Profetier om fremtidens klima II.

Kulden, som forvandlede Grønland til iskold ødemark ramte i 1400tallet også dele af Europa. Temperaturen faldt, dog ikke dramatisk, i gennemsnit kun 12 grader under niveauet år 1200, men vintrene blev længere og strengere og somrene koldere og kortere. Denne klimafase kom til at vare i over 300 år og er kendt som den lille istid.

Da afgrøden ofte led skade eller blev ødelagt af tidlig efterårsfrost, fulgte flere år med fødevaremangel, og hungersnøden antog på ny et frygteligt omfang. Den flamske maler Pieter Brueghel den Ældres værker giver et indtryk af tiden. Han gengav overskyede, sneklædte landskaber fyldt med skøjteløbere, der krydsede de tilfrosne kanaler, og jægere, der banede sig vej gennem driverne. Isflagerne drev længere og længere sydpå. Engang i 1300tallet gik en isbjørn, der kom med en isflage, i land på Færøerne. Under den lille istid frøs Themsen til seks gange så hyppigt som under det lille klimaoptimum. I 1536 udnyttede Henry 8. en af disse lejligheder til at rejse med slæde på isen fra London og ud til Greenwich. I Alperne krøb gletscherne ned ad bjergsiderne og knuste huse, som var blevet bygget i varmere tider. Så sent som i 1700tallet herskede den lille istid stadig. På et tidspunkt under den amerikanske revolution gjorde isen den britiske flåde ukampdygtig i New Yorks havn. Kanoner kunne skubbes tværs over havnen fra Staten Island til Manhattan.

Asien undgik ikke den lille istid. Kulden lagde sig over Japan og Kina i 900tallet og varede ved indtil 1300tallet, hvorpå den bevægede sig vestover til det europæiske Rusland ved midten af 1300tallet og i 1400tallet videre til Central og Vesteuropa. Præcis hvorfor denne vidt udbredte klimaforandring bevægede sig så langsomt rundt om Jorden på denne måde og ikke på en gang bredte sig ud over hele den nordlige halvkugle er forblevet en gåde for klimatologerne.

Beretningerne fra den sydlige halvkugle er meget mangelfulde, men efter alt at dømme har den antarktiske pakis til tider trukket sig tilbage, når isen fra Arktis var i fremstød. Dette har ført til en formodning om, at klimaudviklingen på de to halvkugler måske er ude af fase med hinanden, hvor den ene bliver varmere, når den anden bliver koldere og omvendt. Dette er dog på ingen måde bevist, og faktisk tyder anden forskning på, at halvkuglerne undergår næsten de samme klimaforandringer, hvor den sydlige halvkugle med hensyn til ændringer er foran den nordlige med et eller to tusinde år.

Meget gradvis og i begyndelsen umærkeligt begyndte kulden at svækkes. I løbet af 1800tallet steg gennemsnitstemperaturen på de nordlige tempererede breddegrader med en grad eller to. I den franske alpelandsby Argentiere standsede en gletscher, der havde skudt sig ned i byens gader, i 1850erne og begyndte snart at trække sig tilbage. Væksttiderne blev længere, og den arktiske pakis trak sig tilbage. Udviklingen henimod gunstigt vejr vedvarede indtil 2. verdenskrig. Det var måske tilfældigt, måske ikke, at det var den vestlige imperialismes storhedstid, ligesom det lille klimaoptimum havde været nordboernes gyldne tidsalder. Over hele verden steg befolkningstallet, og denne vækst blev holdt oppe af rige afgrøder.

Omkring midten af det 20. århundrede begyndte temperaturerne på den nordlige halvkugle på ny at bevæge sig nedefter. Mellem 1940 og 1965 afkøledes den nordlige halvkugle i gennemsnit 3 grader, og fra 1951 til 1972 faldt temperaturen i Nordatlanten konstant. I dele af USA var denne tendens endnu mere udtalt. Om sommeren faldt gennemsnitstemperaturen 12 grader og om vinteren 23 grader. I 1974 afsluttede klimatologerne George og Helena Kukla en undersøgelse af vejrkort og satellitfotos om de arktiske vejrforhold gennem de seneste syv år. De opdagede, at sneen og pakistæppet på den nordlige halvkugle var blevet dannet tidligere og havde dækket et større område inden for hvert af de sidste tre år af perioden end i de første fire.

De antydede, at de meteorologiske ekstremer, som havde kendetegnet Europa og Nordamerika i begyndelsen af 1970erne, kunne sættes i forbindelse med det større snedække. Når polarområdet bliver koldere i forhold til ækvator, er dets dække af kold luft tilbøjeligt til at brede sig længere mod syd end normalt og udvikle mere udtalte bølger langs med dets ydergrænse. Disse fremadskydende flige af kold luft afbøjer overfladens vestenvinde på de mellemste breddegrader længere sydover med de klimaændringer til følge, som var blevet konstateret af adskillige klimatologer. Jerome Namias fra Scripps Institution of Oceanography antog, at de kolde vintre i USA i 1970erne skulle ses i sammenhæng med en vedvarende, sydgående strøm af kold polarluft. En anden forsker, Reid A. Bryson fra University of Wisconsin, slog til lyd for, at et lignende mønster lå til grund for den ødelæggende tørke, der ramte Sahelområdet i Afrika i slutningen af 1960erne.

Selv i gode år er regnmængden med nød og næppe tilstrækkelig til at opretholde agerbruget og kvægavlen. Den afrikanske monsun, som normalt blæser ind fra Sydatlanten tværs over landene ved kysten, tilfører det tørstige Sahelsand den absolut livsnødvendige fugtighed, ligesom den indiske monsun normalt bringer regn til landet syd for Himalaya. Men i slutningen af 1960erne og i begyndelsen af 1970erne udeblev den afrikanske monsun fra Sahel i flere år i træk. I samme periode svækkedes den indiske monsun, og afgrøderne i Kina led skade. Ifølge Bryson skyldtes den afrikanske monsuns udebliven, at vestenvindenes forlægning sydpå over Afrika havde fortrængt en stor anticyklon, som er en vigtig faktor for det lokale klima. Dette tørre højtrykssystem ligger normalt over Sahara. Når monsunen rammer den sydlige udkant af anticyklonen, fortættes dens fugt og falder ned over Sahel som regn. Men når anticyklonen trænges sydover, som det var tilfældet i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, dropper den sin fugtighed, inden den når Sahel.

Klimatologerne er enige med Bryson med hensyn til den foreslåede forbindelse mellem vestenvindenes forlægning og tørken i Sahel. Ifølge Bryson vil den samme mekanisme, hvor polarkulden fremkalder en langvarig forlægning af vestenvindene sydover, anvendes til forklaring af klimaforandringer i fortiden som f.eks. de ændringer, der berørte store dele af den nordlige halvkugle omkring 1250, da Grønland blev koldere og nordbokolonierne forfaldt. Den tørke, der på samme tid ramte de nordamerikanske sletter øst for Rocky Mountains, kan også have været et resultat af vestenvinde, der blev forlagt sydover. De kan have hindret fugtig tropisk luft i at bevæge sig nordpå.

Men vestenvindene og selv de faldende polartemperaturer er kun formidlere af klimaforandringer, ikke igangsættere. Hvad var det, der dybest set fik Nordpolen til at blive koldere? Bryson antog, at tørken i Sahel, men også den globale kuldetendens, der netop var blevet vendt, i sidste instans var blevet udløst af støv. Han hævdede, at små partikler i atmosfæren, specielt forureningspartikler og vulkansk aske, kan spærre for en stor del af indkommende solenergi, samtidig med at stråling fra Jorden passerer ud i rummet, således at mængden af varme, der opvarmer Jorden, formindskes. De fleste klimatologer forholder sig imidlertid afventende. De fremfører, at materialet er for spinkelt til at kunne bevise, at det var støv, der fremkaldte tørken i Sahel.