Profetier om fremtidens klima IV.

For at finde frem til de kræfter, der fremkalder langtidsvirkende forandringer, retter mange klimatologer blikket ud i den komplicerede og stort set selvregulerende atmosfære og overvejer, hvad der kan skyldes Solen, og hvad der skyldes Jordens forhold til Solen. For hvis hele atmosfæren drives af energi fra Solen, vil de store klimaforandringer måske kun indtræffe, hvis denne energi supplerer disse svingninger. Den samlede strålingsmængde, der når Jorden fra Solen, kaldes solkonstanten. Betegnelsen vidner om den mangeårige tro på, at den aldrig forandredes. I slutningen af 1800tallet begyndte der at vise sig tegn på, at denne opfattelse trængte til en revision. Nøglen blev leveret af solpletterne.

Disse mørke pletter på Solens overflade, som nu forklares som midlertidige intensiveringer af Solens magnetfelt, blev studeret 1611 af Galilei, der anvendte dem til sine beregninger af Solens rotationshastighed, men var også blevet observeret flere hundrede år tidligere. Men omkring midten af 1800tallet vidste man ikke andet om dem, end at fremkomsten nåede et klimaks cirka hvert 11. år. Så opdagede den britiske astronom E. Walter Maunder efter indgående studier af gamle beretninger om solpletobservationer, at der over en periode på 70 år, fra 1645 til 1715, næsten ikke blev observeret solpletter. Indtil da havde de vist sig regelmæssigt, og det skete igen bagefter. Maunders arbejde om dette »hul« forblev næsten upåagtet indtil 1976, da den amerikanske klimatolog John Eddy påviste, at det interval, som han kaldte Mauders minimum, var sammenfaldende med en særlig streng periode i den lille istid.

Snart fandt også videnskabsmænd tegn på en sammenhæng mellem solpletcyklerne og forandringer i klimaet. De opdagede, at solpletterne i virkeligheden har en dobbelt cyklus. Hyppigheden når et maksimum cirka hvert 11. år, men polariteten i Solens magnetfelt forandrer sig over en 22årig periode. Klimatologerne studerede træringe, som er snævrere i år med ringe nedbør, og fandt frem til, at tørken vendte tilbage til sletterne i det vestlige USA cirka hvert 22. år. Andre forskere konstaterede, at over et tidsforløb på henved fem årtier var vandstanden i Victoriasøen i Afrika steget og faldet synkront med den 11årige cyklus. Men i slutningen af 1920rne afbrødes enhver forbindelse, der havde været mellem solpletter og søens vandstand. Søen gik helt ud af fase med 11 års cyklen.

Klimatologerne mener, at det er muligt, at solpletter påvirker klimaet, men hvordan tør de ikke sige noget om. Rumfartøjer i fart langt fra Jorden har bekræftet, at solpletaktiviteten påvirker solvinden, strømmen af elektrisk ladede partikler, som udsendes fra Solen. Jordens magnetfelt afbøjer de fleste af disse partikler, men for nogle lykkes det at komme ind i den øvre atmosfære, hvor de kolliderer med luftmolekyler og frembringer de flimrende nordlys. I begyndelsen af 1950erne drog den amerikanske meteorolog Walter Orr Roberts en slutning, som dengang forekom helt usandsynlig. Han opdagede, at når som helst nordlyset oplyste vinterhimlen over Alaska med sin usædvanlige skønhed, blev lavtryksstormene i området særdeles kraftige. Hans iagttagelser blev bekræftet, men efter 1973 forsvandt det mystiske samspil. Ingen har været i stand til at forklare dets eksistens eller dets udebliven.

En anden mulig faktor for klimaet i verden uden for Jorden fungerer så langsomt, at den ikke kan fremkalde så små forandringer som en tørke eller selv en lille istid. Forskerne opfatter den alligevel som den vigtigste udløser af istider og varmeperioder af varigheder på tusinder af år. Ifølge en hypotese fremsat i 1920rne af den jugoslaviske geofysiker Milutin Milankovic kan ændringer i Jordens rotation i forhold til Solen skabe gennemgribende klimaændringer blot ved at ændre mængden og den geografiske fordeling af solstrålingen.

Milankovic bemærkede, at når Jorden roterer og bevæger sig rundt om Solen, svinger både dens bane og højde en lille smule. Banen varierer fra næsten cirkulær til ren elliptisk og tilbage igen på ca. 93.000 år. Jordens hældning i forhold til kredsløbets bane varierer fra 22 grader til over 24 grader og tilbage igen over 41.000 år. Jorden slingrer også og rokker i en cirkulær bevægelse omkring sin akse ligesom en top, der er ved at miste fart. Også her er der tale om et kredsløb. En hel cyklus varer 25.800 år. Ved at ændre afstanden mellem Solen og Jorden eller forandre vinklen, hvormed strålingen rammer bestemte punkter på Jorden, vil mængden af solenergi, der når bestemte breddegrader på bestemte årstider, blive anderledes.

Materiale, som støtter den afgørende betydning, som Milankovic tillagde disse cykler, bliver der stadig mere af. Forskere fra LamontDoherty geologiske observatorium i New York har opdaget, at afvigelser i typen af ilt og i fordelingen af sporene efter mikroskopisk marint liv, som man har taget op fra aflejringsprøver fra bunden af Det Indiske Ocean, indikerer periodiske og alvorlige klimaforandringer. Havbundsprøverne tyder på, at nogle af disse forandringer nåede deres yderpunkt hvert 23.000 år, andre hvert 41.000 år og atter andre ca. hvert 100.000 år. Det forekommer højst usandsynligt, at ligheden med variationerne i Jordens kredsløb blot er en tilfældighed.

Da der er tre implicerede faktorer, nemlig kredsløb, hældning og slingren, vil det være overordentlig vanskelig at beregne deres samlede indvirken på varme og kulde. Også bedømt hver for sig er det svært at forudsige noget om deres klimapåvirkninger. Hældningen indvirker f.eks. mere på forskellen mellem sommer og vinter end på gennemsnitstemperaturen i verden. Inden for de seneste 10.000 år er hældningen blevet mindre. Denne proces skulle teoretisk give varmere vintre og koldere somre. Varmere vintre ville medføre større snefald ved polerne. Koldere somre ville indebære, at der hvert år ville smelte en mindre del af den ophobede sne, så der blev mere tilbage til gletscherdannelse. Efter en periode på nogle år ville polariskapperne vokse betydeligt og til sidst udløse en ny istid. Selv om der hersker nogen usikkerhed om visse detaljer i systemet, er mange klimatologer overbevist om, at Milankovic' model i det store og hele er forklaringen på istidernes tilbagevenden inden for den sidste million år af Jordens historie. Hvis denne forklaring er den rigtige, vil det næsten være uundgåeligt, at Jorden endnu en gang vil opleve en istid, måske inden for det nærmeste par tusinde år.

Hvorvidt Jorden er på vej mod varmere eller koldere tider inden for de nærmeste årtier, er det åbenbart ikke muligt at udtale sig om med sikkerhed. Efter faldet i verdenstemperaturerne fra 1940rne og frem til midten af 1960erne begyndte gennemsnitstemperaturerne langsomt at stige igen. Det var også i disse år, at George og Helena Kukla rapporterede om en stigning i den arktiske is, mens den antarktiske pakis var på tilbagetog. Mange klimatologer er af den opfattelse, at ligegyldig hvilken udvikling, der er i gang for øjeblikket, vil den øgede drivhuseffekt antagelig have større vægt end enhver tendens henimod koldere vejr inden for det næste halve århundrede.