Forstandens omfang!

Om natten er himlen fuld af lysende prikker. Når vi betragter de strålende konstellationer over os, føler vi os næsten overvældet af den orden og nøjagtighed, der hersker på den roterende himmelhvælving.

Ønsker vi det, kan vi væbne øjet med et teleskop, og vi ser da tusinder af stjerner, hvor vi før kun så én.

Astronomien har lært os, at vi bor i udkanten af en stjernetåge blandt milliarder af andre galaxer.

Vi ved, at universet er ufatteligt stort. Skønt mange af dets mysterier er blevet løst, får vi dog det indtryk, at vi kun lige er begyndt at fatte en smule om det. Ved tanken om et endnu større univers, føler man sig så uendelig lille.

Der er dog noget, som er os nærmere, og som ikke er mindre kompliceret end universet, og næppe så velkendt, det er den menneskelige hjerne. Selv med vore dages elektronmikroskoper og fremskredne teknik, står vi, hvad udforskningen af hjernen angår, kun ved indgangen til en forståelse af denne ufatteligt komplicerede struktur.

Hjernen har mindst 10 milliarder nerveceller, der hver især kan forbinde sig med hundreder af andre nerveceller. De samlede kombinationsmuligheder beløber sig til det svimlende tal. Bare tanken om, at vore bevidste 09 ubevidste indtryk registreres over så komplicerede strukturer, udløser antagelig en lang række elektriske impulser i hjernen.

Men når vi tager i betragtning, at en nøjere forståelse af universet afhænger af tankemønstre i hjernen, kan vi nok slutte, at hjernen er naturens mest komplicerede og selvstændige struktur.

De gamle ægyptere trak hjernen ud med en metaltrådsbøjle og kastede den bort før balsameringen.

De gamle ægyptere tillagde ikke hjernen samme betydning, som vi gør. I forsøg på at bevare deres døde til et liv efter døden trak de uden videre hjernen ud gennem næsen med en trådbøjle og kastede den bort. De anså hjertet for at være legemets vigtigste organ og troede, at det efter døden blev opvejet mod Sandheden af guden Osiris. Hjernen derimod blev kastet ud i sandet under balsameringen.

Nogle grækere argumenterede for hjertet, andre for hjernen.

De klassiske grækere, som vi skylder så mange tanker, stod omtrent ligelig delt om opfattelsen af, hvad der var det vigtigste organ, hjertet eller hjernen, som sæde for forstanden, følelserne og sjælen. De hippokratiske forfattere mente, at hjernen først og fremmest var det sted, hvor vi tænker, forstår, ser og hører, så vi kan skelne det grimme fra det smukke, det onde fra det gode." Platon lærte, at hjernen er legemets vigtigste organ, idet han tillagde hjernen tankerne, hjertet følelserne og maven appetitten. Atistoteles derimod holdt på, at hjertet var centrum for tanke og følelse, og troede, at hjernen arbejdede som køleapparat til at holde hjertet koldt. På den tid, da det Gamle Testamente blev oversat til græsk (i løbet af det 2. århundrede f. Kr.), anså kulturfolk stadig hjertet for at være forstandens sæde.

»Sig mig, hvor fantasien groede, i hjertet eller i dit hoved?«

Firehundrede år efter Aristoteles hævdede Galen (ca. 130200 e. Kr.), at hovedet var forstandens sæde. Han afviste Aristoteles: Hvorfor skulle hjernen kunne afkøle hjertet, og hvorfor er det ikke snarere hjertet, der opvarmer hjernen, som er placeret højere oppe, da al varme jo stiger opad? Og hvorfor sender hjernen kun en ganske lille nerve ned til hjertet, når alle sanseorganer trækker en stor del af deres substans fra hjernen?"

Galen, der var tilhænger af det hippokratiske syn på lægevidenskaben, lærte en hel del anatomi ved at dissekere dyr. Indtil 1628, da William Harvey fik den teoretiske medicin til at vakle i sin grundvold, betragtedes Galens mange skrifter som højeste autoritet inden for anatomi og fysiologi. Helt op i det syttende århundrede var der nogen, der anså hjertet for at være forstandens sæde. F. eks. skrev Descartes (15961650), at nogle mente, menneskets sjæl boede i hjertet, fordi følelserne mærkes dér." Og Shakespeare (15641616) lod Portia synge: Sig mig, hvor fantasien groede, i hjertet eller i dit hoved?«

Den menneskelige anatomi var i gamle dage baseret på en blanding af dissektion af dyr og fantasier; men efterhånden anså anatomerne hjernen for at være af størst betydning. De ræsonnerede, at hjernen var placeret øverst i legemet; den havde en næsten fuldkommen sfærisk form og lå beskyttet af komplicerede membraner.

På renæssancetiden blev låget løftet over mysteriet, og man begyndte at kigge indenfor i kraniet. De gamle spekulationer om hjernen blev kastet over bord eller forfinedes som følge af direkte undersøgelser. De der anså hjertet for centrum var rystede ved opdagelsen af, at nerverne udvikles i fostertilstanden direkte fra hjernen, mens blodkar udvikles uafhængigt heraf fra hjertet.

Selv i dag er der folk, der tænker på hjertet som centrum for følelserne, selvom de godt ved besked. Man ser sjældent et gækkebrev med billede af en hjerne med en pil igennem! Nu ved de fleste nok, hvad der menes med udtrykket: "at banke lidt fornuft ind i hovedet på dig." Hvis folk stadig mente, at menneskets sjæl boede i hjertet, ville de nok opponere mere mod hjertetransplantationer, end de gør.

Hjernen og rygmarven, som udgør centralnervesystemet, er godt beskyttet.

For det første er den omgivet af 3 hjernehinder, desuden af cerebrospinalvæsken (en lymfeagtig væske), der bl. a. tjener til at absorbere stød. Endelig danner kraniet med sin dobbelte benplade et solidt værn. Rygmarven er beskyttet på lignende måde; blot er rygsøjlen, der omgiver rygmarven, bevægelig. Hjernen og rygmarven danner centralnervesystemet.

Andre nerveelementer som sansereceptorer, nervestammer og ganglier uden for centralnervesystemet, kaldes det perifere nervesystem og forbinder centralnervesystemet med resten af legemet. Også dette er godt beskyttet, enten af muskler eller af fast bindevæv.

Hjernen udfører utrolig komplicerede tanke og hukommelsespræstationer

Alle kroppens vilkårlige bevægelser samt indgående impulser fra øjne, ører, næse og andre sanseorganer kontrolleres gennem centralnervesystemet, der samtidig styrer de uvilkårlige funktioner som åndedræt, stofskifte og hjertevirksomhed. Desuden udfører hjernen et fantastisk kompliceret tanke og hukommelsesarbejde. Alt sammen udføres af hjernen som kun vejer en halvtredsindstyvendedel af den samlede legemsvægt.

Hjernen af størrelse og form som et lille græskar vejer ca. 1½ kg og figner brøddej i konsistens

Hvis I skufle holde en menneskelig hjerne i hånden, ville I opdage, at den vejer ca. 1 % kg og har samme størrelse og facon som et lille græskar. Den føles som brøddej. Storhjernen er af en midtstillet fure delt i 2 symmetriske halvdele. Den er forbundet med rygmarven gennem hjernestammen. Overfladen er stærkt foldet. Bag storhjernen ligger lillehjernen. På overfladen findes hjernebark bestående af en grå substans, som er opbygget af nerveceller, kaldet neuroner.

Sanseindtryk både fra legemets indre og udefra passerer gennem en mægtig cellekerne, kaldet thalamus, som ligger mellem hjernestammen og hjernebarken. En del af disse meddelelser videregives til hypothalamus, lige neden under thalamus. Her kontrolleres legemstemperaturen, vandbalancen og fødeoptagelsen.

Prompte automatisk tilpasning af hjerte, åndedræt, øjne, hud, mave, milt og hormonerne i blodet

Hypothalamus og thalamus gør meget mere end dette. Når man gør gymnastik, sker der med det samme en automatisk tilpasning af hjerteslag og åndedræt. I en ekstrem kampsituation bliver der tale om mere komplicerede reaktioner, som omfatter næsten alle organer. Pupillerne udvides, blodkar i mave og hud trækker sig sammen, milten trækker sig sammen, binyrehormoner sendes ud i blodomløbet, hårene rejser sig på hovedet, og i den øverste ende af kommandovejen træffes beslutning om enten at tiltræde et hastigt tilbagetog eller at stå fast og slås.

Sommetider fører samspillet mellem bevidste følelser og hypothalamus til psykosomatiske lidelser. Bekymringer og spændingstilstande kan give mavesår og migræne. Nervesystemet påvirkes af alt det, vi foretager os, og næsten alt det, der sker omkring os. Ofte kan vi se på en anden, at han lyver, på grund af hans uvilkårlige reaktioner som røde kinder og svedige hænder.

Næsen kan fornemme

1 halvtreds billiontedel af 1 kg løglugt pr. liter luft.

Normalt bringer nerveceller budskaber i én retning, Et føleneuron leder en impuls til hjernen eller rygmarven, og et andet neuron leder bevægeimpulser fra centralnervesystemet til muskler eller kirtler. Føleneuroner, som bringer løbende kommentarer til hjernen, er yderst følsomme. Næsen f.eks. kan fornemme 0,00006000000002 (1 halvtreds billiontedel) af 1 kg løg lugt pr. liter luft. Man kan høre bevægelser af trommehinden på mindre end brintatomets diameter (0,00000001 cm 1 hundrede milliontedel). Det er stadig en gåde, at pulsen i ørets pulsårer ikke generer hørelsen. Øjets receptorer opfatter en lysstyrke på kun lidt mere end 1 lyskvante, som er den mindste stråleenergienhed. Mellem 3 og 4 millioner føleelementer i huden rapporterer forandringer i tryk og temperatur til hjernen. I vågen tilstand modtager hjernen voldsomme bombardementer af baggrundsstøj fra føleorganer, uden at tage hensyn til dem, med mindre det drejer sig om en ny eller skadelig fornemmelse. Hvis det er noget, der kræver omgående handling, som f. eks. hvis man kommer til at røre ved en varm kakkelovn, går den impuls, der styrer flytning af hånden, uden om hjernen. I stedet går den via rygmarven gennem bevægetråde til musklerne. Denne ordre til at trække hånden tilbage når op på en fart af 250 km i timen. Med den korte forsinkelse som udstedelse af denne ordre medfører, bliver hånden trukket tilbage næsten øjeblikkeligt, og den stærke følelse af forbrænding, opfattes først en smule senere. Med andre ord trækkes hånden tilbage, før den brænder sig mere, mens hjernen overvejer, hvad der skal gøres!

Elektrokemiske signaler farer gennem nervenettet; en nerve kan formidle op til 1000 Impulser i sekundet

Alle følereceptorer omdanner deres incitamenter til ganske små elektrokemiske impulser, som farer gennem nervenettet på en genial måde. Nervetråden er på udsiden omgivet af positive natrium ioner, som kun kommer ind et kort øjeblik under impulsdannelsen. Den indvendige si& af nervetrådsmembranen er i almindelighed negativ, men når natrium kommer ind et øjeblik, bliver nervetråden positiv indvendig. Dette starter en hel række tilsvarende forandringer hen over nervetråden, hvor natrium ioner rykker ind, mens kalium ioner vandrer ud. Denne ionbytning sker så hurtigt, at der kan ledes 1000 impulser i sekundet gennem en nerve. Nervetråden ender i en såkaldt synapse. Der frigøres her en transmittersubstans som fremkalder elektrokemiske impulser i den tilstødende nerve. Impulsen går på den måde videre. Uden et sådant kemisk relæ ville impulsen gå i stå.

Hjernepotentialsvingninger er svære at fortolke

I 1924 anbragte Hans Berger nogle metalelektroder på sin søns hovedbund og afledte en elektrisk aktivitet, som han mente, måtte stamme fra hjernens virksomhed. Han kaldte impulsmønstret for hjernebølger. Fem år efter offentliggørelsen af hans iagttagelser var der nogle, der mente, at svingningerne kunne give detaljerede oplysninger om mental virksomhed i hjernen. Det var dog lidt for optimistisk! Ikke desto mindre bruges elektroencefalografien (EEG) til på forskellig måde at analysere normale og beskadigede hjerner. Hvad EEG faktisk registrerer er en summation af den elektriske aktivitet i et stort antal neuroner, men det er et kolossalt arbejde at få nogen mening i de uregelmæssige kurver, da man faktisk endnu ved så lidt om dem. Det svarer nogenlunde til den situation, man befinder sig i, når man står midt i en stor mødesal, hvor folk snakker sammen i små grupper, mens man prøver på at høre alle samtalerne på én gang. De elektroder, der anbringes på hovedbunden, registrerer neuroelektriske impulser fra de underliggende neuroner og forstærker dem flere tusind gange. Selv den lyseste ide kan ikke udvikle strøm nok til at tænde et eneste neonrør. Man har anslået, at der skulle 60.000 hoveder til at levere strøm nok til en lommelampe.

Allerede langt tilbage i tiden har man forsøgt at finde ud af, hvor sjælen egentlig havde sit sæde, og at lokalisere de sjælelige processer til bestemte dele af hjernen. Yderst malerisk og populær var Gall's kranioskopi eller frenologi i begyndelsen af det 19. århundrede, hvorved man prøvede at aflæse et menneskes karakter og personlighed ved at føle på hovedskallens ujævnheder. Mange fysiologer, som fandt denne tanke latterlig, prøvede at bringe Galls overvejelser i vanry ved at beskadige dele af forskellige dyrs hjerner og studere resultatet. Også mennesker med hjernedefekter holdt de under observation, og frenologien gik tilbage, efterhånden som man fik mere kendskab til hjernens funktioner.

Pandebarken et vigtigt område for Individets personlighed

Videnskaben har fundet ud af at kortlægge hjernens forskellige funktionsområder ved elektrostimulation. Man påviste, at synscentret lå bagest i hjernen, talecentret: på siden; vilkårlige bevægelser dirigeres fra en del af hjernebarken foran et andet afsnit, som har med legemets sanser at gøre. Pandebarken viste sig at være tavs" den reagerede ikke på elektriske påvirkninger. På voksne mennesker medførte beskadigelse af dette område ikke nogen svækkelse af legemets fysiske processer, men snarere en nedsat evne til at bringe orden i tanker og handlinger og en frigørelse af tidligere hæmninger. Denne opdagelse syntes at antyde, at dette område var vigtigt for individets personlighed.

Når neurokirurger undersøgte andre områder ved elektriske påvirkninger, kaldte de somme tider glemte fortidige begivenheder frem i erindringen igen. En oplevelse for mange år siden eller en julesang, man havde lært som barn, kunne genkaldes i hukommelsen ved at sende elektrisk strøm gennem en elektrode.

Ved påvirkning af andre områder med elektrisk strøm fremkaldtes lystfølelse eller smerte. Det skete ofte, at patienten bad om mere, når det drejede sig om den behagelige påvirkning, men tiggede om at få strømmen slået fra, når det gjorde ondt. Alle disse forsøg syntes i hvert fald at pege på, at hjernens enkelte dele havde hver sin funktion at passe.

Imidlertid er det lidt naivt at prøve at opdele hjernen i specielle, selvstændige funktionsområder. Tidligere mente forskerne, at hjernebarkens forskellige afsnit arbejdede uafhængigt af hinanden. Nu ved vi, at dette kun er en del af sandheden. Der er et indviklet sammenspil mellem de forskellige afsnit af hjernen. Hjernen fungerer givetvis som en enhed. Det er ikke et enkelt punkt eller en enkelt del af hjernen, der ordner en så forholdsvis simpel ting som at bestemme, hvad der skal købes for en 25øre i slikbutikken.

Forsøg på at adskille de enkelte elementer (opløsningsmetoden) i en struktur som f.eks. hjernen er en metode, der følges nøje inden for neurovidenskaben på samme måde som inden for andre videnskaber. Der er en voksende tendens til at acceptere en fremgangsmåde, der går ud på at opløse komplicerede fænomener i enklere, simplere sådanne. Helhedslæren, ifølge hvilken en helhed i naturen ikke bare er lig med summen af dens bestanddele, forekommer hverken acceptabel eller hensigtsmæssig. Der er ingen tvivl om, at man har skaffet sig mange kundskaber ved at splitte en helhed op i de enkelte bestanddele; men er det muligt at samle alle delene sammen igen og genfinde den viden, der gik tabt under opløsningsprocessen? Ifølge informationsteorien er svaret Nej! Ved mange videnskabelige forsøg i dag er det dog klart, at man ikke har større tillid til sætningen: Helheden er mere end summen af de enkelte bestanddele."

Hjernen er ikke en maskine og kan Ikke forklares som en maskine.

Opløsningsteorien kan føre til en oversimplificeret forklaring af naturen. Den overdrevne påstand, at datamaskinen fungerer på samme måde som den menneskelige hjerne og derfor truer med at erstatte mennesket, er et typisk eksempel. Man sammenligner EDBinddata med hjernens opfattelseskode, og hjernens uddata betegnes som adfærd. Men sammenligningen halter; der er ingen, der virkelig forstår, hvad der foregår i hjernen under behandlingen af sanseindtryk, og når der træffes afgørelse om det deraf følgende adfærdsmønster. Vi ved imidlertid, at hjernen ikke træffer sine afgørelser ud fra den mekaniske logik, vi kender fra datamaskinen. Hjernen er ikke nogen maskine og kan ikke forklares som en maskine, selvom dette ord nok har faet en anden betydning med de tekniske fremskridt.

Descartes: Mennesket er ligeså automatiseret som himmelen, selvom mennesket har en sjæl, et lille glimt, som Ikke udgør en del af maskineriet

Den mekanistiske fysiologi, der forklarer legemets funktioner, som var det en maskine, kan føres tilbage til Descartes. Ifølge hans teori kunne disse kun forklares ud fra en mekanistisk terminologi. For ikke at komme til at dele skæbne med Galilei lod Descartes ikke sin afhandling komme længere end til skrivebordet, hvor den forblev indtil hans død. Descartes ræsonnerede, at det menneskelige legeme er en maskine. Fordøjelsesprocessen, pulsslaget og de 5 sansers virke kan forklares ud fra fysiske love, ligesom stjernernes bevægelser forklares ud fra mekaniske påvirkninger. Mennesket er lige så automatiseret som himlen, sagde han. Ud fra den antagelse, at Gud skabte stoffet og gav verden love til at styre det efter, stod Descartes over for det problem, at der er forskel på et menneske og en stjerne. Han sagde så at mennesket har en sjæl, gennem hvilken Gud på mystisk måde tilvejebringer samspillet mellem legeme og ånd. Sjælen en lille gnist, som ikke udgør nogen del af maskineriet, havde ifølge Descartes sit sæde i koglekirtelen midt inde i hjernen. Bevægelse og følelse styres ved at åbne og lukke ventiler i hjernen, ligesom et pibeorgel styres fra pedaler og tangenter. Sjælen kan ikke gribe ind i refleksmæssige funktioner. Denne maskine arbejder som et velsmurt ur.

"Jeg gentager," skrev Descartes, "jeg ønsker, I skal betragte disse funktioner som noget, der foregår ganske naturligt i dette maskineri, netop fordi de enkelte dele er arrangeret som de er, akkurat ligesom et ur der går, fordi lodderne og hjulene er der. Der er derfor ingen grund til at formode nogen vegetativ eller sensitiv sjæl deri eller noget andet livsprincip, end blodet.«

Descartes regnede med en dualisme, en skarp grænse mellem ånd og legeme. Endnu i dag øver hans tænkning sin indflydelse, selvom de nyeste videnskabelige opdagelser viser dens mangler. Naturligvis kan mange af legemets funktioner forklares mekanistisk. Fordøjelsen arbejder efter kemiske love. Åndedræt og blodcirkulation ledes af fysiske love, selvom det er kompliceret og ikke helt klarlagt. Blodet løber gennem legemet som følge af hjertets fysiske pumpevirksomhed og osmotiske kræfter. Vi ved i dag mere om det mekaniske menneske", end Descartes kunne forestille sig. Vi ved, at det virkelig er fysiske love, der regulerer legemet. Alligevel kan vi også se, efterhånden som vi får større forståelse for naturen, at mennesket er mere end blot en fysisk maskine, og dette burde gøre os mere åbne for livets værdighed og den menneskelige natur.

Takket være den antagelse, at legemet er mekanistisk og fungerer efter fysiske og kemiske love, har vi nu et godt kendskab til dette; men forsøg på at anvende "opløsningsmetoden" på hjernen og formulere dens virksomhed rent mekanistisk, har ikke vist sig frugtbare. Naturalismen har inden for sit begrænsede område været en stor hjælp til løsning af problemerne; men forsøg på at anvende den på alle områder er næsten som at sige: "Hvis aspirin er godt for hovedpine, må det også være godt mod pest." Nogle videnskabsmænd, for hvem omhyggeligt planlagte forsøg på at iagttage forstanden er gået på tværs, har fastslået, at enten er bevidstheden et epifænomen (ledsagefænomen), eller også er opgaven håbløs. Alligevel er der nok ikke mange, der vil benægte kendskab til følelser, tænkning, opfattelse og vilje, som alt sammen erfares gennem en bevidst forstand.

Dualismen forsinker den rette opfattelse af mennesket.

Dualismen som deler et menneske op i et legeme og en sjæl kan nok bruges inden for nogle videnskabelige områder, men denne opfattelse forsinker den rette erkendelse af mennesket. På den ene side har den strengt mekanistiske videnskab med held givet os acceptable svar på mange, tidligere uløste spørgsmål. Videnskaben har været fremmende for helbred og social forsorg og hjulpet os til at dirigere naturforeteelser og naturrigdomme. Vi har overbevisende vidnesbyrd om fungerende mekanismer, hvorfor mennesket også er tilbøjelig til at betragte sig selv som en maskine. Faktisk kan de legemlige funktioner finde en ganske rimelig forklaring ud fra dette synspunkt.

Også den deterministiske psykologi har medvirket til at dreje menneskelig tankegang, så mennesket opfatter sig selv som en maskine, sin opførsel som mekanisk og sin hjerne som en datamat. Den filosofiske determinisme er baseret på en fysisk teori, som beskriver et system, når man kender systemets nøjagtige tilstand på et hvilket som helst givet tidspunkt. Den franske matematiker Laplace (17491827) overførte Newtons gravitationsteori til astronomien i sit forsøg på at bevise, at solsystemet er strengt mekanistisk. Senere udviklede Laplace denne hypotese til også at gælde inden for psykologien og støttede Magendies fysiologiske determinisme. I det attende og nittende århundrede indtog determinismen en dominerende plads indenfor fysisken, selvom den blev kritiseret, fordi forsøgsresultaterne ikke var tilstrækkelig overbevisende.

I 1927 rokkede Heisenbergs indeterminisme eller usikkerhedsprincip ved denne klassiske teori. Ifølge Heisenberg er det umuligt på én gang nøjagtigt at bestemme en partikels position og hastighed. Den optimistiske Laplace skrev, at en enkelt formel for store enheder også gjaldt de mindste atomer. Men arbejdet med atomfysik rokkede ved denne hypotese. De forsøg, man må foretage for at skaffe sig den fornødne fysiske viden om en partikel, vil ændre dens karakteristika således, at det bliver umuligt at bestemme dens nøjagtige position og hastighed. Anerkendelsen af dette princip rystede hele den filosofiske verden, og vi ser det samme usikkerhedsprincip i neurofysiologien.

I dag forsøger mange psykologer stadig at forklare et menneskes adfærd under indflydelse af psykologisk determinisme. Hvilket indebærer, at vor fornemmelse af en målbevidsthed og fri vilje er illusoriske. Den deterministiske psykologi en oversimplificeret fortolkning af vor opførsel giver mennesker en følelse af, at de ikke er ansvarlige for deres handlinger. Altså er livet uden mening, mennesker er automater.

Ti millioner neuroner med i en viljeshandling?

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at konstatere videnskabeligt, om determinismen i menneskesjælen er en praktisk realitet, og hvordan skal vi finde ud af det. Skal vi prøve at iagttage hjernens neuroner før og efter en bestemt viljeshandling? Måske er der 10 millioner neuroner, der er involveret i den handling. Hvor i hjernen skal man kigge? Hvad skal man lede efter? En spændingsforskel? En biokemisk proces under omsætning fra hukommelse (hvis hukommelse opbevares i form af en kemisk kode) til handling? Hvilke forstyrrelser ville systemet blive ud sat for under en sådan observation? Svaret er indlysende: Det er forhastet for ikke at sige umuligt at hævde, at menneskers opførsel er deterministisk.

Hver og en af os bærer over vore skuldre en strålende sol, der kan udforske universet, se på himlens stjerner og på regnormene nede i baghaven; ja endog spekulere over naturens mangfoldighed og orden. Vi kender nok til den menneskelige hjerne til at være klar over dens imponerende orden og dens indviklede beskaffenhed. Den fungerer ikke bare som et almindeligt ur, et omstillingsbord eller en datamaskine. Ved hjælp af forstanden, vort mest skabende element, kan vi bevidst bestemme vore mest komplicerede adfærdsformer. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan forstanden i virkeligheden arbejder, og det vi ved burde nærme os vor Skaber.

Ved at studere forstandens egenskaber, den måde, hjernen er opbygget på og det, den kan udrette, kan vi kun få virkelig tillid til vor Skabers skabende kraft. I virkeligheden er den menneskelige hjernes eksistens et af de stærkeste vidnesbyrd om, at der findes en Skaber. Thi den Gud, som skabte os, gav os forstand til at værdsætte hans skabninger og virkemåde i naturen og til at spekulere over det, Han har skabt.