Skyernes udtryksformer I.

I den særlige intellektuelle periode i begyndelsen af 1800tallet, hvor så mange velbjærgede mennesker fandt glæde ved at sysle med naturvidenskab, var der vel få, der var så fascineret af verden omkring sig som den unge apoteker Luke Howard i London. Howard var søn af en velhavende fabrikant. Han ernærede sig som drogist og skabte sig med tiden en betydelig kemisk virksomhed. Samtidig med at han gik stærkt op i sin metier, var han også meget optaget af at udforske himlen og fundere over, hvad han så. Han kunne blive helt lyrisk over atmosfærens opførsel.

»Himlen hører landskabet til,« skrev han engang. »Lufthavet, vi lever og bevæger os i, hvor tordenkiler smedes og den befrugtende regn fortættes, vil for den ivrige naturforsker aldrig blive genstand for blot en indholdsløs og følelsesløs spekulation.« Men Howard nøjedes ikke med at betragte sin hobby med en følelse af undren. Han var en skarp observatør, som ydede bidrag til den unge meteorologiske videnskab, der var så indsigtsfulde og altfavnende, at de indgik og fortsat indgår i videnskabens sprogbrug.

Som så mange andre af datidens dannede mænd var Howard medlem af en lille klub, hvis medlemmer udvekslede afhandlinger om videnskabelige emner. Hans særlige kreds bar navnet »Den asketiske Forsamling« og var opkaldt efter det græske ord for »selvtugt« og »disciplin«. Under et møde i London i vinteren 180203 hørte gruppen den 30årige apoteker læse op fra en afhandling om emnet skyer. Udforskningen af »himlens ansigter« manglede ifølge Howard i høj grad at systematiseres. Landmænd og søens folk forstod »disse ansamlinger af bitte små dråber«, men deres erfaringer lod sig ikke registrere eller diskutere. Ud fra sine iagttagelser var han overbevist om, at skyer lod sig klassificere efter udseende og adfærd, og han foreslog, at man navngav »dem, der er værd at lægge mærke tik«. Betegnelserne skulle være på latin, som var det internationale videnskabelige sprog, og som var et sprog, Howard var blevet skolet i lige siden barndommen.

Han sagde, at alle skyer tilhører en ud af tre adskilte grupper. De tottede formationer højt oppe, »der så at sige først viser sig på himlen som nogle få tegnede tråde«, kaldte han cirrusskyer efter det latinske ord for »hårlok«. De klumpede, individuelle skyer nærmere jordoverfladen betegnede han cumulus, hvilket betyder en »dynge«. Og de horisontale skytæpper, herunder også tåge, der som regel dækker store områder, navngav han stratus efter det latinske navn for »udbredt« eller »dækket«.

Han satte også betegnelserne sammen, når han ville beskrive skyformationer. Når cumulusskyer f.eks. lå grupperet så tæt på himlen, at de dannede et lag, benævnede han formationen stratocumulus. Til karakterisering af »en sky, der var i færd med at fortættes til regn, hagl eller sne«, anvendte Howard den latinske betegnelse for byge, nimbus.

Skønt videnskabsmændene i de senere år har tilføjet adskillige nye navne og forstavelser til yderligere karakterisering af skyformationer, har Howards beundringsværdigt enkle system vist sig at være utrolig nyttigt. Han interesserede sig ligeledes for skydannelser, men kunne kun føje lidt til tidens begrænsede viden om luftens opførsel.

  Senere tids forskning har bekræftet Howards og andre tidlige forskeres intuitive forestillinger om, at disse flygtige, smukke og mærkelige fænomener på himlen er livsvigtige for livet på Jorden og ikke kun, fordi de er en nødvendig forløber for den nærende regn. Det står nu helt klart, at alle skyer, også de relativt små cumulusskyer, spiller en vigtig rolle for den konstante varmeudveksling gennem jordatmosfæren, som udjævner temperaturen på Jorden.

Hvert minut og hver eneste dag dækker store skyer dele af kloden, og de er aldrig i ro. De ambolttoppede tordenskyers knejsende majestæt, mørket før en snestorm i anmarch og smuktvejrscumulusskyernes kåde og fine vindpust er blot nogle få af deres mange tilkendegivelser. Men trods deres forskellighed og deres afgørende betydning for vejrliget verden over repræsenterer disse svævende samlinger af vanddråber til enhver tid en forbavsende lille del af Jordens vand, 1/1000 af 1 procent. Hvis alle vanddampene i disse utallige hvirvler, masser og lag af skyer fortættedes tilligemed de usynlige vanddampe i atmosfæren og blev jævnt fordelt over hele Jordens overflade, ville der på verdensplan falde 2,5 cm regn.