»En sodet og snavset
dunst III.«
I 1956 udsattes London for
endnu et inversionsfremkaldt smogangreb. Set fra en meteorologisk
synsvinkel var denne inversion endnu værre end den i 1952, men
antallet af ofre var relativt lille på grund af de nye
bestemmelser. 10 år senere var London en forandret by. Der var
dem, der påstod, at den var blevet 80% renere. Vasketøj,
der var hængt ud til tørre, holdt sig rent. Nyrensede
offentlige bygninger forblev sodfrie, og dødsfaldsraten ved
åndedrætssygdomme var faldet.
I mange industribyer i USA blev
der gennemført lignende luftforureningsrestriktioner med lige
så opmuntrende resultater. De mest vidtrækkende nye regler
blev sat i værk i byen Donora 32 km sydøst for Pittsburgh,
kendt som »Smoky City«. Da man havde set i øjnene,
at fremtiden for dette samfund var stærkt truet af giftig luft,
iværksatte byen i slutningen af 1940rne og begyndelsen af
1950erne et byfornyelsesprogram. Grundlæggende i dette program
var et sæt strenge bestemmelser til bekæmpelse af
røgplagen. På kun få år var der indtruffet en
mærkbar forbedring af atmosfæren over Pittsburgh.
Det så nu ud til, at man
nemt kunne få bugt med luftforureningen ved hjælp af en
fornuftig lovgivning. Men når det kom til stykket, havde man
faktisk kun afhjulpet et symptom ved dette omfattende sygdomskompleks
og det endda kun midlertidigt.
Det virkelige omfang af
luftforureningen var så småt begyndt at tegne sig i Los
Angeles, hvor forholdene nærmest var perfekte til en dramatisk
opbygning af en ny generation af forureningskilder. Vejret i Los
Angelesområdet er domineret af den østlige del af et
højtrykssystem, som er tilbøjelig til at lægge sig
over Stillehavet mellem Hawaii og Californien. Denne luftmasse med en
diameter på omkring 3000 km sender konstant varm
ækvatorialluft ind mod USA. Når den nærmer sig
kysten, afkøles den lavereliggende luft, der som regel ligger
150300 m over jordoverfladen, af vandet nedenunder. Derfor vil luften,
der kommer ind fra havet, være kold forneden og varm foroven.
Dette fænomen er ikke nogen nyhed. Da den spanske
opdagelsesrejsende Juan Rodriguez Cabrillo i 1542 kom til Los
Angelesbækkenet, lagde han mærke til, at røgen fra
indianerlejrene kun steg omkring 100 m til vejrs, hvorefter den spredte
sig horisontalt og dannede noget, der lignede en skærm. Han
kaldte den nærliggende indskæring, vore dages San Pedro
Bay, for Røgbugten.
I andre områder langs den
californiske kyst bliver dette lavthængende lag af kold luft, som
meteorologerne kalder det marine lag, spredt af luft, der stiger op fra
det varme land inde bagved. Men San Gabriel og San Bernardinobjergene,
som omgiver Los Angelesregionen, holder på inversionslagene og
holder dem i live længe. Indtil et godt stykke ind i 1900tallet
anrettede inversionslagene ikke større skader. Området var
tilstrækkelig stort til at kunne absorbere den skabte forurening,
og ofte blæste en horisontal vind om aftenen de farlige stoffer
ud over havet. Smog var noget, man først erkendte under 2.
verdenskrig. Indbyggerne dadlede straks byens industrier, som arbejdede
på højtryk i krigens tjeneste. I slutningen af 1940rne
iværksattes en kampagne for kontrol med industriens udslip.
Forureningen fra disse kilder blev formindsket, men smoggen blev.
Ikke alene blev den synlige
tågedis hængende, men nu blev også en lang
række andre mærkelige virkninger kendt i offentligheden.
På smogdage beklagede folk sig over øjenirritation, og
lokale farmere begyndte at gøre opmærksom på
omfattende afgrødeødelæggelser, som de mente
skyldtes smoggen. I begyndelsen af 1950erne kontaktede myndighederne i
Los Angelesforvaltningsområdet biokemikeren og plantefysiologen
Arie HaagenSmit fra Californiens teknologiske institut, så han
kunne finde ud af, hvad der skete med planterne.
HaagenSmit observerede med det
samme, at skaderne, der viste sig som en olieagtig glans på
undersiden af planterne, ikke lignede følgerne af de kendte
industrigifte som f.eks. svovldioxid. Han begyndte med at udsætte
forsøgsplanter for store doser af de naturlige organiske
stoffer, som kendes fra almindelig luft. Da dette imidlertid ikke
skadede, koncentrerede han sig på ny om menneskeskabte
forurenere, denne gang de store mængder af kvælstofoxider
og råoliebaserede kulbrinter, som afsløredes ved kemiske
analyser af luftprøver.
Til at begynde med gav
desinfektionen af planter med kvælstofoxider og udvalgte
kulbrinter kun ubetydelige resultater, men HaagenSmit indså
snart, at der manglede en vigtig faktor, som er så kendetegnende
for vejret i Los Angeles, nemlig solskin. I laboratoriet frembragte han
kunstigt sollys ved at udsætte de desinficerede planter for
ultraviolet lys. Efter blot nogle få timer led planterne skade
på en måde, der ikke adskilte sig fra, hvad man havde set
ved planter, der havde været udsat for smog.
HaagenSmit erkendte snart
slutproduktet ved den kemiske reaktion, han havde sat i gang. Det var
ozon, dette superaktive iltmolekyle med tre atomer. Til
bekræftelse af opdagelsen gennemførte han et simpelt
forsøg. Det er velkendt, at ozon angriber gummi.
Caltechprofessoren bøjede derfor nogle gummistrimler, som han
udsatte for Los Angeles' smog. Under normale omstændigheder varer
det omkring 45 minutter, før der viser sig
spændingsrevner, når man bøjer gummiet, men
når gummi udsættes for smog under ultraviolet
bestråling, revner det i løbet af 6 minutter. Dette kunne
kun skyldes en usædvanlig høj koncentration på 10
gange det normale.
Han havde opdaget, at Los
Angeles i virkeligheden var genstand for en ny form for smog, som
teknisk set slet ikke var egentlig smog, fordi der ikke forekom synlig
røg eller tåge, men den var i enhver henseende lige
så farlig som det traditionelle »bryg«, som havde
lammet London og Donora. Og kilden til den, som blev afsløret
ved eksperimenternes oliebaserede kulbrinter, var intet mindre end
selve symbolet på den amerikanske velstand, bilen. Dette kemiske
detektivarbejde, som satte den højt elskede familiebil og
olieraffinaderierne, der producerede dens brændstof, under
anklage, banede vejen for en helt ny forståelse for baggrunden
for luftforureningen.
|
|