Med baggrund i rædslerne i Kanto og udsigterne for Tokai er Japan blevet førende i verden med hensyn til at lære at leve med jordskælv og lindre deres eftervirkninger. I Californien befinder store, tætbefolkede områder langs med San Andreas-forkastningen i Californien sig i alvorlig jordskælvsfare, men truslen i Japan er både større og mere overhængende. For jordskælv i kompakte subduktionszoner som ud for Japan er næsten altid voldsommere end skælv langs med transformforkastninger som San Andreas. Og tiden arbejder stadig hurtigere til ugunst for japanerne. Mens californierne kan forvente jordskælv inden for de næste 50 år, som en ekspert har udtalt, »forholder det sig anderledes med Japans risikomargin. Her er det spørgsmål om her og nu«.

Som et resultat af katastrofen i 1923 øjnede de japanske ledere en enestående chance for under opbygningen af Tokyo at undgå de omstændigheder, der bidrog til byens ødelæggelse. Tokyos tidligere borgmester, grev Shimpei Goto, der netop var blevet indenrigsminister, indkaldte de bedste hjerner til at udarbejde en byplan for en sikker, ny by. Virvaret af ustabile og brændbare træhuse skulle afløses af klynger af betonboliger og -kontorbygninger, som var solidt konstruerede og begrænset til højder, der kunne modstå rystelser. De snævre, snoede gader skulle vige for brede boulevarder, som ikke blokeres af murbrokker og kunne virke som brandbælter.

Men begivenhederne overhalede visionerne. Mens planlæggerne udarbejdede kort, nedskrev vedtægter og diskuterede bevillinger, så 1 1/2 million Tokyo-borgere sig konfronteret med et akut behov for tag over hovedet. De, der kunne, gik straks i gang med at reparere eller genopbygge deres boliger med pakkasser, krydsfiner og bliktage. De, der ikke havde noget at redde eller var ude af stand til det på grund af for store skader eller sorg, forlod byen i hundredtusindvis for at bo hos slægtninge ude på landet. Som følge heraf genopførtes ikke alene de overbefolkede og brændbare bydele fra den ene dag til den anden, men de mange hjemløses afrejse skabte stor mangel på arbejdskraft og gjorde det nærmest umuligt at gennemføre genopførelsesprojekterne. Det eneste, der blev tilbage af Gotos visioner, var en lov, der begrænsede bygninger i Tokyo til en højde af seks etager.

Selv om planlæggerne havde haft tid og penge til at føre deres ideer ud i livet, ville de langtfra have kunnet opføre en jordskælvssikker by. De vidste simpelt hen ikke, hvad der skulle til for at kunne modstå jordskælv, som det viste sig ved deres fokusering på to omfattende jordskælvsforholdsregler efter rystelserne i 1923, brugen af armeret beton og begrænsningen af bygningshøjderne. I en rapport fra Tokyos kejserlige universitet om ødelæggelserne ved jordskælvet i San Francisco i 1906 fokuserede man meget på, at mange af de bygninger i Californien, der var opført af armeret beton, havde overlevet rystelserne, hvorefter jordskælvsbevidste, japanske arkitekter i stigende omfang gik ind for denne byggemåde. Men mange af disse bygninger, der blev opført mellem 1906 og begyndelsen af 1920rne, styrtede sammen under jordskælvet i Tokyo i 1923. Og mange af de bygninger, som blev bygget efter 1924 og med de nye højderestriktioner, styrtede sammen under jordskælv i slutningen af 1920rne og i 1930rne.

Gennembruddet, som skabte et mere videnskabeligt grundlag for jordskælvs-byggeri, kom i 1940. Ved det teknologiske institut i Californien havde nogle forskere inklusive en japansk seismolog udviklet et bedre apparatur til måling af ødelæggende rystelser. Det var den såkaldte SMA-accelerograf, som var konstrueret, så den kun registrerede rystelser, der var så kraftige, at de gik ud over skalaen på en almindelig seismograf. I 1932 havde de californiske forskere opstillet seks SMA-instrumenter forskellige steder i Sydcalifornien, som formodedes at være sandsynlige lokaliteter for kraftige jordskælv. Et af dem var placeret i nærheden af den lille by El Centro, da den blev ramt af et jordskælv den 18. maj 1940 med en styrke på 7,1.

Til trods for denne styrke anrettede jordskælvet kun få ulykker og skader, hvorfor det snart gik i glemmebogen for almindelige mennesker. Men det blev berømt blandt jordskælvsteknikere, fordi de herigennem for første gang kunne danne sig et overblik over detaljerne ved de kraftige vandrette og lodrette jord-rystelser, som får bygninger til at styrte sammen. De nye informationer gjorde det muligt nøjagtigt at beregne de kræfter, som indvirker på en bygning under et kraftigt jordskælv og at bygge huse, der kunne modstå dem. SMA-registreringerne i El Centro var i årtier nærmest en slags bibel for jordskælvsbevidste arkitekter.

Det præcise billede af jordrystelser gjorde det muligt at afprøve en bygnings stabilitet uden at skulle afvente et jordskælv. Nu da man vidste, hvorledes jorden bevægede sig, kunne ingeniørerne mekanisk frembringe rystelser ved hjælp af såkaldte rysteborde, hvor man kunne afprøve apparatur over for simulerede skælv. Efter 1940 blev det primitive dampdrevne rystebord, konstrueret i Japan i 1920rne til imitation af jordskælvsbetingede rystelser, afløst af modeller, der rekonstruerede rystelserne under skælvet ved El Centro og ved senere SMA-registrerede jordskælv.

De nye instrumenter påviste de yderst komplicerede kræfter, der indvirker på bygninger ved kraftige jordskælv. Lodrette bevægelser vil mere end kunne fordoble tyngdekraftsvirkningen og forvolde skader overalt i en bygnings dele, som ikke er i stand til at kunne bære den dobbelte vægt. Men det er kun det mindste problem. Det er nemlig ikke særlig vanskeligt at tilføre en bygning lodret styrke. Arkitekter kan derimod få mareridt ved tanken om piskesnerteffekten ved de vandrette rystelser ved jordskælv, hvor bygningsfundamentet virkelig forskubber sig og drejes i alle retninger på samme tid.

I forbindelse med de samtidige lodrette bevægelser kan virkningen af horisontale rystelser være utroligt ødelæggende. Ifølge nogle tidlige beregninger ville de horisontale trykpåvirkninger på en bygning under et stort jordskælv kunne nærme sig 40% af dens samlede vægt. Senere undersøgelser har vist, at de undertiden kommer op på 100%, hvad der indebærer, at bygningen udsættes for en kraft svarende til en sidelæns virkende tyngdekraft. De ødelæggende virkninger ved horisontale rystelser forøges ved resonans. Når en høj bygning ryster med samme frekvens som jordskælvbølgerne, flerdobles omfanget af rystelserne og trykket på bygningen.

Forskerne erkendte, at mange moderne træk inden for byggeriet var særdeles farlige for indbyggerne i jordskælvsområder. Glasbeklædninger på højhuse havde en fantastisk visuel virkning, men forhindrede en tilfredsstillende afstivning og forøgede virkningerne ved et jordskælv med faren ved knuste vinduer. Opførelse af kontorhuse på piller, så de fremtrådte mere luftige og yndefulde, indebar også, at bygningens bund hurtigt brød sammen, når den udsattes for seismiske bølgerystelser. Dekorerede husfacader var noget af det første, der faldt ned, når et jordskælv begyndte, med de frygteligste følger for de forbipasserende på gaden nedenunder, som det var tilfældet med J.C. Penney-bygningen i Anchorage i 1964 (se side 23).