Alaska 1964 - verden går amok I.

1964 var Anchorage i Alaska en by i kraftigt opsving, energisk, Klondikeagtig og fuld af optimisme. På 10 år var dens indbyggertal firdoblet til 64,000 svarende til hen ved en fjerdedel at totalbefolkningen i USA's. 49. stat. I dens centrum vrimlede det med oliefolk, ødemarkspiloter, skovhuggere, krabbe- og laksefiskere, bygningsarbejdere, geologer og naturopsynsmænd, disse professionelle udendørsmennesker, som altid samles i hastigt udviklende kolonisations-bebyggelser. Den fjerntliggende by havde imidlertid meget at byde på. Gennem dens kontorer, havnefaciliteter, tog terminal og internationale lufthavn passerede en årlig handel for over 140 millioner dollars. Den var ikke statens politiske hovedstad, men den økonomiske.

Byen havde udviklet sig så hurtigt, at den havde svært ved at følge med i sin egen vækst. Dens bygninger kunne bedst beskrives som pragmatiske. Den var et virvar af høje kontorhuse, nødtørftigt opførte butikker og barer, cylindriske blokhuse og tømmerfyldte byggegrunde, der afventede bulldozernes komme. Her og der stod der klynger af vaklevorne træhytter fra pionerdagenes tid. Når der var brug for et hus, byggede man blot et i hast. I denne atmosfære af blomstrende velstand havde ingen tid eller lyst til at fundere over betydningen af de jævnlige, mindre jordskælv eller over indianernes og aleuternes sjældent fortalte myter om fortidige ødelæggelser, som fremkaldtes af de skælvende bjerge og havets frådende bølger.

Dette råt tilslebne og blomstrende sammensurium af menneskelig foretagsomhed udfoldede sig i et naturmiljø af uforlignelig stolthed. Anchorage bredte sig ved den øvre ende af den dybe, fjordlignende bugt Cook Inlet, som i nordøstlig retning skærer sig 250 km ind i Alaskas sydkyst. Flankeret af gletschere og klædt i stedsegrønt rejste de forrevne Kenai- og Chugach-bjerge sig mellem byen og havet og langs med halvøen, der afgrænses af vigen og Gulf of Alaska. I den endnu mere imponerende bjergkæde Alaska Range mod nord hævede Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley, sig majestætisk med sine 6200 m, let synligt ved klart vejr. Her var et landskab af bevægende pragt, og sammenlignet hermed synede Anchorage af ingenting. Det virkede, som om den usikkert klyngede sig til kanten af et kæmpemæssigt kontinent af tavs og uforanderlig storhed.

Byens sårbarhed var åbenbar, hvad Anchorage kom til at sande dette skæbne-svangre forår. Roen i dens omgivelser var kun tilsyneladende. Usynligt for det menneskelige øje var landskabet i den sydlige del af det centrale Alaska i virkeligheden inddraget i en proces med gradvise, men endeløse geologiske forandringer. Chugach- og Alaska Range-bjergkædernes unge, takkede bjerge var i stadig udvikling og skruedes opefter af mægtige, underjordiske kræfter, der virkede inde i Jorden i en slags langsom gæringsproces.

Langs med Alaskas sydkyst var disse vældige kræfter umærkeligt, men konstant i færd med at presse Stillehavets bund ind under Alaskas landmasse. På årsbasis foregik bevægelsen kun med nogle få centimeter, men igennem århundreder havde der udviklet sig et kritisk tryk langs med grænserne af de umådelige plader, fordi den uimodståelige kraft i den forskydende ocean-bund kolliderede med det nærmest urokkelige nordamerikanske kontinent. Det virkede, ligesom når man langsomt strammer og vrider en stålfjeder. Et eller andet sted vil der på et givet tidspunkt ske et brud med en mangfoldighed af følgevirkninger. Under visse omstændigheder vil energifrigørelsen være langsom og gradvis og vil kun kunne registreres af de mest følsomme måleinstrumenter. Men den kan også få karakter af den værst tænkelige naturkatastrofe i form af et stort jordskælv.

I det tidlige forår i 1964 var det hårdt prøvede grundfjeld under Prince William Sounds vande og langs med hav siden af Kenai- og Chugach-bjergene ved at nærme sig bristepunktet. Omstændighederne talte ikke for en mildere jord-rystelse. Om eftermiddagen langfredag den 27. marts 1964 var Anchorage begyndt at komme sig efter en vinter på seks måneder. Som normalt for årstiden svingede temperaturen omkring - 2 grader C, og fra den lavt hængende himmel kom der vindstød med skiftevis sne- og regnbyger. Skolerne var lukkede på grund af helligdagen. Kontorerne havde lukket tidligt, og selv om forretningerne holdt åbent, var der kun få kunder. De fleste var hjemme for at lave aftensmad og forberede den tilstundende højtid. Klokken var 17.36. Bristepunktet var nået.

Langs med hele Centralalaskas sydkyst bevægede jorden sig, som om et kæmpedyr vendte sig i søvne. Rystelserne strakte sig langs med Alaskas landmasse med en voldsom hastighed og styrke og anrettede ødelæggelser over en 800 km lang strækning fra fiskerihavnen Cordova i øst til Kodiak-øen i vest. Fra bjergsiderne væltede det ned med klippestykker og laviner. Kørebanerne sank sammen. Det samme gjorde broerne. Hele byer blev ødelagt. For tusinder af Alaskaboere vil langfredag 1964 blive husket som en rædselens dag uden fortilfælde. Jordskælvet i Alaska vil dog ikke blive husket som en stor, menneskelig katastrofe. Tabet af menneskeliv i den tyndt befolkede stat var ikke foruroligende. Denne langfredag har snarere indskrevet sig i historien som en geologisk begivenhed. For under dette jordskælv skete der så mange ting med så stor en kraft over et mægtigt område. Det var ting, som aldrig før var blevet så nøje observeret. Alverdens videnskabsmænd havde fået en kærkommen lejlighed til at studere hemmelighederne bag de kræfter, der rører sig dybt inde i jordkloden.