Forstandens
omfang!
Om
natten er himlen fuld af lysende prikker. Når vi betragter de
strålende
konstellationer over os, føler vi os næsten
overvældet af den orden og
nøjagtighed, der hersker på den roterende
himmelhvælving.
Ønsker
vi det, kan vi væbne øjet med et teleskop, og vi ser da
tusinder af stjerner, hvor vi før kun så én.
Astronomien
har lært os, at vi bor i udkanten af en stjernetåge blandt
milliarder af andre galaxer.
Vi
ved,
at universet er ufatteligt stort. Skønt mange af dets mysterier
er
blevet løst, får vi dog det indtryk, at vi kun lige er
begyndt at fatte
en smule om det. Ved tanken om et endnu større univers,
føler man sig
så uendelig lille.
Der
er
dog noget, som er os nærmere, og som ikke er mindre kompliceret
end
universet, og næppe så velkendt, det er den menneskelige
hjerne. Selv
med vore dages elektronmikroskoper og fremskredne teknik, står
vi, hvad
udforskningen af hjernen angår, kun ved indgangen til en
forståelse af
denne ufatteligt komplicerede struktur.
Hjernen
har mindst 10 milliarder nerveceller, der hver især kan forbinde
sig
med hundreder af andre nerveceller. De samlede kombinationsmuligheder
beløber sig til det svimlende tal. Bare tanken om, at vore
bevidste 09
ubevidste indtryk registreres over så komplicerede strukturer,
udløser
antagelig en lang række elektriske impulser i hjernen.
Men
når
vi tager i betragtning, at en nøjere forståelse af
universet afhænger
af tankemønstre i hjernen, kan vi nok slutte, at hjernen er
naturens
mest komplicerede og selvstændige struktur.
De
gamle ægyptere trak hjernen ud med en
metaltrådsbøjle og kastede den bort før
balsameringen.
De
gamle ægyptere tillagde ikke hjernen samme betydning, som vi
gør. I
forsøg på at bevare deres døde til et liv efter
døden trak de uden
videre hjernen ud gennem næsen med en trådbøjle og
kastede den bort. De
anså hjertet for at være legemets vigtigste organ og
troede, at det
efter døden blev opvejet mod Sandheden af guden Osiris. Hjernen
derimod
blev kastet ud i sandet under balsameringen.
Nogle
grækere argumenterede for hjertet, andre for hjernen.
De
klassiske grækere, som vi skylder så mange tanker, stod
omtrent ligelig
delt om opfattelsen af, hvad der var det vigtigste organ, hjertet eller
hjernen, som sæde for forstanden, følelserne og
sjælen. De
hippokratiske forfattere mente, at hjernen først og fremmest var
det
sted, hvor vi tænker, forstår, ser og hører,
så vi kan skelne det
grimme fra det smukke, det onde fra det gode." Platon lærte, at
hjernen
er legemets vigtigste organ, idet han tillagde hjernen tankerne,
hjertet følelserne og maven appetitten. Atistoteles derimod
holdt på,
at hjertet var centrum for tanke og følelse, og troede, at
hjernen
arbejdede som køleapparat til at holde hjertet koldt. På
den tid, da
det Gamle Testamente blev oversat til græsk (i løbet af
det 2.
århundrede f. Kr.), anså kulturfolk stadig hjertet for at
være
forstandens sæde.
»Sig
mig, hvor fantasien groede, i hjertet eller i dit hoved?«
Firehundrede
år efter Aristoteles hævdede Galen (ca. 130200 e. Kr.), at
hovedet var
forstandens sæde. Han afviste Aristoteles: Hvorfor skulle hjernen
kunne
afkøle hjertet, og hvorfor er det ikke snarere hjertet, der
opvarmer
hjernen, som er placeret højere oppe, da al varme jo stiger
opad? Og
hvorfor sender hjernen kun en ganske lille nerve ned til hjertet,
når
alle sanseorganer trækker en stor del af deres substans fra
hjernen?"
Galen,
der var tilhænger af det hippokratiske syn på
lægevidenskaben, lærte en
hel del anatomi ved at dissekere dyr. Indtil 1628, da William Harvey
fik den teoretiske medicin til at vakle i sin grundvold, betragtedes
Galens mange skrifter som højeste autoritet inden for anatomi og
fysiologi. Helt op i det syttende århundrede var der nogen, der
anså
hjertet for at være forstandens sæde. F. eks. skrev
Descartes
(15961650), at nogle mente, menneskets sjæl boede i hjertet,
fordi
følelserne mærkes dér." Og Shakespeare (15641616)
lod Portia synge: Sig
mig, hvor fantasien groede, i hjertet eller i dit hoved?«
Den
menneskelige anatomi var i gamle dage baseret på en blanding af
dissektion af dyr og fantasier; men efterhånden anså
anatomerne hjernen
for at være af størst betydning. De ræsonnerede, at
hjernen var
placeret øverst i legemet; den havde en næsten fuldkommen
sfærisk form
og lå beskyttet af komplicerede membraner.
På
renæssancetiden blev låget løftet over mysteriet, og
man begyndte at
kigge indenfor i kraniet. De gamle spekulationer om hjernen blev kastet
over bord eller forfinedes som følge af direkte
undersøgelser. De der
anså hjertet for centrum var rystede ved opdagelsen af, at
nerverne
udvikles i fostertilstanden direkte fra hjernen, mens blodkar udvikles
uafhængigt heraf fra hjertet.
Selv
i
dag er der folk, der tænker på hjertet som centrum for
følelserne,
selvom de godt ved besked. Man ser sjældent et gækkebrev
med billede af
en hjerne med en pil igennem! Nu ved de fleste nok, hvad der menes med
udtrykket: "at banke lidt fornuft ind i hovedet på dig." Hvis
folk
stadig mente, at menneskets sjæl boede i hjertet, ville de nok
opponere
mere mod hjertetransplantationer, end de gør.
Hjernen
og rygmarven, som udgør centralnervesystemet, er godt beskyttet.
For
det første er den omgivet af 3 hjernehinder, desuden af
cerebrospinalvæsken (en lymfeagtig væske), der bl. a.
tjener til at
absorbere stød. Endelig danner kraniet med sin dobbelte benplade
et
solidt værn. Rygmarven er beskyttet på lignende måde;
blot er
rygsøjlen, der omgiver rygmarven, bevægelig. Hjernen og
rygmarven
danner centralnervesystemet.
Andre
nerveelementer som sansereceptorer, nervestammer og ganglier uden for
centralnervesystemet, kaldes det perifere nervesystem og forbinder
centralnervesystemet med resten af legemet. Også dette er godt
beskyttet, enten af muskler eller af fast bindevæv.
Hjernen
udfører utrolig komplicerede tanke og
hukommelsespræstationer
Alle
kroppens vilkårlige bevægelser samt indgående
impulser fra øjne, ører,
næse og andre sanseorganer kontrolleres gennem
centralnervesystemet,
der samtidig styrer de uvilkårlige funktioner som
åndedræt, stofskifte
og hjertevirksomhed. Desuden udfører hjernen et fantastisk
kompliceret
tanke og hukommelsesarbejde. Alt sammen udføres af hjernen som
kun
vejer en halvtredsindstyvendedel af den samlede legemsvægt.
Hjernen
af størrelse og form som et lille græskar vejer ca. 1½
kg og figner brøddej i konsistens
Hvis
I skufle holde en menneskelig hjerne i hånden, ville I opdage, at
den
vejer ca. 1 % kg og har samme størrelse og facon som et lille
græskar.
Den føles som brøddej. Storhjernen er af en midtstillet
fure delt i 2
symmetriske halvdele. Den er forbundet med rygmarven gennem
hjernestammen. Overfladen er stærkt foldet. Bag storhjernen
ligger
lillehjernen. På overfladen findes hjernebark bestående af
en grå
substans, som er opbygget af nerveceller, kaldet neuroner.
Sanseindtryk
både fra legemets indre og udefra passerer gennem en mægtig
cellekerne,
kaldet thalamus, som ligger mellem hjernestammen og hjernebarken. En
del af disse meddelelser videregives til hypothalamus, lige neden under
thalamus. Her kontrolleres legemstemperaturen, vandbalancen og
fødeoptagelsen.
Prompte
automatisk tilpasning af hjerte, åndedræt, øjne,
hud, mave, milt og hormonerne i blodet
Hypothalamus
og thalamus gør meget mere end dette. Når man gør
gymnastik, sker der
med det samme en automatisk tilpasning af hjerteslag og
åndedræt. I en
ekstrem kampsituation bliver der tale om mere komplicerede reaktioner,
som omfatter næsten alle organer. Pupillerne udvides, blodkar i
mave og
hud trækker sig sammen, milten trækker sig sammen,
binyrehormoner
sendes ud i blodomløbet, hårene rejser sig på
hovedet, og i den øverste
ende af kommandovejen træffes beslutning om enten at
tiltræde et
hastigt tilbagetog eller at stå fast og slås.
Sommetider
fører samspillet mellem bevidste følelser og hypothalamus
til
psykosomatiske lidelser. Bekymringer og spændingstilstande kan
give
mavesår og migræne. Nervesystemet påvirkes af alt
det, vi foretager os,
og næsten alt det, der sker omkring os. Ofte kan vi se på
en anden, at
han lyver, på grund af hans uvilkårlige reaktioner som
røde kinder og
svedige hænder.
Næsen
kan fornemme
1
halvtreds billiontedel af 1 kg løglugt pr. liter luft.
Normalt
bringer nerveceller budskaber i én retning, Et føleneuron
leder en
impuls til hjernen eller rygmarven, og et andet neuron leder
bevægeimpulser fra centralnervesystemet til muskler eller
kirtler.
Føleneuroner, som bringer løbende kommentarer til
hjernen, er yderst
følsomme. Næsen f.eks. kan fornemme 0,00006000000002 (1
halvtreds
billiontedel) af 1 kg løg lugt pr. liter luft. Man kan
høre bevægelser
af trommehinden på mindre end brintatomets diameter (0,00000001
cm 1
hundrede milliontedel). Det er stadig en gåde, at pulsen i
ørets
pulsårer ikke generer hørelsen. Øjets receptorer
opfatter en lysstyrke
på kun lidt mere end 1 lyskvante, som er den mindste
stråleenergienhed.
Mellem 3 og 4 millioner føleelementer i huden rapporterer
forandringer
i tryk og temperatur til hjernen. I vågen tilstand modtager
hjernen
voldsomme bombardementer af baggrundsstøj fra
føleorganer, uden at tage
hensyn til dem, med mindre det drejer sig om en ny eller skadelig
fornemmelse. Hvis det er noget, der kræver omgående
handling, som f.
eks. hvis man kommer til at røre ved en varm kakkelovn,
går den impuls,
der styrer flytning af hånden, uden om hjernen. I stedet
går den via
rygmarven gennem bevægetråde til musklerne. Denne ordre til
at trække
hånden tilbage når op på en fart af 250 km i timen.
Med den korte
forsinkelse som udstedelse af denne ordre medfører, bliver
hånden
trukket tilbage næsten øjeblikkeligt, og den stærke
følelse af
forbrænding, opfattes først en smule senere. Med andre ord
trækkes
hånden tilbage, før den brænder sig mere, mens
hjernen overvejer, hvad
der skal gøres!
Elektrokemiske
signaler farer gennem nervenettet; en nerve kan formidle op til 1000
Impulser i sekundet
Alle
følereceptorer omdanner deres incitamenter til ganske små
elektrokemiske impulser, som farer gennem nervenettet på en
genial
måde. Nervetråden er på udsiden omgivet af positive
natrium ioner, som
kun kommer ind et kort øjeblik under impulsdannelsen. Den
indvendige
si& af nervetrådsmembranen er i almindelighed negativ, men
når
natrium kommer ind et øjeblik, bliver nervetråden positiv
indvendig.
Dette starter en hel række tilsvarende forandringer hen over
nervetråden, hvor natrium ioner rykker ind, mens kalium ioner
vandrer
ud. Denne ionbytning sker så hurtigt, at der kan ledes 1000
impulser i
sekundet gennem en nerve. Nervetråden ender i en såkaldt
synapse. Der
frigøres her en transmittersubstans som fremkalder
elektrokemiske
impulser i den tilstødende nerve. Impulsen går på
den måde videre. Uden
et sådant kemisk relæ ville impulsen gå i stå.
Hjernepotentialsvingninger
er svære at fortolke
I
1924 anbragte Hans Berger nogle metalelektroder på sin
søns hovedbund
og afledte en elektrisk aktivitet, som han mente, måtte stamme
fra
hjernens virksomhed. Han kaldte impulsmønstret for
hjernebølger. Fem år
efter offentliggørelsen af hans iagttagelser var der nogle, der
mente,
at svingningerne kunne give detaljerede oplysninger om mental
virksomhed i hjernen. Det var dog lidt for optimistisk! Ikke desto
mindre bruges elektroencefalografien (EEG) til på forskellig
måde at
analysere normale og beskadigede hjerner. Hvad EEG faktisk registrerer
er en summation af den elektriske aktivitet i et stort antal neuroner,
men det er et kolossalt arbejde at få nogen mening i de
uregelmæssige
kurver, da man faktisk endnu ved så lidt om dem. Det svarer
nogenlunde
til den situation, man befinder sig i, når man står midt i
en stor
mødesal, hvor folk snakker sammen i små grupper, mens man
prøver på at
høre alle samtalerne på én gang. De elektroder, der
anbringes på
hovedbunden, registrerer neuroelektriske impulser fra de underliggende
neuroner og forstærker dem flere tusind gange. Selv den lyseste
ide kan
ikke udvikle strøm nok til at tænde et eneste
neonrør. Man har anslået,
at der skulle 60.000 hoveder til at levere strøm nok til en
lommelampe.
Allerede
langt tilbage i tiden har man forsøgt at finde ud af, hvor
sjælen
egentlig havde sit sæde, og at lokalisere de sjælelige
processer til
bestemte dele af hjernen. Yderst malerisk og populær var Gall's
kranioskopi eller frenologi i begyndelsen af det 19. århundrede,
hvorved man prøvede at aflæse et menneskes karakter og
personlighed ved
at føle på hovedskallens ujævnheder. Mange
fysiologer, som fandt denne
tanke latterlig, prøvede at bringe Galls overvejelser i vanry
ved at
beskadige dele af forskellige dyrs hjerner og studere resultatet.
Også
mennesker med hjernedefekter holdt de under observation, og frenologien
gik tilbage, efterhånden som man fik mere kendskab til hjernens
funktioner.
Pandebarken
et vigtigt område for Individets personlighed
Videnskaben
har fundet ud af at kortlægge hjernens forskellige
funktionsområder ved
elektrostimulation. Man påviste, at synscentret lå bagest i
hjernen,
talecentret: på siden; vilkårlige bevægelser
dirigeres fra en del af
hjernebarken foran et andet afsnit, som har med legemets sanser at
gøre. Pandebarken viste sig at være tavs" den reagerede
ikke på
elektriske påvirkninger. På voksne mennesker
medførte beskadigelse af
dette område ikke nogen svækkelse af legemets fysiske
processer, men
snarere en nedsat evne til at bringe orden i tanker og handlinger og en
frigørelse af tidligere hæmninger. Denne opdagelse syntes
at antyde, at
dette område var vigtigt for individets personlighed.
Når
neurokirurger undersøgte andre områder ved elektriske
påvirkninger,
kaldte de somme tider glemte fortidige begivenheder frem i erindringen
igen. En oplevelse for mange år siden eller en julesang, man
havde lært
som barn, kunne genkaldes i hukommelsen ved at sende elektrisk
strøm
gennem en elektrode.
Ved
påvirkning af andre områder med elektrisk strøm
fremkaldtes lystfølelse
eller smerte. Det skete ofte, at patienten bad om mere, når det
drejede
sig om den behagelige påvirkning, men tiggede om at få
strømmen slået
fra, når det gjorde ondt. Alle disse forsøg syntes i hvert
fald at pege
på, at hjernens enkelte dele havde hver sin funktion at passe.
Imidlertid
er det lidt naivt at prøve at opdele hjernen i specielle,
selvstændige
funktionsområder. Tidligere mente forskerne, at hjernebarkens
forskellige afsnit arbejdede uafhængigt af hinanden. Nu ved vi,
at
dette kun er en del af sandheden. Der er et indviklet sammenspil mellem
de forskellige afsnit af hjernen. Hjernen fungerer givetvis som en
enhed. Det er ikke et enkelt punkt eller en enkelt del af hjernen, der
ordner en så forholdsvis simpel ting som at bestemme, hvad der
skal
købes for en 25øre i slikbutikken.
Forsøg
på
at adskille de enkelte elementer (opløsningsmetoden) i en
struktur som
f.eks. hjernen er en metode, der følges nøje inden for
neurovidenskaben
på samme måde som inden for andre videnskaber. Der er en
voksende
tendens til at acceptere en fremgangsmåde, der går ud
på at opløse
komplicerede fænomener i enklere, simplere sådanne.
Helhedslæren,
ifølge hvilken en helhed i naturen ikke bare er lig med summen
af dens
bestanddele, forekommer hverken acceptabel eller hensigtsmæssig.
Der er
ingen tvivl om, at man har skaffet sig mange kundskaber ved at splitte
en helhed op i de enkelte bestanddele; men er det muligt at samle alle
delene sammen igen og genfinde den viden, der gik tabt under
opløsningsprocessen? Ifølge informationsteorien er svaret
Nej! Ved
mange videnskabelige forsøg i dag er det dog klart, at man ikke
har
større tillid til sætningen: Helheden er mere end summen
af de enkelte
bestanddele."
Hjernen
er ikke en maskine og kan Ikke forklares som en maskine.
Opløsningsteorien
kan føre til en oversimplificeret forklaring af naturen. Den
overdrevne
påstand, at datamaskinen fungerer på samme måde som
den menneskelige
hjerne og derfor truer med at erstatte mennesket, er et typisk
eksempel. Man sammenligner EDBinddata med hjernens opfattelseskode, og
hjernens uddata betegnes som adfærd. Men sammenligningen halter;
der er
ingen, der virkelig forstår, hvad der foregår i hjernen
under
behandlingen af sanseindtryk, og når der træffes
afgørelse om det deraf
følgende adfærdsmønster. Vi ved imidlertid, at
hjernen ikke træffer
sine afgørelser ud fra den mekaniske logik, vi kender fra
datamaskinen.
Hjernen er ikke nogen maskine og kan ikke forklares som en maskine,
selvom dette ord nok har faet en anden betydning med de tekniske
fremskridt.
Descartes:
Mennesket er ligeså automatiseret som himmelen, selvom mennesket
har en
sjæl, et lille glimt, som Ikke udgør en del af maskineriet
Den
mekanistiske fysiologi, der forklarer legemets funktioner, som var det
en maskine, kan føres tilbage til Descartes. Ifølge hans
teori kunne
disse kun forklares ud fra en mekanistisk terminologi. For ikke at
komme til at dele skæbne med Galilei lod Descartes ikke sin
afhandling
komme længere end til skrivebordet, hvor den forblev indtil hans
død.
Descartes ræsonnerede, at det menneskelige legeme er en maskine.
Fordøjelsesprocessen, pulsslaget og de 5 sansers virke kan
forklares ud
fra fysiske love, ligesom stjernernes bevægelser forklares ud fra
mekaniske påvirkninger. Mennesket er lige så automatiseret
som himlen,
sagde han. Ud fra den antagelse, at Gud skabte stoffet og gav verden
love til at styre det efter, stod Descartes over for det problem, at
der er forskel på et menneske og en stjerne. Han sagde så
at mennesket
har en sjæl, gennem hvilken Gud på mystisk måde
tilvejebringer
samspillet mellem legeme og ånd. Sjælen en lille gnist, som
ikke udgør
nogen del af maskineriet, havde ifølge Descartes sit sæde
i
koglekirtelen midt inde i hjernen. Bevægelse og følelse
styres ved at
åbne og lukke ventiler i hjernen, ligesom et pibeorgel styres fra
pedaler og tangenter. Sjælen kan ikke gribe ind i
refleksmæssige
funktioner. Denne maskine arbejder som et velsmurt ur.
"Jeg
gentager," skrev Descartes, "jeg ønsker, I skal betragte disse
funktioner som noget, der foregår ganske naturligt i dette
maskineri,
netop fordi de enkelte dele er arrangeret som de er, akkurat ligesom et
ur der går, fordi lodderne og hjulene er der. Der er derfor ingen
grund
til at formode nogen vegetativ eller sensitiv sjæl deri eller
noget
andet livsprincip, end blodet.«
Descartes
regnede med en dualisme, en skarp grænse mellem ånd og
legeme. Endnu i
dag øver hans tænkning sin indflydelse, selvom de nyeste
videnskabelige
opdagelser viser dens mangler. Naturligvis kan mange af legemets
funktioner forklares mekanistisk. Fordøjelsen arbejder efter
kemiske
love. Åndedræt og blodcirkulation ledes af fysiske love,
selvom det er
kompliceret og ikke helt klarlagt. Blodet løber gennem legemet
som
følge af hjertets fysiske pumpevirksomhed og osmotiske
kræfter. Vi ved
i dag mere om det mekaniske menneske", end Descartes kunne forestille
sig. Vi ved, at det virkelig er fysiske love, der regulerer legemet.
Alligevel kan vi også se, efterhånden som vi får
større forståelse for
naturen, at mennesket er mere end blot en fysisk maskine, og dette
burde gøre os mere åbne for livets værdighed og den
menneskelige natur.
Takket
være den antagelse, at legemet er mekanistisk og fungerer efter
fysiske
og kemiske love, har vi nu et godt kendskab til dette; men
forsøg på at
anvende "opløsningsmetoden" på hjernen og formulere dens
virksomhed
rent mekanistisk, har ikke vist sig frugtbare. Naturalismen har inden
for sit begrænsede område været en stor hjælp
til løsning af
problemerne; men forsøg på at anvende den på alle
områder er næsten som
at sige: "Hvis aspirin er godt for hovedpine, må det også
være godt mod
pest." Nogle videnskabsmænd, for hvem omhyggeligt planlagte
forsøg på
at iagttage forstanden er gået på tværs, har
fastslået, at enten er
bevidstheden et epifænomen (ledsagefænomen), eller
også er opgaven
håbløs. Alligevel er der nok ikke mange, der vil
benægte kendskab til
følelser, tænkning, opfattelse og vilje, som alt sammen
erfares gennem
en bevidst forstand.
Dualismen
forsinker den rette opfattelse af mennesket.
Dualismen
som deler et menneske op i et legeme og en sjæl kan nok bruges
inden
for nogle videnskabelige områder, men denne opfattelse forsinker
den
rette erkendelse af mennesket. På den ene side har den strengt
mekanistiske videnskab med held givet os acceptable svar på
mange,
tidligere uløste spørgsmål. Videnskaben har
været fremmende for helbred
og social forsorg og hjulpet os til at dirigere naturforeteelser og
naturrigdomme. Vi har overbevisende vidnesbyrd om fungerende
mekanismer, hvorfor mennesket også er tilbøjelig til at
betragte sig
selv som en maskine. Faktisk kan de legemlige funktioner finde en
ganske rimelig forklaring ud fra dette synspunkt.
Også
den
deterministiske psykologi har medvirket til at dreje menneskelig
tankegang, så mennesket opfatter sig selv som en maskine, sin
opførsel
som mekanisk og sin hjerne som en datamat. Den filosofiske determinisme
er baseret på en fysisk teori, som beskriver et system, når
man kender
systemets nøjagtige tilstand på et hvilket som helst givet
tidspunkt.
Den franske matematiker Laplace (17491827) overførte Newtons
gravitationsteori til astronomien i sit forsøg på at
bevise, at
solsystemet er strengt mekanistisk. Senere udviklede Laplace denne
hypotese til også at gælde inden for psykologien og
støttede Magendies
fysiologiske determinisme. I det attende og nittende århundrede
indtog
determinismen en dominerende plads indenfor fysisken, selvom den blev
kritiseret, fordi forsøgsresultaterne ikke var
tilstrækkelig
overbevisende.
I
1927 rokkede Heisenbergs indeterminisme eller usikkerhedsprincip ved
denne klassiske teori. Ifølge Heisenberg er det umuligt på
én gang
nøjagtigt at bestemme en partikels position og hastighed. Den
optimistiske Laplace skrev, at en enkelt formel for store enheder
også
gjaldt de mindste atomer. Men arbejdet med atomfysik rokkede ved denne
hypotese. De forsøg, man må foretage for at skaffe sig den
fornødne
fysiske viden om en partikel, vil ændre dens karakteristika
således, at
det bliver umuligt at bestemme dens nøjagtige position og
hastighed.
Anerkendelsen af dette princip rystede hele den filosofiske verden, og
vi ser det samme usikkerhedsprincip i neurofysiologien.
I dag
forsøger mange psykologer stadig at forklare et menneskes
adfærd under
indflydelse af psykologisk determinisme. Hvilket indebærer, at
vor
fornemmelse af en målbevidsthed og fri vilje er illusoriske. Den
deterministiske psykologi en oversimplificeret fortolkning af vor
opførsel giver mennesker en følelse af, at de ikke er
ansvarlige for
deres handlinger. Altså er livet uden mening, mennesker er
automater.
Ti
millioner neuroner med i en viljeshandling?
Det
er ikke muligt på nuværende tidspunkt at konstatere
videnskabeligt, om
determinismen i menneskesjælen er en praktisk realitet, og
hvordan skal
vi finde ud af det. Skal vi prøve at iagttage hjernens neuroner
før og
efter en bestemt viljeshandling? Måske er der 10 millioner
neuroner,
der er involveret i den handling. Hvor i hjernen skal man kigge? Hvad
skal man lede efter? En spændingsforskel? En biokemisk proces
under
omsætning fra hukommelse (hvis hukommelse opbevares i form af en
kemisk
kode) til handling? Hvilke forstyrrelser ville systemet blive ud sat
for under en sådan observation? Svaret er indlysende: Det er
forhastet
for ikke at sige umuligt at hævde, at menneskers opførsel
er
deterministisk.
Hver
og
en af os bærer over vore skuldre en strålende sol, der kan
udforske
universet, se på himlens stjerner og på regnormene nede i
baghaven; ja
endog spekulere over naturens mangfoldighed og orden. Vi kender nok til
den menneskelige hjerne til at være klar over dens imponerende
orden og
dens indviklede beskaffenhed. Den fungerer ikke bare som et almindeligt
ur, et omstillingsbord eller en datamaskine. Ved hjælp af
forstanden,
vort mest skabende element, kan vi bevidst bestemme vore mest
komplicerede adfærdsformer. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan
forstanden i virkeligheden arbejder, og det vi ved burde nærme os
vor
Skaber.
Ved at
studere
forstandens egenskaber, den måde, hjernen er opbygget på og
det, den
kan udrette, kan vi kun få virkelig tillid til vor Skabers
skabende
kraft. I virkeligheden er den menneskelige hjernes eksistens et af de
stærkeste vidnesbyrd om, at der findes en Skaber. Thi den Gud,
som
skabte os, gav os forstand til at værdsætte hans skabninger
og
virkemåde i naturen og til at spekulere over det, Han har skabt.
|