Udforskningen af himlens struktur I.

Mens Paris var ved at gå til af varme i sommeren 1899, udsatte byens borgere, der var usædvanligt uimodtagelige over for den frygtelige hede, deres normale augustudflugter til køligere egne til senere. Hele hovedstaden var optaget af den genoptagne retssag mod artillerikaptajnen Alfred Dreyfus, som blev baggrunden for en forbitret strid, der truede den tredje republik i dens grundvold. Fem år forinden var jøden Dreyfus blevet stillet for en krigsret som tysk spion og idømt livsvarig deportation til Djævleøen. Senere kom det frem, at han var dømt ud fra forfalskede dokumenter. Dreyfus var blevet fokus i et hårdnakket politisk opgør mellem de franske konservative  monarkister, gejstlige, højere officerskredse og antisemitter  og republikanerne og socialisterne på venstrefløjen. Fordi de langsomt fremadskridende domsforhandlinger blev henlagt til Rennes i Bretagne 275 km fra hovedstaden, var telegrafen pariseravisernes eneste informationskilde under den månedlange retssags skandaløse afsløringer. Den 9. september kunne dommen ventes når som helst. Stemningen var på bristepunktet. Pludselig tav telegrafen mellem Paris og Rennes, ikke som et resultat af politisk sammensværgelse, men som følge af udforskning af atmosfæren.

Denne morgen havde den velstående franske meteorolog Leon Philippe Teisserenc de Bort rutinemæssigt opsat en række kassedrager fra sit private laboratorium i Trappes 25 km sydvest for Paris. Den yderste drage medførte en nyttelast af instrumenter, som blev drevet af et urværk, som kontinuerligt registrerede temperatur, fugtighedsgrad og barometerstand. Ti andre drager, sat op med mellemrum langs med og fortøjet til stålklaverstrenge, hjalp med at bære vægten. Mens Teisserenc og hans medhjælpere hele tiden gav line, steg den forreste drage op til en højde af 3 km, men da de begyndte at trække dragerne ned igen, sprang linen pludselig. Dragerne drev langsomt ned over en af Paris' forstæder og draperede den med 6 km line og anrettede kaos nede på jorden. Linen viklede sig ind i skruen på en dampbåd på Seinen. Den var også ved at strangulere en politimand og bragte Rennes' telegraf til tavshed.

Skønt sammenbruddet ikke indebar synderlige forsinkelser af nyhederne om Dreyfus' skæbne  han blev dømt på ny, men senere benådet og til sidst dekoreret med Æreslegionens ridderkors  fremkaldte det udbredt offentlig harme. Og under lignende uheld de følgende år kortsluttede nedfaldende klaverstrenge Paris' stadigt voksende elforsyningsnet så hyppigt, at Teisserenc de Bort blev tvunget til at opgive sine drageforsøg. Dette tilbageslag svækkede imidlertid ikke hans begejstring for den mete orologiske forskning. Han besluttede sig for at udforske oven over skyerne for at få større viden om atmosfæren. Om dens tykkelse, og om hvordan dens temperatur, tryk, fugtighed og luftarter fordeler sig ved større højder. Han var uvidende om, at han var ved at bane vejen for et af de mest vidtrækkende forskningsområder inden for 1900-tallets videnskab.

Forskerne, der fulgte efter ham, fik snart øjnene op for atmosfærens raffinerede opbygning  i en løgagtig struktur med en række luftlag uden på hinanden, hver med særlige karakteristika som f.eks. temperaturforhold, tæthed, elektromagnetiske egenskaber og koncentrationer af gasser, stråling og opløste partikler. I de følgende årtier rejste udforskningen af de enkelte, successive sfæriske lag og forståelsen af deres indbyrdes relationer nye spørgsmål, indtil udforskningen omfattede alle forhold i rummet mellem Jorden og Solen.

Ligesom de fleste andre pionerer blev det ikke forundt Teisserenc de Bort at nå frem til den fulde erkendelse. Hans rolle var at tage de første skridt ind i denne mærkelige, nye verden og berette om det, han så. Han var søn af et velhavende og anset regeringsmedlem, men var som barn svagelig og tilbragte en stor del af sin ungdom i Grasses og Cannes' sunde middelhavsluft. Hans store interesse for atmosfærisk forskning blev vakt dernede under den azurblå himmel. Som 18årig indrettede han et komplet observatorium i Grasse, og syv år senere blev han medlem af staben ved det nyoprettede Meteorologiske Institut i Paris. Han steg hastigt i graderne til chefmeteorolog, men regeringens karrige forskningsbevillinger irriterede ham så meget, at han i 1892 sagde sin stilling op. Samme år opsendte den franske luftskipper Gustave Hermite for første gang et barometer med en ubemandet brintballon.

Skønt Teisserenc de Bort nu var blevet degraderet til en interesseret amatør, fortsatte han med at sætte sin privatformue og al sin energi ind på udforskningen af atmosfæren. I mange år fungerede han som generalsekretær for det franske meteorologiske selskab. Hermites ballonforsøg pirrede i særlig grad hans fantasi. Adskillige luftskippere var omkommet, når de steg op i den kolde og tynde luft ved højder på over 8000 m, men Hermite havde vist, at simple og ikke videre kostbare balloner kunne medføre instrumenter langt ud over grænserne for bemandede flyvninger. I 1896 oprettede Teisserenc de Bort sit eget observatorium på sin landbrugsbedrift i Trappes, hvor han gennemførte sine berømte drageforsøg og forbedrede konstruktionen af sine balloner og instrumenter.

Hermite benyttede balloner af silke eller kotarme, hvorimod Teisserenc de Bort foretrak lakerede papirsballoner, fordi de kunne konstrueres, så de gik i stykker ved en bestemt højde. Han udviklede snart en metode, hvor hver enkelt apparaturpakke blev transporteret til vejrs neden under to balloner: en førerballon indeholdende tilstrækkeligt med brint til at kunne bære instrumenterne og en fuldt oppustet »lodnings«ballon, som løftede apparatet op. Ordet refererer til dybdelodning til søs. Da atmosfæretrykket faldt med højden, ville brinten hele tiden udvide sig, indtil lodningsballonen sprang ved en højde, som kunne bestemmes ved at ændre brintmængden eller ballonens størrelse. Vægten af resterne af lodningsballonen samt af instrumenterne førte langsomt førerballonen tilbage til jordoverfladen.