Vindenes mysterier VI.

De største af alle de naturlige vindbarrierer, bjergene, er ansvarlige for nogle af Jordens mærkeligste vinde. En af de mest besynderlige er den såkaldte føhn, som ofte forekommer i de alpine bjergdale, især sent på vinteren og om efteråret. Føhnen er en varm, tør vind, som tilsyneladende trodser enhver logik ved at bevæge sig ned fra de sneklædte toppe. For schweizerne kan den være en velsignelse, fordi den modner frugterne om efteråret. Den bevirker også, at bønderne i Rhindalen kan dyrke majs og vindruer.

Processen, der skaber føhnen, indledes, når luft stiger til vejrs fra lavlandet og op mod bjergtoppene. Luften afkøles på vejen op mellem bjergene, og dens vanddampe fortættes og der frigøres varme. Når luften har passeret toppene, strømmer den ned i dalene, og på vej ned komprimeres den. De komprimerede luftmolekyler opvarmer luften med ca. 1 ° C pr. 200 m fald. Når den når ned i den samme højde, hvorfra den startede, vil den være varmere end i udgangssituationen. Schweizerne kalder denne forårsbebudende, varme og tørre luft for »sneæderen«, fordi den kan fjerne det meste af vinterens sne på en dag.

Undertiden kan føhnen imidlertid også være farlig. Dens varme vinde får hurtigt bladene til at tørre ud og øger faren for skovbrande, eller sneen smelter så hurtigt, at der forårsages alvorlige oversvømmelser. Engang i 1800tallet gav en turist denne detaljerede beskrivelse af et sådant hændelsesforløb: »I det fjerne høres en raslen i bjergskovene. Drønet fra bjergstrømmene, som er fyldt med kolossale mængder vand fra den smeltende sne, høres langt væk gennem den fredfyldte nat. En rastløs aktivitet synes at opstå et eller andet sted og komme nærmere og nærmere. Nogle få korte vindstød bebuder føhnens komme. Til at begynde med er vindstødene kolde og rå, navnlig om vinteren, når vinden har passeret enorme snemarker. Så indtræder der en pludselig stilhed, og på en gang vælter føhnens varme luftstrøm ind i dalen med en voldsom kraft og kommer ofte op på stormstyrke, som med større eller mindre intensitet kan vare ved i to eller tre dage og skabe forvirring overalt. Træer brækker. Vældige klippeblokke river sig løs. Bjergstrømmene fyldes op. Tagene rives af huse og lader. Landet terroriseres.«

En lignende og ikke mindre farlig vind af føhntype er den sydcaliforniske Santa Anavind, som dannes over den solbagte højslette Great Basin mellem Sierra Nevada og Rocky Mountains og strømmer ind i Los Angelesbækkenet. Varm og tør strømmer den ind i de tætbefolkede dale og kløfter. Santa Anas vindstød på op til 100 km i timen medfører grus og småsten, som kan gennembore vinduesruder ligesom fuglehagl efterladende sig de nydeligste små huller. Selv om den bidende vind pludselig kan bryde vinterkulden, kan den også udsuge al fugtigheden af chapparalmakiens vrietorn og salvie, der vokser langs med bjergkløfterne. Selv den mindste gnist kan udløse en voldsom brand, som den rasende Santa Ana nærer med rige mængder af ilt. Sådanne kæmpebrande har anrettet enorme skader.

En mere godartet, nordamerikansk faldvind er til stor glæde for farmerne og kvægavlerne på de nordvestlige sletter i USA og Canada. Det er den såkaldte chinook, kaldet således fordi nybyggerne i sin tid troede, at den kom fra en chinookindianerbygd ved den nedre Columbiaflod. I vore dage ved vi, at vinden har sin oprindelse i en fugtig vind fra Stillehavet og frigør sine vanddampe som nedbør over Rocky Mountains, hvorefter den komprimeres og opvarmes ved sin nedstigning ned mod de tilfrosne sletter. Chinooks varme vinde redder ofte kvæghjorder fra sultedøden ved at afdække græs, som har været skjult under is og sne. I en by i Montana steg temperaturen engang i år 1900 17° C på tre minutter, og der er beretninger om chinookvinde, der har opslugt 25 cm sne i løbet af en nat. Ofte forsvinder sneen, uden at den smelter. Processen kaldes sublimering. Sneen fordamper slet og ret og forsvinder op i den blå luft p.g.a. den ekstremt tørre luft.

Der er visse faldvindtyper, som er så kolde til at begynde med, at var meeffekten ved komprimeringen næppe mærkes. Hertil hører mistralen, som dannes i et højtryksområde over Midtfrankrig og blæser ned gennem Rhonedalen mod Middelhavets kyst. Den stormfulde, kolde og tørre vind kan vælte skorstene og jernbanevogne.

Der knytter sig lige så megen dramatik til de vinde, der fejer hen over de forskellige ørkener, som til bjergvindene. Kun få af dem, der udsættes for disse udtørrende vindstød, finder trøst i den kendsgerning, at disse vinde er naturens metode til en hurtig fordeling af ørkenens ekstreme varme. Da der som regel er varmt i ørkener, synker tør luft ind i en anticyklon, og luften i højtrykscentrene bevæger sig hurtigt ud mod det nærmeste lavtrykscentrum. Sciroccovinden i Sahara er uden sammenligning den mest frygtede af alle ørkenvinde. Når den tiltrækkes af et lavtryk over Middelhavet, blæser den uhindret tværs over den åbne ørken og volder ubehag over hele Nordafrika.