Skuepladsen for de største jorskælv, subduktionszonerne!

Næsten 90% af den seismiske energi, som frigøres ved teknoniske pladebevægelser, skyldes jordskælv i subduktionszonerne, som findes i forbindelse med dybgrave ud for øbuer og kontinentale kystlinjer, hvor en tektonisk plade dykker ned under en anden. Når litosfærens kolde og stive plade dykker ned i astenosfæren, udsættes den for et kolossalt deformerende tryk, som holder den seismisk aktiv ned til enorme dybder.

De fleste af de store jordskælv på Jorden indtræffer under selve gravene, hvor oceanets plade gnider neden under pladen, som bærer øen eller kontinentet. Disse brud, der normalt ikke overstiger en dybde af 50 km, forplanter sig opefter og udløser ofte mindre jordskælv i et system af forkastninger.

Når pladen synker ned i astenosfæren, udsættes den for en yderligere deformation i det usædvanligt vel definerede seismiske område, kendt som Benioffzonen efter en af dens opdagere, den amerikanske seismolog Hugo Benioff. Dernede ved dybder på 100 til over 600 km fremkalder varmen og de sammenpressede kræfter dybe jordskælv i den endnu sprøde plade.