Vindenes mysterier VII.

En franskmand, der overværede fænomenet i Algeriet i 1860erne, beskrev det således: »Bladene på træerne foldede sig sammen for mine øjne. Solskiven formørkedes snart af skyer af flyvende sand, og de forskellige farvenuancer af gult, orange, safran og citrongult smeltede sammen til en ubeskrivelig kobberagtig farve.«

 Senere har en britisk mineingeniør, der blev fastlåst i den etiopiske ørken, da sciroccoen kom, beskrevet sine udmarvende oplevelser: »Ørkenklitterne flyttede sig for øjnene af os. Alt omkring bevægede sig. Vi så bølger. Brodsøer, der rullede fremad ligesom vindblæst vand. Sand blev pisket så hurtigt væk fra deres toppe, at udhulningen efter det blev opfyldt i løbet af nogle få minutter, og på deres sted rejste der sig nye bølger. Det var en vedvarende proces, som ledte tankerne hen på et roligt bølgende hav.«

Sciroccoen krydser ofte Middelhavet og fremkalder ubehag i Spanien, Italien og Grækenland, selv om den ændrer karakter undervejs. Den ankommer til Sydeuropa efter at have optaget fugtighed fra havet. Den kan fremkalde epidemiagtige og voldsomme anfald af hovedpine, og på Sicilien og i Syditalien siges voldsforbrydelserne at gå drastisk i vejret. Vinden har mistet det meste af sin kraft, når den når Pyrenæerne og Alperne, men til tider fører den partikler af Saharas sand helt op til nordeuropæerne. I året 1901 aflejredes der omkring 2 millioner t okkerfarvet støv ud over kontinentet. Engang fremkaldte den et rødligt snefald over et område i Tyskland på 40.000 km2, og i år 582 opfattede man en støvfarvet regn, som faldt over Paris, som en »blodbyge«.

Kun få vinde får så mærkelige følger, men da atmosfæren er en lige så integreret del af kloden som landjorden og havene, vil vind altid have stor indflydelse på alt liv på Jorden. En hvilken som helst brise verden over rummer uanset sin størrelse potentialet til at blive til noget større. Ligesom opvarmningen af en skråning, er skyggen af en bygning, afkølingen af et vandhul og udtørringen af en sandbanke i stand til at sætte den hvileløse luft i bevægelse. Selv solsiden af en sten er i besiddelse af sin egen lille opdrift, som under de rette omstændigheder kan forenes med tusinder andre opdrifte og frembringe en massiv turbulens, som meget vel kan blive bestemmende for den store atmosfæriske vindmaskines bane.