1964 var Anchorage i Alaska en by i kraftigt opsving,
energisk, Klondikeagtig og fuld af optimisme. På 10 år var
dens indbyggertal firdoblet til 64,000 svarende til hen ved en
fjerdedel at totalbefolkningen i USA's. 49. stat. I dens centrum
vrimlede det med oliefolk, ødemarkspiloter, skovhuggere, krabbe-
og laksefiskere, bygningsarbejdere, geologer og naturopsynsmænd,
disse professionelle udendørsmennesker, som altid samles i
hastigt udviklende kolonisations-bebyggelser. Den fjerntliggende by
havde imidlertid meget at byde på. Gennem dens kontorer,
havnefaciliteter, tog terminal og internationale lufthavn passerede en
årlig handel for over 140 millioner dollars. Den var ikke statens
politiske hovedstad, men den økonomiske.
Byen havde udviklet sig så hurtigt, at den havde
svært ved at følge med i sin egen vækst. Dens
bygninger kunne bedst beskrives som pragmatiske. Den var et virvar af
høje kontorhuse, nødtørftigt opførte
butikker og barer, cylindriske blokhuse og tømmerfyldte
byggegrunde, der afventede bulldozernes komme. Her og der stod der
klynger af vaklevorne træhytter fra pionerdagenes tid. Når
der var brug for et hus, byggede man blot et i hast. I denne
atmosfære af blomstrende velstand havde ingen tid eller lyst til
at fundere over betydningen af de jævnlige, mindre
jordskælv eller over indianernes og aleuternes sjældent
fortalte myter om fortidige ødelæggelser, som fremkaldtes
af de skælvende bjerge og havets frådende bølger.
Dette råt tilslebne og blomstrende sammensurium af
menneskelig foretagsomhed udfoldede sig i et naturmiljø af
uforlignelig stolthed. Anchorage bredte sig ved den øvre ende af
den dybe, fjordlignende bugt Cook Inlet, som i nordøstlig
retning skærer sig 250 km ind i Alaskas sydkyst. Flankeret af
gletschere og klædt i stedsegrønt rejste de forrevne
Kenai- og Chugach-bjerge sig mellem byen og havet og langs med
halvøen, der afgrænses af vigen og Gulf of Alaska. I den
endnu mere imponerende bjergkæde Alaska Range mod nord
hævede Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley, sig
majestætisk med sine 6200 m, let synligt ved klart vejr. Her var
et landskab af bevægende pragt, og sammenlignet hermed synede
Anchorage af ingenting. Det virkede, som om den usikkert klyngede sig
til kanten af et kæmpemæssigt kontinent af tavs og
uforanderlig storhed.
Byens sårbarhed var åbenbar, hvad Anchorage kom
til at sande dette skæbne-svangre forår. Roen i dens
omgivelser var kun tilsyneladende. Usynligt for det menneskelige
øje var landskabet i den sydlige del af det centrale Alaska i
virkeligheden inddraget i en proces med gradvise, men endeløse
geologiske forandringer. Chugach- og Alaska Range-bjergkædernes
unge, takkede bjerge var i stadig udvikling og skruedes opefter af
mægtige, underjordiske kræfter, der virkede inde i Jorden i
en slags langsom gæringsproces.
Langs med Alaskas sydkyst var disse vældige
kræfter umærkeligt, men konstant i færd med at presse
Stillehavets bund ind under Alaskas landmasse. På årsbasis
foregik bevægelsen kun med nogle få centimeter, men igennem
århundreder havde der udviklet sig et kritisk tryk langs med
grænserne af de umådelige plader, fordi den
uimodståelige kraft i den forskydende ocean-bund kolliderede med
det nærmest urokkelige nordamerikanske kontinent. Det virkede,
ligesom når man langsomt strammer og vrider en stålfjeder.
Et eller andet sted vil der på et givet tidspunkt ske et brud med
en mangfoldighed af følgevirkninger. Under visse
omstændigheder vil energifrigørelsen være langsom og
gradvis og vil kun kunne registreres af de mest følsomme
måleinstrumenter. Men den kan også få karakter af den
værst tænkelige naturkatastrofe i form af et stort
jordskælv.
I det tidlige forår i 1964 var det hårdt
prøvede grundfjeld under Prince William Sounds vande og langs
med hav siden af Kenai- og Chugach-bjergene ved at nærme sig
bristepunktet. Omstændighederne talte ikke for en mildere
jord-rystelse. Om eftermiddagen langfredag den 27. marts 1964 var
Anchorage begyndt at komme sig efter en vinter på seks
måneder. Som normalt for årstiden svingede temperaturen
omkring - 2 grader C, og fra den lavt hængende himmel kom der
vindstød med skiftevis sne- og regnbyger. Skolerne var lukkede
på grund af helligdagen. Kontorerne havde lukket tidligt, og selv
om forretningerne holdt åbent, var der kun få kunder. De
fleste var hjemme for at lave aftensmad og forberede den tilstundende
højtid. Klokken var 17.36. Bristepunktet var nået.
Langs med hele Centralalaskas sydkyst bevægede jorden
sig, som om et kæmpedyr vendte sig i søvne. Rystelserne
strakte sig langs med Alaskas landmasse med en voldsom hastighed og
styrke og anrettede ødelæggelser over en 800 km lang
strækning fra fiskerihavnen Cordova i øst til
Kodiak-øen i vest. Fra bjergsiderne væltede det ned med
klippestykker og laviner. Kørebanerne sank sammen. Det samme
gjorde broerne. Hele byer blev ødelagt. For tusinder af
Alaskaboere vil langfredag 1964 blive husket som en rædselens dag
uden fortilfælde. Jordskælvet i Alaska vil dog ikke blive
husket som en stor, menneskelig katastrofe. Tabet af menneskeliv i den
tyndt befolkede stat var ikke foruroligende. Denne langfredag har
snarere indskrevet sig i historien som en geologisk begivenhed. For
under dette jordskælv skete der så mange ting med så
stor en kraft over et mægtigt område. Det var ting, som
aldrig før var blevet så nøje observeret. Alverdens
videnskabsmænd havde fået en kærkommen lejlighed til
at studere hemmelighederne bag de kræfter, der rører sig
dybt inde i jordkloden.
|
|