Profetier om fremtidens klima I.

Op gennem 1970erne har en række uventede og lunefulde vejrbegivenheder hjemsøgt forskellige dele af kloden. Bitter kulde har bredt sig sydover fra Nordpolen, og arktisk pakis er begyndt at drive ind i de tempererede breddegrader og er blevet en trussel for skibsfarten. Dele af Sovjetunionen har været udsat for den værste tørke i århundreder, mens korndistrikterne i USA og Canada har været plaget af ødelæggende og voldsom forårsregn. Flere år i træk med usædvanlig ringe nedbør i Indien og i Saharas sydlige randområde Sahel skabte hungersnød, som krævede over 200.000 menneskeliv. Vintrene 1976-77 og 1977-78 bragte dræbende kulde og sne til det østlige USA. Der faldt sne i Miami, og i marts 1978 udsattes Boston for en »snehurricane« med usædvanlig snestorm med hastigheder på mere end 150 km i timen og 80 cm snefald over byen i løbet af et døgn. I 1979 frøs samtlige De Canadiske Søer til fra kyst til kyst for første gang i mands minde. En større undersøgelse udarbejdet af EFkommissionen gjorde opmærksom på, at Europa i de forudgående 15 år havde haft de koldeste vintre siden 1740, den tørreste vinter siden 1743 og den værste tørke siden 1726, men også den mildeste vinter siden 1834 og den varmeste måned i 300 år.

Indberetninger og vidnesbyrd alle vegne fra tydede på, at der var ved at ske noget mærkeligt med vejret i verden. Nogle foreslog, at udviklingen var på vej mod en langvarig global nedkøling, måske endda mod en ny istid. Andre mente, at tendensen gik den modsatte vej, mod stigende temperaturer verden over. Sådanne forandringer ville være meget mere end af blot akademisk interesse. Selv små udsving i gennemsnitstemperaturen indvirker på væksttiden og derfor også på landbrugsproduktionen. Forandringer på længere sigt aftegner nye fremtidsudsigter for energiforbruget til opvarmning og afkøling. Da både føde og energikilder er potentielle kilder til konflikter mellem og inden for nationer, kan interessen for klimaets betydning være af den allerstørste vigtighed.

Under alle disse diskussioner om de forskellige foruroligende fremtidsudsigter var de forskere, klimatologerne, der studerer langsigtede forandringer i vejrbilledet, bemærkelsesværdigt forsigtige i deres udlægninger af de store svingninger i vejret i 1970erne. De havde nemlig indsamlet tilstrækkeligt med data om fortidens klimaforhold til at vide, at uregelmæssige udsving fra tørke til oversvømmelse og fra snestorm til hede ikke har været ukendte i Jordens historie. Klimatologerne er i virkeligheden stort set enige om, at efter en usædvanlig gunstig periode med kun få meteorologiske yderligheder inden for omkring 80 år vil Jorden vende tilbage til sin normale rutine, som det var tilfældet i 1970erne, hvor naturlige udsving sædvanligvis indtraf med en nærmest uhyggelig regelmæssighed.

I løbet af perioden med gunstigt vejr, som blev indledt omkring 1890, var verdensklimaet både varmere og mere stabilt end noget, menneskeheden havde oplevet i over 1000 år. Det gav anledning til den udbredte opfattelse, at klimaet ikke forandrer sig meget. Denne indstilling var til dels et resultat af mangel på viden om langtidstendenserne i fortiden. Man havde ikke kunnet foretage mere præcise målinger af vejrforholdene før end i 1600tallet, da man opfandt de fornødne instrumenter, og i årtier derefter var optegnelserne yderst sporadiske.

Nutidens klimatologer har imidlertid fundet metoder, hvorudfra man kan udlede temperatur og nedbørsforholdene i den fjerne fortid gennem studier af historiske beretninger om ting som vinhøst, kirsebærtræernes årlige blomstring i Japan og ørkenområders og alpine gletscheres udvidelser og formindskelser. Man har også opmålt bredden af årringene på 5000 år gamle californiske sequoiakæmpetræer, analyseret det kemiske indhold i isprøver dybt nedefra i Grønlands og Antarktis' iskapper, studeret pollenspor i sedimentbjergarter, undersøgt urgamle, mikroskopiske organismer i havbundsaflejringer og udforsket lag af silt og ler, som er opbygget på søbund gennem århundreder.

Ud fra sådanne forskellige data har forskerne dannet sig et billede af gentagne og ekstreme klimasvingninger. Inden for de seneste 700.000 år har der været syv istider, afbrudt af mildere mellemistider. Jorden befinder sig nu i en mellemistid, der satte ind for ca. 11.000 år siden. I løbet af denne periode har der været adskillige udsving mellem moderat kulde og varme, som har berørt forskellige dele af kloden til forskellig tid. En varmeperiode, der er kendt som det store klimaoptimum, toppede omkring 4000 f.Kr. og efterfulgtes af køligere årtusinder. Den næste varmeperiode blev indledt omkring 500 f.Kr. og varede i over 1500 år, dog afbrudt af en mindre kuldeperiode fra 700 til 800 e.Kr. Varmen fortsatte, og fra ca. 800 til 1250 oplevede Europa det såkaldte lille klimaoptimum.

Det var i vikingetiden, hvor nordboerne ikke kun invaderede Nordvesteuropa, men også udvidede deres territorium til at omfatte Island og Grønland. Leif den Lykkelige og andre fortsatte endda videre vestover til Amerika. Grønland fik sit navn, fordi kysterne virkelig var grønklædte. De nordiske kolonister kunne dyrke havre, byg og rug. Nordbokolonierne voksede, indtil de omfattede ca. 3000 kolonister og 280 gårde. Det lille klimaoptimum var så varmt, at vingårde florerede i England og producerede vin, som formentlig har kunnet konkurrere med de franske.

Omkring 1250 begyndte det lille klimaoptimums varme dage at tage af. England blev på ny for ugæstmildt for vindruer, og på kontinentet måtte vinmarkerne efter at have kunnet trives på bakketoppene flyttes ned til lavere og mere beskyttede steder. Lange tidsrum med fugtigt vejr indvarslede en langvarig kølig periode, og det udpræget meget våde årti fra 1310 til 1320 bragte frygtelige lidelser til England og Nordeuropa. Der var år, hvor hvedehøsten var så ringe, at bønderne ikke havde såsæd nok til det næste år. Hvedepriserne steg derfor til det tredobbelte, og dødsfald som følge af sult og dertil knyttede sygdomme nedbragte folketallet i visse dele af England med to tredjedele.

Samtidig hermed begyndte isflager at samles i farvandet omkring Island og spærre for adgangen til Grønland. Det blev snart umuligt for skibe at komme op til kolonisterne i Grønland. Landbrug blev en umulighed, og bosættelserne uddøde. I 1492 udtalte paven en bekymring over, at ingen biskop havde været i stand til at nå hans grønlandske flok i 80 år. Han vidste ikke, at den sidste nordboer var død i 1450. Da den danske arkæolog Poul Nørlund i 1921 begyndte at udgrave en nordbokirkegård ved Grønlands kyst, fandt han makabre vidnesbyrd om den tiltagende kulde. De ældste jordiske rester var begravet et godt stykke nede under jordoverfladen, mens de senere grave var mindre dybe. Permafrostzonen havde bevæget sig opefter, så det blev umuligt at grave dybere med de primitive redskaber. De yngste, omkring 500 år gamle grave, lå meget tæt ved jordoverfladen, som i 1921 selv var blevet hård på grund af permafrost.