Til læren og vidnesbyrdet!


"Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde." Es 8,20. Guds folk har fået anvist den hellige skrift som deres værn mod falske læreres indflydelse og mørkets ånders bedrageriske magt. Som benytter ethvert tænkeligt middel til at forhindre menneskene i at få kendskab til Bibelen, for dens utvetydige udtalelser åbenbarer hans, bedragerier. Hver gang der sker en vækkelse inden for Guds værk, bliver Satan endnu mere foretagsom, og nu bruger han al sin kraft i den sidste kamp mod Kristus og hans tilhængere, Vi skal snart se hans sidste store bedrag. Antikrist skal åbenlyst gøre sine forunderlige gerninger. Efterligningen skal have så stor lighed med sandheden, at det kun vil være muligt at skelne mellem løgn og sandhed ved hjælp af den hellige skrift. Enhver udtalelse og alle mirakler må prøves ud fra Bibelens vidnesbyrd.
De mennesker, der forsøger at adlyde alle Guds bud, vil møde modstand og hån. De kan kun holde ud ved Guds hjælp. For at kunne udholde den prøvelse, som venter dem, må de forstå Guds vilje, som er åbenbaret i hans ord. De kan kun ære ham, hvis deres opfattelse af Guds karakter, styre og hensigter er korrekt, og hvis de handler i overensstemmelse hermed. Kun de, der har styrket deres sind med Bibelens sandheder, vil kunne bestå i den sidste store strid. Enhver sjæl vil blive stillet over for dette alvorlige spørgsmål: Skal jeg hellere adlyde Gud end mennesker? Den afgørende time er ved at være inde. Er vore fødder plantet på Guds uforanderlige ords klippe? Er vi rede til tappert at forsvare Guds bud og troen på Jesus?
Før sin korsfæstelse forklarede Frelseren sine disciple, at han skulle dø og atter opstå fra graven, og engle var til stede for at indprente hans ord på deres sind og hjerter. Men disciplene forventede en verdslig befrielse fra det romerske åg, og de kunne ikke udholde tanken om, at han, i hvem deres forhåbninger var samlet, skulle lide en vanærende død. De glemte de ord, som de trængte til at huske, og da prøvelsens time kom, var de ikke beredte. Jesu død tilintetgjorde deres forhåbninger så fuldstændigt, at man skulle tro, at de ikke var blevet advaret. I profetierne åbenbares fremtiden også for os lige så tydeligt, som den blev åbenbaret for disciplene ved Kristi ord. Profetierne beskriver klart de begivenheder, som er knyttet til nådetidens ophør og beredelsen til trængselstiden. Men til trods herfor kender tusinder af mennesker lige så lidt til disse betydningsfulde sand-heder, som hvis de aldrig var blevet åbenbaret. Satan er på vagt for at udslette alle de indtryk, som ville gøre dem vise til frelse, og når træng-selstiden kommer, er disse mennesker ikke beredte. Når Gud sender menneskene advarsler, der er så betydningsfulde, at de siges, at blive forkyndt af hellige engle, som flyver midt oppe under himmelen, forlanger han, at ethvert menneske, som er i besiddelse af sund fornuft, skal give agt på budskabet. De frygtelige straffe, som truer alle dem, der tilbeder dyret og dets billede (Åb 14,9-11), bør få alle til flittigt at granske profetierne og derved lære, hvad dyrets mærke er, og hvorledes man undgår at tage det på sig. Men alt for mange mennesker lukker deres øren for sandheden og foretrækker opdigtede historier. Idet apostlen Paulus skuede ned til de sidste dage, sagde han: "Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære." 2Tim 4,3. Den tid er allerede kommet. De fleste mennesker bryder sig ikke om Bibelens sandhed, fordi den er i modstrid med det syndige, verdslige hjertes begær, og Satan skaffer dem de bedrag, som de elsker.
Men Gud skal her på jorden have et folk, som betragter Bibelen og Bibelen alene som målestok for alle læresætninger og som grundlaget for alle reformer. Hverken lærde mænds meninger, videnskabelige slutninger, trosbekendelse eller bestemmelser fra gejstlige rådsforsamlinger, der er lige så talrige og uenige som de trossamfund, de repræsenterer, eller flertallets røst bør betragtes som bevis for eller imod en religiøs læresætning. Før vi anerkender nogen læresætning eller forskrift, bør vi forlange et "Så siger Herren" til støtte derfor.
Satan søger til stadighed at henlede opmærksomheden fra Gud og at henlede den på mennesker. Han får folk til at betragte biskopper, præster og teologiske professorer som deres vejledere i stedet for selv at granske Bibelen og derved lære deres pligt at kende. Nu behøver han kun at udøve kontrol over disse lederes tanker for at kunne påvirke masserne efter forgodtbefindende.
Da Kristus kom og talte livets ord, lyttede det jævne folk til ham med glæde, og mange også blandt præsterne og de ledende troede på ham. Men ypperstepræsten og nationens herskere var fast besluttede på af fordømme og forkaste hans lære. Skønt alle deres forsøg på at finde noget at anklage ham for slog fejl, og skønt de ikke kunne undgå at føle hans ords guddommelige kraft og visdom, holdt de fast ved deres fordomme og forkastede de tydeligste beviser på, at han var Messias, for ikke at tvinges til at blive hans disciple. Disse Jesu modstandere var mænd, som folket lige fra barnsben af havde lært at vise ærbødighed, og hvis myndighed de var vant til at underkaste sig. "Hvordan går det til," spurgte de, "at vore rådsherrer og vore skriftkloge ikke tror på Jesus? Ville disse fromme mennesker ikke tro på ham, hvis, han virkelig var Kristus?" Det var på grund af disse læreres indflydelse, at det jødiske folk forkastede deres frelser.
Den ånd, som ledte disse præster og herskere, bor stadig i mange, som foregiver at være gudfrygtige. Disse mennesker nægter at undersøge Bibelens vidnesbyrd om de særlige sandheder, som gælder for nutiden. De henviser til, hvor mange, hvor rige og hvor vellidte de er, og ser med foragt på sandhedens forkæmpere, som er fåtallige, fattige og upopulære, og som har en tro, der skiller dem fra verden.
Kristus forudså, at menneskene ikke efter jødernes adspredelse ville ophøre med at tiltage sig en myndighed, som ikke tilkom dem, ligesom de skriftkloge og farisæerne gjorde. Med sit profetiske blik forudså han, at man ville bestræbe sig på at gøre den menneskelige myndighed til herskere over samvittigheden, dette, som har været en frygtelig forbandelse for kirken i alle tidsaldre. Hans frygtelig hårde fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne og hans formaninger til folket om ikke at følge disse forblindede ledere blev nedskrevet som en formaning til senere slægtled.
Skønt Bibelen er fuld af advarsler mod falske lærere, er mange mennesker villige til på den måde at betro deres sjæle i gejstlighedens varetægt. Der findes i vore dage tusinder af bekendende kristne, som ikke kan give anden forklaring på, hvorfor de tror på visse læresætninger, end at det har de lært af deres religiøse ledere. De kender ikke Frelserens lære, men stoler trygt på præsternes ord. Men er præster ufejlbarlige? Hvorledes kan vi betro vore sjæle til deres ledelse, hvis vi ikke fra Guds ord ved, at de er lysbærere? Mangel på moralsk mod til at forlade verden baner vej får mange til at gå i lærde mænds fodspor, og på grund af deres modvilje mod selv at anstille undersøgelser kommer de til at sidde uhjælpeligt fast i vildfarelsens lænker. De ser, at sandheden for vor tid er tydeligt åbenbaret i Bibelen, og de føler, at Helligåndens kraft ledsager dens forkyndelse, men alligevel lader de gejstligheden drive dem bort fra lyset. Skønt de inderst inde føler sig overbevist, tør disse bedragede sjæle ikke tænke anderledes end deres præster, og deres personlige bedømmelse og deres evige interesser ofres af hensynet til andres vantro, hovmod og fordomme.
For at binde sine ofre benytter Satan sig på mange forskellige måder af menneskelig indflydelse. Han får tusinder over på sin side ved at binde dem ved hjælp af den silkesnor, som hedder kærlighed til mennesker, som er fjender af Kristi kors. Uanset om det drejer sig om kærlighed til børn, forældre, ægtefælle eller venner, bliver resultatet det samme. Sandhedens modstandere benytter deres magt til at beherske samvittigheden, og de sjæle, som står under deres indflydelse, er ikke tilstrækkeligt tapre eller uafhængige til at følge deres overbevisning om, hvad der er deres pligt. Sandheden og Guds herlighed er uadskillige. Det er umuligt for os, som har Bibelen inden for rækkevidde, at ære Gud, med ukorrekte meninger.
Det er ethvert fornuftvæsens første og helligste pligt at lære sandheden at kende ud fra Bibelen og derefter vandre i lyset og opmuntre andre til at gøre det samme. Når mulighederne er tilstede for at få kendskab til Guds ord, er det en synd at være uvidende. Vi bør hver dag studere Bibelen med flid, veje hver af dens tanker og sammenligne skriftsted med skriftsted. Vi skal med Guds hjælp danne os vor opfattelse, for vi skal selv stå til ansvar over for Gud.
De sandheder, som forkyndes tydeligst i Bibelen, er blevet hyldet i tvivl og mørke af lærde mænd, som under foregivende af stor visdom hævder, at den hellige skrift har en mystisk, hemmelig og åndelig mening, som ikke fremgår af de ord, som er benyttet. Disse mænd er falske lærere. Det var til mænd af denne art, at Jesus sagde: "I hverken kender skrifterne eller Guds kraft " Mark 12,24. Bibelens udtalelser bør forklares i overensstemmelse med deres ligefremme mening, medmindre der anvendes et symbol eller billede. Kristus har givet dette løfte: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh 7,17. Hvis menneskene blot ville tro på Bibelens ord, sådan som det står, og hvis, der ikke var falske lærere, som vildledte og forvirrede deres sind, ville der ske noget, som ville gøre englene glade, og som ville føre tusinder og atter tusinder af dem, som nu vandrer i mørke, ind i Kristi fold.
Vi bør bruge alle vore åndsevner, når vi gransker Bibelen, og vi bør anstrenge os til det yderste for så vidt som det er muligt for dødelige mennesker at forstå Guds dybder, men samtidig bør vi ikke glemme, at barnets lærevillighed og underdanighed er den rette indstilling for en elev. De vanskeligheder, som bibelstudiet kan indebære, kan aldrig overvindes ved hjælp af de metoder, som man anvender, når man kæmper med filosofiske problemer. Når vi gransker Bibelen, bør vi ikke føle den selvtillid, som så mange føler, når de gransker videnskabelige emner. Vi bør derimod bede og være opfyldt af tillid til Gud og af et oprigtigt ønske om at lære hans vilje at kende. Vi må have et ydmygt og lærevilligt sind for at modtage belæring af den store, Jeg Er. Ellers vil onde engle forvirre vore hjerner og forhærde vore hjerter i en sådan grad, at sandheden ikke gør noget indtryk på os.
Mange afsnit af Bibelen, som lærde mænd enten kalder mystiske eller forbigår som ubetydelige, rummer megen trøst og belæring for den, som er blevet undervist i Kristi skole. En af grundene til, at mange teologer ikke har en klarere forståelse af Guds ord, er, at de lukker øjnene for sandheder, som de ikke ønsker at efterleve. Forståelse af Bibelens sandheder afhænger mindre af den intelligens, hvormed man læser, end af viljen til at tage ved lære, den oprigtige længsel efter retfærdighed.
Bibelen bør aldrig studeres uden bøn. Kun Helligånden kan få os til at føle betydningen af de sandheder, som er lette at forstå, og forhindre os i at forvanske de sandheder, som er svære at fatte. Det er de himmelske engles opgave at berede vore hjerter til at forstå Guds ord på en sådan måde, at vi betages af dets skind, tager ved lære af dets advarsler og opildnes og styrkes af dets løfter. Vi bør gøre Salmistens bøn til vor: "Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov." Sl 119,18. Fristelser synes ofte uimodståelige, fordi den fristede har forsømt at bede og granske Bibelen og derfor ikke er i stand til at huske Guds løfter og møde Satan med Bibelens våben i hånd. Men engle lejrer sig om dem, som er villige til at lade sig belære om det guddommelige, og englene vil i nødens stund få dem til at huske netop de sandheder, som de har brug for.
Når fjenden kommer som en flod vil Herrens ånd løfte en målestok imod ham. Enhver, der værdsætter sine evige interesser, bør vogte tvivlens indfaldsveje. Selve sandhedens støttepiller vil blive bestormet. Det er umuligt at holde sig uden for rækkevidde af den moderne vantros spot og spidsfindighed og dens lumske og giftige lære. Satan afpasser sine fristelser efter alle befolkningsgrupper. Han angriber de uoplyste med en vittighed eller en spotsk bemærkning og de oplyste med videnskabelige indvendinger eller filosofiske ræsonnementer, som er beregnet på at vække mistillid til eller foragt for den hellige skrift. Selv uerfarne unge drister sig til at drage kristendommens fundamentale principper i tvivl. Og disse unges vantro som ganske vist er overfladisk, udøver sin indflydelse. Mange forledes derved til at gøre nar af deres fædres tro og foragte nådens Ånd. Hebr 10,29. Mangt et liv, som gav løfte om at være Gud til ære og menneskene til velsignelse, er blevet besmittet af vantroens fordærvede atmosfære. Alle, som stoler på menneskeforstandens pralende afgørelser og indbilder sig, at de kan forklare guddommelige mysterier og nå frem til sandheden uden Guds visdoms hjælp, fanges i Satans snarer.
Vi lever i verdenshistoriens mest højtidelige periode. Jordens milliardbefolknings skæbne, skal snart afgøres. Vor egen fremtidige velfærd, og andre sjæles frelse, afhænger af den vej, som vi nu følger. Vi må lade os lede af sandhedens Ånd. Enhver sand kristen bør spørge: "Herre hvad ønsker du, at jeg skal gøre?" Vi må ydmyge os, for Gud, faste, bede og grunde meget over hans ord, især de dele, som angår dommen. Vi bør nu søge at få dybt og levende kendskab til det, som hører Gud til. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Begivenheder af største betydning foregår omkring os. Vi befinder os på Satans forheksede grund. Fald ikke i søvn, I Guds vægtere! Fjenden ligger på lur i nærheden, og han er rede til i det øjeblik, I bliver trætte og døsige, at kaste sig over jer og gøre jer til sit bytte.
Mange lader sig bedrage med hensyn til deres virkelige stilling over for Gud. De glæder sig over de onde gerninger, som de ikke begår, men glemmer at tænke på de gode og ædle gerninger, som Gud kræver af dem, men som de har forsømt at gøre. Det er ikke tilstrækkeligt, at de er træer i Guds have. De må opfylde hans forventninger ved at bære frugt. Han holder dem ansvarlige for, at de undlod at gøre alt det gode, som de kunne have gjort ved hjælp af hans nåde. I Himmelens bøger står der om dem, at de har gjort jorden unyttig.
Når den afgørende time kommer, skal de, der har gjort Guds ord til deres leveregel, åbenbares. Om sommeren er der ingen væsentlig forskel på stedsegrønne træer og andre træer, men når vinterstormene kommer, forbliver de stedsegrønne træer uforandrede, mens de andre mister løvet. På samme måde kan den falske kristendomsbekender næppe skelnes fra den sande kristne nu, men om kort tid vil forskellen blive tydelig. Når der kommer modgang, når fanatisme og intolerance florerer, og når forfølgelsen sætter ind, vil de lunkne og hykleriske tabe modet og svigte troen, men de sande kristne vil stå urokkeligt fast, og deres tro vil være stærkere og deres håb lysere end i medgangens dage.
Salig er den mand der ikke går efter gudløses råd, står på synderens vej eller sidder i spotterens lag, men har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ der plantet ved bækken bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke. Alt hvad han gør får han lykke til. Sl 1,1-3.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com