Fossiler fra fortidshave!

Videnskabsmanden Charles Walcott var på opdagelsesrejse højt oppe i de canadiske klippebjerge, da han stødte på gammel havbund. Det, der engang havde været mudder, var stivnet til klippe af den type, videnskabsmændene kalder Mellemkambrisk skiferler", og var hævet flere tusind meter op over havets overflade for at ende som en bjergside. Walcott så, at dette specielle skiferler indeholdt forstenede havdyr.

Det var i 1910 han gjorde denne opdagelse, der viste sig at rumme en komplet samling kambriske forsteninger. Der var havorm, vandmænd, krebsdyr og trilobiter. Mange af dem var bløddyr, der havde efterladt fine aftryk i det finkornede skiferler. Der var en imponerende mængde ledonne, og aftrykkene lignede nærmest røntgenbilleder, der viste enkeltheder som rygrad, børster og hår. Selv fordøjelsesorganer og andre bløddele kunne man se. For nogle af de rejelignende dyrs vedkommende kunne man se de mindste enkelt, heder ned til små vedhæng og munddele.

En af de mest slående forsteninger var trilobiten. Dette uddøde dyr ligner nærmest de bænkebidere, vi kan finde under sten og urtepotter. Bænkebideren kan rulle sig sammen til en kugle på størrelse med en ært. Det kunne trilobiterne også, og nogle af forsteningetne er trilobiter i denne stilling. Ligesom insekter, krebsdyr, edderkopper m. fl. hører trilobiterne til leddyrene. Nogle af de forstenede trilobiter er mere end 30 cm lange, men de fleste ligger omkring 15 cm.

Dengang de levede, så trilobiterne stort set ens ud, men nogle var blinde, mens andre havde store, sammensatte øjne. Lange pigge ragede ud fra hovedets baghjørner, kroppen og halen på nogle arter, mens andre var glatte hele vejen rundt. De fleste kravlede på havbunden, nogle få gravede sig ned, og nogle ser ud til at have været gode svømmere.

Peripatus et led l udviklingen fra led i udviklingen fra ledorme til Insekter?

En anden mærkelig forstening fandt man her, nemlig en kålormeagtig orm i familie med den nulevende Peripatus. Den havde stumpede vedhæng, ikke sammensatte som insektben. En rigtig kålorm er et led i insektets udvikling, men denne orm blev ved med at se ud som en larve, også i voksen tilstand. Man har anset Peripatus for at være et mellemstadium i udviklingen fra ledorme til insekter. Men hvis denne orm virkelig er et mellemstadium, må dette udviklingstrin være sket, da denne kambriske havbund blev dannet. Videnskabsmænd har derfor brugt megen tid på undersøgelser af lavereliggende, ældre lag (prækambriske lag) for at finde spor af tidligere dyreformer, som kunne være forfædre til dem, man her har fundet spor af. Og hvilket resultat er man kommet til?

Walcott selv mente, han havde fundet mange slags forstenede alger i jet prækambriske lag, men senere forskere har afvist de fleste af dem. Nyere opdagelser i 1961 rapporteredes fra Australien, også af prækambriske forsteninger, men nænnere undersøgelser har vist, at det sandsynligvis var kambriske fossiler. Fra Grand Canyon har man hørt om ormegange i prækambriske lag, som foruden vandhår, skimmelsvampe og alger er de eneste nogenlunde sikre eksempler på prækambriske forsteninger. Trods megen forskning i aflejringer under de kambriske lag har man kun fundetiL ganske lidt.

Hvor kom disse dyr fra? et Indviklet spørgsmål

Ja, hvor kom alle disse dyr fra et helt hav fuldt når de underliggende lag ikke kan sige noget om deres forfædre? Hvorfor dukkede disse orme, bløddyr, skaldyr, trilobiter, svampe, vandmænd m. m. pludselig op? Evolutionister har undret sig meget, og nogle er helt perplekse.

Selv Charles Darwin var klar over, at der her var et meget vanskeligt punkt, og skrev i Arternes Oprindelse": Til spørgsmålet, hvorfor vi ikke finder aflejringer med mange forsteninger fra disse tidlige perioder før den kambriske tidsalder, kan jeg ikke give noget tilfredsstillende svar ... I øjeblikket er der ingen forklaring på dette forhold, hvilket vel kunne hævdes at være et tungtvejende argument mod de synspunkter, der her er givet udtryk for.«

Et århundredes Intensiv søgen efter forsteninger I de prækambriske klipper har ikke kastet meget lys over problemet

På Darwins tid var der kun få, der havde studeret forsteninger, og de kunne sige: "Vent! Denne mangel på forsteninger i de prækambriske klippelag og den pludselige tilsynekomst af mange forskellige arter i de kambriske skyldes utilstrækkelig indsamling. Giv os tid til mere efterforskning."

Nøjagtig 100 år senere sagde Dr. Norman D. Newell ved Columbia University, da han læste en afhandling til 100års festen for Darwin: "100 års intensive eftersøgninger efter forsteninger i de prækambriske klipper har kun kastet meget lidt lys over dette problem. Tidligere teorier om, at disse klipper ikke havde noget med hav at gøre, eller at de forsteninger, der engang var i dem, skulle være ødelagt af varme eller tryk, er man gået bort fra, fordi de prækambriske klipper mange steder i enhver henseende meget ligner langt yngre klippeformationer fysisk, med undtagelse af, at de næsten aldrig rummer spor af nogen art af tidligere livsformer." (1)

I forsøg på at forklare dette forhold har der været fremsat en række teorier. Dr. D. I. Axelrod, University of California, opregner dem i korthed således: 1) Prøckambriske dyr havde intet skelet, fordi de ikke indeholdt kalk. 2) Prækambriske have var syreholdige, hvilket forhindrede dannelse af kalkskeletter. 3) Lagene består af landaflejringer, som ikke er egnede til bevaring af forsteninger. 4) Liv opstod i ferskvand og vandrede nedad floderne og ud i havene i den kambriske tidsalder. 5) Prækambriske organismer holdt ikke til nede ved havbunden, hvorfor de ikke havde brug for hårde dele som skaller eller skeletter. 6) Overgang til en fastsiddende livsform nødvendiggjorde dannelsen af skeletagtige dele i den kambriske tid. 7) Prøkambriske organismer levede langs kysterne, hvor erosion ville ødelægge organiske rester. 8) Levende organismer undergik betydelige mutationer i begyndelsen af den kambriske tid, så de blev mere forskellige i opbygning, art og størrelse. 9) Prækambriske eksemplarer er for små til, at man kan se dem ved de sædvanlige udgravningsmetoder. 10) Den kambriske periode strækker sig over meget lang tid, og livet opstod ikke så pludseligt, som det kan synes.

Ingen af disse ti foreslåede løsninger er fyldestgørende; mysteriet er stadig uløst

Det er klart for den eftertænksomme forsker, at ingen af disse forklaringer er fyldestgørende.

Dr. Axelrod har givet en god skildring af forholdet: Et af geologiens og udviklingslærens største, uløste problemer er tilstedeværelsen af meget forskellige, flercellede, hvirvelløse havdyr i de lavere kambriske klipper på alle kontinenter og mangel herpå i ældre klippelag. Disse tidlige kambriske forsteninger omfatter: poriferer, coelenterater, brachiopoder, mollusker, ekinoider og artropoder. Artropoderne (leddyrene) inkluderer de velkendte trilobiter, som har en kompleks opbygning med veldifferentieret hoved og hale, mange kropsdele, leddelte ben og ligesom de senere krebsdyr et kompliceret åndedrætssystern ... Deres høje udviklingstrin antyder klart, at der må have været tale om en lang udviklingsperiode, før de nåede dette stadium. Men når vi søger i de prækambriske klipper efter forgængere for disse tidlige kambriske fossiler, finder vi ingen. Vi ved, at mange lag (mere end 1.500 m) af sediment bjergarter ligger i ubrudt rækkefølge under de lag, der indeholder de tidligste kambriske fossiler. Disse aflejringer må åbenbart have været velegnede til bevaring af forsteninger, fordi man ofte finder sådanne i dem. Det er klart, at der mangler et væsentligt kapitel i historien om livet, hvorom der ikke er bevaret noget for eftertiden i klipperne fra den prækambriske tid. (2)

De mellemliggende udviklingstrin eller manglende led mangler stadig

Dr. G. G. Simpson fra Harvard University, som er en af de betydeligste autoriteter angående forhistoriske livsformer, siger, at det pludseligt opdukkende liv ikke bare er det mest gådefulde træk ved alt, hvad der er bevaret af forsteninger, men også den største mangel." (3)

En anden gåde for tilhængeren af udviklingslæren er den kendsgerning, at de havdyr, der levede på den kambriske tid, stort set svarer til dyr, der lever i havene i vore dage. Her ligger problemet de manglende led". De mellemliggende udviklingstrin eller manglende led mangler stadig i udviklingsrækken. I løbet af de 100 år, der er gået, siden Darwin skrev sin bog, er der kun fundet meget få forsteninger, der kan placeres blandt dyrenes grundformer, og selv disse er tvivlsomme. Dr. Newell siger: Naturligvis kan disse isolerede fund give håb om muligheden af at finde yderligere og mere overbevisende vidnesbyrd, som kan lukke flere huller. Disse fund er imidlertid kun få, og erfaringen viser, at de forsteninger, der er bevaret, nok aldrig vil kunne bygge bro over de huller, som adskiller de højere kategorier. Mange diskontinuiteter forekommer mere og mere påfaldende med det stigende antal udgravninger." (4)

I en bog, der er udgivet til minde om Charles Darwins Arternes Oprindelse", skriver Dr. G. G. Simpson ganske klart: "Det er en kendsgerning ved alle de bevarede forsteninger, vi kender, at de fleste dyre og plantearter opstår pludseligt. Som regel er der ikke en lang række forløbere, der fører frem til dem gennem en lang serie af ganske små ændringer, således som Darwin mente, udviklingen gik for sig ... Når en ny slægt dukker op i samlingen", viser den sig som regel at være anderledes i indre og ydre opbygning end de nærmest lignende arter, man kender. Dette forhold bliver mere almindeligt og mere udtalt efterhånden som man kommer til arter af højere orden." (5)

Begge disse problemer tilstedeværelsen af fossiler i de kambriske lag, som ikke synes at have nogen forfædre, og de stadige forskelle mellem betydningsfulde arter af organismer er af største betydning for udviklingslæren. Hvis ét af disse problemer, eller begge, ikke kan løses (og det har ikke været muligt at løse dem i over 100 år), må vi erkende, at der ikke er fundet noget bevis for teorien om en fremadskridende udvikling. I bedste fald baserer den sig ikke bare på kendsgerninger, men også på tro. Skønt Dr. Simpson er overbevist om, at en fremadskridende udvikling har fundet sted, indrømmer han, at disse ejendommeligheder stiller os over for et af de betydeligste teoretiske problemer i hele livshistorien." (6)

Er tiden Ikke Inde til at Indrømme, at der mangler væsentlige træk i bevisførelsen for den gradvise udvikling, og til at finde en forklaring, der stemmer overens med vidnesbyrdene?

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad Darwin mon ville have gjort, hvis han havde levet i dag. Mon han på baggrund af sine udtalelser i Arternes Oprindelse" ville indrømme, at en gradvis udvikling af de større grupper ikke har fundet sted? Det er naturligvis et teoretisk spørgsmål, men man må håbe, at han ikke ville tage sin tilflugt til den jungle af undskyldninger, som så mange andre efter hans tid har benyttet.

Der er én forklaring på de manglende kambriske forfædre og de manglende led, som ikke var med i de ti tidligere forklaringer. Stillet over for de stærke beviser har nogle få videnskabsmænd foreslået en eksplosiv udvikling, som i løbet af kort tid befolkede de fortidige have. Herfra er der kun et skridt til at udtale, at en Skaber har skabt dem og derved meget hurtigt fik havene fyldt med levende organismer. Denne opfattelse er i overensstemmelse med Den Hellige Skrift og løser på smukkeste måde begge de ovenfor anførte, fundamentale problemer. Er tiden nu ikke inde, efter alle disse år, til at se situationen i øjnene og indrømme, at de vigtigste træk i bevisførelsen for den gradvise udvikling simpelthen.mangler? Og er tiden ikke inde til at acceptere en forklaring, der er bedre i overensstemmelse med de foreliggende beviser?

Et forslag til rekonstruktion af oldtidshavenes historie

Kan vi kort rekonstruere de gamle haves historie? I begyndelsen skabte Gud jorden og forsynede den med vand, som gav livsbetingelser for mange levende organismer. Han skabte livet og fyldte havene med forskelligartede livsformer. Senere har erosion fyldt disse have med flere tusind meter aflejringer. Derefter har bevægelser i jordskorpen klemt aflejringerne, brækket dem i stykker, løftet dem op og kastet dem op på landjorden. Vand, vind og iserosion udgravede dale, kløfter og brudrevner, hvorved områder som Rocky Mouritains blev til. Der er ikke noget tilbage, der ligner fortidshavene, med undtagelse af de fint bevarede levninger af de dyr, der levede og døde der.

Dyrene efterlod Ingen spor af forfædre på et tidligere udviklingstrin. Var det,

fordi der Ikke fandtes nogen?

Når vi graver i klipperne og ser de forsteninger, der er begravet i disse hævede aflejringer, bliver vi overbevist om, at der ikke har været tale om nogen gradvis udvikling fra primitive til højt udviklede livsformer i Jordens historie. En forstandig Skaber fyldte havene med sværine af levende væsener i mange forskellige former. Da de døde og blev begravet i de voksende aflejringer på havbunden, efterlod de ikke spor af forfædre på et tidligere udviklingsstadium, fordi de ingen havde.