Skyernes udtryksformer IV.

Indtil begyndelsen af 1940rne anvendtes iskrystalteorien som forklaring på stort set enhver form for nedbør. Men da flyvningen øgede kendskabet til den øvre atmosfære, opdagede man, at skyerne over troperne sjældent er så kolde, at der kan dannes iskrystaller, ikke engang i de øvre dele. En anden mekanisme måtte ligge til grund for vanddråbernes sammensmeltning til vanddråber, og på baggrund af denne nye oplysning måtte forskerne tage hele processen op til revision.

Da vanddråber af samme størrelse er tilbøjelige til at blive ført af sted af luftstrømme med samme hastighed, støder de kun sjældent sammen. Selv når de kolliderer, preller ensartede dråber af mod hinanden i stedet for at smelte sammen til regndråber. Forskerne kom til det resultat, at nogle af dråberne i troperne i begyndelsen er større end andre. De begyndte at antage, at forklaringen på de større dråber var saltpartikler, som tropevarmen havde ført til vejrs fra havene ved ækvator. Alle, der på en fugtig dag har prøvet at ryste en saltbøsse, ved, at salt tiltrækker vanddamp. Snart skulle forsøg vise, at der var store saltpartikler over troperne, og at de fremskyndede væksten af tilsvarende store vanddråber. Da store dråber er tungere, er de også de første, der kan overvinde den varme lufts opdrift. Når de falder ned, kolliderer de største dråber med de mindre og smelter sammen med dem, indtil en fuldvoksen regndråbe falder ned fra skyen.

Der er også forskere, der tror, at elektricitet kan være en faktor ved regndråbesammensmeltningen. Hvis to dråber er modsat ladede, den ene positiv og den anden negativ, har de lettere ved at smelte sammen. Elektricitet i skyen vil derfor virke fremmende på dråbernes vækst.

Nedbørsprocessen er ikke afsluttet med dannelsen af faldende regndråber eller snefnug. De komplicerede processer i atmosfæren spiller en væsentligt større rolle for karakteren af, hvad der i sidste ende når ned til jordoverfladen. Undertiden hæmmes nedbøren af de samme opvinde, som til at begynde med tilfører den nødvendige fugtighed oppe i luften. Når snefnug og regndråber falder, passerer de igennem varm luft, som fortsat er på vej opefter. Selv om vanddampen i den opadstigende luft afkøles og fortættes, frigør selve fortætningsprocessen såkaldt latent varme. Det er energi, der frigøres i form af varme, når stoffer ændrer tilstand fra luftform til væskeform eller fra flydende til fast form. Da det lavere tryk ved større højder afkøler den opadstigende luft, vil frigørelsen af latent varme gennem fortætning søge at holde den opadstigende luft varmere end den omgivende luft og fortsætte den opadstigende bevægelse. Luften vil ofte vedblive med at stige, indtil den kommer ind i et lag af varmere luft, hvor den opadstigende luftblanding mister sin opdrift. I mangelen på et sådant låg for varmestrømning pågår der en vedvarende opadstigende luftbevægelse inden i en sky, som virker forsinkende på nedbøren, indtil snefnug og regndråber er blevet så store og tunge, at de kan opveje opdriften.

Når en regnsky bevæger sig hen over himlen, vil de første dråber, der falder ned mod jorden, passere igennem varmere og tørrere luft neden under skyen. Denne passage gennem den umættede luft får mange af de små dråber til at fordampe igen. På landjorden bliver resultatet spredt regn med store regndråber. Snart vil de nedfaldende dråber afkøle jorden og fugte den lavere luft, hvorpå skylregnen bryder løs. Hvis luften nær jordoverfladen er meget varm og tør, som den er over ørkener, fordamper alle regndråberne, inden de når jorden. Når dette sker, vil man fra Jorden kunne iagttage et tæppe af regn eller iskrystaller, der vokser ud fra en sky for at forsvinde i luften.

På grund af deres fjeragtige opbygning er snefnug endnu mere udsatte for atmosfærens luner. Visse snefnug falder med en særlig langsom hastighed. Teoretisk kan et snefnug være to dage undervejs, før det rammer jorden, hvis det overhovedet når derned. Specielle temperatur og fugtighedsforhold indvirker stærkt på snefnuggets rejse ned mod jordoverfladen. Er luften tør nær jordoverfladen, vil sneen ramme jorden, også når temperaturen ligger over frysepunktet. Da en del smelter og fordamper hurtigt, vil fordampningen afkøle den lavereliggende luft og snefnuggene derfor passere uskadte igennem den. På den anden side er der også tidspunkter, hvor talemåden »det er for koldt til at sne« holder stik. Meget kold luft indeholder for lidt fugtighed til, at der kan dannes nedbør. Iskold polarluft er i den grad ude af stand til at kunne holde på vanddamp, at når polarrejsende udånder varm og fugtig luft, ser de, at den øjeblikkeligt bliver til sne, som blidt daler ned over deres støvler.

Snekrystaller, som smelter under deres fald, kan både fremkalde vinterens mest imponerende iklædning og det mest elendige vejr. Når de smeltede fnug passerer igennem et dybt lag af særlig kold luft nær overfladen, fryser de små dråber på ny. Resultatet bliver slud, vinterens mest afskyede nedbørsform. Når regnen ikke bliver til slud eller iskorn, før den når jorden, vil dråberne stadig være så kolde, at de fryser med det samme, de kommer i berøring med den frosne jord. Hvis det lykkes Solen at bryde igennem efter denne frysende regn, vil de glaserede træer og buske funkle i strålekrans i et besmykket eventyrland, men iskappen er også farlig. Vægten heraf kan brække elledninger og grene på træer, og islagets spejlblanke overflade kan forårsage ulykker på landevejene.

Snefnuggenes uendelige mangfoldighed er legendarisk, og til trods for at forskerne hævder, at ingen naturlov forhindrer, at der skulle optræde flere af samme slags, er man endnu ikke stødt på to ens fnug. Farmeren og fotografen Wilson A. Bentley fra Vermont foretog en granskning af helt enestående karakter. Han brugte over 40 år på at undersøge og fotografere snefnug gennem et mikroskop uden nogensinde at finde to, der var ganske ens. Der forekommer dog tilbagevendende typer af snekrystaller, der forener sig og danner fnug. Krystallerne lader sig groft klassificere som symmetriske eller asymmetriske, og laboratorieforsøg har vist, at deres form bestemmes af temperatur og fugtighedsforholdene i skyen, hvor de dannes. Hvis skyens temperatur er på over + 3° C, bliver krystallerne sandsynligvis sekskantede og flade. Mellem  3 og  5°C antager de almindeligvis nåleform, og mellem  5 og _ 8° C bliver de til hule, prismatiske søjler. Ved lavere temperaturer kan de være sekskantede, søjleformede, ja, selv bregnelignende.

Uanset deres form besidder snefnug enestående isolerende egenskaber. Når de falder ned, virker de som akustiske lydskærme, dæmper lydbølgerne og skaber den særlige stilhed, som er så karakteristisk ved blødt snefald. Sne er altså en varmeisolator. Fnuggenes evne til at indkapsle små luftlommer indebærer, at et snetæppe virker ligesom et varmetæppe. Under en kuldeperiode i USAs Midtvesten måltes temperaturen på sneens overflade til i 33° C, mens den 18 cm under overfladen registreredes til = 4° C, en forskel på 29° C mellem toppen og bunden af snetæppet.