| |
Om termodynamikkens 2. hovedsætning. Citat fra prof. A.
E. WilderSmiths bog Herkunft und Zukunft des Menschen, Giessen 1966, s. 1516:
Denne 2. hovedsætning vil vi nu formulere noget klarere, idet vi sammenligner
energi med vand. Når vandet er oppe på bjerget, kan man benytte det til
fremstilling af elektrisk strøm ved hjælp af turbiner. Men når vandet først én
gang er kommet ned i dalen, så kan man ikke mere anvende dets bevægelsesenergi
til fremstilling af strøm. Vandmængden forbliver den samme, men vandets
nytteenergi tager af. Således vil, på trods af at universets samlede energi
forbliver konstant, nytteenergien aftage
energien kommer så at sige ned i den dal, hvor man ikke længere kan
anvende den.
Hverken masse eller energi dannes i dag, men masse kan
forvandles til energi som i atombomben , ikke desto mindre forbliver mængden af
masse og energi konstant, mens den for os til rådighed stående energi stadig
aftager. Naturvidenskaben giver udtryk for denne kendsgerning ved at hævde, at
entropien (et mål for den energimængde som ikke længere står til rådighed) til
stadighed tager til.
Dette faktum kan igen udtrykkes på en anden måde ved at
man siger, at alt i naturen bevæger sig i retning af det mest sandsynlige. Det
er jo usandsynligt, at vandet løber op ad bjerget, eller i det hele taget
bliver oppe på bjerget, vand er jo altid tilbøjeligt til at løbe nedad. Det er
mere sandsynligt at finde vand nede i dalen end oppe på bjerget. Når vand
overlades til sig selv, løber det altid nedad. Og sådan forholder det sig også
med energien. Den har altid tilbøjelighed til at finde et leje af stadig større
sandsynlighed, stadig større entropi.
Dette er også tilfældet med enhver orden eller ethvert
'kosmos'. Det er usandsynligt, at kosmos vedblivende vil bestå, lige så lidt
som vandet skulle besidde den tilbøjelighed at forblive oppe på bjerget.
Kosmos, overladt til sig selv, opløses i kaos, ligesom vandet løber nedad bjerget.
Når en by ikke til stadighed bliver fejet, repareret, ordnet, forfalder den
hurtigt til en kaotisk tilstand. Lad De blot Deres bil stå under et træ nogle
år, hvis De gerne vil kunne forstå, at kosmos, overladt til sig selv, opløses i
kaos!
Da det er overordentlig vigtigt virkelig at forstå dette
princip, også selv om man ikke er fysiker, tillader jeg mig at anføre endnu et
eksempel til belysning af sagen.
Lad os antage, at jeg går op i en flyvemaskine og flyver
i 2000 meters højde over min bolig i Geneve. Med i flyet har jeg 100.000
blanke, hvide kort, ordnet i bundter, som jeg kaster ud på en gang lige
nøjagtig over min bolig. Kortene flagrer langsomt nedad og spreder sig, ganske
naturligt, ud over hele Genevekantonen. Nogle lander i Cologny, andre falder i
Genfersøen, osv. Men hvad ville De sige, hvis jeg ville påstå, at alle disse
krot ville være landet på mit hustag og nærmere bestemt i form af mine
initialer AEWS? Idet kortene flagrede ned gennem luften, ville de, på en eller
anden forunderlig måde, selv have ordnet sig således. Umuligt, helt og holdent
udelukket! Kortene var ordnet i flyet, de var alle sammen bundtede. Da de blev
overladt til sig selv og prisgivet luften, spredte de sig og fordelte sig
hulter til bulter ud over hele Genevekantonen. Dette er også i overensstemmelse
med den anden termodynamiske hovedsætning: Kaos tager til. Kosmos (orden)
opløses i kaos (uorden), det er sagens naturlige forløb.
| |