»En sodet og snavset dunst II.«

I 1100tallets England førte skovrydning til anvendelsen af kul inden for fremstillingsvirksomhed. De fleste af kongens undersåtter kunne ikke gøre noget ved den herved dannede ubehagelige røg, men i 1257 nægtede Henry 3.s dronning Eleanor at opretholde sig længere på Nottingham Castle på grund af den kvælende røg, der steg op fra de kulfyrede ildsteder i byen nedenfor. Som regel kom den økonomiske gevinst dog til at veje tungere end ren, frisk luft, og kulos indgik i de følgende 700 år som en almindelig udbredt del af Englands atmosfære.

Ikke mindst indbyggerne i London anvendte kul i deres kaminer for at fordrive kulden i storbyens tåge, som til dels blev forårsaget af partikler sendt ud gennem skorstenene. I 1661 skrev den ansete Londonborger John Evelyn skriftet »Fumifugium eller ubehagelighederne ved den luft og røg, som stiger op fra London tillige med nogle forholdsregler til deres afhjælpelse«. Skriftet var stilet til kong Charles 2.

Han indledte: »Sire, en dag, da jeg gik gennem Deres Majestæts palads ved Whitehall, hvor jeg stundom har haft den glæde at vederkvæge mig ved synet af Deres højveldædige tilstedeværelse, som indtager en glædens plads i Eders folks hjerter, strømmede en formastelig røg ud fra det nærliggende Northumberlandhouse og ikke langt fra Scotland Yard. Den invaderede i den grad slotspladsen, at alle værelser og gallerier omkring den blev fyldt og hjemsøgt heraf. Det i en sådan grad, at man næppe kan skille hinanden ud fra mængden.« Evelyn føjede til: »Eller indånde anden luft end uren og tyk tåge, ledsaget af en sodet og smudsig dunst, som ødelægger lungerne med det resultat, at katarer, hoste og tæring huserer mere i denne ene by end på hele jordkloden.« Med denne kostelige henvendelse håbede han på at få kongen til at fjerne fabrikker fra byen og plante aromatiske træer og buske til nedbringelse af stanken.

Charles 2. reagerede slet ikke. Brugen af kul tog til, og siden tog den stille tåge menneskeliv i hobetal. Det hændte dog, at myndighederne samledes for at drøfte problemet, men selv når der blev vedtaget love til regulering af udledningerne fra industrien, var der ingen, der tog det mindste hensyn dertil. England blomstrede i de følgende tre århundreder, og de senere generationer lærte at afvise luftproblemerne med formildende aforismer som »Mock is money« (møg er penge).

Den industrielle revolution bragte i 1700 og 1800tallet stor velstand til England og Europa, men i kølvandet på de materielle fremskridt fulgte en formidabel stigning i luftforureningen og i åndedrætsproblemerne, fordi de fleste fabrikker var baseret på kul. Mange læger var klar over den direkte forbindelse mellem luftforureningen og en lang række alvorlige sygdomme. Men først i 1930rne erkendte man truslens virkelige omfang.

Den 1. december 1930 lejrede en tyk tåge sig over den stærkt industrialiserede Meusedal i Belgien. Fanget af inversionslaget over dalens stejle sider blev den suppeagtige blanding hængende i fire dage, hvor røgen fra stål og glasværkerne, kalkovnene, kraftværkerne og gødningsfabrikkerne forvandlede tågen til et kvælende tæppe af giftige dampe. Den 3. december var tusinder af mennesker ved at blive kvalt. De kastede op og gispede efter vejret, og da den røgblandede tåge omsider lettede den 5., var hundreder blevet alvorligt syge. 60 var døde. Ved den efterfølgende undersøgelse kom det frem, at smoggen nok havde indeholdt over 30 forskellige slags urenheder. De mest skadelige var svovldioxider og svovltrioxidgasser samt flussyre, som er et biprodukt fra jernsmelteovne.

Omkring midten af 1900tallet fulgte straffen for frembringelsen af den dårlige luft i hastig rækkefølge. 18 år efter katastrofen i Meusedalen indtraf en lignende i Donora i Pennsylvania, som er en stærkt industrialiseret by 50 km syd for Pittsburgh. Donora, der strækker sig i nogle lave, skrånende bakker langs en krumning af Monongahelafloden, var hjemsted for et stålværk, en zinkreduktionsvirksomhed og en svovlsyrefabrik, alle store forurenere. I slutningen af oktober 1948 dannedes et inversionslag, som spærrede for forureningsopstigningen i tre dage. Da regnen langt om længe ved slutningen af tredjedagen vaskede smoggen bort fra himlen, var benved 6000 blevet syge, og 20 var døde.

Det var første gang, at et smogangreb havde ramt en større by med en så alarmerende virkning. Fire år senere kom Londons hårdt plagede borgere til fulde til at betale regningen for deres ryggesløse kulafbrænding.

Onsdag den 3. december 1952 var en herlig vinterdag. Himlen var fuld af cumulusskyer, og en frisk vind fra Nordsøen sørgede hele tiden for at holde byens røgtåge på afstand. Londonerne slentrede rundt i parkerne og dasede i solskinnet. Dette vejr hang sammen med et kraftigt højtryksområde, der var centreret over den vestlige del af landet.

Torsdag morgen havde højtryksområdet bevæget sig nærmere til storbyen. Temperaturen var faldet, og luften var udpræget fugtig. Den aftagende vind var drejet mod nordnordvest, og der havde dannet sig høje skyer i 34 kilometers højde. Et sikkert tegn på opadstigende varm luft. Et inversionslag var under udvikling. Hist og her viste der sig tågelommer, navnlig over Themsen. Byen begyndte at ose af røg, efterhånden som sod, gasser og askestøv fra tusindvis af skorstene begyndte at samle sig i luften. De større partikler dalede ned på tagene og gaderne.

Da indbyggerne vågnede fredag morgen, så de byen indhyllet i en tæt smog. For at beskytte sig mod morgenkulden gjorde londonerne, hvad de altid havde gjort. De fyrede op i deres kaminer og tændte for deres elektriske ovne og elvarmere, hvilket fik de kulfyrede kraftværker til at sende endnu mere røg ud i den tykke luft. Vinden døde hen, og smoglaget trykkede sig ned mod jorden. Luften var klar kun 100 meter oppe, men ved gadeniveau var sigtbarheden nede på en meter. Busserne kunne kun komme frem, når konduktøren gik foran med en fakkel for at vise vej for chaufføren. Der var en cyklist, der hørte en mærkelig truttende lyd, hvorfor han klogeligt kørte ind til siden. Pludselig tonede en svane frem af tågen, mens den skræppende gav udtryk for sin forgæves søgen efter Themsen, som lå næsten 1 km borte. Som dagen skred frem, kunne folk føle en brænden i deres hals og trykken for brystet. De, der forsøgte at cykle igennem tågen, blev dækket af sod. Smoggen var begyndt at sive ind i boliger, kontorer og offentlige bygninger.

Der var indbyggere, der tog det hele som en joke. Londonerne havde lært ikke at tage den slags kriser så tungt. Men i løbet af dagen blev smoggen tykkere, og ved morgengry om lørdagen var den blevet til et ækelt mørkebrunt dække. På dette tidspunkt var der opstået omfattende skader som følge af svovlforureningen. Hospitalernes katastrofeafdelinger var overfyldte af folk med åndedræts og hjertesygdomme. Ældre mennesker, hvis skrøbelige helbred ikke kunne klare den elendige atmosfære, døde stille i deres boliger. Men også unge mennesker blev syge.

Søndag, angrebets tredje dag, var lige så dårlig som lørdag. Husmødrene opdagede, at smoggen, der var kommet ind i deres hjem, havde efterladt en sort, klæbrig hinde på alt, hvad de rørte ved. Londons lufthavn måtte lukkes, og på gaderne sås kun få køretøjer. Flere steder var sigtbarheden nu nede på 2025 cm. Tabet af menneskeliv, der nu taltes i hundreder, steg fortsat. Nogle af de ramte blev afvist af de overfyldte hospitaler, og andre døde undervejs, mens ambulancerne sneglede sig langsomt gennem den befængte luft. Der var et af byens lighuse, der fik så mange lig, at der ikke var kister nok. Lægerne, der stod for lægevagten, havde meget vanskeligt ved at efterkomme behovene for hjælp, hvis de da overhovedet var i stand til at komme frem til deres patienter. En læge, der for vild i mørket, fik den geniale ide at bede en blind patient om at vise sig vej. Det havde den blinde ikke noget imod. »For mig gerne, pas på her, doktor!« udbrød han. »Der går et lavt trin ned.« Til trods for katastrofens helt åbenlyse omfang blev der ikke udsendt officielle advarsler eller instruktioner hverken via presse eller radio.

I det matte dagslys mandag morgen den 8. december viste sig de første ophørstegn. Luften begyndte at bevæge sig, da et lavtrykscentrum nærmede sig. Tågen blev imidlertid liggende. Biografgængere, der håbede på at kunne undslippe tågens virkninger, opdagede, at de ikke engang kunne se lærredet, og man måtte aflyse en operaforestilling, fordi sangerne ikke kunne se dirigenten.

Endelig, efter fire forfærdelige dage, spredte tågen sig, og London gik i gang med at opgøre tabet af menneskeliv. Omkring 4000 var døde, de fleste ældre mennesker, og mange tusinde led af nye eller forværrede åndedrætssygdomme. De chokerede londonere besluttede sig nu for omsider at gøre en ende på den luftforureningsfare, der så længe bogstaveligt havde hængt over deres hoveder. Inversionslaget kunne man ikke forhindre, men man kunne nedbringe byens forureningsudledninger. Parlamentet vedtog snart en lovgivning med klare, nye regler for røgudslip, og regeringen gav støtte til, at boliger og industrier gik over til anvendelse af brændstoffer med lavt svovlindhold som f.eks. brændselsolie og naturgas.