Skyernes udtryksformer VII.

Vore dages udforskere af atmosfæren har selvfølgelig fundet frem til nye skyformer og atmosfæriske fænomener, som Luke Howard ikke havde noget kendskab til. Et af de syn, han sikkert ikke har set, er de linselignende skyer, som dannes over eller på faldvindsiden af et bjerg. En sådan sky er toppen af en bølgelignende og usynlig luftstrøm, som af bjerget er blevet bøjet opefter. Når luften bevæger sig ind i de koldere områder nær bjergets top, fortættes vanddampene, og der dannes linseformede skyer. Når så luften synker ned igen, fordi den følger konturerne i landskabet, vil dråberne fordampe. Selve skyen bliver imidlertid tilbage, fordi vindene fortsat strømmer ind over bjerget, og lige så hurtigt, som den nedadvendende del af skyer fordamper, fortættes der vanddamp, der fører til nye skyopvinde.

Der er adskillige linseformede skyer, som har ført til beretninger om flyvende tallerkner. Når der dannes mindre, linselignende skyer i hovedskyens vindretning, når luften kastes opefter, vil den opmærksomme iagttager kunne se noget, der minder om en flyeskadrille. Men i virkeligheden er luften blot steget til vejrs til fortætningsniveauet, og en stadigt mindre serie af stadigt mindre luftbølger har efterladt sig en lille kæde af linseformede skyer.

De to beslægtede atmosfæriske foreteelser dis og dug dannes, når der ikke er de rigtige betingelser for skydannelse til stede. Dis tilslører himlen, når en overflod af luftbårne partikler spreder sollyset. Er luftens fugtighedsindhold for lavt eller temperaturen for høj, vil der kun fortættes lidt eller slet ingen vanddamp omkring disse aerosoler, så der kan dannes en sky. Da der ikke er nogen vind til at blæse partiklerne bort, vil disen blive liggende, og dens farve indikerer dens natur og størrelse. Blå slørdis fremkaldes ofte af en kemisk kombination af atmosfæriske ozoner og terpener, som er kulbrinter, der stammer fra vegetation. De såkaldte Blå Bjerge i det østlige USA har formentlig fået deres navn efter skæret ved denne form for tågedis. Et gråt farveskær kan komme fra større partikler af jord, salt og andre mineraler. Ved kysterne efterlader de brydende bølger og buldrende brænding skyer af opsprøjtet salt, og milliarder af saltpartikler bliver i luften, når vandet i skumsprøjtet fordamper. Den herved dannede dis kan strække sig flere kilometer ud over havet.

Ligesom tåge dannes dug, når vanddamp afkøles af et koldt underlag og fortættes. Dråberne samler sig på græs, blade og andre genstande tæt ved jordoverfladen, hvor der ikke er nogen lodret blanding, der kan føre fugten til vejrs, eller hvor luftens fugtighedsindhold er for lavt til, at fortætningsprocessen udvikler sig til egentlig tåge. Undertiden bidrager plantelivet til dugdannelse ved afgivelse af vanddamp fra planteceller, såkaldt transpiration.

Fortætnings og transpirationsprocesserne kan frembringe en drivvåd hinde, selv på en velplejet plæne. Men dette perlende skær kan også frembringe et syn af stor ynde og skønhed i form af en dughalo. Inden de første morgentimer, og før duggen fordamper, kan man, når man står med ryggen mod Solen, være heldig at se en tydelig halo, der omgiver hovedet på ens skygge. Da en billedhugger og skribent oplevede fænomenet for første gang i 1500tallet, udlagde han det som en guddommelig anerkendelse af hans geni. I vore dage ved forskerne imidlertid, at der ikke er tale om nogen personlig proces, men at haloen skyldes små dugdråbers afbøjning og refleksion af sollyset. Sollyset rammer dråbernes overflade, afbøjes ganske svagt og kastes tilbage fra dråbernes bagside hen mod iagttageren. Et lignende fænomen forklarer en af de mest iøjnefaldende sider ved samspillet mellem lys og fugtighed, regnbuen.

Disse vældige farvebuer, der dannes, når sollyset rammer en regnbyge, har været genstand for spekulationer i tusinder af år, og man fandt frem til deres egentlige baggrund længe før, man fik den dybere indsigt i skyernes dynamik. Så tidligt som i 1304 fremkom den tyske dominikanermunk Theoderik med to inspirerende forklaringer på regnbuer. For det første ejede han forestillingsevnen til at se, at nøglen til mysteriet lå i de enkelte regndråber. Men han var også klar over, at en regnbue både forudsætter lysets tilbagekastning og brydning. For at efterligne en kæmpemæssig regndråbe fyldte Theoderik en glaskugle med vand, hvorved han opdagede, at mens størstedelen af lysets passerede direkte igennem kuglen, afbøjedes en del af det indkommende lys af den udadbuede ydre overflade, kastedes tilbage af den indadbuede indre overflade og dernæst afbøjedes på ny, inden det forsvandt.