Selv om disse lærestreger var værdifulde,
konfronteredes forskerne snart med sparekrav og SMA-accelerogrammernes
særlige natur. Det var vanskeligt at gennemføre
målingerne, fordi de krævede placering af specialiserede
instrumenter i den umiddelbare nærhed af et stort
jordskælv. Dertil kom, at et accelerogram i detaljer registrerede
jordbevægelser ved et særligt jordskælv på et
bestemt sted. Eftersom enhver kombination af seismiske bølger er
et produkt af talrige variable tektoniske kræfter og geologiske
forhold, vil et accelerogram altid fremstå lige så unikt og
karakteristisk som et menneskes fingeraftryk. En bygning, som er
konstrueret til at modstå virkningerne af jordskælv i et
område, vil langtfra kunne betragtes som sikker et andet sted.
11974 forenede universiteterne i Tokyo og Californien deres
ressourcer. De udvekslede eksperter og gik i gang med at få
problemet løst. I løbet af et år havde de
udarbejdet et edb-program, som tog højde for de kendte
tektoniske kræfter, stedlige seismiske målinger og
geologiske enkeltheder ned til den mindste detalje, og kunne
tilvejebringe jordbevægelses-accelerogram om virkningerne af et
tænkt jordskælv på en given byggeplads. Ved
hjælp af sådanne accelerogrammer kunne arkitekter og
konstruktører nu tegne huse, som kunne modstå mulige
specifikke trusler.
Samtidig hermed var man i færd med at udvikle mere
avancerede rysteborde, så forsøgene kunne blive mere
vellykkede. I 1971 konstruerede man en model på University of
California i Berkeley, der på samme tid både kunne
frembringe vandrette og lodrette bevægelser. Og i 1981
færdigbyggede japanerne et monstrum til 125 millioner dollars,
som kunne gengive de største jordskælvsrystelser på
basis af registrerede eller hypotetiske begivenheder og overføre
dem til modelbygninger og virkelige bygningskomponenter med en
vægt på op til 1000 t.
I takt med den forøgede viden om, hvad der sker med en
bygning i forbindelse med et jordskælv, fremkom
konstruktørerne nu med den ene sindrige forholdsregel efter den
anden. De konstruerede en chok-absorberer eller forskydningsmur
på størrelse med et hus og form af en blanding af
trekantede stål eller betonkomponenter indeholdt i en
rektangulær ramme. Når den udsættes for kraftige
vandrette rystelser, vil en sådan mur ikke styrte sammen, men
bøjes til et parallelogram, når komponenterne forskyder
sig til siden inden for rammen. Ved komponenternes gnidninger mod
hinanden absorberes enorme energimængder, som ellers ville have
fået bygningen til at svaje. Et avanceret, japansk system med
forskydningsmure blev brugt ved opførelsen af et 16 etagers
hovedkvarter for et bygningsfirma i Los Angeles. Bygningen rystede
under jordskælvet i 1971, men blev ikke ødelagt. I
forbindelse med visse bygninger betjener bygningskonstruktørerne
sig af computerstyrede kabelspændingssystemer, hvor kablerne, der
løber igennem bygningen, konstant justeres af computere,
så de kan modstå jordrystelser, som opfanges af
måleapparater på stedet.
Jordskælv er ikke alene en trussel mod bygninger, men
også over for samfærdsels- og kommunikationsmidlerne, som
bybefolkningen er så afhængig af. Beskyttelsen af disse
offentlige forbindelseslinjer har været genstand for stigende
opmærksomhed siden 1960erne. Skader på disse livliner
»er måske mindre relevant vedrørende tab af
menneskeliv end ødelæggelsen af andre ting«, skrev
Keizaburo Kubo fra Tokyos universitet i 1977, »men det vil
føre til en frygtelig forvirring i en storby og øge
muligheden for forskellige efterfølgende
ødelæggelser«. Ødelagte vandledninger vil
umuliggøre brandbekæmpelsen. Afbrudte telefonforbindelser
forhindrer koordinationen af redningsarbejdet, og når broer og
motorveje er blevet ødelagt eller blokeret, vil hjælpen
ikke kunne nå frem i de ramte områder, og folk i fare kan
ikke komme væk fra dem.
Allerede jordskælvet i Alaska i 1964 henledte
opmærksomheden på denne problematik. Alene den
omstændighed, at statens vigtigste elektriske generatorer var
udstyret med jordskælvsaktiverede slukkekontakter, og at
hovedgasledningerne automatisk blev lukket ved pludselige
trykændringer i ødelagte ledninger, nedbragte antallet af
ildebrande efter jordskælvet drastisk. I Californien har man
gjort meget for at beskytte vandforsyningen, for at skabe adgang for
reparatørerne og for at kunne skaffe alternative
vandtilførsler, men systemets hovedledning er i alvorlig fare,
fordi den krydser San Andreas-forkastningen fire steder. I Tokyo har
japanerne oprettet et lager med 400.000 t drikkevand - til 10 dages
forbrug - i underjordiske cisterner og jordskælvssikre magasiner
i tilfælde af brud på hovedledningerne i forbindelse med et
jordskælv. Man har bestræbt sig for at lægge
offentlige ledningsanlæg ned i jorden, hvor virkningerne ved
jordskælv er mindre.
Den japanske regering spiller også en direkte rolle med
hensyn til at beskytte sin befolkning mod jordskælv hjemme
såvel som på arbejdspladsen. I Tokyo udskiftes
således tusindvis af træhuse hvert år med
betonbygninger, og selv om højderestriktionerne i byen er blevet
ophævet, har man skullet indhente godkendelse af tegninger til
bygninger på over 45 m hos en særlig komite af
jordskælvseksperter.
I 1978 vedtog det japanske parlament en lov til
bekæmpelse af kraftige jord-skælv. Den repræsenterede
den mest grundige, detaljerede, utroligt ambitiøse og omfattende
jordskælvslovgivning, som nogen sinde var blevet
gennemført. Omkostningerne beløber sig til mere end 3
milliarder dollars om året til forberedelse af stormløbet
mod jordskælv i fremtiden, i særdeleshed det, der truer med
at lægge Tokai i ruiner. En stor del af pengene anvendes til at
udvide og forstærke evakueringsvejene og forstærke broer,
havnefaciliteter og offentlige bygninger. I Tokyo har stadsmyndigheder
bevilget yderligere 6,6 milliarder dollars til en 5-års kampagne
om lignende forberedelser i storbyen.
En af lovens bestemmelser går ud på at lære
befolkningen at forberede sig på et jordskælv, og hvad de
skal gøre, når det kommer. I de truede områder er
jordskælvsøvelser i skoler og kontorer lige så
almindelige som brandøvelser. Klokker ringer, sirener hyler, og
tusinder af skoleelever tager deres hovedbeskyttelse på og kryber
ned under deres pulte eller afgår til de udpegede
evakueringsområder. Alle områdets byer og landsbyer har en
katastrofeplan, og mange mennesker er indrullerede i
civilforsvarsgrupper. Brandvæsenet afholder uvarslede
jordskælvsøvelser for deres medlemmer. Hvert år
på den nationale mindedag for jordskælvet den 1. september
1923 deltager hele regionen i en fælles-øvelse.
Som følge af disse øvelser og en vedvarende
strøm af brochurer, plakater, radioudsendelser og skrivelser er
japanerne særdeles velforberedte. Mange husstande har lært
sig førstehjælp og har ekstra madlagre og vand på
flasker i deres boliger. De ligger inde med udstyr såsom
ildslukkere, lommelygter, medicin, forbindinger og en transistorradio.
Også private virksomheder har forberedt sig. Det store elektriske
industriforetagende Matsushita afholder årlige øvelser for
alle sine ansatte, og Toyota-fabrikkerne har altid ris og vand på
flasker til rådighed for 20.000 arbejdere. På en bygning i
Tokyo er der opstillet en række på 40 vandkanoner på
taget til bekæmpelse af flammer. Over hele byen er der oplagret
levnedsmidler, tæpper og sutteflasker. 121 parker og åbne
arealer er udset til at være evakueringsområder, og vejene
dertil er tydeligt markerede som sådan. De fleste af Tokyos
28.000 hyrevogne er udstyret med ildslukkere, som også kan findes
i beholdere på fortovene rundt omkring i byen.
Effektiviteten af disse forberedelser afhænger af, om
indbyggerne advares tilstrækkeligt om kommende jordskælv.
Trods de ikke videre vellykkede verdensomspændende
bestræbelser på jordskælvsprognoser er japanerne
fulde af tillid til, at der vil være tilstrækkeligt med
varsler, der kan advare dem før et stort jordskælv. De har
udviklet et af verdens mest omfattende systemer til forudsigelse af
jordskælv, så de har værdifulde timer eller dage at
forberede sig i. Sideløbende med de periodiske målinger af
jordskorpedeformationer, grundvandstanden og andre mulige varsler
læses et netværk på 70 seismografer, især
koncentreret i Tokai-regionen, løbende af Japans meteorologiske
institut i Tokyo. Der arbejder teknikere døgnet rundt, og
når de opdager noget mistænkeligt på de roterende
tromler, iscenesætter de en detaljeret plan til bedømmelse
af faren og sætter om nødvendigt alarmen i gang.
Over radioen kontakter den pågældende tekniker den
ansvarlige seismolog for jordskælvsprognoser, som altid
bærer en bipper på sig. Seismologen mødes så
med prognoserådets øvrige fem medlemmer, så de i
fællesskab kan vurdere det, der er sket. Hvis de mener, at et
stort jordskælv er forestående, alarmerer de
premierministeren. Regeringen træder sammen. Nyhedsmedierne
informeres, og der udsendes et officielt varsel. Hele processen er
beregnet til at tage godt to timer.
Advarslen kommer ud til offentligheden via de offentlige
radio- og TV-stationer, højttalere på patruljevogne samt
sirener og alarmklokker i alle truede områder. Politiet,
brandvæsenet, militæret og Røde Kors-personellet
tager straks til nogle forudbestemte poster for at udfylde deres plads
i katastrofeplanen. På fabrikkerne vil arbejderne standse
maskinerne, og på kontorerne vil man sikre møbler og
kartoteker, før de enkelte indfinder sig på deres
sikkerhedsposter i deres jordskælvsresistente bygninger.
Husejerne skal lukke af for gas og el, tage deres
jordskælvsudstyr og roligt begive sig til de udpegede
tilflugts-steder.
|
|