Næsten 90% af den seismiske energi, som frigøres
ved teknoniske pladebevægelser, skyldes jordskælv i
subduktionszonerne, som findes i forbindelse med dybgrave ud for
øbuer og kontinentale kystlinjer, hvor en tektonisk plade dykker
ned under en anden. Når litosfærens kolde og stive plade
dykker ned i astenosfæren, udsættes den for et kolossalt
deformerende tryk, som holder den seismisk aktiv ned til enorme dybder.
De fleste af de store jordskælv på Jorden
indtræffer under selve gravene, hvor oceanets plade gnider neden
under pladen, som bærer øen eller kontinentet. Disse brud,
der normalt ikke overstiger en dybde af 50 km, forplanter sig opefter
og udløser ofte mindre jordskælv i et system af
forkastninger.
Når pladen synker ned i astenosfæren,
udsættes den for en yderligere deformation i det
usædvanligt vel definerede seismiske område, kendt som
Benioffzonen efter en af dens opdagere, den amerikanske seismolog Hugo
Benioff. Dernede ved dybder på 100 til over 600 km fremkalder
varmen og de sammenpressede kræfter dybe jordskælv i den
endnu sprøde plade.
|
|