Skyernes udtryksformer V.

Hagl er nok det mest frygtindgydende udslag af de forskellige kombinationer af nedbør og turbulens. Hagl, som er en forbandelse for landmændene og til tider en trussel mod selve livet, har i USA ofte en diameter på 1 cm, men kan også være på størrelse med golfbolde, ja, selv tennisbolde. Det til dato største hagl blev fundet den 3. september 1970 i Coffeyville i Kansas, USA. Det havde en omkreds på 44 cm og vejede ca. 0,8 kg.

For at hagl kan dannes, skal der i skyen være underafkølede vanddråber længe nok, til at de kan vokse til tusinde gange deres normale størrelse. Dernæst skal de falde hurtigt gennem luften uden at smelte. Som regel er bygeskyer de eneste skyer, der er tilstrækkelig turbulente til at danne hagl. De forekommer mest om sommeren, når overfladevarmen udvikler de kraftigste opvinde. Disse storslåede cumulonimbuskæmper hæver sig ofte op til begyndelsen af stratosfæren, hvor temperaturer på mellem 50 og y 80° skaber en isfyldt top. Der findes to teorier om hagldannelse i en sådan sky. Den ældste og mest udbredte går ud på, at der dannes iskugler ved toppen af skyen, hvorfra de falder næsten helt ned til bunden af skyen, hvor de kolliderer med et lag af underafkølet vand. Så fanges de i en opvind, og mens de stiger til vejrs, fryser vandet, så iskrystallerne vokser. Efter denne teori er hagl resultatet af flere sådanne fremogtilbageture, hvor der hver gang fæstner sig et nyt islag, indtil haglet falder ned mod jorden. Mange store haglkorn har en løgagtig opbygning, hvilket støtter opfattelsen af gentagne kredsløb.

Den anden teori, som er af nyere dato, går ud på, at haglkornene kun falder en gang, og at faldet foregår meget langsomt. Opdriften holder haglkornene tilbage et vist stykke tid, fra 10 til 20 minutter, samtidig med at de kolliderer med andre snekrystaller og underafkølede vanddråber. Til sidst vil de fremkomne haglkorn have optaget så meget tung is, at de overvinder opdriften.

Højst sandsynligt er begge hagldannelsesmodeller korrekte; til tider sker begge processer under det samme uvejr. Som en meteorolog engang har udtrykt det: »Atmosfæren er stor nok til at kunne huse dem begge.«

Samtidig med at den største udfordring for nutidens udforskere af skyernes fysik går ud på at forklare, hvad der sker i nimbusskyer, har nye opdagelser kastet lys over mange enkeltheder omkring andre kategorier.

En cumulussky fremstår i dag som et resultat af en lodret sammenblanding. Processen begynder, når en luftblanding opvarmes over soltørrede marker, ja, selv parkeringspladser. Den usynlige blanding af varme, opadstigende luftstrømme, såkaldt termik, afkøles, indtil temperaturen når dugpunktet, og vanddampene fortættes og pludselig bliver synlige i form af en sky. Da termikker i samme område afkøles i samme omfang, er cumulusskyer tilbøjelige til at dannes i samme højde og fremstå med flad underside. Deres udstrækning opefter afhænger imidlertid af opdriftens kraft og temperatursammensætningen i troposfæren. De største af dem, bygeskyerne eller cumulonimbusskyerne, udstrækker sig ofte flere kilometer opefter.

En stor cumulussky består af mange små luftblandinger, som hver for sig udgør en flig af den blomkålslignende masse. Den enkelte flig eller »blomst« har en levetid af 10 til 15 minutter. Kraftfuld opdrift fører vanddråberne igennem cumulusskyens centrum op til toppen, hvor de fordamper, medmindre skyen er så høj, at den når op i de kolde områder, hvor dråberne krystalliserer. Derpå strømmer en del af luften udefter og synker på ny ned, hvorved der dannes neddrift nær skykanten. Imidlertid vil en konstant horisontal vind skubbe hele massen til siden, så skyen føres bort fra den opadstigende termik. Da der ikke er opdrift til at give den næring, brydes skyen op og forsvinder, samtidig med at der dannes en anden bag ved den og oven over termikken.

Ofte gennemløber hele cumulussystemer et dagligt kredsløb. Cumulusskyer dannes af solinduceret konvektion og begynder typisk at vise sig midt om morgenen. Ved middagstid kan afdelinger af små skyer dække skyen, og hen på eftermiddagen vil de være talrige nok til at kunne blokere for det meste af solskinnet. I løbet af eftermiddagen og specielt om sommeren kan nogle enkelte udvikle sig til de store, optårnede cumulonimbusskyer, som giver tordenvejr. Solnedgangen sætter en stopper for den solopvarmning, som giver næring til konvektionen, og skyerne spredes.

For hovedpartens vedkommende foregår denne cumuluslivscyklus over land, fordi havet opvarmes for langsomt og for jævnt til at kunne danne den nødvendige varmekoncentration til opvinde. Hver eneste dag vil flyrejsende, der flyver hen over en kyst, kunne iagttage et skymønster over land, som slutter temmelig brat på stranden. Af og til kan der dog forekomme cumulusskyer midt ude på havet. De skyldes opdrift i forbindelse med lavtrykssystemer, varme havstrømme eller termikker over øer. Nær ækvator, hvor passatvindene løber sammen og den fugtholdige luft stiger hurtigt til vejrs, er der ofte tordenvejr med kraftigt nedbør.

Det grå dække af lagskyer, der breder sig over himlen fra horisont til horisont, opstår, når luften er for stabil til, at der kan dannes cumulusskyer. Mens cumulusskyer er et resultat af varme opvinde op gennem koldere omgivelser, dannes stratusskyer almindeligvis, når en varm luftmasse kolliderer med en koldere. Den lettere og varme luft bevæger sig opefter og op over den tætte, kolde luft nær jordoverfladen og afkøles, indtil dens fugtighed fortættes og bliver til en kæmpemæssig og blygrå sky. Den varmere luft højt oppe forhindrer den kolde luft i at stige til vejrs. Pr. definition indebærer betegnelsen stratusskyer, at der overhovedet ikke finder lodrette luftbevægelser sted. Normalt vil lave stratusskyer blot dække himlen som et tæppe uden af fremkalde regn, men når skyerne er tilstrækkeligt høje eller tykke, opstår der iskrystaller, og der begynder at dannes nedbør.

For at kunne sondre mellem de forskellige typer af stratusskyer har det været nødvendigt at supplere Luke Howards klassifikation. Nimbostratus er betegnelsen for regnskyer i højder på indtil 1 1/2 km over jordoverfladen. Altostratus, dvs. »mellemste lag«, dannes typisk i højder på mellem 3 og 7 km, mens cirrostratusskyer som regel forekommer i det tynde, tjavsede lag i over 7 kilometers højde.

De allerlaveste stratusskyer betegnes slet og ret tåge. På grund af nærheden til menneskenes miljø er tåge på nogle måder den farligste form for skyer. Op igennem historien har ulykkelige søfolk, når de var blevet ført ind i nærheden af en forreven klippekyst, kunnet aflæse deres egen dødsdom i den tavse tåge, som omklamrede deres sejlskibe. I dag kan de fleste kaptajner navigere sikkert igennem tæt tåge ved hjælp af moderne elektroniske instrumenter, men der er fortsat højeste beredskab på skibsbroen, når man møder tåge.