Men op gennem tiderne blev den mest almindelige forklaring på geologisk uro forbundet med guddommelig vrede. Den udbredte tro, at jordskælv var Guds dom over synderne, fik ny næring, da en naturkatastrofe i 1692 ramte Port Royal på Jamaica. Byen var Englands rigeste besiddelse i Den Nye Verden, en position, den havde opnået, ved at tjene som Vestindiens lovløse pirathoved-stad og som et vigtigt center for rom- og slavehandel. Om morgenen onsdag den 7. juni afholdt sognepræsten ved havnebyens største kirke, pastor Emanuel Heath, en gudstjeneste »for at opretholde bare et skær af religion blandt det mest ugudelige og fordærvede folk«, som han sørgmodigt udtrykte det. Kort efter tiggede og bad han for sit liv, mens »grunden rullede og bevægede sig under min fod«, da et mægtigt jordskælv buldrede igennem Port Royal.

Byen var blevet anlagt på en ustabil ryg, og da skælvet kom, faldt to tredjedele af Port Royal i havet. En tsunami tordnede igennem resterne af byen, og da det hele var forbi, var 2000 mennesker døde. Sjældent havde et jordskælv opfyldt sit formodede formål med en sådan klarhed og præcision. Flere uger senere skrev pastor Heath følgende: »Lige siden den skæbnesvangre dag, den mest forfærdelige i hele mit liv, har jeg levet om bord på et skib, for rystelserne vender hele tiden tilbage.« Og med tanke på »de utugtige slyngler og frække horer«, som stadig opholdt sig på stedet, tilføjede han: »Jeg håber, at denne frygtelige gudsdom vil få dem til at lægge deres liv om, for et mere ugudeligt folk findes ikke på hele Jordens overflade.«

Omkring midten af 1700-tallet var oplysningstiden imidlertid kommet i fuldt flor i Europa, og den videnskabelige forskning var på hastig fremmarch. På baggrund af de af Isaac Newton opstillede fysiske love og udviklingen af en systematisk, rationalistisk tænkning ved mænd som Rene Descartes og Francis Bacon i århundredet forinden gjorde forskerne og filosofferne spændende fremskridt inden for matematik, fysik, kemi og astronomi. Man levede i en tid med en tiltagende forvisning om, at intet naturfænomen var uden forklaring, og at ingen gåder var uløselige. De vigtigste forkæmpere for den suveræne fornuft var de franske filosoffer, der 1751 udsendte det første bind af en gigantisk encyklopædi, som skulle omfatte summen af al menneskelig viden. Projektet løb over 30 år og var på 35 bind. Det blev navnlig berømt i kraft af dets betydeligste bidragyder, Denis Diderot. Det var i en sådan tillidvækkende atmosfære af viden, at et jordskælv maste sig på med vanlig brathed.

Den 8. februar 1750 forskrækkedes London af en pludselig rystelse. Rystelserne var ikke voldsomme, men fik vinduer til at klapre, møbler til at vakle og folk til at ile ud på gaderne. Det var især den omstændighed, at London kun havde oplevet et mindre jordskælv inden for næsten 200 år, som foruroligede. »Ah, måtte vor anger forhindre kraftigere udtryk for Hans misfornøjelse,« råbte prædikanten John Wesley. Men Wesleys bøn blev ikke hørt. Nøjagtig en måned senere rystedes London af et nyt og kraftigere chok. Denne gang blev skorstene rystet løse, kirkeklokkerne ringede og der var huse, der vaklede. Hele byen blev grebet af religiøs panik. Inden for de nærmest følgende måneder ramte tre mindre rystelser De Britiske Øer. Ødelæggelserne var begrænsede, men skrækken vidt udbredt.

Englands »jordskælvsår« indebar en åben udfordring til de rationalistiske tænkeres praleri og evne til at kunne forklare alt mellem himmel og jord. Da året var omme, var der blevet indleveret hen imod 50 lærde afhandlinger til Royal Society i London. Det var rapporter om selve begivenhederne, udførlige spekulationer over årsagerne hertil og en værdifuld beretning om jordskælv tilbage til Kristi fødsel.

Dertil kom en kolossal mængde misinformation. En af skribenterne om jord-skælvene i London, prædikanten William Stukeley, viste særlig tilbøjelighed for misforståelser. Hans Philosophy of Earthquakes er en samling af almindelige misforståelser omkring jordskælv. Han fortalte, at jordskælv almindeligvis forekom ved rolige og skyede forhold, hvor der forinden ofte havde været kraftige vinde, ildkugler og meteorer. Stukeley formodede, at jordskælv i lighed med lyn skyldtes elektriske udladninger mellem jord og himmel. I sin oversigt over den forhåndenværende viden konkluderede han, at jordskælv oftest rammer storbyer og større byer og hyppigst når de ligger tæt ved vandet, men berører ikke »nøgne klinter og ubeboede kyster«.

Den intense interesse, der blev vakt af jordskælvene i London, forøgedes fem' år senere til feberagtige højder som følge af en naturkatastrofe, der stadig regnes blandt de værste i historien. Da den var overstået, havde den forvandlet Lisboa i Portugal, en stor havneby og centrum i et verdensomspændende imperium, til en samling murbrokker. Og da Lisboa styrtede sammen, rystedes hele den vestlige tænkning og kultur i sin grundvold.

Det første chok ramte den 1. november kl. 9.40 på en klar og stille lørdagsmorgen. Det var allehelgensdag til minde om de døde martyrer og helgener, og mange af Lisboas 250.000 indbyggere var i kirke. Pludselig begyndte byen at skælve voldsomt og dens høje, middelalderlige spir »at bølge som en korn-mark i brise«, som en overlevende udtrykte det. I den gamle Santa Maria-katedral gennemrystedes midterskibet, og de tunge lysekroner begyndte at svinge vildt. Rædselsslagne styrtede kirkegængerne ind i en snæver gård udenfor. Her fik de følgeskab af menigheden fra en kirke ved siden af og beboerne fra de nærliggende huse. Folk krøb sammen ude i det fri, mens de holdt fast i deres rosenkranse og anråbte Gud om beskyttelse. Så fulgte et nyt og endnu kraftigere chok. Samtidig hermed løsnedes facadeudsmykningerne på alle de store bygninger, katedralen, kirken og de fornemme privathuse, og styrtede ned. Alt blev skjult under en bølgende støvsky, og da det klarede op, var hele pladsen ændret til en losseplads med knuste sten og en grav for alle dem, der havde stået der.

Over hele byen bukkede de bygninger, der var blevet svækket af det første chok, under for det næste og sank sammen i de snævre gader og begravede både deres beboere og de folk, der var flygtet udenfor. En overlevende har givet denne makabre skildring: »Visse steder lå der kareter med deres herrer, heste og kuske nærmest knuste. Her sås mødre med deres børn på armen, der fornemt klædte fruer, tiggermunke, fine herrer og håndværkere. Nogle havde brækket ryggen eller benene. Andre havde fået store sten over brystet, og atter andre lå begravet under rodet.«

I hundredvis var folk styrtet ned til Tejo-floden og ud på en nyanlagt marmorkaj langs kysten. Men flugt hjalp ikke. Ved det første chok havde floden trukket sig tilbage, så sandbanken ude ved mundingen lå blottet. Og omkring det andet chok skyllede floden tilbage med en frådende, 20 m høj bølge, som væltede ind over kajen og op i byen. Den trak sig så tilbage, men kom igen yderligere to gange sugende med sig murbrokker, skibe og lig i sin malstrøm.

Lisboa lå hærget af jordrystelser og overskyllet af havet, og nu fulgte en ny prøvelse - ildebrand. De første rystelser havde væltet alterlysene i kirkerne og sat ild til tapeter og messeklæder. I privathuse over hele byen var tagtømmer og gulvbelægninger faldet ned i køkkenildstederne og var blevet antændt. Disse småbrande, som ingen tog notits af til at begynde med, bredte sig gradvis og blandede sig til en stor brand. En tiltagende vind fik ilden til at blusse op, og i tre dage raserede ilden, indtil den døde ud af sig selv. Lisboa med dens skatte, pakhuse med silke og krydderier, arkiver for handel og opdagelser tilbage fra imperiets første dage, paladser fyldte med gobeliner, pragtfulde møbler og malerier af Tizian og Rubens var stort set lagt i aske.

Over 60.000 mennesker døde denne morgen i Lisboa. Men katastrofen var på ingen måde kun begrænset til denne by. Choket bredte sig tværs over Europa og sydpå til Afrika. I hertugdømmet Luxembourg brød en kaserne sammen og dræbte 500 soldater. Fra Nordafrika indløb der rapporter om Alger i ruiner, om forfærdelige ødelæggelser i Tanger og om 10.000 omkomne marokkanere under rystelserne og den ledsagende tsunami. Over hele Europa og Afrika begyndte vandet i fjerne søer og floder at strømme frem og tilbage som reaktion på seismiske bølger.

Lisboa havde været en af verdens rigeste hovedstæder, en bastion for katolsk fromhed, et skatkammer for kunst og kultur. Dens ødelæggelse i 1755 var et hårdt slag mod århundredets tro og optimisme. Det føltes, som om der var indtruffet et svært brud i tingenes naturlige orden, som om universets urværk var løbet løbsk.