Tydningen af lysets sprog!

Under sine forsøg på i begyndelsen af 1800tallet at fremstille bedre kikkertlinser kom den tyske optiker Joseph von Fraunhofer uforvarende til at opfinde et instrument, som senere kom til at revolutionere udforskningen af atmosfæren. Han opfandt spektroskopet. Det indbefattede et prisme og et arrangement af linser til indsamling af adskilte bølgelængder fra det fulde solspektrum.

Skønt Fraunhofers prototypeapparat var temmelig primitiv, opdagede han, at solspektret gennemtrænges af fine, mørke linjer, senere såkaldt fraunhoferske linjer. Han opdagede desuden tydelige, mørklinjede mønstre i stjernelyset og nogle mærkelige, klare spektralmønstre i lys fra vokslys.

De mystiske mønstre forblev en gåde for videnskaben indtil 1859, da kemikeren Robert Bunsen og fysikeren Gustav Kirchhoff begyndte at eksperimentere med deres egen version af spektroskopet. Under deres undersøgelser af det lys, der dannedes ved forbrænding af forskellige kemikalier ved hjælp af den nu så kendte bunsenbrænder, opdagede de, at alle grundstoffer ved forbrænding udsender lys i et karakteristisk og unikt mønster. Kirchhoff bemærkede, at nogle af de mørke fraunhoferske linjemønstre svarede til de lyse linjemønstre. Herudfra konkluderede han korrekt, at ikke forbrændte grundstoffer absorberer de samme lyse bølgelængder, som de udsender ved forbrænding. Det indebærer, at man kan finde frem til den kemiske sammensætning af et hvilket som helst stof ud fra det lys, det frembringer ved forbrænding, eller ud fra den måde, det standser eller opsuger lyset fra en ydre kilde.

Med dette nye redskab kunne forskerne nu spore hidtil upåagtede grundstoffer i atmosfæren som f.eks. argon og helium.