Den store oliehavn og jernbanestationen i Seward på
Kenai-halvøen 125 km syd for Anchorage havde været udsat
for den samme række af jordrystelser og rembuldrende vandmasser.
Hertil kom også ildebrand. Ligesom i Valdez væltede en hel
sektion af Sewards havnefront, godt 1 km, ud i bugten. Byens kaj,
skibsværft, en cementfabrik, dokker og pakhuse var blevet suget
ned i vandet. I jernbaneselskabet Alaska Railroads nærliggende
godsbanegård lå der væltede, 125 t tunge
diesellokomotiver. Stationsbygningerne var faldet fra hinanden, og det
oplagrede gods lå i en sammenfiltret masse.
På Standard Oil Companys dok stod den fuldbefarne
sømand Ted Pedersen fra tankeren M.S. Alaska Standard og
så ud over virvaret af rør og ledninger, hvorigennem
skibet fik pumpet sin olielast fra tankene på land. Da dokken
begyndte at ryste, skreg han »Jordskælv!« og begyndte
at løbe ned mod skibet. Han har senere fortalt, at
»pludselig hævede et hjørne af dokken sig 3 m.
Skibet steg, eller måske var det mig, der sank. Alle
rørene sprængtes, og ud sprøjtede benzinen i alle
retninger. Dokken brasede slet og ret sammen, og jeg så den store
brodsø fyldt med tømmer komme rullende hen over
mig.« Pedersen troede, at nu skulle han dø. Men han blev
blot slået bevidstløs og kom kort efter til sig selv igen.
Af uforklarlige grunde lå han på en løbebro 3 m over
skibets dæk. Han var sluppet med et brækket ben.
Flodbølgen, som var sat i gang af det enorme skred,
løftede Alaska Standard fra kajen og ud på det åbne
vand. Heldigvis blev brændstoffet, som var flydt ud på
dækket, ikke antændt. Men inde på land, hvor den
ødelagte kaj havde ligget, bølgede en mur af
orangefarvede luer og sort, plumret røg op mod himlen.
Rørledningerne til de store lagertanke var brudt op, og
indholdet var blevet antændt. Snart begyndte hele tanke at
eksplodere, og brændende råolie spyedes ud i et
ildtæppe tværs over havnen, alt imens drivgods fra de
ødelagte skibs-værfter bar ved til bålet.
Seward forretningsmanden Hal Gilfilen så ilden bryde ud
i Standard Oils olieterminal som »en bølgende eksplosion
af flammer og røg«, der ledte hans tanker hen på en
atombombesprængning. Han sagde, at »ilden gjorde
jernbane-skinnerne kirsebærrøde«. Og da
flodbølgen skyllede hen over sporene, »snoede og rejste
stålet sig, ligesom når en slange bliver trådt
på«.
I Seward var flodbølgen lige så høj som et
treetagers hus. Den transporterede både, tømmer,
jernbaneskinner og brofag, ja, selv hele godsvogne, og anbragte dem
længere inde på land i lange rækker. Med
bølgen kom også det brændende olieudslip fra havnen
og antændte, hvad der var tilbage af havnefronten. En overlevende
har fortalt: »Det var et uhyggeligt syn. En
kæmpeildbølge, der skyllede i land og satte et
højvandsmærke i brand, hvorpå den sugedes
tilbage.«
John og Roberts Eads havde netop aflåst deres
bådværft på Lowell Point syd for byen, da
jordskælvet ramte Seward og olietankene eksploderede. Da
brødrene og deres kompagnon, Carl Christiansen, stod og så
på kæmpebranden, fik de øje på bølgen.
Ifølge John Eads »skulpede den rundt inde i bugten ligesom
vand i et bassin. Vi så den ramme Seward og derefter tage kurs
tilbage i retning af os« med en anslået hastighed på
over 100 km i timen. De løb hen til en bil og en gaffeltruck for
at komme væk, men de havde kun kørt 30 m, da de blev
indhentet af bølgen. Gaffeltrucken blev væltet omkuld, og
bilen surfede hen af bølgekammen »ligesom en
båd«, har Christiansen fortalt. Efter at være kastet
af trucken prøvede John at holde sig flydende i det hvirvlende
vand. Bølgen bar mændene og deres køretøjer
op i nogle træer 20 m fra vejen og 10 m over havets overflade. Og
der efterlod den på mirakuløs vis de tre kompagnoner i
uskadt stand.
Ilden og bølgen udslettede størstedelen af
Seward inklusive hele industri-kvarteret ved havnen. 12 mennesker
døde, og de materielle skader beløb sig til 15 millioner
dollars. Havneanlæg og jernbaneterrænet var ødelagt,
og kraft-værket var gået op i flammer tillige med 26
kæmpemæssige olietanke.
På Kodiak Island 300 km mod sydvest havde
jordrystelserne været alarmerende, men havde kun anrettet
begrænsede ødelæggelser i hovedhavnebyen på
4800 indbyggere, de omliggende fiskerbyer og på den amerikanske
flådestation. Men følelsen af, at faren var drevet over,
var forhastet, for den virkelige trussel mod Kodiak Island kom fra
søsiden - og den frygtelige tsunami.
Omkring kl. 17.45 observerede fiskerne, der lå for anker
i Saint Pauls havn ud for Kodiak, en lang og blid dønning
efterfulgt af pludselig ebbe. Vandet trak sig tilbage, indtil der kun
stod 1/2 m tilbage i havnen. Fiskerflådens 160 både stod i
mudderet på bunden. Kl. 18.20 strøg så en ny
bølge gennem havnen med toppe på 6 m over den normale
vandstand. Den tog fat i bådene, bolværker, huse og de 6 t
tunge havnebøjer og skyllede dem tre blokke ind i byen. Så
trak den sig tilbage igen og afleverede bunkevis af brokker ude i
vandet. Ti minutter senere fulgte den tredje kæmpebølge,
og i løbet af natten kom der yderligere syv.
Kaptajn Bill Cuthbert opholdt sig om bord på sin 86 fods
krabbefiskerbåd Selief, da bølgerne kom. Han blev kastet i
land gennem luften, derpå ud i vandet igen og tilbage på
land. Under sin sidste tur mod land fortøjede han sit
grundstødte fartøj ved en telefonpæl. Inden
længe blev Selief kontaktet af en radiotelegrafist, der var i
færd med at checke skibene i Kodiaks flåde.
»Hvor er De, kaptajn?« spurgte hun.
»Efter mit bestik - i skolegården,« svarede
Cuthbert. Han var to karreer fra kysten.
77 fiskerbåde, hen ved halvdelen af flåden, var
sunket eller var blevet ilde tilredt af bølgerne ved Kodiak. To
af øens tre krabbe- og laksekonservesfabrikker blev revet bort,
og det tog tre måneder at istandsætte den tredje. Otte
mennesker omkom, og der var materielle skader for 25 millioner dollars.
Andre samfund i Alaska var ramt næsten lige så
hårdt. Både Homer og Cordova mistede dele af deres
havnefront. Ved Seldovia var flydedokkene ifølge en beboer
»blevet splintret, som om en rasende kæmpe havde taget dem
op i hænderne og vredet dem i stumper og stykker«.
Fiskerbyen Chanega, der var bygget på pæle ude ved
vandkanten, forsvandt simpelt hen under en 25 m høj
flodbølge. Den fejede alt med sig, også 23 ud af de 76
aleutiske indbyggere.
|
|