Den endeløse atmosfæriske cirkulation!

Selv om vinde kan synes ubestandige, er de vidunderligt forudsigelige, når de betragtes i globalt perspektiv. Deres bevægelser skyldes varmepåvirkninger. Varm luft stiger til vejrs, og kold, tæt luft strømmer ind for at udfylde dens plads og skaber vind. Drevet frem af Solen og udformet af Jordens rotation kæmper vinden en evig kamp for at lægge sig midt imellem de fugtige troper og kolde poler.

Processen tager sin begyndelse ved ækvator, hvor varm luft stiger op over kalmebæltet, et område med svage, variable overfladevinde. Når luften stiger til vejrs, afkøles den. Den fortsætter udefter og bliver til sidst så tæt, at den synker og danner bælter med højtryk og relativ vindstille. De kaldes som nævnt »hestegraderne« og findes ca. 30 grader nord og syd for ækvator. Denne tætte luft drages på ny indefter mod ækvator og fuldender strømningscirkulationen inden for en såkaldt celle. Afbøjet af jordrotationens Coriolis' kraft bliver luften, som nær Jordens overflade bevæger sig mod kalmebælterne, til de østlige passatvinde.

En del af luften fra de tropiske celler overføres til to svagere cirkulationskredsløb over de tempererede breddegrader. Strømninger i cellerne på disse mellemste breddegrader foregår modsat strømningerne i de tropiske celler og i en anden cirkulationstype nærmere polerne. Således bevæger luften nær overfladen på de mellemste breddegrader sig mod polerne, afbøjes af Coriolis' kraft og bliver til de fremherskende vestenvinde.

Langs med polarfronten, denne konstant skiftende kontaktzone mellem vestenvindene på de mellemste breddegrader og polarluftmassernes kolde østenvinde, er der ofte ekstreme temperatur og trykforskelle. Her optræder de store, hvirvlende cykloner og de polare jetstrømme i stor højde, som fostrer nogle af verdens mægtigste vindsystemer.