ramsay, var det svageste punkt i det nye Testamente?

1... Jesu lignelser.
2... Paulus's rejser.
3... Lukas evangeliet.

Bibelens modstandere var begejstrede over, hvad de var sikre på ville vise sig at være en fuldstændig tilbagevisning af Bogen; og det må erkendes, at der var nogle troende der skælvede ved udsigten. For dette var det dristigste forsøg på at modbevise Bibelen der var gjort siden Julians dage, da denne romerske kejser, i det fjerde århundrede med hele sin hær og al sin rigdom tog fat på arbejdet med at tilintetgøre Bibelen, ved ganske roligt at bryde dens profetier, en plan der ynkeligt mislykkedes, således som Gibbon, den vantro historiker indrømmer. Det der gjorde Ramsays ekspedition enestående, var den tiltro dens leder vakte i modsatte lejre. Her var en mand der ikke var nogen larmende gudsbespotter, tilfreds med at sidde i Paris, London eller Berlin, og fra disse afsides steder angribe en bog, hvis oprindelse og ramme var det gamle Palæstina. Han havde mod til at stå ved sine overbevisninger og besad det intellektuelle og materielle udstyr som var nødvendigt, for at udføre hans forsæt om at foretage undersøgelserne. Alle parter troede på Ramsay, og da han sagde at han ville offentliggøre sine fund nøjagtigt som han opdagede dem, blev hans ord antaget.
Hvordan reagerede Bibelens modstandere over Sir Ramsay's ekspedition?

1... De var kraftige modstandere af denne ekspedition.
2... De var meget begejstrede for ekspeditionen.
3... De mente at ekspeditionen var spild af tid og penge.

Sådan skete det, Sir William Ramsay, der begyndte sit arbejde for at ødelægge troen på Bibelen, har gjort mere end nogen anden i vor tid, til at stadfæste og bevise det nye Testamentes absolutte, nøjagtige troværdighed og sandhed, så der ikke bliver mulighed for spidsfindigheder.

Jeg vil også gerne fortælle Jer om Adolf Deismann, den store unge tyske videnskabsmand, hvis fund kun overgås af Ramsays. Han begyndte sine undersøgelser med de samme tanker som Ramsay; efter mange års udgravninger kom han, lige som denne, til at tro fast på den Bibel han havde ventet at han skulle modbevise. Deismanns "Lys fra det gamle østen," er den mest revolutionære bog om Bibelen i dette århundrede, som Ramsays var det i det forrige. Sammen har disse to mænd, der begyndte som tvivlere, besluttet på selv at foretage udforskninger og bevise Bibelens upålidelighed, oprejst et uindtageligt Gibraltar af beviser til gunst for den. Indtil disse to mænds vidnesbyrd er besejret er de vantros sag tabt. Vi har kun lige berørt dette emne og nu må jeg slutte. Men jeg vil anbefale Jer at sikre Jer den store glæde, I sikkert vil erfare, hvis I følger disse mænd i deres betagende eventyr under deres opdagelser i Bibelens lande og sandheder.
Hvilken konklusion kom den tyske videnskabsmand Adolf Deismann til, efter mange års udgravninger?

1... At Bibelen var bygget på menneskers overleveringer.
2... En fast tro på, at Bibelen var og er Guds ord.
3... At Bibelen er en ganske almindelig bog.

"Hvad har kristendommen at tilbyde Jer?" begyndte han. "I har hørt førende fritænkeres åbenhjertige indrømmelser af at skepticismen bogstavelig talt, intet som helst har at tilbyde den vantro, undtagen tom fortvivlelse og sjælens rædselsfulde ensomhed. I har lyttet til de vemodige længsler, disse fritænkere har givet udtryk for.
I har set, hvorledes Bibelen forudsiger alle de ledende nationers historie i den gamle verden, ja, lige ned til endens tid. Ikke én af Jer, der er til stede her, eller nogen anden for øvrigt, har været i stand til at benægte, at disse profetier blev givet århundreder før deres opfyldelse; og ingen kan forklare dem ud fra naturlige årsager. Det er blevet indrømmet af Jer alle, at ingen anden bog i verden indeholder virkelige profetier. Bibelens profetier står som et uforklarligt mysterium for den vantro.

Kristendommen har Kristus at tilbyde Jer. Dette er, ifølge næsten en snes førende vantros vidnesbyrd, den mest overvældende kendsgerning i hele verdens historie. De er blevet mere begejstrede over ham, end over nogen anden i verden. Og endelig har en del ledende fritænkere offentligt tilbagekaldt deres vantro og med glæde indrømmet deres tro på Kristus.
Lad os se lidt på hvad Kristus betyder for menneskeheden og derfor for Jer personligt. Som et direkte resultat af Jesu fortælling om den barmhjertige Samaritan og al hans øvrige undervisning om
barmhjertighed og hans egen personlige ømme omhu for de syge, er den frygtelige skik at udsætte og forsømme de syge og lemlæstede nu noget, der hører fortiden til og har længe været det. Omsorg for de syge og sårede på hospitaler og sanatorier - menneskelig behandling af sygdom - er nu reglen hvor som helst Bibelen er kommet.

61;Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matt 28,18-20.

Befalingen om at lære alle folk betyder, at læreren må vide mere end den der skal lære. Derfor er, efter Jesu indtrængende missionsbefaling, 900 sprog blevet omsat i skrift og mange praktiske, så vel som religiøse bøger er af missionærerne oversat til dem. Den geografiske kendskab til vor jord er i virkeligheden, for en stor del kommet fra missionærerne der har vovet sig til steder, hvor handelsmandens fod ikke turde træde.
Den stamme hvorfra Jesus kom, var den mest hadede, den mest forfulgte af alle og var på samme tid den mest fanatiske og snæversindede. Og dog blev han verdens mest alsidige menneske, som forenede øst og vest og henvendte sig lige indtrængende til dem begge.
Hvilken gruppe af mennesker, har givet nogle af de største bidrag, til den geografiske forståelse af vor jord?

1... De handelsrejsende.
2... Hærførerne.
3... Missionærerne.

Sokrates lærte i 40 år, Platon i 50, Aristoteles i 40, og Jesus kun i tre; men disse tre års indflydelse er uendelig meget større end de 130 år, i hvilke Sokrates, Platon og Aristoteles, disse oldtidens tre største mænd lærte.
Jesus var ikke forfatter og dog citeres han mere end nogen forfatter i historien, og hans ord er fløjet til jordens yderste grænser og er oversat til alle sprog og næsten alle dialekter.
Så vidt vi ved, tegnede tømmermanden fra Nazaret ingen bygningstegninger, og dog er verdens arkitektoniske mesterværker opført til hans pris.

Skønt han ikke selv skabte kunstværker, er Rafael, Michelangelo og Leonardo da Vinci inspireret af ham. Skønt han ikke skrev digte, fik Dante, Milton og en mængde af verdens største digtere deres inspiration fra ham. Skønt han ikke komponerede nogen musik, nåede dog Händel, Haydn, Beethoven, Bach og Mendelssohn deres højeste musikalske fuldkommenhed i de salmer, symfonier og oratorier de skrev til hans pris.
Sokrates, Platon og Aristoteles lærte (underviste) i tilsammen ca 130 år.
Hvor mange år lærte (underviste) Jesus i?

1... 2 år.
2... 2½ år.
3... 3 - 3½ år.

Jesus var meget selskabelig og dog forhindrede en vis tilbageholdenhed ethvert forsøg på at blive familiær. Hans afholdenhed førte ikke til fanatisme eller strenghed. Han tillempede sig ikke efter verden og dog var han agtpågivende over for alle menneskers trang og lidelser.

Fritænkere roser hans meningers klarhed, dybden i hans morallære, retfærdigheden i hans afgørelser, hans ords vægt, den uplettede skønhed i hans herlige liv - dets ligevægt, dets ædle renhed og ophøjede kraft.
Kristi ords magt kan aldrig udtømmes. De bliver til ordsprog, de indgår i love, udformes til læresætninger, de bliver fattiges og trættes trøst, påvirker livet og omdanner karakteren; men de forgår aldrig og efter al den brug der er gjort af dem, er de stadig lige så nye og friske som da de først blev udtalt.

Kristi ord forener fortidens skønhed med nutidens friskhed, barnets enfoldighed med Guds visdom, er blide som elskende læbers kys og mægtige som lynet der sønderflænger bjergene.

Den skarpeste kritik har ikke kunnet støde Kristus fra tronen som den fuldkomne helligheds legemliggørelse. De urolige og larmende bølger fra vantroens oprørte hav brydes ved hans fødder; men han står stadig som det ophøjede forbillede, som inspirationen til store handlinger med hvile for de trætte. Alverdens vellugt, den guddommelige blomst i verden have.
Hvem, erkender fritænkerne, som det ophøjede forbillede?

1... Jesus.
2... Platon.
3... Arkimedes.

Fritænkere erkender åbent dette og forsøger at forklare Kristus ad naturlig vej. De er villige til at indrømme, at han er det største menneske, der har levet, men ved den mindste antydning om virkelig guddommelighed i forbindelse med hans menneskelighed, rejser de sig i afgjort protest og voldsom forkastelse af en sådan tanke.

Men ved at kalde Kristus et overmenneske har de på ingen måde løst vanskeligheden. Tværtimod, de har skabt flere vanskeligheder, en de før havde. For hvis Kristus ikke virkelig er både Gud og menneske, må han være verdens største bedrager, for han sagde, at han skulle tilbedes, at han var verdens lys, at han eksisterede før alle ting, at han kom ned fra himmelen, at han var Gud lig, Joh 5,17.18, "at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen." Joh 5,23; læs også Joh 10,30.38. Jesus var selv "Herren din Gud." Matt 4,7; Joh 10,33.
Kan de vanskeligheder, fritænkerne og de vantro har med Bibelens troværdighed, løses ved at kalde Jesus for et overnaturligt menneske?

1... Ja, det løser alle deres problemer.
2... Det vil kun løse nogle af deres problemer.
3... Nej, tvært imod, det vil skabe flere problemer.

Da tvivleren Thomas efter Jesu opstandelse kaldte ham "min Herre og min Gud," irettesatte Jesus ham ikke, men sagde derimod til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Joh 20,28-29. Der er skrevet meget mere i alle fire evangelier i samme retning.
At fremsætte de påstande om sig selv, som han gjorde, hvis ingen af dem var sande, ville stemple ham som historiens mest samvittighedsløse bedrager. Men der er ikke en eneste skeptiker som vil sige, han var noget som helst i den retning. De tror alle lige som jeg, at Kristus var ærlig og alvorlig, for de ved at et slet menneske ikke kunne have lært så store sandheder, som han lærte og at et godt menneske ikke kunne have bedraget det folk han gav sit liv for.

Derfor er Kristus på en gang den største vanskelighed i Bibelen og det stærkeste bevis på dens inspiration. Han indtager en enestående særstilling blandt menneskenes børn, ingen har forsøgt og ingen har kunnet nærme sig ham. Han vandrer gennem tiderne som sejrherre, medens han omstråles af et sådant lys, at det har tvunget selv den mest fjendtlige kritik til at bøje hovedet i stille ærbødighed. På den uindtagelige evige klippe forvirres og knuses al kritik. Kristus er, som han selv forudsagde, den store åndelige magnet der drager mennesker til sig alle vegne fra.
Hvordan er sammenhængen mellem Bibelens inspiration og Jesus?

1... Jesus Kristus er det stærkeste bevis på Bibelens inspiration.
2... Der er ikke nogen sammenhæng.
3... Der er kun en meget svag sammenhæng.

Denne Kongernes Konge kom fra himmelen med al evighedens kærlighed samlet i sit hjerte for at blive ét med menneskene, lide den nedrigste spot, udholde de stærkeste fristelser, og lide den forsmædeligste død, for at I og jeg skulle vide, hvad kærlighed er og genvinde paradisets uskyld og lykke. Al sandhed flokkes og drejer sig om ham som planeterne om solen.

Og nu beder jeg Jer tilgive et personligt vidnesbyrd. Jeg er opdraget som vantro. Mine forældre og nærmeste slægtninge var stolte af deres vantro. Jeg voksede op med tidernes brovtende skeptikere. Men jeg lagde mærke til den måbende forbavselse, hvormed enhver skeptiker fra Celsus til Wells stod ved Kristi vugge. Jeg spekulerede over, hvorfor dette hjælpeløse barn var kommet ind i verden på en tid, da den romerske grådighed, det jødiske had og den græske listighed syntes at skulle forenes i at knuse det. Og dog tjente den mægtigste, mest ødelæggende kombination, historien nogen sinde har set, kun til at fremme det barns sag, som skulle fødes i en stald - det reneste menneskelige væsen, født på et af jordens smudsige steder.

Jeg spekulerede over denne forarmede, uoplyste plebejer, der ikke udøvede nogen myndighed, ikke førte nogen hær, ikke havde noget embede, ikke modtog æresbevisninger, ikke skrev nogen bøger, og som i en tidlig alder døde den mest foragtelige død som misdæder på et kors mellem to forbrydere - jeg undres over, at hans navn alligevel er det højst ansete på jorden, endogså blandt de vantro selv.

Ingen vantro kunne sige mig, hvorfor hans ord er lige så mægtige i dag som for 2.000 år siden. Og ingen spotter kunne forklare, hvorledes disse gennemstukne hænder kunne trække menneskelige uhyrer med deres vansirede sjæle op af et syndens helvede og på én nat forvandle dem til trofaste, herlige helte, som døde i pinefulde flammer, for at andre kunne kende den Frelsers mægtige kraft og kærlighed, som havde givet deres sjæle fred.
Ingen agnostiker kunne klargøre, hvorfor tilsyneladende udødelige riger synker hen i glemsel, medens den myrdede galilæers herlighed og magt samler ny skønhed og styrke for hvert angreb og for hver generation.

Og ingen spotter kunne forklare, som Jesus selv så dristigt forudsagde det, hvorfor hans ord ved hjælp af telefon, flyvemaskine og radio, med jernbane, til hest eller til fods, gennemtrænger den tætteste urskov, bestiger de højeste bjerge, krydser de dybeste have og de mægtigste ørkener, og omvender mennesker af alle nationer, slægter, tungemål og folk på jorden.
Tilsyneladende mægtige og udødelige riger er borte og glemte.
Men hvordan er det gået med Jesu herlighed og magt?

1... Jesu herlighed og magt er også borte og glemt.
2... De tilsyneladende udødelige riger består stadig.
3... Jesu herlighed og magt samler ny herlighed og magt ved hvert angreb.

Ingen tvivler kunne sige mig, hvorledes denne ensomme jøde kunne udtale ord, der på én gang var så enkle, at selv et barn kunne forstå dem, og så dybe, at de største tænkere ikke kan lodde deres strålende dybder. Denne mærkelige mands liv, karakter og ord er historiens gåde. Enhver naturalistisk forklaring gør ham til et stadig større paradoks, et uudgrundeligt mysterium.
Men jeg lærte, at paradokset var enkelt og mysteriet løst, når jeg antog ham som det, han påstod at være, Guds Søn, kommet fra himlen som menneskets frelser, men frem for alt min egen frelser. Jeg lærte at blive betaget ved engelens ord: "I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren." Nu har jeg lært den store sandhed at selv om han i Bethlehem fødtes tusind gange, er han ikke født i dig, er din sjæl fortabt.

Dette er da hvad kristendommen har at tilbyde: Et fuldkomment forbillede, tilgivelse for synd, hvile for sjælen, en trøster, en ledsager, en frelser, og så evigt liv i samvær med myriader af fuldkomne væsener. Hvad vælger I? Det står til Jer at vælge, anledningen er der nu. I har haft flere uger til at veje beviserne, til at føle den betagende glæde ved at betragte Kristus. Han beder om at komme ind i Jeres hjerte og bringer sin fred, den der følger med syndsforladelse fra ham."

Han standsede et øjeblik og studerede alvorligt den højtidelige forsamlings ansigter; så sagde han:
"Vil de, som ønsker at opgive deres vantro og offentligt bekendtgøre deres antagelse af Jesus som Guds Søn, deres frelser fra synd, de, som tidligere var skeptikere og ønsker fremtidig at være kendt som kristne, Kristi efterfølgere, vil de rejse sig."
Øjeblikkeligt rejste mere end hundrede sig. David Dares øjne vendte sig uvilkårligt mod den side, hvor familien Emerson plejede at sidde. Hans ansigt lyste af glæde, da han så, at alle fire stod op.
"Hr. Emerson," sagde han, "jeg er glad ved at se Dig og Din familie aflægge dette vidnesbyrd. Ville det være Jer imod ganske kort at fortælle forsamlingen, hvorfor I har taget dette skridt?"
Hvor mange rejste sig, da taleren bad om, at de der ville antage Jesus som Deres personlige frelser, ville rejse sig?

1... Kun nogle få rejste sig.
2... Næsten alle i salen rejste sig.
3... Der var over 100, der rejste sig.

"Jeg vil endda være meget glad ved det." Hr. Emersons stemme lød klart, og den dirrede af glæde. "Mens Du har holdt disse foredrag, har jeg læst Bibelen igennem. Mange ting, jeg troede Bibelen sagde, har jeg opdaget, at den slet ikke lærer, og mange spidsfindigheder, jeg troede var indvendinger, forsvandt ved oprigtigt studium. Da jeg så læste det nye Testamente, fandt jeg for første gang i mit liv fred og tilfredshed i Jesus. Den forfærdende følelse af, at jeg var alene i verden, overladt til at famle mig vej frem i uendeligheden, veg pladsen for en ny følelse af tillid, da jeg fik fat på Jesu hånd, hans, som skabte alle disse ting.
Bevidstheden om, at min uret, mine fejltagelser, mine synder, hvordan de end var, er tilgivet, er den

vidunderligste følelse i verden. Den frygt, hvormed jeg så frem til min alderdom, er blevet til en kilde af glæde og pris til den Jesus, jeg altid har agtet højt, men hvem jeg nu stoler på som min ven og frelser."
Hvad havde Emerson fundet ud af, efter at han havde læst Bibelen igennem?

1... At det var en meget interessant bog.
2... At der var mange ting i Bibelen, som han måtte erkende at han havde haft en forkert opfattelse af.
3... At Jesus også er omtalt mange steder i det gamle Testamente.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com