JA! vi KAN tro på Biblen!

Når en ikke-teolog giver sig til at skrive en bog om Bibelen, er det noget så usædvanligt, at man med rimelighed må vente en forklaring af ham på, hvordan det er gået til, at han netop har kastet sig over dette stof.
Mine interesser som skribent har gennem mange år udelukkende været rettet mod resultaterne af moderne videnskab og forskning. Ved mit daglige rutinearbejde med disse ting stødte jeg i 1950 på den franske arkæolog professor Parrots og hans landsmand professor Schaeffers ekspeditionsberetninger om udgravningerne i Mari og Ugarit. Kileskrifttavler, som blev fundet i Mari ved Eufrats mellemste løb, indeholdt bibelske navne, hvorved patriarkfortællingerne, der hidtil var blevet anset for fromme historier", pludselig rykkedes ind i en historisk sammenhæng.
Og i Ugarit ved Middelhavet var for første gang vidnesbyrd om den kanaanæiske Ba'alsdyrkelse kommet for en dag. Tilfældet vilde, at endnu samme år en profetrulle med Esajas bogen fra en hule ved det Døde Hav blev dateret til tiden før Kristus. Disse sensationelle efterretninger - dette udtryk må være tilladt i betragtning af disse funds kulturelle betydning - fremkaldte hos mig ønsket om at beskæftige mig mere indgående med den bibelske arkæologi, det yngste og endnu så lidt kendte område af oldtidsforskningen. Jeg ledte derfor både i den tyske og den udenlandske litteratur efter en overskuelig og almen tilgængelig sammenfatning af forskningens hidtidige resultater, men jeg fandt ingen. Thi der findes ingen sådan. Nu gik jeg selv kilderne efter, og, med min hustrus virksomme bistand i dette regulære detektivarbejde, samlede jeg fra bibliotekerne i mange lande, hvad der indtil nu var nedlagt af videnskabeligt sikrede forskningsresultater i faglitteraturen om den bibelske arkæologi. Det blev mere og mere spændende, jo dybere jeg trængte ind i emnet.
Døren ind til Det gamle Testamentes historiske verden havde franskmanden Paul-Emile Botta allerede lukket op i året 1843. Ved udgravninger i Chorsabad i Mesopotamien stødte han ganske uventet på relieffremstillinger af den navnkundige Assyrerkonge Sargon II, som havde affolket Israel og fort befolkningen bort i lange kolonner. Krigsberetninger af denne hersker omhandler den også i Bibelen skildrede erobring af Samaria.
I en hule ved det Døde hav har man fundet en profetrulle med en bestemt bog, hvilken?

1... Jeremias bog.
2... Daniels bog.
3... Esajas bog.

Gennem et århundrede har nu amerikanske, engelske, franske og tyske videnskabsmænd foretaget udgravninger i den nære Orient. i Mesopotanien og Palæstina. samt i Ægypten De store nationer har oprettet særlige institutioner og skoler for disse forskningsarbejder. I 1869 grundlagdes. Palestine Exploration Fund", i 1877 den tyske Palastina-Verein, i 1892. Ecole Biblique", ledet af dominikanerne i Saint-Etienne; derefter fulgte i 1898 "Deutsche Orientge sellschaft", i 1900. American Schools of Oriental Research" og i 1901. Deutsche Evangeli sche Institut fur Altert Umskunde".
I Palæstina bliver byer og steder, som ofte er nævnt i Bibelen, draget frem af jorden på ny. På de ældgamle indskrifter og bygninger møder forskerne flere og flere personligheder fra Det gamle og Det nye Testamente. Samtidige relieffer afbilder de folkeslag, som man hidtil kun kendte af navn. Deres ansigtstræk, deres dragter, deres våben tager skikkelse for efter verdenen.
Nineve og Nimrud - det gamle Kela -, Assur og Theben, som profeterne kaldte No-Amon, vækkede forskerne af fortidens slummer, ligesom Bibelens berygtede Babel med dets sagnomspundne tårn. Arkæologerne fandt ved Nil-deltaet byerne Pitom og Ra'amses, hvor Israel udførte det forhadte trællearbejde, de afdækkede lagene med de spor af brand og ødelæggelse, som fulgte Israels børns vej ved erobringen af Kanaan. I Gibea fandt de Sauls klippefæstning, indenfor hvis mure den unge David havde sunget til harpespil for kongen. I Megiddo stødte de på en kæmpemæssig stald fra kong Salomo, der havde 12.000 ryttere.
Disse fund og opdagelser tager vejret fra En ved deres uoverskuelige rigdom, og de har medført en vending i vort syn på Bibelen. Begivenhcder, som for en stor del hidtil havde gået for at være "fromme historier,61; får på én gang historisk skikkelse. Ofte stemmer forsknings resultaterne indtil alle enkeltheder med de bibelske beretninger. Ikke nok med, at de "bekræfter", de oplyser tillige de historiske situationer, hvoraf Det gamle Testamente og evangelierne er fremgået. Dermed er Israels folks oplevelser og skæbner kommet til at stå i livsnære, farverige kulisser, i samtidens hverdagskolorit, og de får deres plads i de politiske, kulturelle og samfundsmæssige brydninger og magtkampe mellem staterne og stormagterne i Mesopotanien og ved Nilen, som beboerne i Palæstinas smalle landstrimmel gennem to tusinde år aldrig helt havde kunnet holde sig udenfor.
Det har været og er endnu en udbredt opfattelse, at Bibelen udelukkende er frelses historie, et troens pant for kristne i hele verden. Men den er tillige en bog om begivenheder, som faktisk har fundet sted. Ganske vist savner den i så henseende for så vidt fuldstændighed, som det jødiske folk kun skrev sin historie med henblik på Jahve, altså under synspunktet af dets egen skyld og soning. Alligevel er disse begivenheder historisk ægte og er blevet op tegnet med ligefrem forbløffende nøjagtighed. Ved forskningsresultaternes hjælp er det muligt bedre end tidligere at forstå og begribe mangen en bibelsk fortælling. Vel gives der teologiske strømninger, for hvilke ordet og kun ordet gælder. Men - som den verdensberømte franske arkæolog professor Andre Parrot siger - "hvordan skal man kunne forstå det, når man ikke får det føjet ind i dets nøjagtige kronologiske, historiske og geografiske ramme?
Hvilke spor efterlod Israels børn sig på deres vej til erobringen af Kanaan?

1... Det ene stenalter efter det andet.
2... Spor af brand og ødelæggelser.
3... Spor af nygravede brønde.

Ingen bog i menneskehedens historie har nogensinde bevirket så store omvæltninger og haft så afgørende indflydelse på hele den vesterlandske verdens udvikling og fået en så stor udbredelse som "Bøgernes Bog«, Bibelen. Den er i dag oversat til 1120 sprog og dialekter, og efter to tusinde års forløb er der endnu ingen tegn til, at den skulde have afsluttet sin sejrs gang.
Mens jeg da samlede og bearbejdede dette materiale, som jeg på ingen måde vil gøre krav på er fuldstændigt, fik jeg den tanke, at det er på høje tid at lade bibellæsere og bibelmodstandere, troende så vel som tvivlere, få del i de spændende opdagelser, der er gjort indenfor mangfoldige områder af den sobre videnskab. Og når jeg betragtede den overvældende fylde af sikre, autentiske forskningsresultater overfor den tvivlende kritik, der siden oplysningstiden og til den dag i dag har antastet Bibelen, randt den sætning mig gang på gang i sinde: Bibelen har alligevel ret!
Hvor mange sprog og dialekter er Bibelen i dag oversat til?

1... ca. 500.
2... ca. 800.
3... over 1.000.

Når vi hører ordet Syndflod, tænker vi j reglen næsten øjeblikkeligt på Bibelen og historien om Noa's ark Denne forunderlige historie fra Det gamle Testamente er gået verden over med kristendommen. På den måde blev den ganske vist den kendteste overlevering om Syndfloden. Men den er på ingen måde den eneste. Hos folkeslag af alle racer findes der forskelligartede overleveringer om en uhyre oversvømmelseskatastrofe. Således fortalte Grækerne beretningen om Deukalion; allerede længe før Kolumbus fandtes der talrige fortællinger hos Amerikas urbeboere, som vedligeholdt erindringen om en stor oversvømmelse; også i Australien, i Indien, i Polynesien, i Kashmir så vel som i Litauen er historier om en oversvømmelse gået videre fra slægt til slægt helt op til vore dage. Skulde det alt sammen blot være sagn og eventyr, skulde alle disse beretninger være opdigte de?
Det er en nærliggende formodning, at de alle genspejler den samme verdensomspændende katastrofe. Men den kolossale begivenhed må være foregået på en tid, hvor der allerede fandtes tænkende væsener, som kunde opleve den og overleve den og bringe efterretningen om den videre. Geologer har ment at kunne løse den ældgamle gåde ved hjælp af deres fag, idet de pegede på mellem-istiderne, de varmere perioder i vor jords historie. Fire gange hævdedes verdenshavenes vandspejl. da de uhyre, undertiden mange tusinde meter tykke ispansre over fastlandene efterhånden begyndte at smelte. Idet vandmasserne blev frigjort, forandrede de landskabsbilledet, oversvømmede lavtliggende kyststrækninger og slettelande og ødelagde mennesker, dyr og planteverden. Men det gælder om disse forklaringsforsøg, at man havner i spekulationer og hypoteser. Historikeren er mindst af alt tilfreds med en tænkelig mulighed. Han spørger bestandig efter et entydigt, materielt bevis. Og da et sådant ikke gaves, var der ingen videnskabsmand indenfor noget fag, der kunde tilfredsstilles derved. Så skete det - egentlig ved et tilfælde, nemlig ved undersøgelser med helt andet formål -, at det entydige bevis for Syndfloden ligesom meldte sig af sig selv. Det skete på et sted, som vi allerede har lært at kende: ved udgravningerne i Ur.
Er Bibelen det eneste sted, man kan finde overleveringer om syndfloden?

1... Hos folkeslag af alle raser findes der forskellige overleveringer om en meget stor oversvømmelse.
2... Ja, Bibelen er det eneste sted, vi kan læse om syndfloden.
3... Der findes enkelte overleveringer om en syndflod hos andre folkeslag.

I seks år havde allerede de amerikanske og engelske arkæologer grundigt undersøgt landet ved Tell al Muqayyar, som efterhånden var kommet til at ligne en kæmpestor byggeplads. Når Bagdadhanen holder et øjeblik forbavses de rejsende over de mægtige dynger af bortgravede sandmasser, der her er kastet op. Hele godstogsladninger af jord blev flyttet, nøje gennemsøgt, rystet i en sigte, og tusindårigt affald blev behandlet som kostbare sager. De seks års udholdenhed, omsorg, nid og møje havde givet et anseligt udbytte. Efter de sumeriske templer med magasiner, værksteder og retssale og de villa-agtige borgerhuse var der fra 1926 til 1928 fremdraget fund af en sådan pragt og glans, at alt det tidligere blegnede i sammenligning.
Men foruden sådanne kostbarheder gemte kongegravene noget andet, som virker mørkt og beklemmende på vor tids mennesker, og som vi kun kan se med nogen gysen. Det viste sig, at der var forspand med i gravene; skeletterne af trækdyrene var endnu i selen foran store vogne, der var læsset med kunstfærdigt husgeråd. Og de var omgivet af festligt klædte og smykkede menneskeskeletter, der lod formode, at et helt følge ledsagede de fornemme i døden Der var 20 i Lady Shub-ad's grav, andre kamre gemte indtil 70 skeletter.
Da sommeren 1929 nærmede sig, lakkede den sjette udgravningskampagne ved Tell al Muqayyar mod enden. Woolley havde endnu engang sat sine indfødte hjælpere ind på højen med kongegravene.. Han kunde ikke finde ro, jorden under den dybest liggende kongegrav havde videre opdagelser rede til næste graveperiode.
Efter at gravfundamenterne var fjernet, kunde man ved et par hundrede spadestik allerede bliver klar over, at der endnu stadig lå affaldslag nedenunder. Hvor dybt ind i fortiden kunde de stumme tidsmålere dog nå tilbage? Hvornår kunde den allerførste bosættelse på jomfruelig jord under denne høj være opstået? Det vilde Woolley vide besked om. Langsomt, meget forsigtigt lod han for at få vished føre skakter ned og stod selv hos og undersøgte straks de lag, der blev draget frem. Omtrent med det samme," skriver han senere i sin beretning, blev der gjort opdagelser, som bekræftede vore formodninger. Lige under bunden af en af kongegravene blev der i et lag af brændt traske fundet talrige lertavler, som var dækket med skrifttegn af en langt ældre type end gravindskrifternes Efter skrifttegnene at dømme kunde disse tavler henføres omtrent til det 30 århundrede f. Kr. Altså måtte de være to-tre århundreder ældre end gravkamrene.«
I hvor mange år havde amerikanske og engelske arkæologer grundigt undersøgt landet ved Tell al Muqayyar?

1... 1 år.
2... 4 år.
3... 6 år.

Bestandig dybere blev skak terne, og stadig kom der nye lag frem med skår af krukker potter og skåle. Det slog forskerne, at keramiken blev ved at være mærkeligt uforandret. Den ser ud ganske som de fundne stykker fra kongegrave ne. Gennem lange århundreder skulde der altså ikke være foregået mærkbare forandringer med Sumererfolkets civilisation. Følgelig måtte de usædvanlig tidligt have nået et højt udviklingstrin.
Efter mange dages forløb råber nogle arbejdere til Woolley: Nu er vi på bunden!" For selv at forvisse sig derom lader han sig fire ned på bunden af skakten. Og ganske rigtigt, med eet slag ophører alle spor af bosættelse i skaktens lag. På den uberørte grund ligger de sidste brudstyk ker af husgeråd, og hist og her kan man kende brandspor. Endelig!" er Woolley's første tanke. Han undersøger omhyggeligt skaktens bund og studser: Det er jo ler, rent ler af den slags, der kun dannes ved aflejringer i vand' Men ler på dette sted? Woolley søger en forklaring; det kunde kun være en flodaflejring, en ophobning af materiale fra Eufrat i gamle dage. Dette lag må være opstået, da den store flod skød sit delta langt inde i den Persiske Havbugt, ganske som den stadig gør, idet der ved mundingen hvert år vokser land ud i havet i en bredde af 25 m Dengang Ur oplevede sin første blomstring, løb Eufrat her så tæt forbi, at det store trappetårn spejlede sig i dens vande, og man fra helligdommen oppe på toppen kunde se ud til golfen Den første bosættelse må være opstået på det gamle deltas lerjord.
Hvad bestemte Wolley sig til, da han og hans medarbejdere troede de havde nået bunden i den dybe skakt de havde gravet?

1... At grave endnu dybere.
2... At fylde den opgravede jord tilbage i skakten.
3... At grave ud til siderne.

Landmålinger og nyanstillede omhyggelige beregninger førte til sidst Woolley til et ganske andet resultat og dermed til en ny beslutning. "Jeg så, at vi var alt for højt oppe. Man kunde næppe antage, at de øer, hvorpå den første boplads blev anlagt, havde kunnet rage så højt op over marsken." Skaktbunden, hvor lerlaget begynder, ligger mange meter over flodens spejl. Altså kan det ikke være aflejringer fra Eufrat. Men hvad betød da dette mærkværdige lag? Hvordan var det opstået?
Det kunde heller ingen af hans medarbejdere give et endeligt svar på. Altså vilde de grave videre, drive skakten længere ned. Woolley spejder med spænding, mens på ny den ene kurv efter den anden hejses op af graven, og indholdet bliver undersøgt. Spaderne graver stadig dybere ned i laget, en meter, to meter - det bliver ved at være rent ler. Næsten tre meter nede ophører lerlaget lige så pludseligt, som det begyndte. Hvad kan der nu komme?
De næste kurve, som kommer op i dagslyset, giver allerede et svar, som ingen af disse mænd vilde have drømt om. De tør næsten ikke tro deres egne øjne. De havde tænkt, at de ville støde på ren, jomfruelig jord. Men det, der nu ligger for dem i det skarpe sollys, er på ny murgrus, mere murgrus, gamle tiders affald, deriblandt talrige potteskår. Under en leraflejring på næsten tre meter er man på ny stødt på rester fra menneskelig beboelse. Keramikens udseende og teknik er påfaldende forandret. Oven over lerlaget var krukkerne og skålene øjensynligt drejet på pottemagerskive; disse er derimod endnu blevet formet i hånden. Og lige meget hvor omhyggeligt kurvenes indhold bliver sigtet under stigende spænding: intetsteds er der metalrester at opdage. Det primitive værktøj, der kommer til syne, består af tilhugne flintesten. Det må være Stenalderen'
Hvad fandt Woolley og hans medarbejdere da de havde gravet ca. 3 meter længere ned?

1... Et nyt lerlag.
2... Murgrus, gamle tiders affald og talrige potteskår.
3... Resterne af et stort dyr.

Samme dag tikker telegrafen i Mesopotanien ud til verden med den utroligste efterretning, som vel nogensinde har sat menneskesind i bevægelse: " Vi har fundet Syndfloden !" Det forbløffende fund i Ur bliver til store overskrifter i pressen i USA og i England.
Syndfloden - det var den eneste mulige forklaring på den mægtige aflejring af ler under Ur's høje, som aldeles klart gjorde skel mellem to bosættelsesperioder. Havet havde efterladt sine umiskendelige spor i form af rester af små havdyr i leret. Woolley måtte så hurtigt som muligt skaffe sig vished; der var den - ganske vist usandsynlige - mulighed, at en tilfældighed kunde have ført ham og hans folk på vildspor. Derfor 12. lod han grave en anden skakt i 300 meters afstand fra den første.
Hvilken besked var det der, med telegrafen i Mesopotamien blev sendt ud til verden?

1... Vi har fundet Abrahams grav.
2... Vi har fundet en kongegrav.
3... Vi har fundet syndfloden.

Gravningen viste den samme profil: pottemagerskår - lerlag - skår af håndformede lerkar.
For at fjerne enhver tvivl lod Woolley til slut endnu en skakt føre ned på det sted i grusdyngerne, hvor den gamle boplads lå på en naturlig forhøjning, altså i lag, der lå betydelig højere end ler-aflejringen.
Omtrent i samme dybde som i de to andre skakter ophørte også her pludselig de kar, der var drejet på pottemagerskive. Umiddelbart derunder fulgte håndformede lerkar. Det var nøjagtigt, som Woolley havde formodet og ventet. Kun manglede der naturligvis her det adskillende lerlag. ,.Omtrent 16 fod (5 m) under en teglstensbrolægning,« noterer Woolley, »som vi med tilnærmelsesvis sikkerhed kunde datere til 2700 f. Kr., befandt vi os i ruinerne af det Ur, der havde eksisteret før oversvømmelsen.«
Hvorfor bestemte Woolley sig til at grave en anden skakt ca. 300 meter fra den første?

1... Han ønskede at være sikker på, at det nu også var et bevis på at der havde været en syndflod.
2... Han håbede at finde nogle gamle mønter.
3... Han ville lave en tunnel mellem de to skakter.

Hvor langt kunde mon lerlaget strække sig? Hvor store områder kunde have været ramt af katastrofen? En regulær sporjagt efter mærkerne af den store oversvømmelse blev nu også sat i gang på andre lokaliteter i Syd-Mesopotanien. Andre arkæologer opdagede endnu et vigtigt holdepunkt ved Kish, sydøst for det gamle Babylon, på det strøg, hvor Eufrat og Tigris nærmer sig hinanden i store buer. De stødte ligeledes på et lag af vandaflejringer, ganske vist var det her kun en halv meter tykt. Ved hjælp af sådanne stikprøver kunne man efterhånden afmærke området for den vældige oversvømmelse.
Efter talløse efterforskninger og tydningsforsøg uden konkret resultat havde man forlængst opgivet håbet om nogensinde at kunne løse den store gåde Syndfloden, der syntes at række tilbage til oldtidsmørke tidsrum som menneskene aldrig vilde kunne famle sig frem til. Nu havde Woolleys og hans rastløse og metodiske arbejde bragt et resultat der var ganske overvældende også for videnskabsmændene. En stor oversvømmelse, der minder om Bibelens Syndflod, som skeptikere hyppigt havde affærdiget som eventyr eller sagn, havde ikke alene fundet sted, men var oven i købet en begivenhed indenfor historisk påviselig tid.
Ved foden af Sumerernes gamle trappetårn, i Ur ved Eufrats nedre løb. kunde man gå ned ad en stige i en snæver skakt og tage i øjesyn og med hænderne berører efterladenskaberne af en uhyre oversvømmelse - et næsten tre meter mægtigt lag af ler. Og ud fra alderen af de lag af menneskelig bosættelse, hvorved man kan aflæse tiden som på en kalender, lader det sig også fastslå, hvornår den store katastrofe brød ind.
Det skete omkring år 4000 f. Kr.!
Omkring århundredskiftet, længe før Woolley opdagede Ur, var der blevet gjort et fund, som vakte den største opsigt og dløste heftige diskussioner om den Hellige Skrift.
Hvilket årstal mener man at kunne fastslå at syndfloden skete?

1... Omkring år 2000 før Kristus.
2... Omkring år 3000 før Kristus.
3... Omkring år 4000 før Kristus.

Af den gamle Orients mørke var der fremdukket en ældgammel, gådefuld fortælling: Et heltedigt på 300 firlinjede vers, indridset på tolv svære lertavler; det besang den sagnagtige kong Gilgamesh's forunderlige oplevelser.
Teksten måtte vække forbavselse Gilgamesh fortalte - nøjagtigt som Bibelen - om et menne ske, der havde levet både før og efter en voldsom oversvømmelseskatastrofe.
Hvorfra stammede dette store og mærkelige epos?
Ved udgravninger i halvtredserne i forrige århundrede havde engelske forskere fundet disse tolv lertavler, sammen med henved 20000 andre tekster på ler, i god orden i ruinerne af biblioteket i Nineve, der gjaldt for det berømteste i Oldtiden.
Det var en skat af uberegnelig værdi, som i omhyggelig indpakning tiltrådte rejsen fra Nineve til England, til British Museum.
Imidlertid var det først nogle årtier senere, da man blev i stand til at tyde teksterne, at man blev klar over deres værdi. På det tidspunkt var der ikke et menneske i verden, som kunde læse dem. Trods al møje blev tavlerne ved at være stumme. Men kort før 1900 begynder de gamle tekster efter halvtredje årtusindes pause påny at fortælle en af de skønneste digtninger fra den gamle Orient; i de spartanske arbejdsværelser i British Museum synger de for første gang Gilgamesh-epos'et for Assyriologerne. Det var skrevet på Akkadisk, hof- og diplomatsproget på kong Assurbanipal's tid. Men den affattelse, hvori det fandtes i biblioteket i Nineve, havde det dog fået allerede et årtusinde forinden.
Hvilken begivenhed omhandlede det helte-digt der var skrevet på 12 svære lertavler, om kong Gilgamesh?

1... En meget tapper kriger.
2... En mand der havde levet både før og efter syndfloden.
3... En umådelig rig konge, som havde levet i Ur.

Da guderne havde fattet den beslutning at ødelægge menneskeslægten ved en vandflod, advarede. Ea sin tilhænger Utnapishtim og gav ham denne befaling.
Mand fra Shurupak, søn af Ubaratutu / Riv dit hus ned / Byg et skib i Lad fare rigdom / Søg livet! / Foragt gods og eje / Red livet / Bring alskens livsfrø op i skibet! / Skibet / som du skal bygge / Dets mål skal være nøje af passet.«
Vi kender alle den underfulde historie, som nu følger. Thi det. som den sumeriske Utnapishtim skal have oplevet, fortæller Bibelen os om Noa.
1Mos 6,5-22 Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet og sagde: "Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem." Men Noa fandt nåde for Herrens øjne. Dette er Noas slægtshistorie. Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud. Noa fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet. Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt. Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden. Lav en ark af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal tjære den indvendig og udvendig. Således skal du bygge arken: Den skal være tre hundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj. Du skal lægge et tag på arken, og tagrygningen skal du hæve en alen. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. Men med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre. Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve. Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du og de have til føde." Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham.
1Mos 7,17-24 I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem. Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage. Vandet steg over jorden i hundrede og halvtreds dage.

Kapitel 8.
1Mos 8,1-5 Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank. Urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen holdt op. Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage fra jorden. Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde. Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge. Vandet blev ved med at falde indtil den tiende måned; første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne.
1Mos 8,14-19 Den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør. Da sagde Gud til Noa: "Gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre. Alle dyrene hos dig, alle levende væsener, fugle, kvæg og krybdyr, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, så de kan vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden." Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre. Også alle de vilde dyr, alt kvæget, alle fuglene og alle krybdyrene, der kryber på jorden, gik ud af arken, art for art.
Gammelbabyloniske kileindskrifter beskriver ganske nøjagtigt, hvor bjerget Nisir er at søge: mellem Tigris og den nedre Zab-flod, der hvor Kurdistans sønderrevne bjergkæder stiger stejlt op fra Tigris' flade flodland. Det opgivne landingssted passer heltigennem til forløbet af den store katastrofe, der er brudt ind fra syd. Vi hører om Utnapishtim, at hans hjemby var Shurupak. Den lå nær ved det nuværende Farah midt i det flade opskyllede land, der hvor Eufrat og Tigris fjerner sig fra hinanden i en bred bue.
Ved foden af Ararat ligger den lille Armenierby Bayzit, hvis beboere gennem flere slægtled havde fortalt hinanden om den mærkværdige oplevelse, som en hyrde havde haft, idet han påstod, at han en dag på Ararat havde set et stort træskib. En tyrkisk ekspeditionsberetning fra 1833 syntes at bekræfte hyrdens historie.
Den omtaler nemlig et skibsskrog af træ, der ved sommertid rager frem af den sydlige gletscher.
Den næste, som påstår at have set det, er dr. Nouri, ærkediakon for Jerusalem og Babylon. Denne rørige prælat foretog 1892 en opdagelsesrejse til Eufrats kilder. Da han kom tilbage, berettede han om et skibsvrag i den evige is: "Det indre var fuldt af sne; ydersiden havde en mørkerød naturfarve." Under den første verdenskrig meldte en russisk flyverofficer ved navn Roskowitzki, at han fra sit fly på sydskrænten af Ararat havde observeret "resterne af et betydeligt skibsvrag". Midt under krigen sendte Tsar Nikolai II straks en ekspedition dertil. Den skal ikke blot have set skibet, men endda have fotograferet det. Alle beviser herfor angives at være forsvundet under Oktoberrevolutionen.
Fra den anden verdenskrig foreligger allerede flere luftobservationer. De stammer fra en Sovjet-pilot og fire amerikanske flyvere.
Hvilke to bjerge er det, at der kan være tale om at Noas ark satte sig fast på, den ene af?

1... Zinaj og Oliebjerget
2... Eufrat og Tigris.
3... Nisir og Ararat.

Luk 21,5-6 Da nogle talte om, at templet var smykket med smukke sten og tempelgaver, sagde han:
v6 "Det, I der ser - der skal komme dage, da der ikke skal lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned. "
Luk 21,20-21 Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.
v21 Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen.
v22 For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.
v23 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk.
v24 De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.
Hvad sagde Jesus om helligdommens ødelæggelse, i Lukas kapitel 21?

1... At det ikke skulle blive helt ødelagt.
2... At det ikke skulle lades sten på sten tilbage.
3... At det skulle blive ødelagt ved et jordskælv.

Utallige er de kongeborge, byer, paladser og templer fra første, andet og helt fra tredje årtusinde før Kristus, som arkæologernes vågne øje og kyndige teknik gennem et yderst besværligt arbejde har draget frem af fortidens ofte metertykke støv. Men overfor Jerusalems by og tempel, der var af så uvurderlig betydning for efterverdenen, måtte forskernes anstrengelser give op; byen er for stedse udslettet fra Jordens overflade. For den led omtrent en menneskealder efter Jesu død på korset i »straffens dage« (Lukas 21,22), den skæbne, som Jesus havde varslet den.
Den voksende bitterhed førte til åbent oprør i maj 66, da statholderen Florus krævede 17 talenter af tempelskatten Den romerske besætning blev løbet over ende, og Jerusalem kom i oprørernes hånd. De udstedte straks forbud mod det daglige offer til kejseren, og det var det samme som en åben krigserklæring mod verdensmagten Rom. Dværgen Jerusalem kastede handsken til Imperium Romanum.
Oprøret bredte sig over hele landet, byerne befæstedes, og militærkommandanter blev indsat. Således blev Josef, senere kendt som historieskriveren Flavius Josefus, udnævnt til øverstbefalende i Galilæa.
Kejser Nero overdrog da kommandoen over de romerske tropper til den højt ansete feltherre Titus Flavius Vespasianus, der havde udmærket sig ved erobringen af Britannien. Ledsaget af sin søn Titus faldt han ind i Galilæa nordfra med tre af de bedste legioner og talrige hjælpetropper, og i oktober 67 var hele Galilæa rullet op. Den jødiske feltherre Josefus blev taget til fange og ført til Vespasians hovedkvarter, og derfra fulgte han krigens videre løb, som han har skildret i sin historie.
Ar 68 begik kejser Nero selvmord, og efter en borgerkrig mellem forskellige medbejlere til tronen blev Vespasian udråbt til kejser af soldaterne år 69. Fra Kæsarea ved Palæstinas Middelhavskyst drog han hurtigst muligt til Rom og overlod sin søn Titus at afslutte krigen mod Jøderne.
Kort før forårsfuldmånen år 70 stod Titus med en vældig hær på næsten 80.000 mand foran Jerusalem, hvor pilgrimme var strømmet sammen fra nær og fjern for at fejre Påskefesten. Da en opfordring til overgivelse blev afvist med hån, gav Titus ordre til angreb med anvendelse af hele den romerske belejringsteknik. I begyndelsen af maj havde belejringsmaskinerne skudt en gabende breche i den yderste nordmur, fæstningens mest sårbare punkt. Titus holdt derpå en imponerende parade over sine tropper for de belejredes øjne for at bringe dem til besindelse. Fire dage fra morgen til aften drønede jorden under de sejrsvante kolonners march Det nyttede ikke, de belejrede Jøder vilde ikke tænke på overgivelse, heller ikke, da Titus lod deres landsmand Flavius Josefus med manende ord opfordre dem til at undgå ødelæggelsen af de hellige steder.
Nu rettedes angrebet mod borgen Antonia. Titus lod alle træer fælde, dels til brug ved belejringen, dels til kors, hvorpå overløberne blev naglet. For helt at indeslutte byen byggede Romerne en høj vold omkring den, så al tilgang udefra blev spærret. Sulten hærgede i den overbefolkede by, og de frygteligste ting foregik derinde; Josefus fortæller om en moder, der fortærede sit nyfødte barn.
I begyndelsen af juli stormede soldaterne Antonia-borgen, der grænsede op til templet. I et krigsråd med de romerske officerer stemte mange for at behandle templet som en fæstning og angribe det med alle militære midler. Men Titus satte sig derimod, fordi han ønskede at skåne den berømte helligdom, som var kendt over hele riget. Endnu engang lod han sine herolder opfordre til overgivelse, men igen blev det afslået.
Så begyndte angrebet på selve det hellige område. De vældige mure modstod murbrækkernes stød, og Titus lod da tænde ild foran tempelportene. Så snart der på denne måde var åbnet adgang for legjonerne, gav han befaling til at slukke; dagsbefalingen var, at helligdommen skulde skånes. Men i kampens hede greb en af soldaterne, uden at afvente befaling og uden at forfærdes derover eller snarere ligesom drevet af en dæmon, en glødende brandfakkel, og løftet op af sine kammerater slyngede han ilden gennem det gyldne vindue, der førte ind til de rum, der lå op til det Allerhelligste." Alle forsøg på at slukke var nu forgæves. Soldaternes raseri og plyndringslyst døvede dem mod Titus' ordrer.
»Og således brændte det hellige hus ned uden Cæsars samtykke", fortæller Josefus.
Et sidste fortvivlet forsøg af en mindre styrke på at sætte sig fast i den højtliggende del af byen mod vest blev nedkæmpet, og i september var Romerne herrer over hele Jerusalem. Under mord og plyndringer satte de sig i besiddelse af denne by, der havde budt dem så sej og bitter modstand. Cæsar befalede at jævne hele byen og templet med jorden. Han lod kun tårnene Fasael, Hippicus og Mariamne samt en del af bymuren mod vest blive stående, dette sidste som lejr for den garnison, der skulde blive der.« Jødernes tab af menneskeliv var ubegribelig store Under belejringen befandt der sig ifølge Tacitus' angivelser 600.000 mennesker i byen Flavius Josefus opgiver tallet på fangerne, ikke medregnet de korsfæstede og myrdede, til 97.000 og tilføjer, at der i løbet af tre måneder alene gennem een byport blev ført 1 15.800 jødiske lig ud.
Hvad var Tituses dagsbefaling angående tempelet?

1... At den skulle skånes.
2... At den skulle ødelægges fuldstændig.
3... At kun ydermuren skulle ødelægges.

Ar 71 holdt Titus i Rom et imponerende triumftog til forherligelse af sejren over Jerusalem, og blandt 700 fangne Jøder blev de to jødiske anførere Johannes af Gishala og Simon bar Giora ført frem i lænker.
Under endeløs jubel blev to kostbare stykker bytte af rent guld båret forbi, nemlig den syvarmede lysestage og kuebrødsbordet fra Jerusalems tempel. De fandt nu deres plads i Fredens tempel i Rom. På den mægtige Titusbue, der blev rejst til minde om det sejrrige felttog, kan man endnu i dag se afbildet begge disse stykker af templets tilbehør.
Over den nøgne, forladte ruinhob, som det under dødsstraf var forbudt såvel Jøder som tilhængere af Kristus at betræde, byggede kejser Hadrianl en ny romersk koloni Aelia Capitolina. Synet af fremmed bosættelse på den indviede jødiske helliggrund fremkaldte endnu engang åbent oprør. Julius Severus blev fra sit statholderskab i Britannien udkommanderet til Juda og knuste efter tre års forløb også Jødernes sidste fortvivlede forsøg på at vinde friheden tilbage, og anføreren Simon forsøgte på at vinde friheden tilbage. Kejser Hadrian lod endnu bygge en hippodrom til hestevæddeløb, to bade og et stort teater. Over den jødiske helligdoms grushobe knejsede udfordrende et monument for Jupiter, og der, hvor ifølge kristen tradition Kristi grav skulde befinde sig, drog fremmede pilgrimme ad trapper op til en helligdom for den hedenske gudinde Venus.
Den største del af befolkningen i det Hellige Land, som ikke havde mistet livet i den blodige jødiske krig 66-70 eller ved bar-Kokba's opstand ls235, blev solgt som slaver. .Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningene.«
Fra årene efter 70 finder arkæologerne ikke noget mere i Palæstina, som kunde vidne om israelitisk byggeri, ikke engang en gravsten med jødisk indskrift. Synagogerne blev ødelagt, også af gudshuset i det stille Kapernaum blev der kun ruiner tilbage. Skæbnens ubønhørlige hånd havde slettet Israels rolle i folkenes sammenspil.
Men Jesu lære, som forbinder folkene og bærer deres liv, havde forlængst begyndt sit uophørlige sejrstog ud over verden. Hvad skete der med størstedelen af befolkningen i det Hellige land, efter den blodige jødiske krig?

1... De blev solgt som slaver.
2... De fik lov til at rejse til et andet land.
3... De blev ført som fanger til Persien.


Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com