Skyernes udtryksformer VI.

I fortiden kunne flypiloter, der kredsede over en tågedækket flyveplads, regne deres resterende levetid ud ved hjælp af deres brændstofmålere. I Alleghenybjergene i den nordlige del af det centrale Pennsylvania, hvor rækker af parallelle højderygge holder fugtig luft tilbage, hændte det i begyndelsen af 1920rne ofte, at postflyvere styrtede ned på grund af tåge og lavt hængende skyer, som man gav øgenavnet »cumulugranit«. Inden for en periode af kun 22 måneder krævede et område mellem Bellefonte i Pennsylvania og Cleveland ikke færre end 26 menneskeliv. Piloterne kaldte det for helvedesruten. Tåge er den dag i dag en alvorlig fare for moderne jetfly til trods for al deres avancerede elektroniske udstyr. I 1977 indtraf den største katastrofe i flyvningens historie, da tåge var hovedårsagen til kollisionen mellem to 747 Jumbojetfly ved en lufthavn på De Canariske øer.

Fortætningen af vanddamp til tåge hænger ofte sammen med, at fugtig luft afkøles ved den direkte kontakt med den kolde jord. Jorden afkøles meget hurtigt i nætter, hvor der ikke er skyer på himlen til at opfange eller hæmme varmeudstrålingen i rummet. Under sådanne omstændigheder vil luften nær jordoverfladen hurtigt nå dugpunktet. Der dannes strålingståge, som betegnes således, fordi jorden mister varme på grund af stråling.

Tågedannelse fremmes af en let brise. Ved helt stille vejr kommer færre luftmolekyler i berøring med den kolde jordoverflade, og en stiv vind vil fuldstændig kunne splitte tågen ad, hvorimod en brise, der stille og roligt blander den fugtige luft, kan sætte en tåge i bevægelse i op til 1 kilometers højde eller mere. Strålingståge forekommer hyppigst i lavtliggende områder eller indeklemte dale som f.eks. helvedesruten, hvor der nemt dannes kold luft. Som regel er den tykkest kort efter daggry, når den første solvarme fremkalder en mild varmestrømning, som får varmere, fugtig luft til at cirkulere ind i den koldere luft nær jordoverfladen. Men når solopvarmningen sætter ind, fordamper tågen i løbet af et par timer.

En anden slags tåge dannes over søer og langsomt strømmende floder, når kold luft strømmer hen over varmere vand og både får tilført varme og fugtighed. Denne opvarmede luft blander sig med den kun lidt koldere luft ovenover, og idet blandingen når dugpunktet, dannes der en afkølings eller fordampningståge lige over vandoverfladen. Denne tågeform forekommer typisk, når vandet er 36 grader varmere end luften, hvilket ofte er tilfældet i begyndelsen af efteråret. I polaregnene kaldes fordampningståge også sørøg, og den dannes bl.a. over sprækker i iskappen. Selv om det befinder sig nær frysepunktet, vil vandet under isen være varmere end luften ovenover, og de opadstigende vanddampe fortættes næsten øjeblikkelig.

Tåge dannet ved udstråling og fordampning er almindeligvis et lokalt fænomen, men en anden velkendt form for tåge kan undertiden dække store områder. Denne sæbeagtige blanding, kendt som advektionståge, opstår når en fugtig luftmasse strømmer hen over et koldere underlag. I Atlanterhavet ud for Newfoundlands kyst strømmer luft, der er opvarmet af Golfstrømmen, hyppigt mod nordvest og kommer i berøring med den kolde Labradorstrøm. Den herved dannede tåge nær ved Newfoundlandbankerne hører til de mest hårdnakkede i hele verden. Ud for Californiens kyst strømmer varm og fugtig luft fra det åbne hav henover den californiske havstrøms kolde vand og bliver til den langsomt bevægende tåge, der regelmæssigt strømmer ind over kystskråningerne og indhyller San Francisco. Der er mange, der er trætte af denne tåge, men fugtigheden er livsnødvendig for de berømte redwoodtræer i det nordlige Californien.

Inde over land kan der dannes en særlig form for skyer, når et langsomt bevægende tæppe af varm luft løftes op i en koldere højde som følge af terrænets stigning. Denne tågeform forekommer på bjergskråninger. F.eks. hjemsøges Mount Washington i New Hampshire heraf i mindst 300 af årets dage. På Amerikas store sletter findes en særlig variant af denne tågeform, når sydøstenvinden blæser fugtig luft fra Den Mexikanske Havbugt i retning mod Rocky Mountains. Der opstår en vældig tågebanke over det vestlige Kansas eller Nebraska, når den gradvise opadstigende terrænhældning vest for Mississippifloden fører luften op i en højde, hvor luften er tilstrækkelig kold til at fortættes.

Howards højest liggende skyer var cirrusskyerne. De forekommer sjældent i højder under 7 km og er udelukkende sammensat af iskrystaller. Deres krøllede udseende skyldes, at iskrystaller falder ned fra hovedskyen og følger efter i den roligere vind nedenunder. De tottede cirrusskyer opstår enten som et resultat af små, lodrette strømninger eller er rester af toppen af en tordenvejrssky. Varianten cirrostratusskyerne dannes, når store luftmasser langsomt daler ned i den øvre troposfære. Cirrocumulusskyer skyldes ligeledes varmestrømninger. Deres struktur er tydeligt bølgeformet. Meteorologerne betegner dem også makrelskyer. Cirrusskyer er som regel et tegn på kraftig opdrift i det fjerne, hvorfor de anses for pålidelige bebudere af ustabilt vejr.

Cirrusskyer kan også være menneskeskabte. Når et jetfly i stor højde flyver gennem særlig kold luft, efterfølges det undertiden af en såkaldt kondensationsstribe. Normalt vil den kolde, klare luft, som jetflyet passerer igennem, være for tør til skydannelser. Men jetmotoren udspreder vanddampe, som fryser til is på få sekunder og danner en hale af iskrystaller bag flyet. Ligesom dens naturbetingede cirruskollega vil en kondensationsstribe kunne fortælle noget om vejret i morgen. Er luften temmelig tør, vil kondenssationsstriben forsvinde hurtigt, som det er tilfældet i områder med højtryk, men hvis luften ovenover er fugtig, vil kondensationsstriben kunne holde sig i live i en time eller mere. Når kondensationsstriben forsvinder hurtigt, er det et tegn på smukt vejr, mens en sejlivet en betyder fugtigt luft og varsler luftmasser med lavtryk og storm.