Alaska 1964 - verden går amok IV.

Den store oliehavn og jernbanestationen i Seward på Kenai-halvøen 125 km syd for Anchorage havde været udsat for den samme række af jordrystelser og rembuldrende vandmasser. Hertil kom også ildebrand. Ligesom i Valdez væltede en hel sektion af Sewards havnefront, godt 1 km, ud i bugten. Byens kaj, skibsværft, en cementfabrik, dokker og pakhuse var blevet suget ned i vandet. I jernbaneselskabet Alaska Railroads nærliggende godsbanegård lå der væltede, 125 t tunge diesellokomotiver. Stationsbygningerne var faldet fra hinanden, og det oplagrede gods lå i en sammenfiltret masse.

På Standard Oil Companys dok stod den fuldbefarne sømand Ted Pedersen fra tankeren M.S. Alaska Standard og så ud over virvaret af rør og ledninger, hvorigennem skibet fik pumpet sin olielast fra tankene på land. Da dokken begyndte at ryste, skreg han »Jordskælv!« og begyndte at løbe ned mod skibet. Han har senere fortalt, at »pludselig hævede et hjørne af dokken sig 3 m. Skibet steg, eller måske var det mig, der sank. Alle rørene sprængtes, og ud sprøjtede benzinen i alle retninger. Dokken brasede slet og ret sammen, og jeg så den store brodsø fyldt med tømmer komme rullende hen over mig.« Pedersen troede, at nu skulle han dø. Men han blev blot slået bevidstløs og kom kort efter til sig selv igen. Af uforklarlige grunde lå han på en løbebro 3 m over skibets dæk. Han var sluppet med et brækket ben.

Flodbølgen, som var sat i gang af det enorme skred, løftede Alaska Standard fra kajen og ud på det åbne vand. Heldigvis blev brændstoffet, som var flydt ud på dækket, ikke antændt. Men inde på land, hvor den ødelagte kaj havde ligget, bølgede en mur af orangefarvede luer og sort, plumret røg op mod himlen. Rørledningerne til de store lagertanke var brudt op, og indholdet var blevet antændt. Snart begyndte hele tanke at eksplodere, og brændende råolie spyedes ud i et ildtæppe tværs over havnen, alt imens drivgods fra de ødelagte skibs-værfter bar ved til bålet.

Seward forretningsmanden Hal Gilfilen så ilden bryde ud i Standard Oils olieterminal som »en bølgende eksplosion af flammer og røg«, der ledte hans tanker hen på en atombombesprængning. Han sagde, at »ilden gjorde jernbane-skinnerne kirsebærrøde«. Og da flodbølgen skyllede hen over sporene, »snoede og rejste stålet sig, ligesom når en slange bliver trådt på«.

I Seward var flodbølgen lige så høj som et treetagers hus. Den transporterede både, tømmer, jernbaneskinner og brofag, ja, selv hele godsvogne, og anbragte dem længere inde på land i lange rækker. Med bølgen kom også det brændende olieudslip fra havnen og antændte, hvad der var tilbage af havnefronten. En overlevende har fortalt: »Det var et uhyggeligt syn. En kæmpeildbølge, der skyllede i land og satte et højvandsmærke i brand, hvorpå den sugedes tilbage.«

John og Roberts Eads havde netop aflåst deres bådværft på Lowell Point syd for byen, da jordskælvet ramte Seward og olietankene eksploderede. Da brødrene og deres kompagnon, Carl Christiansen, stod og så på kæmpebranden, fik de øje på bølgen. Ifølge John Eads »skulpede den rundt inde i bugten ligesom vand i et bassin. Vi så den ramme Seward og derefter tage kurs tilbage i retning af os« med en anslået hastighed på over 100 km i timen. De løb hen til en bil og en gaffeltruck for at komme væk, men de havde kun kørt 30 m, da de blev indhentet af bølgen. Gaffeltrucken blev væltet omkuld, og bilen surfede hen af bølgekammen »ligesom en båd«, har Christiansen fortalt. Efter at være kastet af trucken prøvede John at holde sig flydende i det hvirvlende vand. Bølgen bar mændene og deres køretøjer op i nogle træer 20 m fra vejen og 10 m over havets overflade. Og der efterlod den på mirakuløs vis de tre kompagnoner i uskadt stand.

Ilden og bølgen udslettede størstedelen af Seward inklusive hele industri-kvarteret ved havnen. 12 mennesker døde, og de materielle skader beløb sig til 15 millioner dollars. Havneanlæg og jernbaneterrænet var ødelagt, og kraft-værket var gået op i flammer tillige med 26 kæmpemæssige olietanke.

På Kodiak Island 300 km mod sydvest havde jordrystelserne været alarmerende, men havde kun anrettet begrænsede ødelæggelser i hovedhavnebyen på 4800 indbyggere, de omliggende fiskerbyer og på den amerikanske flådestation. Men følelsen af, at faren var drevet over, var forhastet, for den virkelige trussel mod Kodiak Island kom fra søsiden - og den frygtelige tsunami.

Omkring kl. 17.45 observerede fiskerne, der lå for anker i Saint Pauls havn ud for Kodiak, en lang og blid dønning efterfulgt af pludselig ebbe. Vandet trak sig tilbage, indtil der kun stod 1/2 m tilbage i havnen. Fiskerflådens 160 både stod i mudderet på bunden. Kl. 18.20 strøg så en ny bølge gennem havnen med toppe på 6 m over den normale vandstand. Den tog fat i bådene, bolværker, huse og de 6 t tunge havnebøjer og skyllede dem tre blokke ind i byen. Så trak den sig tilbage igen og afleverede bunkevis af brokker ude i vandet. Ti minutter senere fulgte den tredje kæmpebølge, og i løbet af natten kom der yderligere syv.

Kaptajn Bill Cuthbert opholdt sig om bord på sin 86 fods krabbefiskerbåd Selief, da bølgerne kom. Han blev kastet i land gennem luften, derpå ud i vandet igen og tilbage på land. Under sin sidste tur mod land fortøjede han sit grundstødte fartøj ved en telefonpæl. Inden længe blev Selief kontaktet af en radiotelegrafist, der var i færd med at checke skibene i Kodiaks flåde.

»Hvor er De, kaptajn?« spurgte hun.

»Efter mit bestik - i skolegården,« svarede Cuthbert. Han var to karreer fra kysten.

77 fiskerbåde, hen ved halvdelen af flåden, var sunket eller var blevet ilde tilredt af bølgerne ved Kodiak. To af øens tre krabbe- og laksekonservesfabrikker blev revet bort, og det tog tre måneder at istandsætte den tredje. Otte mennesker omkom, og der var materielle skader for 25 millioner dollars.

Andre samfund i Alaska var ramt næsten lige så hårdt. Både Homer og Cordova mistede dele af deres havnefront. Ved Seldovia var flydedokkene ifølge en beboer »blevet splintret, som om en rasende kæmpe havde taget dem op i hænderne og vredet dem i stumper og stykker«. Fiskerbyen Chanega, der var bygget på pæle ude ved vandkanten, forsvandt simpelt hen under en 25 m høj flodbølge. Den fejede alt med sig, også 23 ud af de 76 aleutiske indbyggere.