Luftens flygtige bestanddele VII.

Analysen, som blev skitseret af Lavoisier og siden forbedret af ham og andre, hvorefter 21% af atmosfæren udgøres af ilt og 79% af kvælstof plus en lille smule kuldioxid, var fyldestgørende i alle praktiske henseender og hævdede sig i 100 år. Men i 1892 opdagede den fremtrædende professor i naturfilosofi ved The Royal Institution i London, John William Strutt, den senere lord Rayleigh, at ren kvælstof fremstillet af ammoniak vejede lidt mindre end luftens kvælstof. Forskellen udgjorde kun 0,5%, men skærpede dog hans interesse. Kemikerkollegaen William Ramsay hørte om Rayleighs påvisning af forskellen og tog på egen hånd jagten op på den flygtige rest.

I 1894 lykkedes det for dem begge at udskille en ubetydelig mængde af den ukendte luftart. Da de ikke kunne klassificere stoffet ad kemisk vej, besluttede de at gøre forsøg med den ret nye teknik, spektroskopien. Lige siden Isaac Newtons dage havde man vidst, at lys, der passerer igennem et prisme, deles op i et båndspektrum med alle lysets farver. I 1853 havde fysikere opdaget, at lys, der passerer igennem forskellige luftarter, frembringer forskellige spektre, så det var muligt at klassificere luftarten ud fra det spektrum, den frembragte.

Med nogle få dages mellemrum indstillede Rayleigh og Ramsay spektroskoper mod deres ukendte luftart og fik prøven til at gløde ved at sende en elektrisk gnist igennem den. I det frembragte spektrum opdagede de en blå linje, som ikke blev fremkaldt af noget andet grundstof. De havde fundet et nyt grundstof, som de kaldte argon og som viste sig at udgøre lidt under 1% af den atmosfæriske luft. I det følgende år forsøgte Ramsay at finde argon i et af Jordens mineraler. Han isolerede en luftart, som forvirrede ham ved at afsløre en ny slags spektrum, denne gang med en klar, gul linje. Luftarten var helium, som hidtil kun var blevet konstateret på Solens overflade, men som nu, også ved spektroskopiens hjælp, kunne spores i atmosfæren. I samarbejde med kemikeren Morris William Travers fandt Ramsay senere yderligere tre inaktive luftarter i atmosfæren, krypton, neon og xenon, om end i meget små mængder. De er alle blevet bestemt ved hjælp af spektroskopet.

Således var den fine og flygtige luft langt om længe med til at fuldføre analysen, men den endelige sejr var endnu ikke vundet. Disse hemmeligheder er blevet afsløret i allerede tilgængelige luftprøver bogstavelig talt lige for næsen af forskerne. Langt uden for grænserne af 1800tallets teknologi gemte der sig ved verdensrummets ydergrænser og Jordens fjerneste rækkevidde stadig fantastiske mysterier omkring atmosfærens opførsel og opbygning.