Profetier om fremtidens klima V.

To af de mest ansete klimatologer i USA, William W. Kellogg og Stephen H. Schneider fra The National Center for Atmospheric Research i Boulder i Colorado, har draget den slutning, »at menneskeheden sandsynligvis vil opvarme Jorden, og at den globale klimaforandring så tidligt som ved udgangen af dette årtusind vil være større end nogen af de klimaforandringer, vi har haft inden for de sidste tusind år eller mere. Dette vil mange steder give en gennemsnitlig længere væksttid, ligesom regnmønsteret vil blive ændret, visse steder til det bedre, andre til det værre«. William Elliott fra The National Oceanic and Atmospheric Administration har udtrykt det mere formelt: »Hvis jeg skulle fremsætte en prognose om år 2025, ville jeg sige, at det vil være varmere end i dag. Men jeg kan selvfølgelig have uret.«

Til trods for usikkerhedsmomenterne har fremskridtene i den videnskabelige viden om atmosfæren ufravigeligt frembragt planer til kontrol af klimaet. Selv om disse forslag som regel har haft et prisværdigt sigte som f.eks. større høstudbytte, er de alle åbne over for muligheden for uforudsigelige og uundgåelige ødelæggelser af både miljøet og livet på Jorden. Stephen Schneider har skrevet: »Før vi læner os tilbage i fortrøstning over vor evne til at få naturen til at føje sig efter vore behov, må vi huske på, at atmosfæren, havene, landets overflade, sneen og ismarkerne, som udgør hovedkomponenterne i klimasystemet, alle er fælles om at bestemme klimaet. De kræfter, der igangsætter vinde og regn et bestemt sted på kloden, er i varierende omfang koblet sammen med disse kræfter på den anden side af Jorden, et forhold, som meteorologerne kalder telekonneksion. Ethvert sted på Jorden er i en vis udstrækning af klimasystemet knyttet til alle andre steder.« Derfor vil faldende temperaturer på Nordpolen som fremført af Reid Bryson fremkalde monsunsvigt i Afrika og Indien og samtidig hermed tørke i Nordamerika og endeløs regn i Europa.

Flere nye stort anlagte ingeniørprojekter kan fremvise en lang række eksempler på, hvad menneskets indgriben i Jordens telekonneksion kan medføre. Af utilfredshed med den lave produktivitet i store dele af Sibiriens korndyrkningsdistrikter og i irritation over den ubarmhjertige sibiriske kulde udarbejdede den sovjetiske regering en plan om at dæmme op for floderne Jenisej og Ob, der flyder mod nord gennem Sibirien til Ishavet, for at skabe kæmpemæssige reservoirer til kunstvanding af Sibiriens landbrugsjord. Man mente også, at disse kunstige indlandssøer ville gøre vindene, der blæser over dem, varme og fugtige til gavn for de tørre, kolde stepper på den anden side. Varmere temperaturer og større regnmængder vil kunne gøre tidligere goldt steppeland frugtbart. En anden del af planen gik ud på at afspærre flere andre floder i det nordlige Rusland og kanalisere en del af vandet ned til Det Kaspiske Hav, som var ved at skrumpe ind og blive stadig mere salt, hvad der var en trussel mod kaviarproduktionen.

Ved siden af de kolossale omkostninger ved projektet var der analyser, der forudså alvorlige problemer. De herved opståede forandringer i temperatur og fugtighed kunne ændre det sibiriske højtrykssystem, som er af stor betydning for vejret i Kina og store dele af Sydasien. En kædereaktion ville ikke alene påvirke de årlige monsuner i Asien, men også vejrforholdene meget længere borte som f.eks. regnmængderne i Californien og New York. Ydermere ville man ved at fjerne ferskvandet, som fra de to floder strømmer ud i Ishavet, hæmme dannelsen af havis, fordi den øgede saltholdighed ville sænke frysepunktet i de arktiske vande. En nedbringelse af ismængderne i et sådant omfang ville ifølge visse klimatologer få temperaturen og fugtigheden i Arktis til at stige så meget, at det årlige snefald i området også ville stige med endnu flere uforudsigelige konsekvenser til følge. (Projektet blev opgivet i 1987. O.a.)

En anden plan fremsat af Sovjetunionen gik ud på bygning af en dæmning tværs over det 96 km brede Beringstræde mellem Sibirien og Alaska. Det blev diskuteret officielt mellem præsident Gerald Ford og den daværende sovjetiske generalsekretær Leonid Bresjnev på et møde i Vladivostok i 1974. I begyndelsen forekom tanken meget fascinerende. Hvis det varme vand fra Stillehavet ikke længere blev blandet med det kolde Ishav og afkølet, ville Sibiriens østkyst og dele af Alaska blive varmere. Havne, som altid var ubrugelige om vinteren, ville blive isfrie, og agerbruget ville brede sig længere mod nord. Men andre virkninger heraf ville kunne mærkes langt borte. Når dæmningen ikke tillod vand at strømme ind i Stillehavet, måtte Ishavets vand finde andre veje og ville måske strømme tværs over Nordamerikas top og ned langs Canadas østkyst og yderligere afkøle den i forvejen kolde Labradorstrøm. Væksttiden i de canadiske havprovinser ville blive afkortet så meget, at agerbrug nærmest ville blive en umulighed.

Planlæggerne kunne også tænke sig at trække den varme Golfstrøm mod nord til det arktiske bassin for at smelte den polare pakis. Der er ingen, der helt præcis ved, hvilken indvirkning smeltningen af isen ville få på klimaet, men det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvad der ville ske med klimaet i England eller Skandinavien, hvis Golfstrømmen forlod sin sædvanlige nordøstlige kurs.

I 1969 skrev meteorologen og forfatteren Louis J. Battan: »Lige nu vil de fleste meteorologer være enige om, at blot en lille opvarmning af nordpolarområdet ville forandre det globale vejr og klima. Uheldigvis er der ingen, der ved, hvordan det vil forandres. Vil ørkenerne blomstre og sumpene tørre ud? Eller ville sumpene blive endnu mere oversvømmede og ørkenerne større? Ville landbrugsområderne rundt om i verden få mere eller mindre regn eller sne, og hvor ville den falde? Ville vandstanden i havene stige og oversvømme de lavtliggende byer i verden? Vil ændringerne i den almindelige cirkulation blive starten på en ny istid? Ingen kender endnu svarene på disse og en lang række andre spørgsmål i forbindelse hermed. Indtil vi gør det eller i det mindste kan fremkomme med et kvalificeret gæt, bør vi hellere beskæftige os seriøst med den globale atmosfære.«