Med baggrund i rædslerne i Kanto og udsigterne for Tokai
er Japan blevet førende i verden med hensyn til at lære at
leve med jordskælv og lindre deres eftervirkninger. I Californien
befinder store, tætbefolkede områder langs med San
Andreas-forkastningen i Californien sig i alvorlig
jordskælvsfare, men truslen i Japan er både større
og mere overhængende. For jordskælv i kompakte
subduktionszoner som ud for Japan er næsten altid voldsommere end
skælv langs med transformforkastninger som San Andreas. Og tiden
arbejder stadig hurtigere til ugunst for japanerne. Mens californierne
kan forvente jordskælv inden for de næste 50 år, som
en ekspert har udtalt, »forholder det sig anderledes med Japans
risikomargin. Her er det spørgsmål om her og nu«.
Som et resultat af katastrofen i 1923 øjnede de
japanske ledere en enestående chance for under opbygningen af
Tokyo at undgå de omstændigheder, der bidrog til byens
ødelæggelse. Tokyos tidligere borgmester, grev Shimpei
Goto, der netop var blevet indenrigsminister, indkaldte de bedste
hjerner til at udarbejde en byplan for en sikker, ny by. Virvaret af
ustabile og brændbare træhuse skulle afløses af
klynger af betonboliger og -kontorbygninger, som var solidt
konstruerede og begrænset til højder, der kunne
modstå rystelser. De snævre, snoede gader skulle vige for
brede boulevarder, som ikke blokeres af murbrokker og kunne virke som
brandbælter.
Men begivenhederne overhalede visionerne. Mens
planlæggerne udarbejdede kort, nedskrev vedtægter og
diskuterede bevillinger, så 1 1/2 million Tokyo-borgere sig
konfronteret med et akut behov for tag over hovedet. De, der kunne, gik
straks i gang med at reparere eller genopbygge deres boliger med
pakkasser, krydsfiner og bliktage. De, der ikke havde noget at redde
eller var ude af stand til det på grund af for store skader eller
sorg, forlod byen i hundredtusindvis for at bo hos slægtninge ude
på landet. Som følge heraf genopførtes ikke alene
de overbefolkede og brændbare bydele fra den ene dag til den
anden, men de mange hjemløses afrejse skabte stor mangel
på arbejdskraft og gjorde det nærmest umuligt at
gennemføre genopførelsesprojekterne. Det eneste, der blev
tilbage af Gotos visioner, var en lov, der begrænsede bygninger i
Tokyo til en højde af seks etager.
Selv om planlæggerne havde haft tid og penge til at
føre deres ideer ud i livet, ville de langtfra have kunnet
opføre en jordskælvssikker by. De vidste simpelt hen ikke,
hvad der skulle til for at kunne modstå jordskælv, som det
viste sig ved deres fokusering på to omfattende
jordskælvsforholdsregler efter rystelserne i 1923, brugen af
armeret beton og begrænsningen af bygningshøjderne. I en
rapport fra Tokyos kejserlige universitet om
ødelæggelserne ved jordskælvet i San Francisco i
1906 fokuserede man meget på, at mange af de bygninger i
Californien, der var opført af armeret beton, havde overlevet
rystelserne, hvorefter jordskælvsbevidste, japanske arkitekter i
stigende omfang gik ind for denne byggemåde. Men mange af disse
bygninger, der blev opført mellem 1906 og begyndelsen af
1920rne, styrtede sammen under jordskælvet i Tokyo i 1923. Og
mange af de bygninger, som blev bygget efter 1924 og med de nye
højderestriktioner, styrtede sammen under jordskælv i
slutningen af 1920rne og i 1930rne.
Gennembruddet, som skabte et mere videnskabeligt grundlag for
jordskælvs-byggeri, kom i 1940. Ved det teknologiske institut i
Californien havde nogle forskere inklusive en japansk seismolog
udviklet et bedre apparatur til måling af
ødelæggende rystelser. Det var den såkaldte
SMA-accelerograf, som var konstrueret, så den kun registrerede
rystelser, der var så kraftige, at de gik ud over skalaen
på en almindelig seismograf. I 1932 havde de californiske
forskere opstillet seks SMA-instrumenter forskellige steder i
Sydcalifornien, som formodedes at være sandsynlige lokaliteter
for kraftige jordskælv. Et af dem var placeret i nærheden
af den lille by El Centro, da den blev ramt af et jordskælv den
18. maj 1940 med en styrke på 7,1.
Til trods for denne styrke anrettede jordskælvet kun
få ulykker og skader, hvorfor det snart gik i glemmebogen for
almindelige mennesker. Men det blev berømt blandt
jordskælvsteknikere, fordi de herigennem for første gang
kunne danne sig et overblik over detaljerne ved de kraftige vandrette
og lodrette jord-rystelser, som får bygninger til at styrte
sammen. De nye informationer gjorde det muligt nøjagtigt at
beregne de kræfter, som indvirker på en bygning under et
kraftigt jordskælv og at bygge huse, der kunne modstå dem.
SMA-registreringerne i El Centro var i årtier nærmest en
slags bibel for jordskælvsbevidste arkitekter.
Det præcise billede af jordrystelser gjorde det muligt
at afprøve en bygnings stabilitet uden at skulle afvente et
jordskælv. Nu da man vidste, hvorledes jorden bevægede sig,
kunne ingeniørerne mekanisk frembringe rystelser ved hjælp
af såkaldte rysteborde, hvor man kunne afprøve apparatur
over for simulerede skælv. Efter 1940 blev det primitive
dampdrevne rystebord, konstrueret i Japan i 1920rne til imitation af
jordskælvsbetingede rystelser, afløst af modeller, der
rekonstruerede rystelserne under skælvet ved El Centro og ved
senere SMA-registrerede jordskælv.
De nye instrumenter påviste de yderst komplicerede
kræfter, der indvirker på bygninger ved kraftige
jordskælv. Lodrette bevægelser vil mere end kunne fordoble
tyngdekraftsvirkningen og forvolde skader overalt i en bygnings dele,
som ikke er i stand til at kunne bære den dobbelte vægt.
Men det er kun det mindste problem. Det er nemlig ikke særlig
vanskeligt at tilføre en bygning lodret styrke. Arkitekter kan
derimod få mareridt ved tanken om piskesnerteffekten ved de
vandrette rystelser ved jordskælv, hvor bygningsfundamentet
virkelig forskubber sig og drejes i alle retninger på samme tid.
I forbindelse med de samtidige lodrette bevægelser kan
virkningen af horisontale rystelser være utroligt
ødelæggende. Ifølge nogle tidlige beregninger ville
de horisontale trykpåvirkninger på en bygning under et
stort jordskælv kunne nærme sig 40% af dens samlede
vægt. Senere undersøgelser har vist, at de undertiden
kommer op på 100%, hvad der indebærer, at bygningen
udsættes for en kraft svarende til en sidelæns virkende
tyngdekraft. De ødelæggende virkninger ved horisontale
rystelser forøges ved resonans. Når en høj bygning
ryster med samme frekvens som jordskælvbølgerne,
flerdobles omfanget af rystelserne og trykket på bygningen.
Forskerne erkendte, at mange moderne træk inden for
byggeriet var særdeles farlige for indbyggerne i
jordskælvsområder. Glasbeklædninger på
højhuse havde en fantastisk visuel virkning, men forhindrede en
tilfredsstillende afstivning og forøgede virkningerne ved et
jordskælv med faren ved knuste vinduer. Opførelse af
kontorhuse på piller, så de fremtrådte mere luftige
og yndefulde, indebar også, at bygningens bund hurtigt
brød sammen, når den udsattes for seismiske
bølgerystelser. Dekorerede husfacader var noget af det
første, der faldt ned, når et jordskælv begyndte,
med de frygteligste følger for de forbipasserende på gaden
nedenunder, som det var tilfældet med J.C. Penney-bygningen i
Anchorage i 1964 (se side 23).
|
|