»En sodet og snavset dunst III.«

I 1956 udsattes London for endnu et inversionsfremkaldt smogangreb. Set fra en meteorologisk synsvinkel var denne inversion endnu værre end den i 1952, men antallet af ofre var relativt lille på grund af de nye bestemmelser. 10 år senere var London en forandret by. Der var dem, der påstod, at den var blevet 80% renere. Vasketøj, der var hængt ud til tørre, holdt sig rent. Nyrensede offentlige bygninger forblev sodfrie, og dødsfaldsraten ved åndedrætssygdomme var faldet.

I mange industribyer i USA blev der gennemført lignende luftforureningsrestriktioner med lige så opmuntrende resultater. De mest vidtrækkende nye regler blev sat i værk i byen Donora 32 km sydøst for Pittsburgh, kendt som »Smoky City«. Da man havde set i øjnene, at fremtiden for dette samfund var stærkt truet af giftig luft, iværksatte byen i slutningen af 1940rne og begyndelsen af 1950erne et byfornyelsesprogram. Grundlæggende i dette program var et sæt strenge bestemmelser til bekæmpelse af røgplagen. På kun få år var der indtruffet en mærkbar forbedring af atmosfæren over Pittsburgh.

Det så nu ud til, at man nemt kunne få bugt med luftforureningen ved hjælp af en fornuftig lovgivning. Men når det kom til stykket, havde man faktisk kun afhjulpet et symptom ved dette omfattende sygdomskompleks og det endda kun midlertidigt.

Det virkelige omfang af luftforureningen var så småt begyndt at tegne sig i Los Angeles, hvor forholdene nærmest var perfekte til en dramatisk opbygning af en ny generation af forureningskilder. Vejret i Los Angelesområdet er domineret af den østlige del af et højtrykssystem, som er tilbøjelig til at lægge sig over Stillehavet mellem Hawaii og Californien. Denne luftmasse med en diameter på omkring 3000 km sender konstant varm ækvatorialluft ind mod USA. Når den nærmer sig kysten, afkøles den lavereliggende luft, der som regel ligger 150300 m over jordoverfladen, af vandet nedenunder. Derfor vil luften, der kommer ind fra havet, være kold forneden og varm foroven. Dette fænomen er ikke nogen nyhed. Da den spanske opdagelsesrejsende Juan Rodriguez Cabrillo i 1542 kom til Los Angelesbækkenet, lagde han mærke til, at røgen fra indianerlejrene kun steg omkring 100 m til vejrs, hvorefter den spredte sig horisontalt og dannede noget, der lignede en skærm. Han kaldte den nærliggende indskæring, vore dages San Pedro Bay, for Røgbugten.

I andre områder langs den californiske kyst bliver dette lavthængende lag af kold luft, som meteorologerne kalder det marine lag, spredt af luft, der stiger op fra det varme land inde bagved. Men San Gabriel og San Bernardinobjergene, som omgiver Los Angelesregionen, holder på inversionslagene og holder dem i live længe. Indtil et godt stykke ind i 1900tallet anrettede inversionslagene ikke større skader. Området var tilstrækkelig stort til at kunne absorbere den skabte forurening, og ofte blæste en horisontal vind om aftenen de farlige stoffer ud over havet. Smog var noget, man først erkendte under 2. verdenskrig. Indbyggerne dadlede straks byens industrier, som arbejdede på højtryk i krigens tjeneste. I slutningen af 1940rne iværksattes en kampagne for kontrol med industriens udslip. Forureningen fra disse kilder blev formindsket, men smoggen blev.

Ikke alene blev den synlige tågedis hængende, men nu blev også en lang række andre mærkelige virkninger kendt i offentligheden. På smogdage beklagede folk sig over øjenirritation, og lokale farmere begyndte at gøre opmærksom på omfattende afgrødeødelæggelser, som de mente skyldtes smoggen. I begyndelsen af 1950erne kontaktede myndighederne i Los Angelesforvaltningsområdet biokemikeren og plantefysiologen Arie HaagenSmit fra Californiens teknologiske institut, så han kunne finde ud af, hvad der skete med planterne.

HaagenSmit observerede med det samme, at skaderne, der viste sig som en olieagtig glans på undersiden af planterne, ikke lignede følgerne af de kendte industrigifte som f.eks. svovldioxid. Han begyndte med at udsætte forsøgsplanter for store doser af de naturlige organiske stoffer, som kendes fra almindelig luft. Da dette imidlertid ikke skadede, koncentrerede han sig på ny om menneskeskabte forurenere, denne gang de store mængder af kvælstofoxider og råoliebaserede kulbrinter, som afsløredes ved kemiske analyser af luftprøver.

Til at begynde med gav desinfektionen af planter med kvælstofoxider og udvalgte kulbrinter kun ubetydelige resultater, men HaagenSmit indså snart, at der manglede en vigtig faktor, som er så kendetegnende for vejret i Los Angeles, nemlig solskin. I laboratoriet frembragte han kunstigt sollys ved at udsætte de desinficerede planter for ultraviolet lys. Efter blot nogle få timer led planterne skade på en måde, der ikke adskilte sig fra, hvad man havde set ved planter, der havde været udsat for smog.

HaagenSmit erkendte snart slutproduktet ved den kemiske reaktion, han havde sat i gang. Det var ozon, dette superaktive iltmolekyle med tre atomer. Til bekræftelse af opdagelsen gennemførte han et simpelt forsøg. Det er velkendt, at ozon angriber gummi. Caltechprofessoren bøjede derfor nogle gummistrimler, som han udsatte for Los Angeles' smog. Under normale omstændigheder varer det omkring 45 minutter, før der viser sig spændingsrevner, når man bøjer gummiet, men når gummi udsættes for smog under ultraviolet bestråling, revner det i løbet af 6 minutter. Dette kunne kun skyldes en usædvanlig høj koncentration på 10 gange det normale.

Han havde opdaget, at Los Angeles i virkeligheden var genstand for en ny form for smog, som teknisk set slet ikke var egentlig smog, fordi der ikke forekom synlig røg eller tåge, men den var i enhver henseende lige så farlig som det traditionelle »bryg«, som havde lammet London og Donora. Og kilden til den, som blev afsløret ved eksperimenternes oliebaserede kulbrinter, var intet mindre end selve symbolet på den amerikanske velstand, bilen. Dette kemiske detektivarbejde, som satte den højt elskede familiebil og olieraffinaderierne, der producerede dens brændstof, under anklage, banede vejen for en helt ny forståelse for baggrunden for luftforureningen.