»En sodet og snavset dunst V.«

Det mest forfærdende luftforureningsspøgelse fremmanes af den paddehatteformede sky, som er blevet symbolet på atomalderen. Foruden den ufattelige, øjeblikkelige ødelæggelse, der vil blive resultatet af storstilet brug af kernevåben under en krig, vil den frigjorte radioaktivitet i luften være dødbringende verden over. Da det radioaktive nedfald holder sig i stratosfæren i adskillige år, får vindene god tid til at sprede deres skæbnesvangre last til alle verdensdele. Som et afskrækkende eksempel på den måde, den atmosfæriske cirkulation spreder radioaktivitet, kan nævnes, at en amerikansk satellit med plutonium238 som brændstof ved et uheld brændte op over Det Indiske Ocean i 1964. Radioaktiviteten herfra kunne senere spores på begge halvkugler.

Da radioaktive partikler kan holde på deres kraft i mange år, er det særdeles vanskeligt at forudsige hvor og hvornår, man vil opdage de skadelige virkninger. I Rochester i staten New York opdagede man således, at en fotografisk film var blevet sløret af bestråling. Kilden viste sig at være gelatinen, der var brugt til fremstillingen af filmen. Gelatinen stammede fra argentinsk kvæg, som havde ædt græs, der var blevet forurenet af nedfald fra atomforsøg i det sydlige Stillehav og Sibirien. Siden 1963, da USA, Storbritannien og Sovjetunionen enedes om et forbud mod overjordiske atombombesprængninger, er den radioaktive forurening i atmosfæren faldet drastisk, men mange andre vindbårne forurenere anretter ødelæggelse på fjerne og intetanende ofre. En af disse forureningskilder var syreregnen, som blev kendt i slutningen af 1960erne.

De to hovedskyldige i tilfældet sur nedbør var to velkendte biprodukter fra fossilt brændstof, svovldioxid og kvælstofoxid. Begge kommer fra biludstødning, kraftværker, smelteovne og en lang række andre tunge industrier og forbinder sig hurtigt med vanddamp og bliver til svage syrer. I skyerne kan der opbygges kvælstof og svovlsyredråber, der falder ned som sur nedbør. Under et uvejr i Pennsylvania i 1978 faldt der regn, som var lige så syreholdig som citronsaft. En så høj surhedsgrad dræber fiskene i søerne og kan også ødelægge skovene.

Ved skæbnens ironi er fænomenet sur nedbør til dels et resultat af lovgivningens bestræbelser på at formindske luftforureningen. Med det formål at rense den dårlige luft i nærheden af fabrikker har bestemmelserne ofte tvunget industrien til at bygge høje skorstene, så forureningen kunne spredes mest muligt. Sådanne forholdsregler lindrede ganske vist lokale problematikker, men udbredte til gengæld affaldsprodukterne til tidligere ikke forurenede områder. F.eks. spredte en 380 m høj skorsten ved et nikkelsmelteværk i Ontario i Canada tusinder af tons svovldioxid med vinden ud over kolossale områder i det østlige Canada og nordøstlige USA.

Såvel i Europa som i Nordamerika er den største skade som følge af sur nedbør påvist i øde områder, hvor bjergskråninger udløser nedbør ved at tvinge skyerne til vejrs, så de afkøles. Det skyldes områdernes afsondrethed, at skaderne er blevet opdaget så sent. Men i 1968 blev den svenske videnskabsmand Svante Oden så opbragt over syreregnens indvirkning på søerne, jorden og skovene i Skandinavien, at han anklagede de industrialiserede områder i England og Centraleuropa for »kemisk krigsførelse«. Hans sprogbrug tiltrak sig opmærksomhed i den videnskabelige verden. Efterfølgende undersøgelser kunne i vidt omfang bekræfte Odens teori om, at industriudslip var den hovedansvarlige for den hastige forværring af situationen.

I begyndelsen af 1980erne var tusinder af skandinaviske søer, som tidligere vrimlede med fisk, i realiteten blevet livløse. Ikke længe efter offentliggørelsen af Odens rapport fandt amerikanske forskere et tilsvarende mønster i vindretningen fra industribyerne i Midtvesten. Og i de nordøstlige stater og det østlige Canada var hele fiskebestande blevet udryddet af sur nedbør. Forsøg viste, at regnen i disse områder havde en surhedsgrad, der var 1030 gange større end uforurenet regn. I Adirondackbjergene i den nordøstlige del af staten New York viste målinger, at regnens surhedsgrad var steget til det 40dobbelte op gennem det sidste halve århundrede. I øvrigt er søerne i det østlige USA langt mere modtagelige over for syreregn end Vestens, fordi jordlaget østpå er tyndere, og undergrunden udgøres af granit, en uigennemtrængelig bjergart, som ikke kan absorbere eller nedbringe surhed. I det vestligste USA er mange søer beskyttet af syreneutraliserende kalkstenslag. De påvirkes derfor kun lidt af øget surhed. I de sårbare egne øst for industridistrikterne sker en stor del af skader på fisk og fytoplankton om foråret, når syre, som er blevet akkumuleret i sneen gennem hele vinteren, pludselig strømmer ud i søerne sammen med det første smeltevand.

Indvirkningen på vegetationen omkring en sø er vanskeligere at få øje på. Laboratorieforsøg antyder, at visse planter lider stor skade ved syreregn, men der er også vidnesbyrd om, at der er træer, som faktisk trives — i et stykke tid. I begyndelsen af 1980erne tydede et forsøg i Tyskland på, at denne øgede trævækst er vildledende, eftersom sur nedbør angriber træer i et tretrinsforløb. Først virker kvælstoffet i regnens salpetersyre komponent som et næringsstof og øger væksten gennem årtier, før syrerne begynder at nedbryde andre livsnødvendige næringsstoffer i jorden. Efter omkring 40 års syreregn udpines jorden, og træerne begynder at vokse langsommere. Så øges den ødelæggende virkning ved sulfaterne fra syreregnen, idet de forbinder sig med metaller i jorden, fortrinsvis aluminium. Den opløste aluminiumssultat i undergrundsvandet forhindrer celledelingen i rødderne, og til sidst stopper træets vækst. Rodskaderne gør også træerne sårbare over for en lang række sygdomme, og inden længe vil træet bukke under for en kombination af sygdom og forgiftning. Forsøget viste, at imellem 1976 og 1981 havde syreregnen dræbt træer i Bayern dækkende et område på 1500 ha, og at 80.000 ha skovland udviste tegn på omfattende ødelæggelse.

Selv om man i begyndelsen af 1980erne endnu ikke havde fundet nogen påviselig forbindelse mellem sur nedbør og menneskesygdomme, forekom en indirekte ikke at være usandsynlig. I Sverige kunne det konstateres, at øget surhed ofte bevirker, at brøndvand ætser kobberrør. I et tilfælde fattede man mistanke om, at det heraf følgende øgede kobberindhold i vandet var skyld i nogle mindre alvorlige tarmlidelser. Og en svensk kvinde fik et chok, da hun så, at hendes blonde hår var blevet grønt, efter at hun havde vasket det i brøndvand med indhold af kobbersulfat.

Der eksisterer ingen nemme løsninger på syreregnsproblematikken. Det er uhyre vanskeligt at lokalisere de egentlige kilder til forureningen, fordi de tit befinder sig langt fra det angrebne område. De industrier, som er under mistanke for at have bidraget kraftigt til syreregnen, er meget tilbageholdende med at indrømme deres eventuelle skyld eller investere i kostbare teknikker til forureningskontrol. Den præcise angivelse af kilderne besværliggøres ved tilstedeværelsen af kvælstofoxid, som udskilles både ved industriens og bilernes forbrændingsprocesser. Trafikken af disse forureningsstoffer tværs over de internationale landegrænser bidrager til at komplicere problemerne, og den lovmæssige uensartethed gør det ret nemt at unddrage sig tvungne kontrolforanstaltninger.

I Japan er der sket betydelige fremskridt. I 1968 indførte den japanske regering en streng kontrol med udslip af svovldioxid, samtidig med at man opmuntrede til at gå over til brændstof med lavt svovlindhold. I 1975 var svovludslippet nedbragt til det halve, og i begyndelsen af 1980erne havde endnu strengere bestemmelser placeret Japan foran alle andre nationer, hvad angår kontrol med svovludslip.

Skal man udlede noget positivt af omkostningerne og sammensatheden af byernes forurening  truslerne mod ozonlaget og den sure nedbør  må det være en forståelse af, at luftforurening ikke længere blot er et lokalt, regionalt eller endda nationalt anliggende. Kul og olieafbrændingen, som holder hele den moderne civilisation i gang, kan ikke ophøre uden katastrofale sociale og økonomiske følger. Men hver dag fortsætter vidnesbyrdene om de usunde og uforudsete konsekvenser af det 20. århundredes fremskridt med at blive flere og flere. Og til trods for vor videnskabelige viden om det tynde lag af luft, der beskytter Jorden, rummer atmosfæren sikkert mange andre overraskelser.